De danske kvinder fik deres første sejr i Chile, da de torsdag aften vandt 1-0 over Argentina. Johanna B. Rasmussen scorede kampens enlige mål - en kamp, der også gav debut til Nanna Larsen.
Det danske kvindelandshold leverede torsdag aften en flot præstation og besejrede Argentina med 1-0 efter 0-0 ved pausen. Danmark mødte for anden gang i Chile et sydamerikansk hold, der viste stor teknisk styrke. Men i kraft af en meget flot holdpræstation, så sad Danmark på kampen fra start til slut modsat kampen mod Colombia.
Det danske hold vidste, at Argentina ville spille hurtigt, og at spillerne var teknisk gode, men allerede fra kampen viste de danske spillere, at de ville vinde. Danmark var spilstyrende, og der blev skabt mange chancer med gode indlæg fra kantspillerne. Især havde Johanna B. Rasmussen en række gode indlæg, og et par gode skud direkte på mål.
I anden halvleg fortsatte Danmark med at være dominerende og det blev til en stribe meget flotte gennemspillede angreb.
Johanna scorede
Det var på et af disse angreb Danmark scorede sejrsmålet i det 75. minut. Efter et flot angreb i højre side så det ud til, at Danmark ville miste bolden. Men ved en fin indsats fik anfører Katrine S. Pedersen generobret bolden og driblede sig fri tæt ved baglinien i venstre side, hvor hun lagde en god aflevering til Johanna B. Rasmussen. Hun scorede sikkert til 1-0 på et flot mål.
Argentina havde i begge halvlege flere gode solo-præstationer, og der blev skabt situationer, der kunne have udviklet sig til målchancer. Men de helt store chancer fik Argentina ikke skabt. Dertil var det danske hold for stærkt denne torsdag aften i Chile.
En tilfreds landstræner
”Jeg er meget tilfreds med holdets indsats i dag. Nu har vi været samlet 14 dage i Chile, og må konstatere, at spillerne leverer en indsats på et meget højt niveau, når vi tager årstiden i betragtning. Det var helt tydeligt, at Argentina var kørt helt ned i slutningen af kampen. Jeg er meget imponeret over, at vores spillere så tidligt på sæsonen kan præstere en så flot indsats," sagde landstræner Kenneth Heiner-Møller.
”Men brænder vi ikke for mange chancer? Burde vi ikke have afgjort kampen allerede i første halvleg?”
”Det er fuldstændig rigtigt, og når man taber en kamp, så er det altid sådan noget, man fokuserer på. Og når man vinder så fokuserer man på, at vi skaber mange chancer. Men i stedet for at ærgre mig over, at vi kun vandt 1-0, så vil jeg glæde mig over en meget flot holdindsats.”
”Hvis du skal fremhæve en enkelt spiller?”
”Så bliver det ubetinget Cathrine Paaske Sørensen. Jeg er dybt imponeret over det meget høje niveau, som hun i øjeblikket præsterer landsholdsfodbold på.”
Flot debut til Nanna Larsen
Torsdag viste det sig, at Julie Rydahl Buhks fodskade ikke var overvundet, og hun kom ikke i kamp. Så i steder var det Kristine Pedersen, der stillede op for Danmark på højre kant.
Nanna Larsen kom ind midt i 2. halvleg og hun fik dermed debut på landsholdet og leverede en fin kamp.
|
Hold | Danmark - Argentina |
Resultat | 1-0 |
Tid | 21.01.2010 kl. 19.00 |
Sted | Bicentenaria Stadium, Coquimbo, Chile |
Status | Bicentennial Cup |
Tilskuere | 175 |
Dommere | Carolina Gonzalez, Chile Linier: Barbra Bastias og Tania Nora. Begge Chile |
Startopstillingen |
Nr | Spiller | Klub |
1 | Heidi Elgaard Johansen | Fortuna Hjørring |
2 | Line Røddik Hansen | Brøndby IF |
3 | Katrine S. Pedersen © | Stabæk |
5 | Carina Johansen | Vejle B. |
7 | Cathrine Paaske Sørensen | Sydney FC |
10 | Malene Berg Hansen | IK Skovbakken |
12 | Sanne Troelsgaard N. | Brøndby IF |
13 | Johanna B. Rasmussen | Umeå IK |
14 | Lise Overgaard Munk | Fortuna Hjørring |
17 | Kristine Pedersen | Fortuna Hjørring |
18 | Theresa Nielsen | Brøndby IF |
Aktivitet |
Min. | | Spiller |
75 | 1-0 | Johanna B. Rasmussen |
Ind- og udskiftninger Danmark |
Min | Ind | Ud |
65 | Nanna Larsen, 20. Brøndby IF (debut) | Sanne Troelsgaard Nielsen |
82 | Katrine Veje | Kristine Pedersen |
86 | Josefine Høgh Pedersen | Cathrine Paaske Sørensen |
Ikke benyttet |
16 | Mia Kjærsgaard-Andersen | IK Skovbakken |
4 | Janni Arnth Jensen | Fortuna Hjørring |
6 | Nanna Christiansen | Brøndby IF |
8 | Julie Rydahl Bukh | Sydney FC |
9 | Maiken With Pape | Stabæk |
15 | Line S. Jensen | Fortuna Hjørring |