Ligalandsholdstruppen restituerede efter onsdagens 5-1 sejr over Singapore i behagelig støvregn torsdag morgen lokal tid. Alle spillere klar til træningen torsdag.

Ligalandsholdet spillede og vandt onsdag sin anden kamp under træningsopholdet i det nordøstlige Thailand.
Derfor bestod torsdagens træning primært af restitution med varieret indhold efterfulgt af mere intensiv træning for de af spillerne, der enten ikke fik fuld spilletid eller slet ikke blev testet i kampen i går.
Undervejs droppede de af spillerne, som var mest slidte efter deres indsats onsdag, fra den kollektive træning, og da træningspasset sluttede, havde stort set halvdelen af truppens 20 spillere fået trænernes og sundhedssektorens velsignelse til at trække sig undervejs.
Træningen foregik i behagelig temperatur og for anden dag i træk med skyerne hængende lavt over Korat og en del støvregn.
Anders Møller Christensen, som søndag måtte forlade banen i kampen mod Polen efter et spark op i hans læg allerede i første halvleg, var ikke i betragtning til onsdagens kamp, efter han havde plejet sin skade mandag og tirsdag.
Han indgik i dagens kollektive træning med henblik på den sidste kamp på træningsturen mod Thailand tidligt lørdag aften.
Kamp mod Thailand på TV2
Alle kampene spilles på stadionet med det pompøse navn, His Majesty The Kings 80th Birthday Anniversary Stadium, i millionbyen Korat i Nakhon Ratchasima-provinsen godt fire timers kørsel nordøst for Bangkok.
Kampene under træningsturen bliver for andet år i træk og sjette gang i alt en del af den traditionsrige Kings Cup-turnering, som i 2010 udover det danske Ligalandshold har deltagelse af Polen og Singapore samt værtsnationen Thailand.
TV2 transmitterede den første kamp mod Polen søndag den 17. januar, og viser også kampen mod Thailand lørdag den 23. januar klokken 12.30 dansk tid direkte.
Ligalandsholdstruppen returnerer til Danmark klokken halv syv om morgenen mandag den 25. januar.