Det danske U/18 landshold var millimeter fra et flot comeback, men tabte 2-1 til effektivt belgisk mandskab. Fin debut til AB keeper Jakob Haugaard.
U/18-landsholdets startopstilling til placeringskampen mod Belgien i Slovakia Cup 2010. Foto Thomas Andersen, DBU
Det danske U/18 landshold spillede fredag formiddag den sidste kamp ved årets udgave af Slovakia Cup. De første tre kampe i turneringen havde budt på et knebent nederlag til Italien, uafgjort mod Tjekkiet og en sikker sejr over Ukraine, og turneringens fjerde kamp blev ligesom de øvrige resultater, en blandet fornøjelse.
Per Andersen måtte til kampen se bort fra de små-skadede Dario Dumic og Nicolai Christensen og derudover havde anfører Mourad El Bariaki karantæne efter to gule kort i turneringen. Den rutinerede træner havde derfor rystet posen, hvilket blandt andet resulterede i at Esbjerg backen Jonas Knudsen spillede på den centrale midtbane.
Belgien startede opgøret bedst, og det blev hurtigt klart, at de to hurtige, udfordrende og teknisk stærke belgiske kantspillere, Paul José Mpoku fra Tottenham og Igor Vetokele fra Gent, skulle blive en stor udfordring for det danske forsvar. Efter 18 minutter slog duoen til, da et indlæg fra Mpoku havnede for fødderne af Vetokele, som kunne sparke bolden sikkert forbi den sagesløse debuterende danske keeper, Jakob Haugaard.
Efter føringsmålet kom de danske drenge langt bedre med i opgøret, og både Rasmus Falk Jensen og Jannik Vestergaard havde fine muligheder for en udligning. Største chance kom dog fem minutter før pausen, da Nicolaj Ritter blev nedlagt i feltet efter et flot og energisk gennembrud på højrekanten. Rasmus Falk Jensen skulle forsøge sig fra 11-meter pletten, men den belgiske målmand snuppede skuddet.
Danskerne kom dog hurtigt videre og blot tre minutter senere, var Mads Hvilsom centimeter fra at nå frem til en tværpasning fra højrekanten, men de sidste marginaler manglede.
Belgierne var derimod skarpe og minuttet efter den store chance til Hvilsom, udbyggede de føringen, da Pieter Vervaet udnyttede et passivt dansk forsvar, og bankede 2-0 pauseføringen i kassen.
Danmark nægtede dog at give op, og i hele anden halvleg fightede de røde drenge forbilledligt. Ti minutter før slutfløjtet kom den fortjente reducering, da tårnhøje Jannik Vestergaard steg til vejrs og headede kuglen sikkert i mål. Derefter jagtede de danske drenge intens udligningen, men trods flere store scoringschancer i slutminutterne, så sluttede kampen med en belgisk 2-1 sejr.
Bedste dansker var Brøndbys midterforsvarer Jannik Vestergaard, der fik scoret i sin fjerde landskamp, og forsvarskæmpen har gennem hele turneringen vist særdeles lovende takter.
U/18 landstræner Per Andersen konkluderede efter den tætte kamp mod Belgien:
”Det er et irriterende nederlag, da vi ikke har marginalerne med os i dag. Vi brænder et straffespark og har en kæmpe chance lige før de scorer til 2-0. Det kunne slå mange mandskaber ud, men drengene viser deres mentale styrke og fighter sig tilbage i kampen, og det er sort uheld at vi ikke får udlignet”.
”Det har været en utrolig lærerig og hård turnering, hvor drengene har lært hvad der skal til for at begå sig i international fodbold, og vi har kunnet konstatere, at vi har en god bredde i årgang 92. Spillerne har leveret alt og ydet en stor præstation igennem hele turneringen."
"Vi skal dog blive bedre til at skabe de sidste chancer på den sidste tredjedel af banen, da alle vores 4 mål i turneringen er blevet scoret efter standardsituationer, så vi skal blive mere giftige foran målet."
"Vi er dog meget fortrøstningsfulde inden efteråret U/19 EM kvalifikationskampe, hvor vi er havnet i en dynamitpulje”, slutter Per Andersen.
Kampen var den sidste for årgang 92 spillerne som U/18 mandskab, og efter sommerpausen går det løs med vigtige U/19 kampe.
Første udfordring er to kampe på hjemmebane mod Norge i august, og derefter gælder det to svære udekampe mod Belgien og Tyskland i september, som de sidste forberedelser til oktober måneds dynamitpulje i EM kvalifikationens første runde, hvor Sverige, Rusland og Ukraine venter.
|
Hold | U/18-landsholdet |
Kamp | Belgien – Danmark |
Tid | 30. april 2010 kl. 10:00 |
Sted | Stadium of Koseca, Koseca, Slovakiet |
Status | Venskabskamp, Slovakia Cup 2010 (80 min) |
Resultat | 2-1 (2-0) |
Tilskuere | 315 |
Dommer | Vlk (Slovakiet) |
Linjedommere | Kosecky (Slovakiet) & Petricek (Slovakiet) |
4. dommer | Ingen |
Startopstillingen |
Nr | Spiller | Klub |
1 | Jakob Let Haugaard | AB |
2 | Jeppe Andersen | Vejle Boldklub |
5 | Martin Rauschenberg Brorsen | Esbjerg fB |
7 | Mark Gundelach | FC Nordsjælland |
8 | Mads Dittmer Hvilsom | FC Midtjylland |
9 | Rasmus Falk Jensen | OB |
10 | Jonas Knudsen | Esbjerg fB |
12 | Nicolaj Ritter | FC Midtjylland |
14 | Thobias Skovgaard | FC København |
17 | Carlos Shiralipour | Viborg FF |
18 | Jannik Vestergaard | Brøndby IF |
Kampforløb |
Min | Status | Spiller |
18 | 1-0 | Igor Vetokele |
39 | 2-0 | Pieter Vervaet |
70 | 2-1 | Jannik Vestergaard |
76 | Advarsel | Mark Gundelach |
Ind- og udskiftninger |
Min | Ind | Ud |
40 | 4. Uffe Manich Bech, Lyngby Boldklub | Mads Dittmer Hvilsom |
47 | 13. Franck Semou, Hvidovre IF | Jeppe Andersen |
68 | 11. Christian Sørensen, OB | Rasmus Falk Jensen |
Ikke benyttet |
16 | Frederik Rønnow | AC Horsens |
3 | Mourad El Bariaki (Anfører) | B 93 |
6 | Dario Dumic | Brøndby IF |
15 | Nicolai Christensen | AGF |