De danske U/19-kvinder besejrede Sverige med 1-0 på La Manga. Det var en flot kamp fra de danske piger. Flot varieret spil kombineret med viljen til sejr var forskellen på de to hold i dag.
Danmark startede kampen lidt usikkert. Kampen var i begyndelsen præget af en del fejlpasninger fra begge hold. Efter 10 minutter får danskerne dog mere ro på spillet og i takt med dette øges præcisionen. Efter 13 min må Danmark desværre skifte sin stærke midtbanespiller Pernille Harder ud med en lille antydning til en forstrækning i låret. Ind i stedet kommer Tenna Kappel Bendtsen. Ind imellem viser Danmark rigtig godt kombinationsspil. Danmark spiller flot støttespil og de unge danske spillere viser evner og mod til at vende spillet i de rigtige situationer.
Den danske målmand Camilla Marie Simonsen redder stærkt, da en svensker kommer alene igennem efter 40. minutter.
Det nærmeste Danmark kommer det svenske mål i første halvleg er i forbindelse med hjørnespark, som hver gang bliver rigtigt farlige i den kraftige vind. Det er da også efter et hjørnespark at Danmark endelig får bolden i mål. I kampens allersidste minut får Danmark et hjørnespark i venstre side. Linette Andreassen sparker og bolden havner hos Sofie Junge Pedersen, som sender bolden i mål og Danmark kan gå til pause med en føring på 1-0.
Danmark skifter 2 spillere i pausen. Ud går målmand Camilla Simonsen og Nina Frausing Pedersen, ind kommer Tanja Rasmussen og Line Frausing Østergaard
Danskerne har en god mulighed efter 52 min. Et godt samarbejde mellem Linette Andreassen og Tenna Kappel Bendtsen resulterer i at Linette kommer til afslutning, men skuddet får ikke rigtig kraft, og den svenske målmand har ingen problemer med at holde bolden.
Efter 63 minutter har svenskerne en stor mulighed efter hjørne, men heldig vis går bolden over mål.
Igen har danskerne en god mulighed også denne gang efter hjørne. Simone Boye kommer fri, men header desværre lige på den svenske målmand.
Efter 71 minutter fældes Sofie Block i feltet og dette lignede et straffe til Danmark, men den norske dommers fløjte forbliver tavs.
Alle de danske indskiftede spillere gør det godt og dette vidner om, at der er god bredde i truppen.
Danmark har en kæmpe mulighed efter 80 minutter til at bringe sig yderligere foran. Sofie Block får fat i bolden og spiller flot på kant til Linette Andreassen, som slår et flot indlæg, men Pernille Schultze-Larsen mangler få cm i at nå bolden.
Fire minutter før tid vælger Danmark ved et frispark at sende Linette Andreassen af sted på højrekanten. Linette laver igen et af sine meget præcise hårde indlæg, og Sofie Junge Pedersen kommer stormende ind i feltet og rammer bolden helt rent med hovedet, men desværre redder den svenske målmand flot på stregen. Kampen afsluttes med en flot svensk afslutning, men heldigvis går bolden lige over det danske mål.
I en kamp hvor rigtig mange danske spillere var gode, fremhæves indskiftede Tenna Kappel Bendtsen og Simone Boye Sørensen for særligt stærke præstationer. Begge arbejder hårdt og træffer hele kampen igennem kloge beslutninger, og de har begge afgørende betydning for at Danmark går sejrrigt ud af opgøret.
Danskerne udviser i dagens kamp stor spilforståelse. Når marginalerne kommer på danskernes side, hvilket de gør, når vi kommer i gang med den danske turnering, og vi får spillerne på græs, så ser dette rigtig spændende ud.
Danmark vinder fortjent 1-0 i sin 3. og sidste kamp på La Manga. Holdet har haft stort udbytte af opholdet og er vokset kamp for kamp. Næste opgave for U-19 kvinderne er den meget spændende EM kvalifikation i Holland i slutningen af måneden. Her er holdet i Pulje med Holland, Finland og Skotland. Kun nr. 1 går videre til EM i Makedonien til maj.
Kamprapport |
Hold | U/19-landsholdet |
Kamp | Danmark – Sverige |
Tid | 5. marts 2010 kl. 13:00 |
Sted | La Manga, bane A |
Status | La Manga |
Resultat | 1-0 (1-0) |
Tilskuere | 30 |
Dommer | Tove Marie Tandstad (Norge) |
Linjedommere | Monica Løkkeberg (Norge), Tine Lundqvist (Norge) |
4. dommer | ingen |
Startopstillingen |
Nr | Spiller | Klub |
16 | Camilla Marie Simonsen | Kolding Q |
3 | Sofie Junge Pedersen | IK Skovbakken |
5 | Simone Boye Sørensen | Skovlunde IF |
6 | Michelle Masen | Team Viborg |
7 | Line S. Jensen (Anfører) | Fortuna Hjørring |
8 | Anne Thirum Rudmose | Team Viborg |
10 | Pernille Mosegaard Harder | Team Viborg |
12 | Linette Andreassen | Vejle Boldklub |
14 | Nina Frausing Pedersen | IK Skovbakken |
17 | Sofie Block Jørgensen | Varde IF |
18 | Pernille Schulze-Larsen | Skovlunde IF |
Kampforløb |
Min | Status | Spiller |
45 | 1-0 | Sofie Junge Pedersen |
Ind- og udskiftninger |
Min | Ind | Ud |
13 min. | 15 Tenna Kappel Bendtsen | Pernille Harder |
46 min. | 1 Tanja Rasmussen | Camilla Marie Simonsen |
46 min. | 2. Line Frausing Østergaard | Nina Frausing Pedersen |
65. min | 4. Simone Hagelskjær | Anne Thirup Rudmose |
80. min | 11. Amalie Holm Pedersen | Sofie Block Jørgensen |
Ikke benyttet |
9 | Britta O. B. Olsen | Odense Boldklub |
13 | Line S. Kristensen | Team Viborg |