Nyheder

Landsholdet støtter børns ret til uddannelse

0 anbefalinger
IBIS og DBU: Landsholdet støtter kampagnen om uddannelse til alle børn – ”1GOAL: Education for All” – før og under VM-slutrunden til sommer.
Vi vil gerne være med til at sætte fokus på problemet og årsagerne til, at der stadig er børn i vores verden, der ikke engang lærer at læse,” udtaler landsholdets midtbanespiller Jakob Poulsen. Foto: www.fodboldbilleder.dk


72 millioner børn og unge over hele verden går ikke i skole.
 
Dermed fratages en stor del af de kommende generationer verden over muligheden for at tilegne sig basale kundskaber som at læse og skrive.
 
Det vil fodboldverdenen gerne sætte fokus på, og det sker globalt gennem et samarbejde mellem det internationale fodboldforbund, FIFA, og organisationen Global Campaign for Education.
 
Herhjemme synes det danske fodboldforbund, DBU, og landsholdsspillerne, at budskabet om børns og unges ret til uddannelse er så sympatisk og relevant, at de bakker op om kampagnen frem til og under VM-slutrunden til sommer.
 
”Vi er heldigt stillede herhjemme med et rigtigt godt og fleksibelt uddannelsessystem. Men der er mange millioner af børn og unge rundt om i verden, som aldrig kommer i skole. Vi vil gerne være med til at sætte fokus på problemet og årsagerne til, at der stadig er børn i vores verden, der ikke engang lærer at læse,” udtaler landsholdets midtbanespiller Jakob Poulsen.
 
Landsholdsspillerne vil blandt andet synliggøre deres engagement i budskabet gennem et besøg på deres tidligere folkeskole eller en anden uddannelsesinstitution, de har et tilknytningsforhold til, som det første, når de torsdag den 20. maj første samles i træningslejren herhjemme forud for VM-slutrunden i Sydafrika.
 
1GOAL-kampagnen har til formål at sætte fokus på netop de 72 millioner børn og unge over hele verden, som ikke går i skole og derfor ingen uddannelse får.
 
Bag den globale kampagne står FIFA, som er arrangør af VM-slutrunden i Sydafrika, og Global Campaign for Education. Verdensstjerner som Zinedine Zidane, Sir Bobby Charlton og Marcel Desailly lægger også navn og ansigt til kampagnen.
 
Det er første gang, at fodboldverdenen med 1GOAL står samlet bag et socialt mål om at få alle børn i skole, og bruger en sportsbegivenhed som VM til effektivt at få budskabet om retten til skolegang ud over hele kloden. På samme måde som musikverdenen tidligere har haft held til at samles omkring fælles mål om fattigdomsbekæmpelse. 120 lande deltager i kampagnen.
 
Herhjemme står udviklingsorganisationen IBIS for den danske del af Global Campaign for Education, og dermed også for den danske 1GOAL kampagne, samarbejdet med DBU og det danske fodboldlandshold, som også har valgt at bakke op om 1GOAL.
 
IBIS har hvert forår siden 2003 stået for en omfattende oplysningskampagne om børns ret til skolegang på danske skoler. I år er halvdelen af landets skoler med i kampagnen. IBIS producerer i den forbindelse bogen LæseRaketten og tilhørende lærer- og undervisningsmateriale. Næsten 200.000 elever er med i kampagnen, som i år lægger sig op ad VM2010 under sloganet ”spark skolen i mål”.
 
Kampagnematerialet oplyser om 1GOAL, og eleverne får mulighed for at give deres støtte til kravet om uddannelse for alle: enten ved at skrive under på, at de støtter op om 1GOAL, eller ved at de samler penge ind til dette års fokusland, som er Angola.
 
I forbindelse med transmissionen af VM-kampene, vil der på flere tv-stationer blive vist spots af forskellige landsholdsspillere fra de forskellige lande, som deltager ved slutrunde.
 
Kampagnens mål er overalt i verden at mobilisere så stor opbakning til 1GOAL, og så mange underskrifter på internet-siden www.join1goal.org, at statsoverhoveder fra hele verden bliver nødt til at gøre deres yderste for at få alle børn i mål.
 
 
Baggrunden for ”1GOAL – education for all”:
 
I 2000 mødtes verdens ledere og forpligtede sig som en del af FNs millennium mål til at arbejde for, at alle verdens børn skal have mulighed for at komme i skole inden 2015.
 
FIFAs præsident Sepp Blatter har på vegne af det internationale fodboldforbund givet løfte om, at VM i Sydafrika 2010 skal bruges til at støtte op omkring målet med at få alle verdens børn i skole inden 2015.
 
1GOAL-kampagnen skal således være med til at fastholde verdens ledere og verdenssamfundet på deres forpligtelse overfor de 72 millioner børn i den tredje verden, som stadig ikke har adgang til uddannelse.
 
 
IBIS:
 
IBIS er en dansk udviklingsorganisation, som arbejder med uddannelses- og udviklingsprojekter i 13 lande i Afrika og Latinamerika.
 
IBIS anser uddannelse som en menneskeret og som vejen til at skabe en bæredygtig udvikling for den enkelte og samfundet. For IBIS går vejen til velstand og udvikling igennem uddannelse. Derfor kæmper vi for, at alle børn får adgang til uddannelse.
 
 
DBU og landsholdsspillerne:
 
DBU og landsholdsspillerne har tradition for at samarbejde med en humanitær-, hjælpe-, udviklings- eller sygdomsbekæmpende organisation op til og under landsholdets deltagelse ved EM- og VM-slutrunder.
 
Torsdag den 20. maj vil spillerne i VM-truppen udover at besøge deres tidligere folkeskole eller en anden uddannelsesinstitution, de har tilknytning til, også besøge én af deres barndomsklubber og også besøge nogle af sponsorernes – Arlas, DONG Energys og Adidas’ – fabrikker, virksomheder eller forretninger.
 
Landstræner Morten Olsen udtager VM-truppen på 23 spillere mandag den 10. maj.
 
 
Læs mere her:
 
 

Af: Hanne Selnæs, IBIS og Lars Berendt, DBU

05. marts 2010, 03:00

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: