Flere Superliga-klubber fokuserer på andet end pointtabellen i den højeste række – og arbejder også målrettet med at indføre en rød tråd i samarbejde med klubber i lokalområdet. En af dem, der går forrest, er AC Horsens, der har indført den såkaldte ’gule tråd’, der skal sikre, at principperne fra DBUs Aldersrelateret Træning går igennem hos alle af klubbens samarbejdsklubber – og tager dermed også ansvar for god børne-og ungdomsfodbold.
Der var masser af engagement og glæde på fodboldbanerne i Horsens, da skolerne i år fløjtede til efterårsferie. Her nød 420 børn nemlig fodbolden og hyggen i selskab med kammeraterne og dygtige trænere. Både trænere og børn var på fodboldbanen som led i et nyt Horsens – initiativ : ’Den gule tråd’.
AC Horsens har nemlig som en ud af flere danske Superliga-klubber valgt at sikre en rød tråd gennem rækkerne – herunder brugen af DBUs Aldersrelateret Træning i træningen af børn og unge. Noget der nok også meget passende for Horsens altså bliver kaldt ’Den gule tråd’. Et samarbejde mellem AC Horsens, Horsens Kommune og klubbens mange samarbejdsklubber, der skal sikre et struktureret uddannelsesforløb i de lokale fodboldklubber.
”Vores udgangspunkt med ’Den gule tråd’ var at tænke på, hvordan vi kan gøre en størst mulig forskel for flest mulige mennesker! Vores tanke var egentlig meget enkel, - i stedet for, at vi som tidligere konkurrerer med de omkringliggende eliteklubber om de samme spillere, jamen hvorfor så ikke i stedet investere en masse energi, og ressourcer i at gøre dem, der bor i Horsens kommune, endnu bedre, samt at skabe en lokal forankring, der kommer alle til gode – både bredden og eliten. Dermed bliver chancen for at det bliver lokale drenge, der kan gå hele vejen til vores klub. Vi håber jo selvfølgelig, at vores investering i sidste ende skaber både bedre trænere og dermed også bedre fodboldspillere,” lyder det fra Anders Madsen, der er klubbens initiativtager til projektet.
Vigtigt at tage et ansvar
For Anders Madsen handler ’Den gule tråd’ dog ikke kun om, at klubben sikrer en talentmasse til Superliga-klubben, men også om at tage ansvar og løfte det generelle niveau i de lokale fodboldklubber – og hermed også skabe fastholde og endda øge medlemstilstrømningen.
”Som jeg ser det, har vi her skabt et projekt, hvor der kun er vindere. Vi uddanner således trænerne ude i klubberne efter nogle gode ATK træningsprincipper – en gratis uddannelse – og det betyder også, at børnene i vores fodboldklubber får bedre trænere og at træningsmiljøerne dermed også forbedres. Det giver i sidste ende også en masse spillere, der ikke kun bliver bedre, men højst sandsynligt også synes det er sjovere at gå til træning og dermed også chancen, for at de fastholdes i klubben og i fodboldmiljøet,” lyder det fra Anders Madsen.
En af de trænere, der havde trodset bygerne i efterårsferien og var med på fodboldskolen, der var en del af trænernes uddannelse, var Lars Windfeldt. Han træner til daglig 32 børn på Hatting-Torsteds U7 hold og er en af de 66 trænere, der er ’første kuld’ i AC Horsens projekt. Trænerne er igennem 20 uddannelsesdage fordelt både som fællesseancer og som individuel uddannelse ude i de enkelte fodboldklubber.
”Det er en fornøjelse at opleve, at vi har flyttet nogle af børnene fra den første dag i mandags og til nu. Man kan se det på deres skud, placering på banen og nogle af ”egoisterne” er blevet holdspillere. Jeg er hamrende begejstret for at træne efter ”den gule tråd”, for det giver os tid til detaljerne og det bliver nemmere at lægge ekstra tid ind. Børnene har virkelig fået noget ud af det. Som træner har jeg fået fif af instruktørerne fra AC Horsens, og det har blandt andet gjort mig bevidst om at bruge de lidt bedre spillere i andre roller. Heldigvis kan vi se, at vi får både de mindre gode, de gode og de super gode spillere med via ”den gule tråd”, så det er rigtig dejligt,” konstaterer Lars Windfeldt, der også er glad for ’sidegevinsten’:
”Vi er et stort fælles team, hvor alle hjælper hinanden, og vi er blevet rystet godt sammen på tværs af klubberne. Det giver en rigtig god ånd, og jeg vil faktisk sige, at vi er en stor klub,” slutter Lars Windfeldt.
Målgruppen er førstegangstrænere
Og netop sammenholdet og det fælles sprog er en stor gevinst ved samarbejdet, der først og fremmest far førstegangstrænere og forældretrænere som målgruppe:
”Projektet er også med til at skabe ’et fælles sprog’ i klubberne, da man forhåbentlig i ungdomsafdelingerne i løbet af et par år alle træner efter de samme aldersrelaterede principper, således der også skabes en fælles forståelse i klubberne. Og det giver os som klub også et bedre og tættere samarbejde med de klubber, der ligger i vores lokalområde. I vores øjne vil dette kunne løfte både bredden gennem bedre træning og eliten i og med vi også vil få flere dygtige spillere at vælge imellem. Så det er en win-win situation!,” slutter Anders Madsen.
Han forventer at projektet også vil fortsætte i de kommende år – og håber også, at kunne sikre at langt flere unge får en smag for at blive træner – et indsatsområde fra klubbens side i de kommende år.
FAKTA: DBUs Aldersrelateret Træning
’Aldersrelateret Træning 1' blev lanceret i april 2008 i samarbejde med Team Danmark og forsøger at give svar på en masse spørgsmål, som trænere, ledere og forældre ude i klubberne kommer ud for, når de skal træne børn. Manualen giver på en let og tilgængelig måde et indblik i en måde at strukturere talentudviklingen. Det er således ikke en facitliste, men et slags opslagsværk for alle trænere, der træner børn fra 5-14 år. Aldersrelateret Træning er således et forsøg fra DBUs side at få skabt en rød tråd i talentudviklingen, at øge bevidstheden hos trænerne og dermed også spillerne om, hvad man skal træne hvornår og hvorfor. Sammen med Aldersrelateret træning, er der også oprettet en Øvelsesbank, hvor man finder mange nye og relevante øvelser til brug i den daglige træning. Se mereom DBUs holdninger til god børne- og ungdomsfodbold på www.dbu.dk/bornefodbold.
FAKTA: AC Horsens - Den Gule Tråd
’Den gule tråd’ beskæftiger sig med træning af spillere fra U5 til U13 og omfatter alle holdene i samarbejdsklubberne. I øjeblikket har AC Horsens 66 trænere på skolebænken. Udgangspunktet er en mappe med beskrivelse og træningsvejledning, der er lavet til trænere, som typisk ikke har den store trænererfaring. En træningsvejledning, der læner sig meget op af DBU 's aldersrelaterede træning. Mappen inkluderer 215 øvelser, der hver især kan varieres, og med en tilhørende dvd, hvor 145 af øvelserne bliver gennemgået. Udannelsen strækker sig over 20 uddannelsesdage fordelt jævnt over en stor del af året – herunder både som fællesseancer og individuelle træningsseancer ude i de enkelte klubber. Projektet startede i august 2010 og skal efter planen køre også i de kommende år.