Albæk erstatter Stokholm

Landstræner Morten Olsen har udtaget Mads Albæk, FC Midtjylland, til Ligalandsholdstruppen efter afbud fra veteranen Nicolai Stokholm, FC Nordsjælland. DBU søger ny modstander til U21-spillerne.

Mads Albæk erstatter Nicolai Stokholm i Ligalandsholdstruppen på grund af en skade. Foto: www.fodboldbilleder.dk


Landstræner Morten Olsen har onsdag formiddag modtaget det første afbud til Ligalandsholdstruppen, der sammen med en stor gruppe U21-spillere rejser på træningslejr i Arizona tirsdag formiddag.

Afbuddet kommer fra Nicolai Stokholm, som er plaget af en lyskeskade.

Den 36-årige midtbanespiller gjorde comeback på landsholdet dette efterår i kampene mod Slovakiet, Italien og Tyrkiet. Han har tidligere deltaget tre gange på Ligalandsholdets træningsture i 2004, 2006 og 2009 med i alt otte kampe.

Morten Olsen har i stedet udtaget Mads Albæk, FC Midtjylland, som efter i alt 26 kampe på U21-landsholdet var med på samme træningstur sidste år, hvor han fik spilletid i alle tre kampe mod Thailands A-landshold, Sydkoreas OL-landshold og Norges Ligalandshold. 

Den kombinerede Liga- og U21-landsholdstrup spiller i alt tre kampe under træningsturen til Arizona.

Ligalandsholdets første kamp mod Canada bliver spillet i Tucson lørdag den 26. januar klokken 13.00 lokal tid, hvilket er klokken 21.00 dansk tid.

Derefter var der planlagt en kamp specifikt for truppens U21-spillere mod El Salvadors U20-landshold i Glendale søndag den 27. januar, men denne kamp er imidlertid aflyst. Uanset om det lykkes DBU at finde en ny modstander, bliver træningsturen gennemført som planlagt efter, DBU har fået sikkerhed for optimale træningsforhold for den samlede trup. 

Træningsturens sidste kamp mod Mexico bliver spillet onsdag den 30. januar klokken 20.00 lokal tid, hvilket er klokken 04.00 om natten dansk tid torsdag den 31. januar, i Glendale.

Træningsopholdet bliver gennemført i perioden fra den 22. til 31. januar med hjemkomst fredag den 1. februar 2013.

Læs om målsætningerne med Ligalandsholdet, tidligere træningsture og meget mere

Nyheder om Ligalandsholdet 2013:
Syv ekstra U21-spillere på træningstur
Dennis Rommedahl på Ligalandsholdet

Af: Lars Berendt

16. januar 2013, 16:05
 
 
Glemt adgangskode?
Indtast dit brugernavn eller email her, så vi din adgangskode til dig.
Brugernavn / E-Mail:
ELLER
 
Lav ny profil uden Facebook