EM 2020 til Danmark

UEFA har i dag udpeget København som en af de 13 værtsbyer til EM-slutrunden i 2020
EURO 2020 - video af Farmen.


København skal i 2020 være vært for fire kampe under EM-slutrunden i fodbold.

Det blev i dag præsenteret af UEFA's eksekutivkomite ved en ceremoni i Geneve. I 2020 markeres 60-året for den første EM-slutrunde ved at fordele værtsskabet på 13 forskellige byer i hele Europa. Blandt de valgte byer er København, der fra starten har været blandt de 32 byer, der indledningsvis viste interesse for værtsskabet og de 19 byer, der endte med at ansøge den 25. april 2014.

”Det er helt fantastisk for dansk fodbold, for København og for hele Fodbold-Danmark. Vi er stolte over den tillid, UEFA viser os ved at gøre os til medværter for en af verdens største sportsbegivenheder. Og vi glæder os til at vise det bedste frem til hele Europa,” fortæller Jesper Møller og fortsætter

”EM-slutrunden er en oplevelse for hele landet, og vi ved, at der nu ligger en stor opgave foran os. Den er vi parat til at løfte, uden at det betyder, at vi mister fokus på de mange andre gode tiltag, der foregår i dansk fodbold, mens vi naturligvis vil fastholde vores arbejde med at løse de udfordringer, som vores klubber står overfor eksempelvis at fokusere på manglen på faciliteter i de københavnske klubber, ” siger DBU’s formand Jesper Møller.

DBU har arbejdet tæt sammen med Københavns Kommune, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og Telia Parken om ansøgningen til at blive værtsby for EURO 2020. Nu forestår det store arbejde med at forberede den store begivenhed både før, under og efter de fire kampe.

Københavns overborgmester Frank Jensen er også stolt over at skulle være vært for EURO 2020:

"Jeg er stolt over, at København er valgt som én af værtsbyerne for EM i 2020. Det er første gang nogensinde, at Danmark er blandt værterne for en EM-slutrunde, og jeg glæder mig til at byde danskerne og hele verden velkommen til fodboldfest i København. Jeg er ikke i tvivl om, at København i gaderne, på lægterne og forhåbentligt på græsset vil give fodbold-Europa en god oplevelse. Jeg glæder mig i hvert fald til at deltage i fodboldfesten i København."

Københavns kultur- og fritidsborgmester. Carl Christian Ebbesen er også begejstret:

"Jeg har lyst til at råbe huttelihut. Det er helt fantastisk, at København skal lægge hus til et så stort internationalt mesterskab som EM i fodbold i 2020. Der venter en kæmpe oplevelse for hele nationen, de mange tusinde besøgende og seerne ude i stuerne, når fodboldstjernerne løber ind på den danske grønsvær," siger Carl Christian Ebbesen, kultur- og fritidsborgmester i København.

Slutrunden vil ikke kun skabe opmærksomheden på København som by, men også vil også give lejlighed til at nogle karakteristika, som er særegne for Danmark:

"Frem til 2020 vil vi i samarbejde med DBU og København forberede mesterskabet og ikke mindst bruge anledningen til blandt andet at italesætte den danske fodbold- og foreningskultur i Danmark og internationalt," siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, som DBU også arbejdede tæt sammen med i forbindelse med U21 EM-slutrunden i Jylland i 2011.

Fakta

Bag det danske EURO 2020-bud står DBU, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune.

Slutrunden spilles i 13 forskellige europæiske lande som en markering af 60-året for den første EM-slutrunde, som blev spillet i Frankrig i 1960.

København skal være værter for tre gruppespilskampe og en ottendedelsfinale, som alle skal spilles i Telia Parken.

De øvrige 12 værtsbyer er:
Finale, Semifinale: London 
Kvartfinaler: München, Baku, Rom, St. Petersborg 
1/8-delsfinaler og gruppekampe: Bukarest, Amsterdam, Dublin, Bilbao, Budapest, Bruxelles, Glasgow


Af: Jacob Wadland & Jakob Høyer

19. september 2014, 13:20

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer: