DBU-formand glæder sig over nye FIFA-reformer

En lang række reformer er netop vedtaget på FIFA’s ekstraordinære kongres i Zürich. Reformerne hilses velkommen af DBU’s formand, Jesper Møller

Øget demokratisering med blandt andet adskillelse af politiske og kommercielle beslutninger. Skærpede integritetstjek af nye medlemmer af det nye FIFA Council. Og langt større fokus på menneskerettigheder og kvinder i udvalg.

Det er blandt de reformer, der her til formiddag er blevet besluttet på FIFA’s ekstraordinære kongres i Zürich. 

Reformerne kommer efter de sidste års mange anklager og sager om korruption og uetisk adfærd. 

Netop derfor er det positivt, at reformerne er blevet besluttet med et stort flertal, understreger DBU’s formand, Jesper Møller, der selv har kæmpet for flere reformer i FIFA de sidste par år: 

“FIFA står i en kæmpe krise efter de seneste års sager om korruption og udelukkelser. Derfor er det vigtigt, at FIFA i dag har fået vedtaget en række gode reformer. Vi ville gerne være gået endnu længere – blandt andet med krav til menneskerettigheder i forbindelse med VM-værtskab, gaveregulativ og endnu mere økonomisk gennemsigtighed. Men vi er glade for, at der trods alt er sat gang i en række reformer,” siger Jesper Møller. 

De nye reformer kommer efter forslag fra FIFA’s nye reform-komité, der siden august sidste år har arbejdet på en række reformforslag. Forslagene blev i dag præsenteret på den ekstraordinære FIFA-kongres og blev vedtaget med opbakning fra 179 af de 207 stemmeberettigede medlemslande. 

Efter frokost skal der vælges en ny FIFA-præsident blandt de fem kandidater, der stiller op. DBU støtter sammen med de øvrige europæiske forbund den nuværende UEFA-generalsekretær, Gianni Infantino, som ny FIFA-præsident. Men uanset hvem, der vinder i eftermiddag, bliver de nye reformer grundlaget for det fremadrettede arbejde, understreger DBU’s formand: 

“De nye reformer er på sin vis mere afgørende end valget af en ny præsident. Det er retningen for FIFA og reglerne for, hvordan vi ønsker at arbejde med fodbold globalt set. Derfor er det altafgørende med fokus på mere åbenhed, større demokratisering. Og derfor er den store opbakning et historisk og vigtigt skridt i den rigtige retning. Dette er første skridt i et langt og omfattende arbejde med at genrejse FIFA,” siger Jesper Møller.

Valget af ny FIFA-præsident går i gang efter frokostpausen. Afhængigt af antallet af valgrunder forventes valget færdigt sidst på eftermiddagen eller i løbet af aftenen. 

Læs mere:

www.dbu.dk/Nyheder/2016/Januar/FIFA
www.dbu.dk/Nyheder/2015/December/fifa_afgoerelse


Af: DBU Kommunikation

26. februar 2016, 12:12

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer: