Jesper Møller glæder sig over ny FIFA-præsident

Jesper Møller glæder sig over valget af Infantino, men pointerer samtidig, at FIFA’s nye præsident har en stor opgave med at genrejse FIFA


Jesper Møller var blandt de 115 medlemmer af FIFA, der i dag stemte på Gianni Infantino som ny FIFA præsident frem til 2019.
 
Et flertal af FIFA’s 209 medlemslande valgte i dag den 45-årige Gianni Infantino, der hidtil har været generalsekretær i UEFA, som ny FIFA-præsident. Dermed faldt valget på den kandidat, som DBU og de øvrige europæiske forbund har støttet. DBU’s formand, Jesper Møller’ glæder sig over valgresultatet og ser frem til samarbejdet. 

“Vi er naturligvis tilfredse med, at der er flertal bag den kandidat, vi har stemt på og støttet. Stort tillykke til Gianni Infantino, der deler flest af vores værdier og vores ønsker om reformer og øget åbenhed i FIFA. Han har en stor opgave med at genrejse FIFA, der står i en svær og kritisk situation efter de seneste års mange sager om korruption,” siger Jesper Møller. 

DBU’s formand har siden sommeren 2014 arbejdet for at få gennemført flere reformer i FIFA og for at få udskiftet daværende FIFA-præsident Sepp Blatter. Gianni Infantino vandt med stemmerne fra 115 af de 209 medlemslande. Nu venter der hårdt arbejde med at implementere de nye reformer, som FIFA har vedtaget i dag, forudser Jesper Møller: 

“Uanset valget af præsident er det altafgørende, at vi får gennemført reformerne, og at vi også ser på muligheden for flere, nye reformer. Det er en lang rejse at få genrejst opbakningen til FIFA i offentligheden og blandt sponsorer og samarbejdspartnere. Vi vil bidrage til det arbejde og holde hinanden og den nye FIFA-præsident op på de løfter, der er givet,” siger han. 

Læs mere:

www.dbu.dk/Nyheder/2016/Februar/FIFA_reformer_vedtaget
www.dbu.dk/Nyheder/2016/Januar/FIFA
www.dbu.dk/Nyheder/2015/December/fifa_afgoerelse


Af: DBU Kommunikation

26. februar 2016, 18:57

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer: