Nordiske formænd støtter Infantino

UEFA-generalsekretær Gianni Infantino bør være ny FIFA-præsident, lyder det samstemmende fra de nordiske fodboldformænd, der også støtter tiltag om mere good governance i fodboldens verden
Infantino_500
De nordiske fodboldformænd peger enstemmig på Gianni Infantinio som ny FIFA-præsident. Foto: www.fodboldbilleder.dk 

Fodboldformænd fra de nordiske lande mødtes her til eftermiddag i Zürich forud for fredagens valg af ny FIFA-præsident. 
De seks formænd fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island og Færøerne drøftede en række sager og fodboldpolitiske forhold og brugte samtidig mødet til at bekræfte, at de alle vil stemme på UEFA’s nuværende generalsekretær, Gianni Infantino, som ny FIFA-præsident. 

“De nordiske lande har mange fælles værdier og ønsker for udviklingen af fodbold – både i forhold til reformer, transparens og demokratisering og i forhold til udviklingen af blandt andet kvindefodbold på verdensplan. Derfor er det godt, at vi kan stå som samlet stemme, når vi mødes med de øvrige FIFA-lande og når vi på fredag skal afgive vores stemmer,” lyder det i en fælles udtalelse fra de seks formænd. 

De nordiske formænd deltager torsdag i ekstraordinær UEFA-kongres. Herefter finder selve FIFA-valget sted fredag i Hallenstadion i Zürich, hvor der indtil videre er fem kandidater opstillet. 

Udover drøftelserne om FIFA-valget har de nordiske formænd drøftet den erklæring, som de nordiske kultur- og sportsministre har vedtaget. Erklæringen giver en enstemmig opbakning til bekæmpelsen af doping, korruption, snyd og andre ulovligheder i sportens verden. Ministrene opfordrer samtidig internationale idrætsorganisationer – som eksempelvis FIFA – til at bekæmpe de forhold, der blev beskrevet i rapporten ‘Sports Governance Observer 2015’ på sidste års Play the Game-konference i Århus. 

“Det er et godt og vigtigt signal, når de nordiske ministre sætter fokus på ordentlighed i idrættens verden. Vi støtter naturligvis erklæringen og vil fra de nordiske lande arbejde på flere reformer og mere åbenhed i FIFA,” lyder det i en fælles udtalelse fra de nordiske fodboldformænd. 

Af: DBU Kommunikation

24. februar 2016, 16:50

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer: