Kom op af sofaen, spil bold!

Nytårsforsæt: Reklamer, TV og radio bugner med masser af muligheder for at smide julesulen. Men fodbolden er et rigtig godt alternativ til fitnesscentrene, når det gælder om at komme i form – også ud over januar måned!



Fodbold er en effektiv træningsform med masser af positive effekter, hvis du vil i form i 2016. Og chancen for at du fortsætter ud over januar er større end i flere andre sportsgrene, siger forskningen. Foto: www.fodboldbilleder.dk/Anders Kjærbye.


Sidder du som tusindvis af andre danskere her i januars første dage efter nytårstømmermændene så småt har lagt sig og spekulerer over, hvordan du kommer op af sofaen og i gang med at overholde årets nytårsforsæt om at blive sundere og få smidt de ekstra kilo?

Budskabet er enkelt - spil fodbold!

Det er rådet fra flere professorer ved Københavns Universitet. At fodbold er sundt er nemlig allerede videnskabeligt bevist:

”For alle dem, som måske leder efter et alternativ til fitness og løb er fodbold ikke kun et fantastisk sjovt alternativ, men også et meget effektivt alternativ, der træner både knogler, muskler og hjerte på én gang,” lyder det fra Peter Krustrup, professor ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet. Han uddyber:

”Gennem 12 års forskning har vi påvist, at fodboldtræning har store fitness og sundhedseffekter for alle aldersgrupper uanset dit færdighedsniveau, når du går i gang. Intensiteten er høj og fodbold kombinerer styrke-, udholdenheds- og konditionstræning, og derfor får du både markante og bredspektrede effekter som kan ses og mærkes allerede efter nogle uger. Og det er jo en stor fordel!,” siger Peter Krustrup

Læs mere om fodboldens mange sundhedsfordele her
Se en video om fodbold og sundhed her

Men det er ikke kun på fysikken, at fodbolden vinder som motionsform, men også på den sociale front, hvor fodboldens fællesskab synes at have en både stor og målbar effekt på, at du holder fast i sporten ud over bare en kortere periode. Dermed også noget nemmere at overholde nytårsforsættet, som for mange kan være lidt svært efter januar. Det fortæller lektor Laila Ottesen, der lige som Peter Krustrup er ansat ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet:

”Det at dyrke sport i fællesskab har også en effekt på, om du fortsætter med sporten. Her har vores forskning vist, at fodboldsportens sociale element fastholder bedre og flere end eksempelvis løb og sandsynligvis også andre individuelle idrætsgrene,” forklarer Laila Ottesen.

Du kan læse meget mere om fodboldens mange sociale fordele her

Masser af fodbold i januar

Og det behøver ikke kun at foregå indenfor. Masser af danske fodboldklubber tilbyder nemlig i vintermånederne både træning og vinterstævner – indendørs som udendørs.

Men mindre kan bestemt også gøre det nu, hvor der er lidt langt mellem græsstråene. En bold og lidt plads i en hal, på kunstgræsset, i baghaven eller gildesalen. Og så er du klar til at spille bold – både alene eller med vennerne.

I DBU’s øvelsesbank finder du over 200 øvelser, har der har fokus på både kondition, styrke og teknik. Og så er det bare om at komme igang. Klar, parat, spil!

DBU’s øvelsesbank

Af: Pia Schou Nielsen

07. januar 2016, 10:10

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer: