U21: Første træning i går, kamp i dag!

VINTERTUR: Det danske U21-landshold havde tirsdag de første to træningspas på græs og møder allerede onsdag eftermiddag kl. 14 dansk tid Ukraine. Kampen kan følges på U21-landsholdets facebookside.

Video fra træningen tirsdag.



 Der var ikke noget at sige til det!

Solen lunede, græsset var grønt og humøret derfor også forståeligt højt, da det danske U21-landshold endelig tirsdag fik fodboldstøvlerne på og havde første træning i Belek

"Det var fantastisk. Efter en lang rejsedag i går fik vi endelig mulighed for at komme på træningsbanen og få de mange rejsetimer ud af benene. Jeg synes, der var masser af intensitet og højt tempo, så det var tydeligt, at det var noget, vi spillere havde glædet os til,” lyder det fra en glad Emiliano Marcondes.

"Det er altid rigtig dejligt at være samlet med drengene her – og efter at kigget på hinanden en del timer i går, var det fedt at komme ud på græsset i dag. Benene var lidt trætte – det samme var hovedet, så det var rigtig godt at komme i gang. Jeg ser også frem til i morgen, hvor vi møder Ukraine,” siger Frederik Børsting

Og solskinnet og den flotte bane gav da også anledning til lige så store smil fra U21-landstræner Niels Frederiksen:

"Det har været nogle fantastiske træninger – både for os trænere og spillerne. Det er jo nogle fantastiske forhold, vi har fået hernede i Belek. Og man kan kun være glad, når solen skinner og banen står snorlige, som den vi har trænet på i dag," lyder det fra Frederiksen.

Allerede senere i dag møder U21-landsholdet Ukraine i den første af to testkampe her i Tyrkiet – men for både spillere og trænere ligger fokus lige så meget på de to kommende EM-kvalifikationskampe i marts

"Vi skal bruge de ti dage, vi har hernede til at gøre holdet endnu bedre – og forberede os mod de vigtige kvalifikationskampe, der kommer i marts. Både når det kommer til det spillemæssige udtryk samt arbejde med både det offensive og defensive. Udover at træne rigtig meget får vi samtidig to gode kampe, hvor vi kan teste tingene af. Det er i mine øjne en super forberedelse frem mod vores to kampe i marts," understreger landstræner Niels Frederiksen.

Du kan følge det danske U21-landsholds kamp mod Ukraine på holdets facebookside – kampen starter kl. 14.00 dansk tid.

20. januar 2016, 14:18

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer: