Fodbolddanmark hyldes ved gallashow

DBU hylder de flotte fodboldpræstationer, der fandt sted i 2015 ved et award show den 21. marts i Tap1 ved Carlsberg i København. Showet transmitteres på Kanal 5.


Den røde løber rulles ud, når DBU i tæt samarbejde med Discovery Networks Danmark inviterer til fodboldfest i Tap1 i København. I løbet af aftenen skal der uddeles 11 priser for at anerkende og hylde de mange fodboldpræstationer, der fandt sted i 2015.

Det var året, hvor U21-landsholdet kom i semifinalen ved EM og kvalificerede sig til OL. Året hvor kvindelandsholdet kom godt fra start i EM-kvalifikationen. Og året hvor nye talenter viste sig frem. Men også året hvor herrelandsholdet missede EM-kvalifikationen, og Morten Olsen stoppede som landstræner efter 15 år på posten. Et år fyldt med glæde, spænding, forventninger og skuffelse, og et år der igen understregede, at fodbold er følelser. 

Dansk Fodbold Award 2016 vil blandt andet byde på kåringen af Årets Fodboldspiller, som de seneste to år er vundet af Christian Eriksen. Herudover optages et nyt medlem i Fodboldens Hall of Fame, mens Årets Mål, Årets Træner, Årets Fodboldklub og mange flere bliver kåret.

”Vi glæder os til en festaften i Tap1, hvor fodboldfølelserne kan få frit spil i salen og bag tv-skærmene, når vi kigger tilbage på et fodboldår med både op- og nedture. For os er det vigtigt at se tilbage på året, der er gået og hylde alle de store fodboldpræstationer, der har været - både blandt spillere, trænere og frivillige,” udtaler Katja Moesgaard, kommerciel direktør hos DBU.

For første gang foregår Dansk Fodbold Award i et tæt samarbejde med Discovery Networks Danmark, der transmitterer showet på Kanal 5.

"Med vores udvikling og succesfulde landsholdsdækning på Kanal 5 har det været et naturligt skridt for os at udvide vores tætte samarbejde med DBU til også at dække Dansk Fodbold Award 2016. Vi ser meget frem til at samle hele fodboldnationen på Kanal 5 til et show, der både hylder de største fodboldpræstationer, og samtidig giver seerne en underholdene tv-oplevelse i særklasse," udtaler Programdirektør hos Discovery Networks Danmark, Maiken Wexø.

De nominerede offentliggøres løbende i marts.

Der bliver offentlig afstemning til En Del af Noget Større-prisen og kåringen af Årets Mål og Årets Mandlige Spiller. Mere info følger, når de nominerede bliver offentliggjort. 

Showet vises på Kanal 5 mandag den 21. marts kl. 20.00. 

Det officielle hashtag på de sociale medier vil være #dfa16

Oversigt over priser ved Dansk Fodbold Award 2016

Årets Mandlige Talent
Årets Kvindelige Talent
Årets Træner
Årets Dommer
Årets Superligaspiller
Årets Fodboldklub
Årets Kvindelige Spiller
Årets mandlige Spiller
Årets Mål
En Del af Noget Større-prisen
Fodboldens Hall of Fame

Fakta:
Dansk Fodbold Award har været på skærmen siden 2006.
I 2014 var showet aflyst pga. en presset økonomi. Priserne blev i stedet uddelt til DBU’s Repræsentantskabsmøde den 27. februar 2015. 
Den 21. marts 2016 vender showet tilbage i dets oprindelige form og hylder de store fodboldpræstationer i 2015. 


 

Af: Eva Hindby

27. januar 2016, 15:06

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer: