Dansk fodbold skal sejre på mange baner i 2016

Ærgrelsen over den missede EM-kvalifikation hænger stadig i os alle. Men dansk fodbold skal sejre på mange baner i 2016. Læs Claus Bretton-Meyers nytårs kronik her

DBU ønsker at tage et langt større ansvar for at løse de mange udfordringer i det danske samfund - herunder integration. Foto: www.fodboldbilleder.dk 

Ærgrelsen over den missede EM-kvalifikation hænger stadig i os alle. Men dansk fodbold skal sejre på mange baner i 2016. Både til OL og til efterårets VM-kvalifikation – men i lige så høj grad i at skabe bedre integration, sundere danskere og endnu bedre læring i folkeskolen. Vores nytårsforsæt er at lade fodbolden bidrage endnu mere.
 

At ønske godt nytår i dansk fodbold kommer meget hurtigt til at handle om den store skuffelse, vi alle har over, at det danske fodboldlandshold ikke kvalificerede sig til EM i Frankrig til sommer.  
Selv ærgrer jeg mig stadig her to måneder efter de spændende kampe mod Sverige. Både som administrerende direktør i DBU men i lige så høj grad som fodboldfan og elsker af det danske fodboldlandshold. 
Jeg skal ikke lægge skjul på, at et dansk landshold til EM ville have rigtig stor betydning for DBU og dansk fodbold. Det ville give os gode indtægter fra både UEFA og kommercielle partnerskaber – og dermed give os penge, vi kan investere i fodboldskoler og andre aktiviteter og tiltag på tværs af dansk fodbold og de 340.000 danskere, der spiller fodbold. Vi budgetterer – heldigvis – aldrig med sportslig succes, så den missede EM-kvalifikation betyder ikke nødvendigvis nye besparelser. 
Mest af alt er det dog som fodboldfan, at det ærgrer mig. Både spillere, trænere og fans fortjener en slutrunde og den store fodboldfest, der er i en EM-slutrunde.
Nu må vi i gang med arbejdet med at forberede efterårets VM-kvalifikation – og i det hele taget arbejde med nye talenter. Her arbejder vi sammen med Divisionsforeningen om at styrke talentudviklingen, så dansk fodbold også om 5, 10, 20 år har gode spillere, der kan få landsholdet med til VM og EM-slutrunder og give flere sejre til klubberne. Og så kan vi glæde os over, at U21-landsholdet skal til OL i Rio i august – og at alle vores ungdomslandshold skal til sidste kvalifikationsrunder til EM. 

At have nytårsforsæt for dansk fodbold handler dog om meget mere end landshold, og vores succes i 2016 bør foregå på mange forskellige baner. Blandt andet ønsker vi i år at tage et langt større ansvar for at løse de mange udfordringer i det danske samfund – særligt inden for integration, sundhed og den nye skolereform: 
Først og fremmest kan fodbold være med til at løse dele af de aktuelle udfordringer med integration i det danske samfund. Fodbold kan give indvandrere fællesskaber og sociale kompetencer i stedet for lediggang og kriminalitet. Og fodbold kan være med til at vise danskhed som en mangfoldig størrelse, hvilket vi jo ser på de danske landshold, hvor vi har spillere med baggrund i blandt andet Sudan, Tanzania og Frankrig. 
Konkret har vi allerede i dag mange gode projekter, hvor fodbold styrker integrationen. Eksempelvis historien om den unge palæstinenser Allaa El-Touki, som var en del af det hårde miljø i Odense-bydelen Vollsmose, indtil han blev overtalt til at blive fodbolddommer. I dag han en del af DBU’s talentdommerprogram og underviser andre unge til at blive frivillige dommere. Et andet eksempel er fodboldklubben ACFC i Gellerup Parken i Århus, der har fået unge indvandrerdrenge væk fra gaderne og i gang med fodbold, både som spillere og trænere. En helt unik indsats for integrationen.
Vi ønsker at skabe lignende resultater over hele landet - og kan gøre det i samarbejde med andre. Vi har i øjeblikket god dialog med blandt andet integrationsminister Inger Støjberg og Boligselskabernes Landsforening og vores mål er at skabe flere projekter sammen i 2016.  

Samtidig kan fodbold være med til at skabe en bedre hverdag for de mange nye flygtninge, der strømmer til Danmark i disse måneder. På Langeland har et samarbejde mellem DBU Fyn og Tullebølle fodboldklub givet unge asyldrenge mulighed for at spille fodbold og få bedre relationer i lokalområdet. I Nordsjælland har Farum Boldklub skabt et hold med syriske og somaliske flygtninge og er i gang med at integrere dem på eksisterende fodboldhold, så de bliver en del af klubben og lokalmiljøet. 
Vi ønsker flere projekter i 2016 – men vi kan kun gøre det i samarbejde kommunerne. 

Integrationsområdet er ikke det eneste område, hvor fodbolden kan gøre større forskel. 

Danmark har i disse år rekordhøje udgifter til sundhedsområdet og danskerne er som aldrig før præget af livsstilssygdomme – samtidig med, at vi bliver ældre og ældre. 
Mere end nogensinde er der derfor brug for at tænke i forebyggelse og i at bruge idræt og fodbold til at gøre danskerne stærkere og sundere. 
Ifølge undersøgelser fra Københavns Universitet er fodbold den sundeste sportsgren, fordi den kombinerer muskelstyrke og bevægelse – og fordi at vi har det sjovt med fodbold og derfor får motion hurtigere og lettere. Fodbold kan generelt hjælpe med at holde sig sund og rask – men det kan også bruges til at få folk tilbage efter operationer eller livsstilssygdomme.  
Allerede i dag har vi projekter som eksempelvis i Greve, hvor den lokale klub, Karlslunde IF, og Greve Kommune tilbyder fodboldtræning til borgere med diabetes 2, hjerte/kar-sygdomme og andre livsstilssygdomme. Træningen er det såkaldte Fodbold Fitness, hvor der bliver lagt mere vægt på træning og styrke end på 4-4-2 og næste kamp. Fodbold Fitness bliver efterhånden udbudt af hele 250 klubber i hele landet og har fået en helt anden målgruppe til at spille fodbold og bruge træning med bolden til at holde sig sunde. 
Vi ønsker flere projekter, hvor klubber kan bidrage med trænere, faciliteter til danskere, der kan bruge fodbold til at have det sjovt – og blive raske på samme tid. Men vi har brug for, at Sundhedsministeriet og kommunerne bliver endnu bedre til at se fodbold som et aktivt redskab i forebyggelse på tværs af hele landet. 

Sundheden er også vigtig i den nye skolereform, hvor vores børn er længere tid i skole end tidligere. Vi ved fra undersøgelser, at børnenes indlæring og koncentration er langt bedre, hvis de får bevægelse hver dag– og her kan fodbold hjælpe. 
Derfor har vi allerede i dag en række projekter på tværs af landet, hvor lokale fodboldklubber og DBU Lokalunioner tilbyder trænere eller andre kompetencer, så skolerne kan have fodbold som bevægelse. I Odense har klubben B1909 lanceret projekt ’Helhed’, hvor de arbejder sammen med lokale skoler om at samtænke læring og fodbold – og netop har udvidet projektet fra 45 børn i indskolingen til 250 børn på flere klassetrin. 
I 2016 vil vi have mere fodbold i skoletiden – og udenfor skoletiden - og har i øjeblikket en god dialog med Kommunernes Landsforening, der ser gode muligheder i samarbejdet. 

Samtidig har vi i 2015 sammen med FIFA indledt et kæmpe projekt, der skal skabe sundere skolebørn både i Danmark og i resten af verden. Projektet ’FIFA 11 for Health’ giver et 11 ugers forløb for skolebørn i 5. klasse med fokus på bevægelse med fodbold og læring om sundhed. I 2015 er det blevet testet i 40 klasser på 11 skoler og i 2016 skal det udbredes til 100 forskellige skoler. 

For at sætte gang i flere projekter på disse centrale områder – integration og inklusion,  sundhed og skole – har vi afsat en pulje på 10 millioner kroner, som klubber og kommuner i fællesskab kan søge, så de kan sætte gang i projekter i deres lokalmiljø. Mange af aktiviteterne bliver skabt af de 100.000 danskere, der arbejder frivilligt i dansk fodbold som trænere, holdledere, dommere med mere. Vi ønsker at støtte deres arbejde. 
Vores nytårsfortsæt for 2016 er at se mange flere projekter på tværs af hele landet. 

De mange aktiviteter på samfundsområdet skal selvfølgelig ikke stå alene i 2016, hvor vi – selvfølgelig – også vil vinde fodboldkampe, både på landshold og klubplan. Vi glæder os til at se dansk fodbold vinde masser af kampe – både kvinder og mænd, piger og drenge. Og vi glæder os selvfølgelig til, at landsholdet med Åge Hareide som ny landstræner til efteråret indleder kampen for at komme vil VM 2018.  

Godt nytår og godt 2016 for dansk fodbold!

Af: Claus Bretton-Meyer

11. januar 2016, 13:10

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer: