Årets danske fodboldklub - fra lukningstruet til rollemodel

Fra 1653 danske fodboldklubber til ni kandidater. Fra de ni kandidater til fire nominerede. Fra de fire nominerede til én vinder.




Udskillelsesløbet har været hårdt og langt for IF Bytoften fra Gladsaxe, der blev hyldet som årets fodboldklub ved til Dansk Fodbold Award '16 mandag aften 21. marts. På bare fire år har IF Bytoften med en målrettet indsats udviklet sig fra en lille soveklub til en blomstrende mønsterklub. 

IF Bytoften er en beboerklub fra 1973, der spiller og træner på en beskeden bane ved Gladsaxe Skole. Tilbage i 2011 var klubben ellers helt nede på 55 medlemmer og var klar til enten at opløse klubben eller fusionere med naboklubben.    

”At blive årets fodboldklub er vores bevis på at vi for lidt over 4 år siden traf de rigtige valg. Teksten var ellers næsten skrevet på vores gravsten - her hviler foreningen som blev indhentet af virkeligheden”, forklarer Klubbens formand Thomas Dreyer. 

Et skub i den rigtige retning
Da det så aller sortest ud dumpede der et tilbud om DBU's rekrutteringstiltag "Kom ud af pomfritten" ned i postboksen. Stemningen var lav, men klubben valgte alligevel at give det et skud. 145 børn dukkede op til arrangementet og pludselig fik den hårdt prøvede klub troen tilbage. 

Den overraskende succes gav klubben blod på tanden og et besøg fra en DBU klubrådgiver gav den lille klub det skub der skulle til for at sætte gang i en eksplosiv udvikling.

"Hun sagde ’de fleste formænd, jeg møder, de kører tingene på deres egen måde, og de tør ikke prøve noget nyt”, og det gjorde vi heller ikke. Jeg har siddet med i mange bestyrelser, men Lene (Rydal red.) var den første, der alvor fik prikket til mig og sagt ’gør nu det her’, og det var nøglen til, at vi fra den dag så anderledes på tingene”, forklarer Thomas Dreyer. 

Pludselig kunne klubben se muligheder overalt. De startede Fodbold Fitness for fodboldmødre, samlede midler ind til brystkræft med arrangementet "Lyserød Lørdag" og begyndte at arrangere Gladsaxeløbet med op til 800 løbere.
 
Frivilligheden lever
Da de mistede deres klubhus i 2012 valgte de igen at se muligheder frem for begrænsninger ved at rykke sammen med en løbeklub og en badmintonklub i en pedelbygning ved skolen. Med flere idrætter fik endnu flere forældre nemlig deres gang i klubhuset. 

Kendetegnede for IF Byrtoften er en enorm kærlighed til breddeidrætten i dens mest positive forstand. Derfor har klubben nedfæstet i sine vedtægter, at foreningen både skal fremme det sportslige og det sociale. Det sportslige styres med udgangspunkt i DBU’s træneruddannelse og ”Holdninger og Handlinger” for bedre børnefodbold samt fælles trænerdage og støtte til uddannelse af såvel trænere som ledere. 

Og klubben har stor succes med den tilgang. Til generalforsamlingen, hvor der både er indlagt morgenmad og fodboldturnering, dukker der helt op til 50 mennesker op, og i dag består klubben af godt 300 medlemmer, 25 trænere og 10 bestyrelsesmedlemmer som repræsenterer alle klubbens afdelinger. 

Et virkeligt eventyr
 
Mandag aften var det en rørt Thomas Dreyer, der blev hædret på scenen sammen med klubbens yngste og ældste medlem. Han har delt sin personlige takketale med os.

”Jeg gerne minde jer alle om, at de ikke er for sent at udvikle, det er ikke for sent at åbne en ny dør, og ikke mindst at det er aldrig for sent til at blive en del af noget større”, udtaler Thomas Dreyer.

Han takker DBU, sponsorer, bestyrelsen, trænere og Gladsaxe kommune, som klubben har arbejdet tæt sammen med igennem årene. Men han takkede især sin familie for selv at være og lade ham være en del af klubben. 

Formandens egen beskrivelse af klubbens rejse minder på mange områder om et eventyr vi alle kender nemlig – den grimme ælling.
  
I eventyret bliver den grimme ælling kanøflet – mobbet, bidt, slået og skubbet. Dens mor ønsker, at den var langt borte, og dens søskende ønsker, at katten ville tage den. På et tidspunkt sender nogle jægere en hund ud efter den, men da hunden ikke gør den noget, burde ællingen glæde sig. I stedet tænker den grimme ælling imidlertid: ”Jeg er så grim, at hunden ikke engang gider at bide hovedet af mig!". Ændernes hån og foragt, har altså påvirket ællingen så meget, at den ender med at acceptere deres vurdering og tænker: Jeg er så grim, jeg er så håbløs, jeg foragter mig selv.

Som man husker, ender historien godt – den grimme ælling bliver en svane. Men hen imod den lykkelige slutning husker svanen stadig, hvor forfulgt og forhånet den havde været. Alligevel er det nok mest kendte citat fra eventyret:

”Det betyder ikke noget, at man er født i en andegård, hvis man har ligget i et svaneæg”.

De øvrige nominerede klubber var Sundby BK, Storevorde Sejlflod Boldklub og Bjerringbro IF.

Af: Maria Markussen, Foto: Fodboldbilleder.dk

21. marts 2016, 22:00

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer: