DBU vil investere 44 mio. kr. i udvikling

Dansk fodbold skal udvikles med blandt andet styrket talentudvikling, klubudvikling og arbejde for at få flere medlemmer. DBU’s bestyrelse har besluttet at investere 44 mio. kr., der skal suppleres med af fondsmidler til glæde for både dansk fodbold og for samfundet som helhed.
DBU ønsker at investere i udviklingen af dansk fodbold. 
Derfor har DBU’s bestyrelse besluttet at investere 44 millioner kroner i forskellige projekter og tiltag, der kan udvikle dansk fodbold over hele landet. Beslutningen blev i dag præsenteret på DBU’s Repræsentantskabsmøde i Aalborg af bestyrelsesformand Jesper Møller: 

”Vi har brugt de sidste par år på at få styr på økonomien, at omstrukturere i organisationen og at sætte gang i en række reformer. Nu ønsker vi at investere i dansk fodbold og sætte fuldt blus på udvikling og nye tiltag på tværs af fodbold i hele landet. Sammen med landets klubber har vi en unik mulighed for at bidrage til at løse samfundets udfordringer inden for sundhed, integration og skole,” siger han. 

DBU’s bestyrelse har på et møde fredag besluttet at afsætte 44 millioner kroner over de næste fire år og lægger samtidig op til, at investeringen skal matches af 20-30 millioner kr. fra fonde og andre samarbejdspartnere. Dermed skal der i alt investeres op til 75 millioner kroner, der skal gå til projekter og tiltag, der tager udgangspunkt i DBU’s vision ’En Del af De Større’  og strategiske indsatsområder, der er: 

  • Kommerciel Strategi – Økonomisk Udvikling  
  • Good Governance – Transparens og Ordentlighed
  • Medlemmer – Flere til fodbold, fodbold til flere 
  • Klubudvikling – Udvikling i klubberne 
  • Talentudvikling – Fremtidens Stjerner 
  • International Strategi – Samarbejde og indflydelse

Investeringen på 44 millioner kroner er mulig efter, at DBU har fået balance i økonomien, forklarer Christian Kofoed, DBU’s kasserer, der også talte på Repræsentantskabsmødet. Efter et par år med underskud kom DBU ud af regnskabsåret 2015-16 med et mindre overskud. Samtidig er egenkapitalen vokset til 131 millioner kroner, hvorfra 19 millioner kroner bliver nu investeret i udvikling af dansk fodbold sammen med 25 millioner kroner fra UEFA’s Hattrick-midler:
 
”DBU har fået balance i økonomien efter et par år med underskud. Derfor er det i dag muligt og også økonomisk forsvarligt at investere i udviklingen af dansk fodbold, så vi i endnu højere grad kan udføre vores strategi. Det er positivt for alle i dansk fodbold,” siger Christian Kofoed. 
 
DBU vil inden for de næste måneder besluttet, hvordan investeringerne skal implementeres. 

Af: DBU Kommunikation

05. marts 2016, 12:38

Skriv kommentar (Kræver login)

1 Kommentarer:

  • Det første man skal gøre, er at indføre turneringen tilbage helt ned til børn begynder og spille fodbold i 6-7 års alderen. Så kommer der gang i udviklingen af konkurrence generne og vi har igen en god mulighed for at fremelske en vinder kultur, som i den grad manglerhos danske fodboldspillere i forhold til de udenlandske .
    07. marts 2016, 10:46    
    Frank Viggo