Medrivende debut til ny landstræner

Skærtorsdag bød Danmark og Island hinanden op til en medrivende kamp i Herning, der gav positive perspektiver til efterårets VM-kvalifikation.

Livlig, men målløs halvleg
I sin første kamp som dansk landstræner havde Åge Hareide som forventet valgt en 3-5-2 opstilling, der gav debut til Henrik Dalsgaard i højre side af midtbanen.

Som proklameret af den nye danske landstræner blev der vist mere direkte spil fra danskerne, men også islændingene var indstillet på at spille offensivt, så første halvleg blev en hæsblæsende affære med meget hurtigt spil fra begge sider. Men den sidste brik manglede for begge mandskaber, hvorfor det stod 0-0 ved pausen.

Det var ellers ikke fordi, at chancerne ikke havde været der til scoringer. Danmark havde deres største muligheder midt i halvlegen, hvor Christian Eriksen tvang den islandske målmand til en redning helt ude ved stolpen på et direkte frispark. I samme periode sendte Eriksen flere sendte skarpe indlæg ind i feltet, hvor Yussuf Yurary Poulsen kom frem til to forsøg med hovedet, det ene meget tæt på det fjerneste målhjørne. Dertil kom et par gode langskudsforsøg fra Pierre Emile Højbjerg, der dog begge blev blokeret af det islandske forsvar.

De islandske chancer bestod primært af to skud, som Kasper Schmeichel måtte give retur på i begge tilfælde, men i fælleskab fik det danske forsvar ekspederet bolden ud af farezonen.

Stadig godt spil, men nu med mål
De gode takter fra første halvleg fortsatte i anden halvleg, og der skulle ikke gå mere end fem minutter før det, der ikke kunne lade sig gøre i de første 45 minutter, skete. En Lang stikning til Yussuf Yurary Poulsen, der med sit hurtige antrit kommer til baglinjen, stopfinte, lægger bolden skråt tilbage til Nicolai Jørgensen, der med en sikker inderside placerer bolden uden om forsvarsspilleren og tilpas langt væk fra målmanden. 1-0 til Danmark!

Et farligt skud og en ny retur i feltet fra Kasper Schmeichel bliver efterfølgende til en hurtig omstilling, hvor Yussuf Yurary Poulsen får bolden midt på banen, stikker den perfekt til Christian Eriksen, der serverer den på tværs i feltet til en helt fri Nicolai Jørgensen, der dermed blev dobbeltmålscorer på blot fire minutter.

Herefter var det tid til at teste flere af spillerne på bænken, og Danmark foretog tre udskiftninger efter godt en halv time, hvorefter Lasse Vibe fik chancen i front, Lasse Schöne på midtbanen og Jannik Vestergaard i forsvaret.

Kampen gik herefter lidt i tomgang rent chancemæssigt bortset fra en flot redning af Kasper Schmeichel på et islandsk frispark få minutter før tid. Men det var en stakket frist, for i kampens sidste minut fik Island reduceret på en tilfældig bold i feltet, som Arnor Traustason køligt sparkede fladt ind helt ude ved stolpen. Men tempoet og intensiteten forblev højt i hele anden halvleg.

Samlet set en meget opløftende indsats fra de danske spillere, der med deres gejst, spillelyst og målsøgende spil fik vist den nye landstræner, at der er rigtigt meget at bygge videre på.

Næste opgave for Åge Hareides tropper er på tirsdag kl. 21.00 (dansk tid), hvor Danmark skal op mod Skotland på Hampden Park i Glasgow.

Kampfakta:

Danmark - Island 2-1 (0-0)

1-0 Nicolai Jørgensen (50’), 2-0 Nicolai Jørgensen (54’), 2-1 Arnor Traustason (90’)

9.194 tilskuere på MCH Arena i Herning

Den danske startopstilling

Kasper Schmeichel – Simon Kjær, Andreas Christensen, Daniel Agger (62’ Jannik Vestergaard) – Henrik Dalsgaard, Pierre Emile Højbjerg (83’ William Kvist Jørgensen), Christian Eriksen (62’ Lasse Schöne), Thomas Delaney, Riza Durmisi – Nicolai Jørgensen (62’ Lasse Vibe), Yussuf Yurary Poulsen (79’ Martin C. Braithwaite).

Ikke benyttede spillere: Frederik Rønnow, Jonas Lössl, Daniel Wass, Erik Sviatchenko, Jonas Knudsen, Jores Okore, Nicolaj Thomsen.

Dommerne

Dommer: Tore Hansen (NOR)

Linjedommere: Jon-Michael Knutsen (NOR) og Øystein Ytterland (NOR)

4. dommer: Michael Tykgaard (DEN)

Statistiske vinkler efter kampen

  • Åge Hareide fik akkurat som Danmarks to seneste landstrænere, Morten Olsen og Bo Johansson, en sejr i sin debutkamp som dansk landstræner.
  • Henrik Dalsgaard blev spiller nr. 794 til at få debut på det danske A-landshold. Han fik fuld spilletid i sin debutkamp, hvilket kun er tilfaldet Erik Sviatchenko, Nicolaj Thomsen, Pierre Emile Højbjerg og Jakob Ahlmann siden 2014.
  • Danmark har fortsat ikke tabt en landskamp til Island, idet de nu 23 landskampe er endt med 19 sejre og fire uafgjorte, hvilket gør Island til den nation, Danmark har spillet flest landskampe mod uden nederlag.
  • Danmark er fortsat ubesejret i Herning, hvor de tre afviklede landskampe er endt med to sejre og en uafgjort.

Af: DBU's officielle statistikere - www.danskfodbold.com

24. marts 2016, 22:22

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer: