Velfærdsalliancer

Visionen En Del af Noget Større handler om, at samfundets og den enkeltes udbytte af fodboldspillet er større end blot spillet selv.

Derfor har DBU og DBU's lokalunioner siden 2014 arbejdet målrettet med danske kommuner for at styrke klubbernes samarbejde med kommunerne og med henblik på at skabe værdi for kommunens borgere samt de lokale fodboldklubber:

  • For kommunens vedkommende kan perspektivet være at styrke den kommunale sundhedsindsats for særlige patientgrupper ved at inddrage og brobygge til idrætsforeningers tilbud. Det kan også være at afsøge nye metoder i den kommunale beskæftigelsesindsats ved at skabe motiverende aktiviteter for arbejdsledige borgere og dermed knytte klubfaciliteter, der i dagtimerne står ledige, med de borgere, der ikke har regelmæssige gøremål i selvsamme dagtimer. Eller noget tredje.
  • For klubbernes vedkommende kan det være ønsket om styrket samarbejde med kommunen eller ønsket om flere medlemmer, frivillige eller aktiviteter.

 

Velfærdsalliancer

Vi kalder vores samarbejder med kommunerne for 'velfærdsalliancer', fordi kommuner er omdrejningspunkt for det offentlige Danmarks velfærdsindsats og fordi DBU både kan og vil bidrage til dette arbejde. Både via udvikling af danske fodboldklubbers muligheder for at favne flere idrætsuvante målgrupper men også ved at synliggøre fortællingen om En Del Af Noget Større ved afvikling af kampe og turneringer af højeste kaliber som løftestang til de mange breddetiltag, der kan bidrage positivt til kommunale velfærdsopgaver.

 

Vores velfærdsalliancer er gensidigt forpligtende samarbejdsaftaler mellem kommunen, DBU samt DBU's lokalunion og involverer typisk to spor;

  • breddeaktiviteter (eller En Del af Noget Større-aktiviteter)
  • eliteaktiviteter

 

En Del af Noget Større-aktiviteterne kredser sig særlig om disse indsatsområder:

  • Sundhed
  • Social indsats
  • Beskæftigelse
  • Klubudvikling

 

Fodboldklubbernes rolle
Det er vigtigt for DBU, at fodboldklubberne involveres i en velfærdsalliances aktiviteter og oftest er det en forudsætning. DBU prioriterer særligt denne inddragelse og arbejder på at øge klubbernes mulighed for at indgå som aktive aktører i aktiviteterne.

 

Baggrund

  • I 2014 opstartede DBU et nyt projekt, en kommunestrategi ved navn Styrk Samspillet. Motivationen for det nye projekt var, at DBU ikke strategisk udnyttede de mange muligheder der var for samarbejdsaftaler og partnerskaber med landets kommuner. DBU ønskede således i en 4 årig periode at afprøve sin egen evne til, i samarbejde med udvalgte kommuner, at indgå i en samfundsmæssig indsats inden for områderne sundhed, børn & unge og social indsats med fodbold som middel og med DBU, lokalunionerne og klubberne som aktive aktører. 
  • I løbet af projektperioden opstod begrebet 'velfærdsalliancer', der er et udtryk for, at forskellige aktører ved fælles indsats kan bidrage positiv til hinandens mål. Desuden oplevedes værdi i DBU's arbejde med at sprede elite- og landsholdsaktiviteter rundt i landet. 
  • I 2016 lavede det daværende Foreningen af Lokalunioner (det nuværende DBU Bredde) en undersøgelse blandt fodboldklubberne, der bl.a. pegede på, at klubberne ønskede fortsat understøttelse fra DBU og DBU's lokalunioner i deres samarbejde med kommunerne.
  • I 2017 fik DBU lavet en ekstern evaluering af sine kommuneindsatser. Den gav klart indblik i den værdi, klubberne, kommunerne og organisationen oplevede og havde en klokkeklar anbefaling om at fortsætte arbejdet med at understøtte klubbers samarbejde med kommunerne.
  • I 2018 startede således en ny 4-årig projektperiode, denne gang med en forøgelse af medarbejderprioriteringen fra DBU og lokalunionernes side. 

 

Læs mere

Vores temasite om samfundsmæssige temaer på www.dbu.dk/indspark.

Den eksternt udarbejdede analyserapport om fodboldens samfundsværdi her.

Metin
Seniorkonsulent & Projektleder Metin Dincer
For yderligere info 43 26 22 75 91 95 00 00