EM 92-holdet



Dansk fodbold har haft mange store landshold, men det er en kendsgerning, at kun ét af dem har vundet et større internationalt mesterskab. Holdet, som i 1992 blev Europamester. Om det var bedre end bronzeholdet i 1948, sølvholdet i 1960 eller dynamitholdet i 1980’erne kan altid diskuteres.

For den bedrift blev cheftræneren Richard Møller Nielsen og de 20 spillere i truppen kollektivt introduceret som de første medlemmer i Fodboldens Hall of Fame ved offentliggørelsen af det ny-indstiftede æresgalleri i efteråret 2008.

Danmark skulle slet ikke have været i Sverige. Men da FN’s sikkerhedsråd den 31. maj 1992 havde vedtaget resolution 757, som opfordrede til international blokade af styret i Jugoslavien som følge af borgerkrigen på Balkan, måtte UEFA skride til udelukkelse af det jugoslaviske landshold, som havde vundet kvalifikationspuljen foran Danmark, Nordirland, Østrig og Færøerne og allerede var ankommet til Sverige.

Det var naturligvis langt fra ideelt at skulle træde ind i en slutrunde med så kort varsel. Der var kun 12 dage til den første kamp. Meget rammende for situation sagde Flemming Povlsen på en presse konference: ”Bare rolig. Vi er i tilstrækkelig form til 90 minutter – 30 mod England, 30 mod Sverige og 30 mod Frankrig.”

Det skulle blive til meget mere. Efter 0-0 mod England, 0-1 mod Sverige og 2-1 over Frankrig (med Henrik Larsen og Lars Elstrup som målscorere) kvalificerede landsholdet sig til semifinalerne, hvor det blev til en sejr over Holland på straffesparkskonkurrence efter 2-2 i ordinær spilletid (med Henrik Larsen som dobbelt målscorer) og 0-0 i forlænget spilletid. Dernæst fulgte 2-0 sejren i finalen over Tyskland med John ’Faxe’ Jensen og Kim Vilfort som målskytter.

Richard Møller Nielsen havde følgende spillere sin trup (med deres rygnumre angivet): 1 Peter Schmeichel • 2 John Sivebæk • 3 Kent Nielsen • 4 Lars Olsen • 5 Henrik Andersen • 6 Kim Christofte • 7 John ’Faxe’ Jensen • 8 Johnny Mølby • 9 Flemming Povlsen • 10 Lars Elstrup • 11 Brian Laudrup • 12 Torben Piechnik • 13 Henrik Larsen • 14 Torben Frank • 15 Bent Christensen • 16. Mogens Krogh • 17. Claus Christiansen • 18 Kim Vilfort • 19 Peter Nielsen • 20 Morten Bruun

Statistik Richard Møller Nielsen - spiller
Statistik Richard Møller Nielsen - træner
Spillerstatistik Lars Olsen

Videointerview med Richard Møller Nielsen ifb.m. landsholdets 100 års jubilæum 
Videointerview med Lars Olsen ifb.m. landsholdets 100 års jubilæum