EM set gennem historien

EM 2012 holdfoto


Europamesterskabet i fodbold siden 1960

Det europæiske fodboldforbund, UEFA, arrangerer turneringen om europamesterskabet i fodbold, der er blevet spillet om hvert fjerde år siden 1960.

Turneringen blev kaldt Nations Cup, og blev opbygget som de europæiske klubturneringer som pokalkampe på hjemme- og udbane, hvorfra den samlede vinder gik videre. Semifinalisterne mødtes dog i et slutspil.

Den første Nations Cup-turnering blev spillet med 17 tilmeldte landshold, og slutrunden med dens fire deltagere blev afviklet i Frankrig. Til turneringen 1962-64 havde 29 lande tilmeldt sig, og til den efterfølgende turnering skiftede UEFA Nations Cup-navnet ud med den nuværende betegnelse; Europamesterskaberne i fodbold.

Først i 1980 blev slutrunden om Europamesterskabet udvidet til at have deltagelse af otte lande, som havde kvalificeret sig som vindere af deres respektive kvalifikationsgrupper. Siden EM i England i 1996 har slutrunden haft deltagelse af 16 nationer.

Europamesterskabet i fodbold - European Football Championship på engelsk - har gennem alle årene båret undertitlen Henri Delaunay Cup på engelsk og Coupe Henri Delaunay på fransk som en cadeau til turneringens initiativtager.

Henri Delaunay var UEFAs første generalsekretær i et enkelt år, efter han som generalsekretær i det franske fodboldforbund allerede tilbage i 1927 forgæves havde stillet forslag til det internationale fodboldforbund, FIFA - det europæiske fodboldforbund, UEFA, blev først stiftet i 1954 - om en turnering om det europæiske mesterskab for landshold.

Henri Delaunays navn fremgår også af selve EM-pokalen.


Danmarks deltagelse i EM

Europamesterskabet i fodbold har siden juni 1992 været synonymt med dansk fodbolds største succes nogensinde.

DBU har haft tilmeldt Herre A-landsholdet til samtlige EM-turneringer siden den første kvalifikationsrunde tilbage i 1958. Her tabte Danmark efter pokalturneringsprincippet sammenlagt de to kvalifikationskampe til de senere vindere fra Tjekkoslovakiet.

Danmark kvalificerede sig første gang til slutrunden om Europamesterskabet i Spanien i 1964, hvor vi imidlertid tabte semifinalen til Sovjet med 0-3 og derefter kampen om tredjepladsen til Ungarn med 1-3.

Danmark kvalificerede sig først igen i 1984 til en slutrunde om Europamesterskabet. Efter nederlag til Frankrig i åbningskampen på Parc des Princes (0-1) blev det til sejre over Jugoslavien (5-0) og Belgien (3-2), men i semifinalen blev det til nederlag mod Spanien efter straffespark.

I 1992 blev DBU af det europæiske fodboldforbund, UEFA, bedt om at erstatte det borgerkrigshærgede Jugoslavien, der som følge af en international økonomisk og kulturel boykot iværksat af de Forenede Nationer, blev udelukket fra deltagelse.

Danmark var sluttet som nummer to i kvalifikationsgruppen efter Jugoslavien, og stod derfor i henhold til turneringens propositioner til at erstatte det jugoslaviske landshold, der blev trukket ud af turneringen, efter holdet var ankommet til Sverige. Det danske landshold havde 10 dage til den sportslige forberedelse.

Efter uafgjort 0-0 mod England i den første kamp, tabte Danmark 0-1 til værtsnationen Sverige i anden kamp, men sikrede sig med en 2-1 sejr over Frankrig adgang til semifinalen. Her blev Holland efter 2-2 i den ordinære kamp og 0-0 efter forlænget spilletid slået med 5-4 efter straffespark. Danmark vandt finalen på Nya Ullevi i Göteborg over Tyskland med 2-0 efter 1-0 ved pausen på mål af henholdsvis John "Faxe" Jensen og Kim Vilfort.

Landsholdet kvalificerede sig igen til EM-slutrunden i England i 1996, hvor det blev til en 3. plads i den indledende gruppe, og senest til EURO 2000 i Holland og Belgien, hvor det blev til tre nederlag til henholdsvis Frankrig, Holland og Tjekkiet.

I 2004 havde landsholdet for sjette EM-slutrunde i træk sikret sig adgang. Holdet lagde ud med at spille 0-0 mod Italien i en kamp, som skabte stor opmærksomhed. Dels fordi Danmark i store dele af kampen kontrollerede italierne, mens dels fordi den italienske verdensstjerne Francesco Totti spyttede Christian Poulsen i ansigtet. En forseelse, der resulterede i en tre dages spillekarantæne for Totti. I holdets anden kamp vandt Danmark 2-0 over Bulgarien, og sikrede sig adgang til kvartfinalen ved at spille 2-2 mod Sverige, der udlignede den danske 2-1 føring kort før tid, hvilket bevirkede, at Sverige og Danmark gik videre fra den indledende pulje på bekostning af Italien. Udligningen betød samtidig, at Danmark 'blot' blev toer i puljen og skulle møde Tjekkiet i stedet for Holland i kvartfinalen, som Danmark tabte 3-0 på tre tjekkiske mål på et kvarter i starten af 2. halvleg.

Danmark formåede desværre ikke at sikre kvalifikation til EM-slutrunden i Østrig/Schweiz i 2008, hvor Danmark sluttede på tredjepladsen i gruppen efter Spanien og Sverige efter en dramatisk kvalifikationsturnering. Således måtte Danmark spille to kampe i Aarhus, da en baneløberepisode betød et skrivebordsnederlag mod Sverige, og de følgende to kampe skulle spilles 150 km. væk fra hovedstaden.

Danmark revancherede sig dog i den efterfølgende EM-kvalifikationsturnering, hvor Danmark vandt puljen foran Portugal og Norge. Det var anden kvalifikationsturnering i træk, at landsholdet præsterede at slutte på førstepladsen for Portugal, der i begge tilfælde havde været gruppen topseedede hold ved lodtrækningerne. Dermed sikrede landsholdet sig direkte kvalifikation til EM-slutrunden i Polen og Ukraine. Lodtrækningen til selve slutrunden var dog ikke Danmark særlig venlig stemt, da FIFA-verdensranglistens 2,3 og 6 blev Danmarks modstandere i form af Tyskland, Holland og Portugal.

Efter en meriterende 1-0 sejr over Holland i den første gruppekamp, tabte landsholdet til såvel Portugal og Tyskland, og måtte derfor forlade slutrunden efter den indledende pulje.