Holdfoto I Højer 11.08.23 Oldboys-landsholdet i Højer

Seneste kampreferat

25/08/23
Storsejr til Oldboys-landsholdet i årets sidste kamp i Tvis

Allerede da man drejede fra motorvejen og fandt den lille vej ind til Tvis uden for Holstebro, kunne man mærke fodboldfeberen og at det var en stor dag for den lille by og den lokale klub, der fyldte 100 år.

Der var flag ned igennem hele hovedgaden til det flotte idrætscenter, hvor næsten alle i "Porten mod Syd", som Tvis kaldes af de lokale, mødes dagligt. Der var solgt mere end 800 billetter i forsalg, og allerede da denne skribent ankom ca. 3 timer før kampen, kunne man høre musikken brage ud over anlægget og parkeringspladserne, og en flot mobiltribune var blevet opstillet på den ene langside.

Ja, der var styr på tingene, og Tvis Fodbold havde virkelig lagt sig i selen og fået alle byens frivillige ildsjæle i arbejde. Det er det, forenings-Danmark kan, og det er også det, der gør, at vores lille land stadig kan producere store aktører inden for fodbold, håndbold, badminton, osv. Disse frivillige udgør kernen i al idræt herhjemme, og derfor er Old Boys Landsholdet også mere end villige til at besøge disse små klubber for at hjælpe dem med at skaffe penge og overskud til deres klub samt de mange frivillige timer, der bliver lagt af alle disse ildsjæle.

Trods et lille bump fra holdets egen organisation, DBU, der havde arrangeret en "reunion" for alle tidligere landsholdsspillere aftenen før kampen, lykkedes det teamet omkring Old Boys Landsholdet at samle et stærkt og slagkraftigt hold med en række nye ansigter.

Mere end 1.000 tilskuere var på plads, da holdene trådte ud på banen, flankeret af måske kommende topspillere inden for kvinde- og herrefodbold. Efter både en smukt udført nationalsang af en lokal sangerinde og det obligatoriske fælles holdfoto, kunne dommer Michael Svendsen endelig fløjte den længe ventede kamp i gang.

Landsholdet lagde hårdt ud og pressede hjemmeholdet helt tilbage omkring eget felt. En flot kombination mellem Jakob Poulsen og Morten Bisgaard førte kort efter til målet, hvor Morten Bisgaard scorede til 0-1 med et flot og hårdt skud fra kanten af feltet. Bare to minutter senere gav han hjemmeholdets forsvar en lektion i finesse og scorede flot til 0-2 efter nogle imponerende driblinger, der sendte de lokale spillere i den forkerte retning.

Herefter spillede landsholdet op til deres fulde potentiale med hurtige spillere som Tommy Løvenkrands og Dennis Flinta på kanterne, der skabte store chancer for Johnny Thomsen og Morten Bisgaard. Dog formåede Tvis' målmand at redde nogle imponerende redninger.

Det skulle tage næsten tyve minutter, før landsholdet kom på måltavlen igen. Jakob Poulsen kombinerede smukt med Johnny Thomsen og Bisgaard, og det smukke samarbejde gjorde Jakob Poulsen i stand til sikkert at score til 0-3. Kort efter blev det tilsyneladende 0-4, men målet blev uforklarligt annulleret for offside. Heldigvis var der ingen VAR i disse kampe, ellers ville vi nok ikke have kunnet afvikle kampen, inden mørket faldt på.

I slutningen af første halvleg øgede Rasmus Wurtz til 0-4, efter at han var blevet spillet fri af Morten Bisgaard.

Publikum klappede begge hold af banen til en velfortjent pause i den meget varme sensommeraften efter en flot og velspillet første halvleg.

Landsholdet var ikke lige så dominerende i begyndelsen af anden halvleg, måske fordi Tvis næsten havde sendt 11 nye spillere på banen. Tvis havde også en stor chance, som Mogens Krogh reddede på fremragende vis, men få minutter senere scorede landsholdet til 0-5, da Morten Bisgaard scorede på et flot indlæg fra Dennis Flinta, der bare spurtede forbi hjemmeholdets venstre back.

Bare fem minutter senere var det igen Flinta på højrekanten, der lavede et flot indlæg til Jakob Poulsen, der hamrede bolden i mål til 0-6. Et minut senere blev Jakob Poulsen igen spillet i dybden af Rasmus Wurtz, og han lagde bolden let i hovedet på Morten Bisgaard, der scorede til 0-7.

Herefter gik der seks minutter, før Morten Bisgaard på et flot, fladt indlæg fra Jakob Poulsen hamrede bolden ind til 0-8, inden Michael Gravgaard i de døende minutter scorede til 0-9.

Old Boys Landsholdets træner, Per Andersen, var meget tilfreds med transfervinduet og de nye spillere, der var med for første gang, og havde følgende kommentarer til kampen:

"Vi vandt som nævnt med 9-0 efter en meget flot præstation fra drengene. Vi spillede hurtigt og bevægede os utroligt godt for hinanden og skabte mange vinkler og trekanter i spillet. Morten Bisgaard scorede som nævnt fem mål som angriberefter flotte opspil. Forsvarsmæssigt fungerede det også rigtig godt. Kampen i Tvis var Old Boys Landsholdets sidste kamp i år. Med en målscore på 43-4 har drengene endnu en gang vist deres store fodboldintelligens samt en imponerende vindermentalitet rundt om i landet. Jeg må rose spillerne for deres kæmpeindsats i årets kampe. Det er også godt at kunne rose klubberne for deres store arbejde i forbindelse med, vores besøg. Så ingen mislyde herfra - det er fantastisk at arbejde med disse gutter og møde det store fællesskab i jubilæumsklubberne."

Facts:

Tvis Fodbold- Old Boys Landsholdet 0-9(0-4)

Mål: 7.: 0-1 Morten Bisgaard, 9.: 0-2 Morten Bisgaard, 26.: 0-3 Jakob Poulsen, 29.: 0-4 Rasmus Wurtz, 52.: 0-5 Morten Bisgaard, 55.: 0-6 Jakob Poulsen, 56.: 0-7 Morten Bisgaard, 62.: 0-8 Morten Bisgaard, 68.: 0-9 Michael Gravgaard.

Mogens Krogh - Dennis Flinta, Per Krøldrup, Michael Gravgaard (Anf.), Christopher Poulsen (50.: Rene O. Hansen) - Rasmus Wurtz, Johnny Thomsen, Jakob Poulsen - Dan Sørensen (36.: Michael Birkedal), Morten Bisgaard og Tommy Løvenkrands.

25/08/23
FLOT FODBOLDAFTEN I JETSMARK

Old Boys Landsholdets anden kamp i august blev spillet i Jetsmark, hvor den lokale klub fyldte 50 år. Et flot jubilæum og på Jetsmark All-Star holdet var der faktisk to spillere, der har været med fra starten for 50 år siden og indtil dato. Så egentligt var de mange jubilæer i jubilæet.

Samtidig var Old Boys Landsholdet med til at gøre jubilæet ekstra festlig efter en periode, som klubben nok helst vil glemme hurtigst muligt, og ønske at man aldrig havde solgt sig selv til en tysk fantast, der ikke overholdt de aftaler, der blev indgået omkring salget af FC Jammerbugt, som var den professionelle overbygning på Jetsmark IF.

Hele weekenden havde Jetsmark IF arrangeret aktiviteter i anledningen af jubilæet og ikke mindre end ca. 1.300 tilskuere havde fundet vej til et solbeskinnet Sparekassen Danmark Arena, som dannede en meget flot ramme om kampen.

Old Boys Landsholdet gik på banen flankeret af ikke mindre end 30 børn, hvor spillerne i den ene hånd havde en ung Jetsmark-pige og i den anden en ung Jetsmark-dreng. Derefter en flot holdpræsentation af den oplagte speaker, og derefter de velkendte holdfotos.

Kampen startede afvekslende men med overvægt i spillet til Old Boys Landsholdet og var et par store chancer til både Lasse Vibe, Stig Tøfting og Martin Jørgensen, men også nogle flotte redninger af hjemmeholdets målmand.

Men så pludselig efter 13. min. spil så snublede Steven Lustü i en vending og Jetsmark’s Jan Steffensen fik frit løb ned mod Old Boys Landsholdets mål, og han lobbede flot bolden over Mogens Krogh, som var uden chancer for at redde bolden, og dermed kom Jetsmark i spidsen med 1-0.

Herefter pressede Old Boys Landsholdet hjemmeholdet i bund men hele spillet var lidt idéforladt og uden de store kreative ting, som landsholdets altid byder på, men alligevel blev det til meget store chancer til Allan Gaarde, Martin Jørgensen, Lasse Vibe m.fl., men hjemmeholdets målmand tog sig stort set af det som ikke stolperne klarede.

Ud af det blå fløjtede dommeren så halvlegen af efter kun 30. min. idet nogle af Jetsmark åbenbart havde fået fortalt ham at der kun skulle spilles 30.min. i hver halvleg. Dette blev dog nemesis for hjemmeholdet, idet de manglende minutter blev lagt til i en 2. halvleg, som derved blev på 40. min., og i de ti tillægsminutter scorede landsholdets faktisk tre mål.

I pausen lavede landsholdets nogle udskiftninger og det satte lidt mere fart og dynamik i holdet. Det skabte store chance til Thomas Augustinussen og Lasse Vibe inden Hans Henrik Andreasen helt umarkeret kunne gøre det til 1-1 på et hovedstød i det 36. min.

Martin Jørgensen gjorde det syv minutter senere til 1-2, da han flot af driblede Jetsmark forsvaret og scorede sikkert og samme Martin Jørgensen var ikke færdig med at vise sit potentiale og færdigheder for bare seks minutter senere i det 49. min. scorede han et meget flot langskudsmål.

Jetsmark havde efter dog et enkelt kontraangreb, hvor Mogens Krogh måtte ud i fuld længde for at redde det flotte skudforsøg.

Det blev også hjemmeholdets sidste forsøg, idet landsholdet nu overtog hele spillet og pressede hjemmeholdet i bund. Det store pres gjorde, at Allan Gaarde kunne score to flotte mål og han fik følgeskab af Jacob ”Taz” Sørensen, så slutresultatet blev 1-6 til Old Boys Landsholdet.

Landsholdets træner Per Andersen havde efter kampen denne kommentar:

”Vi vandt som skrevet 6 - 1 efter at have været bagud 0 - 1 ved pausen. I 1. halvleg tabte vi for mange bolde i opspillet og spillede ikke hurtigt nok, selvom vi havde store chancer.

I 2. halvleg kom der gang i løjerne, og vi scorede 6 mål efter rigtig flot fodboldspil.

Så gutterne sikrede endnu en sejr. De vil ikke tabe og viste i den grad vindermentalitet, viljestyrke fællesskab og engagement.”

Efter kampen hjalp landsholdets spillere med af sparke jubilæumsbolde ud til de mange tilskuere, og der var interviews m.m. på banen, som var en rigtig landskamp værdig.

Efter tredje halvleg i omklædningsrummene hvor der blev udvekslet trøjer og mange anekdoter mødtes spillerne og andre inviterer til stegt flæsk og persillesovs i klubbens hyggelige cafeteria, og Old Boys landsholdets anfører Stig Tøfting fik serveret sit eget lille onemanshow, hvor ´han fik uddelt spydigheder og grillet såvel egne holdkammerater som spillerne på Jetsmarks hold.

Et meget flot arrangement af Jetsmark IF, som fortjener stor ros for værtskabet og vil du se endnu mere om kampen og rammerne, så kan vi anbefale at du logger ind på Jetsmark IF’s Facebook profil.

Facts:

Jetsmark IF – Old Boys Landsholdet 1-6 (1-0)

13.: 1-0 Jan Steffensen, 36.: 1-1 Hans Henrik Andreasen, 43.: 1-2 Martin Jørgensen, 49.: 1-3 Martin Jørgensen, 62.: 1-4 Allan Gaarde, 67.: 1-5 Jacob ”Taz” Sørensen, 69.: 1-6 Allan Gaarde

Mogens Krogh – Søren Colding, Steven Lustü, Thomas Gaardsøe, Johnny Thomsen – Stig Tøfting (Anf.), Rasmus Würtz, Martin Jørgensen – Hans Henrik Andreasen, Lasse Vibe (debutant) og Allan Gaarde.

På bænken var Jacob ”Taz” Sørensen, Thomas Augustinussen og Anders Due (debutant), der alle kom på banen i 2. halvleg.

 

11/08/23
HÅRD KAMP FOR OLD BOYS LANDSHOLDET I HØJER

Sensommerens første kamp for Old Boys Landsholdet blev spillet i Højer i grænselandet, hvor den lokale klub Højer IF havde 100-års jubilæum.

Kampen var samtidig afskedskamp for John Sivebæk, der med sine 87 landskampe og en EM-titel i 1992 har været en af de helt store i dansk landsholdsfodbold. John Sivebæk nåede også at være med til tre EM-slutrunder og med til VM i Mexico i 1986, og hvem af den lidt mere modne generation kan ikke huske hans ikoniske mål mod Irland på Landsdowne Road i Dublin i efteråret 1985. Af klubber nåede Sivebæk at repræsentere Vejle BK i to omgange, AGF, Pescara, AS Monaco, St. Etienne og Manchester United.

Endvidere havde også målmand Jan Rindom valgt at stoppe efter en lang karriere i Herning Fremad, Viborg FF, Randers Freja, Lyngby BK og Ikast fS samt ikke mindste som målmandstræner for U/21-landsholdet i rigtigt mange år.

Højer var klar til aftenens kamp, og havde sørget for godt vejr efter mange dage med regn, og banen var nyklippet og der var også lejet en stor flot mobiltribune til lejligheden så rammerne for en flot fodboldkamp var perfekte.

En af aftenens helt store oplevelser var René Henriksen, der endeligt efter et langt sygdomsforløb endelig var tilbage på Old Boys Landsholdet, og han leverede en flotkamp, hvor han med ro og overblik styrede Old Boys Landsholdets forsvar.

Desværre var uvejret ikke stoppet i Højer og Old Boys Landsholdet mødte et forholdsvis ungt hold, der gik ind til kampen med bulder og brag. Højer spillerne gjorde alt for at ødelægge det flotte og tekniske fodboldspil. Der blev gået til stålet og med mange dueller og hårde tacklinger, som ikke altid var helt fair og kønt at overvære. Så derfor blev kampen for Old Boys Landsholdet desværre mere en kamp for overlevelse end det at vise flot og seværdig fodbold med gode og lækre detaljer.

Old Boys landsholdet lagde dog stærkt fra start og kom foran med 0-1 allerede efter 5. min. spil på et flot spark af Peter Graulund. Han modtog efter nogle flotte kombinationer bolden lige uden for feltet og han sparkede den hårdt og fladt ind til venstre for målmanden i Højers mål.

Herefter blev kampen til en hård dyst med mange løbedueller, hårde tacklinger og en enkelt endda også over grænsen uden det blev til de store chancer, der var enkelte gode forsøg i begge ender af baner, hvor bl.a. Johnny Thomsen stod for en af Old Boys Landsholdets bedste chancer.

2. halvleg udviklede sig spillemæssigt på samme måde, og Old Boys Landsholdet var pressede i perioder, og det resulterede også i et Højer mål til 1-1, hvor der nok burde være fløjtet for off side. I slutningen af kampen havde Højer igen sat nogle af de tidligere udskiftede unge spillere på banen, men alligevel formåede Old Boys Landsholdet med ihærdig fight at spille sig tilbage i kampen og det selv om Per Krøldrup spillede de sidste ti minutter med kramper i læggen.

Som et kuriosum så blev kampen stoppet i ca. 5. min midt i anden halvleg, fordi TV2 Syd skulle lave et direkte indslag på TV med John Sivebæk og Thomas Gravesen, som han har været agent for i hele Gravesens karriere. Sjovt og morsomt indslag, som også bragte Højer på landkortet.

Endnu en voldsom tackling af en Højer spiller gav Old Boys Landsholdet et helt fortjent frispark på kanten af straffesparksfeltet 2 minutter ført tid, og på trods af en stor og bred mur af holdet fra Højer, så sparkede Martin Jørgensen flot, elegant og præcist bolden ind i målets højre trekant. Virkelig en flot frisparksperle af Martin Jørgensen.

Kort efter kunne Old Boys Landsholdet glæde sig over endnu en sejr, som var blevet kæmpet hjem på fight og vinderinstinkt og ikke på underholdning og flot fodboldspil, som holdet ellers plejer at vise publikum rundt om i Danmark.

Per Andersen, Old Boys Landsholdets træner havde denne kommentar efter kampen:

”Vi spillede en OK kamp, selvom kampen kun blev vundet med 2 - 1. Vores vindermentalitet var i højsædet, da Højer IF stillede med flere forholdsvis unge spillere. Vi tilspillede os flere store chancer, men deres målmand gjorde det rigtig godt. Vi arbejdede som skrevet rigtig godt, så gutterne var endnu engang mentalt på toppen, uden at der blev vist fremragende flot fodbold. Så det blev mere en arbejdssejr, hvilket i den grad viser gutternes viljestyrke, engagement og fællesskab i gruppen af Old Boys Landsholdsspillere.”

Efter kampen var Højer If vært ved et flot arrangement i klubhusets multisal, hvor ikke mindre 150 personer havde kæbt sig adgang til en aften med Old Boys Landsholdet. Martin Jørgensen, som denne aften var anfører for Old Boys Landsholdet holdt en flot takketale til den lokale klub, men beklagede også at Old Boys Landsholdet havde haft en dårlig dag, og at det ikke var pga. af Højers indsats at kampen kun blev vundet med 2-1. Som Martin også sagde i talen, så plejer han at overrække sin spilletrøje til den modspiller der har ydet en seværdig og unik præstation, men den kunne han desværre ikke få øje på i dag i den hårde kamp, så derfor måtte han give den til anføreren for Højer.

Facts:
Højer IF – Old Boys Landsholdet 1-2 (0-1).
Tilskuere: 700.
05.: 0-1 Peter Graulund, 47.: 1-1, 68.: 1-2 Martin Jørgensen.
Jan Rindom (36.: Mogens Krogh) – John Sivebæk, Steven Lustü, René Henriksen, Per Krøldrup – Johnny Thomsen, John Lauridsen, Martin Jørgensen (Anf.) – Søren Colding, Peter Graulund og Tommy Bechmann.

På bænken: René O. Hansen og Michael Birkedal, der begge blev skiftet ind i løbet af 2. halvleg.

 

24/06/23
VM 98 SPILLERNES REUNION SAMLEDE REKORDPBULIKUM I FREDERIKSSUND

DBU havde samlet 12 spillere samt daværende landstræner Bo Johansson til en Reunion for VM Kvartfinalen i 1998, hvor holdet desværre tabte en meget spændende kamp med 3-2 til Brasilien.

Tidligt på dagen og allerede på indfaldsvejene til Frederikssund kunne man se og fornemme landsholdsstemningen, idet mange allerede ved 12-tiden var på vej mod det idylliske stadion på Kalvøen i Frederikssund iført både nye og gamle landsholdstrøjer. I timerne inden kickoff kom en lind strøm af tilskuere til stadion imens Frederikssund IK også afholdte en velbesøgt reception i anledning af klubbens 125-års jubilæum.

Da holdene gik på banen, skete det akkompagneret af lurblæsere fra ”Vikingespillene”, der havde premiere samme dag lige over for stadion, var der mere end 3.000 tilskuere samlet på stadion, og de gav kampen en meget festlig ramme og de blev ikke snydt med underholdningen.

Landsholdet gave plads i startopstillingen til 9 spillere, der alle deltog ved VM i 1998, og disse blev støttet af Jan Frederiksen og Morten Bisgaard. Morten Bisgaard havde faktisk også en lille andel i VM 98, idet han deltog i et par af kvalifikationskampene.

Kampen blev spillet i stegende hede, men alligevel blev 1. halvleg afviklet i et fint tempo fra begge mandskaber. Hvor der i indledningen var en fin chance til Martin Jørgensen men også Frederikssund havde et farligt forsøg.

Allerede efter ca. 15. minutters spil fik Morten Wieghorst et slag på knæet, og selv om han forsøgte at komme i gang, så lykkedes det ikke og han måtte lade sig udskifte med Martin Retov.

Efter 23. minutter blev Allan Nielsen fældet lidt udenfor feltet men den store chance på frisparket sparkede Bjarne Goldbæk over mål. Herefter lagde landsholdet en fin tryk på hjemmeholdet og der opstod nogle fine chancer, som desværre ikke blev udnyttet.

Landsholdet kom foran 0-1 efter 24. min, da Martin Jørgensen spillede Allan Nielsen, der sikkert scorede uden chance for målmanden. Kort efter målet havde Frederikssund en meget stor hovedstødschance som dog gik over mål.

Efter 29. min. scorede Morten Bisgaard til 0-2 da Frederikssund kiksede en offside fælde, som bragte Morten Bisgaard helt alene med målmanden, og han scorede overbevisende med et skud langt ude fra.

Kort efter kom også Frederikssund på tavlen da Martin Retov blev fintet væk, og derved blev Mogens Krogh fanget på det forkerte ben og Frederikssund spilleren kunne sparke bolden i mål til 1-2.

Herefter gik holdende til pause. I pausen blev Jes Høgh, Marc Rieper og Peter Kjær præsenteret for publikum og det samme gjorde den daværende landstræner Bo Johansson og målmandstræner Jørgen Henriksen, der selv havde en stor karriere i 60- og 70’erne.

I pausen foretog landsholdets træner fem udskiftninger, og satte lidt yngre folk på banen, og det gav et lidt større pres på Frederikssunds forsvar.

Det gav store chancer til Mads Junker, Martin Vingaard og Jeppe Curth men ind ville bolden ikke eller også kom Frederikssunds gode målmand i vejen.

Der blev skabt endnu flere chancer, hvor Peter Madsen, Martin Vingaard og Mads Junker enten sparkede forbi mål eller chancen blev reddet af Frederikssunds målmand.

Efter 54. min. gik den ikke længere for Frederikssund, idet en dyb frispilning til Peter Madsen gav ham frit løb mod mål hvor han rundede målmanden og sikkert sparkede bolden ind til 1-3.

Herefter fladt tempoet lidt og det ikke mindst på grund af varmen som gjorde at spillerne efterhånden havde brugt alle deres kræfter.

Landsholdet kørte de sidste 10 minutter på rutinen og kørte stille og roligt sejren hjem.

Efter slutfløjtet blev banen stormet af de mange tilskuere, og landsholdet spillere gav sig god tid til at signere trøjer og anden merchandise og stillede sig også op til selfies og fotos i den næste halve times tid inden der ventede en kold fadøl i omklædningsrummet.

Landstræner havde efter kampen disse kommentarer til kampen:

”Så har vi spillet forårets 4. Old boys landskamp i Frederikssund med omkring 3000 tilskuere.

Imponerende at så mange mennesker var mødt op. Gutterne spillede igen en fin kamp, som vi vandt med 3 - 1. Vi brændte igen mange chancer, men de 2 målmænd fra Frederikssund stod også rigtig godt.

Vi har nu afsluttet forårets 4 kampe med en målscore på 26 - 2. Det er godt gået af gutterne.

Mange af spillerne havde 25-års jubilæum, da de var med i 1998 under VM i Frankrig, hvor de nåede frem til kvartfinalen og selv om det er mange år siden, viste de at de ikke havde glemt at spille fodbold”.

Facts:

Mogens Krogh (36.: Peter Skov Jensen) – Søren Colding, Thomas Helveg, Morten Wieghorst (15.: Martin Retov), Jan Frederiksen – Stig Tøfting (Anf.), Allan Nielsen (36.: Martin Vingaard), Bjarne Goldbæk (36.: Mads Junker) – Morten Bisgaard (36.: Jeppe Curth), Peter Møller (36.: Peter Madsen) og Martin Jørgensen.

Dommer: Nicki Nordlund.

24.: 0-1 Allan Nielsen, 29.: 0-2 Morten Bisgaard, 33.: 1-2, 54.: 1-3 Peter Madsen.

 


09/06/23
MERE FIGHT END OPVISNING I FUGLEBJERG

SMAL SEJR PÅ 0-2 TIL OLD BOYS LANDSHOLDET

Årets tredje kamp for Old Boys Landsholdet skulle spilles I Fuglebjerg mellem Slagelse og Næstved. Vestsjælland er ikke et af de steder hvor landsholdet oftest har spillet, og derfor var der også mødt over 1.100 tilskuere på det lokale stadion til Fuglebjerg Ifs 100-års jubilæum. Der blev hygget med kæmpepølser og fadøl allerede inden kampen og da holdene gik på banen var især den ene langside tæt pakket med tilskuere.

Desværre fik tilskueren ikke den helt underholdning og opvisning dertil var det udvalgte hjemmehold for stærkt og for ungt (nogle spillere var i begyndelsen af 20’erne), så i stedet fik det talstærke publikum nærmest en pokalfight, hvor de lokale kæmpede, som det gjaldt livet. Det gav selvsagt mange løbedueller men også mange nærkampe, som ikke altid gjorde kampen helt køn at overvære.

Landsholdet startede kampen godt med et godt forsøg af dagens anfører William Kvist, der allerede efter to minutter sparkede bolden tæt over overliggeren.

Herefter blev det løbedueller og nærkampe, som landsholdet forsøgte sig at spille ud af, og det lykkedes også men en kompakt defensiv hos hjemmeholdet gjorde af chancerne blev få. Samtidig stod hjemmeholdets målmand Tommy Nielsen en meget flot kamp med mange store redninger.

Der var gode forsøg af Daniel Jensen, Peter Madsen samt en stor hovedstødschance til Jeppe Curth.

Der blev slet ikke scoret i 1. halvleg og det er ikke sket i mange år for landsholdet, men landsholdet håbede på at hjemmeholdet efterhånden var kørt trætte i de mange flotte trekanter og kombinationer, som landsholdet trods den tætte markering diskede op med.

I 2.halvleg kom landsholdet til mange flere og også store chancer, hvor bl.a. William Kvist havde et skud på stolpen, gode hovedstøds forsøg af Per Krøldrup op Peter Madsen. Landsholdet blev ved med at presse hjemmeholdet og midt i halvlegen var igen William Kvist tæt på en scoring, men også Danny Olsen og Peter Madsen viste deres farlighed.

Der skulle gå 61. minutter før publikum fik et mål at glæde sig over. Det var Jan ”Krølle” Kristiansen, der gjorde det til 0-1 efter godt opspil med Danny Olsen og Thomas ”TK” Kristensen. Samme TH gjorde det til 0-2 to minutter senere på et meget flot hovedstød efter et flot og hårdt indlæg fra Jan ”Krølle” Kristiansen.

Undervejs i 2. halvleg blev den lokale helt Michael Birkedal, der har spillet i både Næstved og Slagelse skiftet ind til stor jubel for de lokale tilskuere og så fik den ”gamle” bomber Søren Larsen lige de sidste fem minutter i stedet for Peter Madsen.

Jan Frederiksen var kommet op fra ungdomsrækkerne og debuterede med en meget flot indsats på venstre back.

Landsholdets træner Per Andersen knyttede disse kommentarer til kampen:

Så har vi spillet årets 3. Old boys landskamp i Fuglebjerg på Sjælland. Gutterne spillede igen en flot kamp, som vi vandt med 2 - 0. Fuglebjerg stillede også med et godt, og lidt ungt hold. Vi brændte igen mange chancer på rigtig god fodbold, men Fuglebjerg havde også en rigtig god målmand, der klarede mange afslutninger både på langskud og på indlæg. Forsvarsmæssigt gjorde vi det også godt. Igen en god kamp præget af gutternes engagement, viljestyrke og vedholdenheden, samt det altid gode humør.”

Morten Cramer (36.: Casper Ankergren) – Jan “Krølle” Kristiansen, Steven Lustü, Per Krøldrup, Jan Frederiksen – Nicolai Stokholm, William Kvist (anf.), Daniel Jensen (45.: Michael Birkedal) – Jeppe Curth (36. Danny Olsen), Peter Madsen (65.: Søren Larsen)  og Thomas ”TK” Kristensen.

På bænken sad en småskadet Søren Colding hele kampen.

Dommer: Claus Bo Larsen.

Mål:

61.: 0-1 Jan ”Krølle” Kristiansen, 63.: 0-2 Thomas ”TK” Kristensen.



03/06/23

EGEBJERG IF OG DERES BYFEST FIK EN FODBOLDOPVISNING AF DE GAMLE FODBOLDKORYFÆER

På en flot solskinsaften med sommertemperatuer var det meste af Egebjerg mødt op til Idrætsforeningens 90-års jubilæum, og det skønnes at omkring 1.000 tilskuere var mødt op til kampen og i spidsen for de mange tilskuere var Horsens Kommunes borgmester Peter Sørensen, der også gav interview til den legendariske lokale sportsjournalist Tommy ”Kuglepen” Poulsen.

Hele idrætsområdet med hal og de øvrige idrætsfaciliteter var pyntet i Egebjerg IF’s blå og hvide varer samtidig med at de lokale ildsjæle havde opkøbt alt hvad der fandtes af blå og hvide balloner i lokalområdet, og alle disse balloners, som børnene også havde i hånden da de gik med spillerne på banen, dannede en meget flot ramme om kampen.

Landsholdet lagde godt ud men hjemmeholdet stod meget dybt og med næsten alle mand i eget straffesparksfelt, så det blev ved flere forsøg af bl.a. Jakob Poulsen, Peter Graulund, Johnny Thomsen og Martin Jørgensen. Allerede fra starten kunne man se, at Egebjerg keeper ville få en stor aften, idet han sikkert tog sig af alle forsøgene.

Først i det 11. minut lykkedes det landsholdet at score og det på et meget flot et af slagsen. John Sivebæk havde et af sine gode ryk på højre kanten og hans indlæg blev flot spillet videre med brystet af Jeppe Tingbjerg til Martin Retov, der flot halvflugtede bolden i mål til 0-1. Et flot mål lige efter fodboldens ABC.

Landsholdet fortsatte sit pres og Jakob Poulsen havde et flot langskudforsøg og kort efter lavede Johnny Thomsen en flot dribletur på venstrekanten, der spillede den ind til Jeppe Tengbjerg, der sikkert kunne score til 0-2 fra tæt hold.

Bare to minutter senere gjorde landsholdet det til 0-3, da tre Egebjerg-spillere løb sammen og alle fladt til jorden, dermed lå bolden til en helt fri Peter Graulund, der uden problemer kunne sparke bolden i mål. For øvrigt var dette det eneste lyspunkt for Peter Graulund denne aften, idet han brændte den store chance efter den anden i resten af kampen.

Efter 25. min. gjorde Jeppe Tengbjerg det til 0-4 da han flot sparkede et indlæg fra Jakob Poulsen i kassen. Samme Jeppe Tengbjerg, som normalt får en fiber efter 10-12 minutters spil spillede en flot første halvleg og for første gang i mange år spillede han en hel halvleg.

Landsholdet midtbane med Stig Tøfting og Martin Retov styrede stille og roligt begivenhederne, og med gode overlaps på kanterne mellem Martin Jørgensen og Johnny Thomsen på venstre samt John Sivebæk og Peter Graulund på højre, så blev hjemmeholdet i hele første halvleg presset i bund, og havde kun et enkelt eller to forsøg på Mogens Krogh i landsholdets mål.

I pausen skiftede landsholdet Mogens Krogh med Steffen Rasmussen og Jeppe Tengbjerg med Thomas Augustinussen, der blev sat ind som spids.

Varmen og en 1. halvleg i et fint tempo, gjorde at farten blev sat lidt ned i starten af 2. halvleg, men alligevel havde landsholdet store chancer ved Martin Jørgensen og et par Peter Graulund forsøg, som alle blev reddet af den dagens helt nemlig Egebjergs keeper.

Thomas Augustinussen ville også blande men uden held, og landsholdet kom først på 0-5 i det 48. minut da Jakob Poulsen tog sagen i egen hånd med en flot dribletur, som han afsluttede med et fladt skud fra en spids vinkel.

Det blev 0-6 et par minutter senere da Thomas Augustinussen let kunne score tæt under mål på en flot aflevering af Peter Graulund, og samme Graulund fortsatte herefter med at brænde et par store chancer.

Tre minutter før tid scorede Jakob Poulsen til 0-7 på et godt indlæg af Johnny Thomsen, og kampen sluttede med et par gode forsøg af Peter Graulund og Jakob Poulsen. Samme Jakob Poulsen burde også have haft en straffespark i de sidste minutter, men Mads-Kristoffer Kristoffersen kampen dommer, havde ikke VAR at støtte sig til så fløjten forblev tavs.

Igen flot kamp af den ”gamle” drenge og specielt må man sige, at den 61-årige John Sivebæk stadig kan løbe fra de fleste yngre spillere og lave flotte indlæg.

Landstræner Per Andersen havde disse kommentarer efter landsholdet flotte kamp:

”Så har vi spillet årets 2. Old boys landskamp i Egebjerg ved Horsens. Selvom der kun var Stig Tøfting tilbage fra årets første Old boys landskamp i Toreby - Grænge på Lolland, som vi vandt 14 - 1, spillede gutterne igen en meget flot kamp og vandt med 7 - 0. Vi brændte rigtig mange chancer, men Egebjerg havde også en meget dygtig målmand, der klarede mange afslutninger. Det er imponerende at arbejde med disse spillere, der har engagementet og vedholdenheden inde under huden.”

Efter kampen servede klubben ”svin” for alle pengene og landsholdets anfører Martin Jørgensen holdt en tale, hvor han kom rundt omkring den kamp, der var blevet spillet, bl.a. fik han udpeget sig selv til landsholdets bedste på dagen til uf-råd fra kollegaerne, da han skulle udnævnte Egebjergs bedste spiller. Det blev selvfølgelig deres målmand, som også fik Martin Jørgensen spilletrøje til erindring om kampen.

Endnu et meget flot arrangement og Egebjerg IF fortjener stor ros for det store arbejde og den ildhu der ligger bag et sådant arrangement.

Kampfacts:
Mogens Krogh (36.: Steffen Rasmussen) – John Sivebæk, Steven Lustü, Ralf Pedersen, Johnny Thomsen – Stig Tøfting, Martin Retov, Jakob Poulsen – Peter Graulund, Jeppe Tengbjerg (36.: Thomas Augustinussen) og Martin Jørgensen (anf.).

11.: 0-1 Martin Retov, 19.: 0-2 Jeppe Tengbjerg, 21.: 0-3 Peter Graulund, 25.: 0-4 Jeppe Tengbjerg, 48.: 0-5 Jakob Poulsen, 50.: 0-6 Thomas Augustinussen, 67.: 0-7 Jakob Poulsen.

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen.


12/05/23

OLD BOYS LANDSHOLDET INDLEDTE SÆSONEN

MED MÅLFEST I TOREBY-GRÆNGE

Jeppe Curth scorede seks mål på trods af en fiber i læggen under opvarmningen.

Allerede flere kilometer inden men kørte ind i Toreby kunne man se både Dannebrog og DBU flaget veje fra toppen af en mobilkran, og det viser igen hvor kreative de små klubber kan være omkring arrangementet af kampe med Old Boys Landsholdet, og allerede da spillerne ankom omkring 1 ½ time før kampen var der mange mennesker på stadion, hvor de stod og hyggede ved barerne og pølseboden.

Til trods for et par sene afbud, så mødte Old Boys Landsholdet op med en stærk besætning, og de viste fra starten, at der var klasseforskel mellem landsholdet og de lokale helte fra jubilæumsklubben Toreby-Grænge BK, der fyldte 100 år. Klubben har rent faktisk også været på tipskuponen tilbage i 50’erne, hvor klubben spillede med i nogle af de øverste divisioner.

Landsholdet lagde fra start en hårdt pres på hjemmeholdet og allerede efter 2. min. kunne William Kvist gøre det til 0-1 og bare minuttet efter gjorde Thomas ”TK” Kristensen det til 0-2 på en ripost fra målmanden, der kun kunne blokere et godt skud fra Danny Olsen.

Så var tonen ligesom slået an men der gik alligevel næsten 5. min. inden Hans Henrik Andreasen gjorde det til 0-3 på et hovedstød efter et flot opspil på højre kanten mellem Thomas ”TK” Kristensen og Danny Olsen.

Samme Hans Henrik Andreasen dukkede igen op med sit hoved og headede kraftfuldt et indlæg fra Thomas ”TK” Kristensen ind til 0-4.

Kort efter blev en Toreby-G. forsvarsspiller meget nervøs over landsholdet høje pres og kiksede helt en tilbagelægning til målmanden som Jeppe Curth hurtigt opfangede og driblede uden om målmanden og kunne score i et tomt mål til 0-5.

Målet til 0-6 var et meget flot et af slagsen, idet Tøfting og TK spillede ping pong bold med hinanden, hvorefter TK spillede Jeppe Curth helt fri og han kunne let sparke bolden i kassen.

Herefter gik der næsten 8 minutter inden Jeppe Curth gjorde det 0-7 efter flot sammenspil med William Kvist og fem minutter efter gjorde Hans Henrik Andreasen det til 0-8 på kampens flotteste mål, idet han knaldede bolden i kassen fra en position godt udenfor straffesparksfeltet.

Kort inden pausen gjorde Jeppe Curth det til 0-10 og alle troede at Old Boys Landsholdet var på vej til en historisk stor sejr.

Den arrangerende klub gjorde dog alt for at psyke landsholdet i pausen, idet landsholdet kom ind til et ildelugtende og røgfyldt omklædningsrum, og alle måtte i huj og fast flytte ejendele til et nærliggende omklædningsrum da faren for en brand var overhængende. Det viste sig, at det var en neonrør der lækkede og dette gjorde sammen med fugt, at der kom ryg og lugt fra lysstofrøret og den lokale elektriker var heldigvis på stadion og fik fikset problemet, så klubhuset står endnu.

Tumulten betød at 2. halvleg blev lidt forsinket og til glæde for barerne og pølseboden besluttede kampens dommer Claus Bo Larsen, at landsholdet igen spillede ned mod det samme mål, så de mange tilskuere igen kunne nyde de forhåbentligt mange mål.

Toreby-G. benyttede endnu et kneb, idet de satte et helt nyt og yngre hold på banen, så kampen blev mere lige i 2. halvleg.

Landsholdet viste dog, at der er en grund til at spillerne har været med på øverste hylde og de kørte stille og roligt bolden rundt og lod modstanderne løbe rundt mellem de mange trekanter landsholdet mestrer til fulde.

Der gik da næsten også 10. minutter inden Danny Olsen kunne gøre det til 0-11 efter klumpspil. Bare to minutter efter spillede Hans Henrik Andreasen og Jeppe Curth sig flot igennem og sidstnævnte gjorde det til 0-12.

Herefter pressede hjemmeholdet lidt mål og de gjorde det til 1-12 da Casper Ankergren, der var kommet i mål fra starten af 2. halvleg og som for øvrigt var debutant, kun kunne halvklare et godt skud fra hjemmeholdet, og riposten blev sikkert sparket ind i et tomt mål. Stor jubel på tilskuerrækkerne og der blev endda også brændt at par romerlys af.

Danny Olsen gjorde det lidt senere til 1-13 efter flot sammenspil med Jeppe Curth og hvor Søren Colding også var involveret.

Kort inden slutfløjt gjorde Jeppe Curth det til 1-14 da han let kunne skovle bolden i mål fra kort afstand efter lidt klumpspil

Meget flot kamp af Old Boys Landsholdet i sæsonåbneren, og i landsholdets første optræden på Lolland og de næsten 1.000 tilskuere fik en rigtig god fodboldoplevelse på en solskinsaften, der alligevel var lidt kold på grund af en stærk vind, der gik på tværs af banen.

Efter kampen holdt anfører Stig Tøfting, hvor både med- og modspillere fik det glatte lag og hvor dommer Claus Bo Larsen også måtte stå for skud. Det var noget de spisende gæster kunne lide og de fik et billigt grin.

Landsholdets træner Per Andersen havde disse kommentarer efter kampen:

Jeg var vældig godt tilfreds med årets første Old boys landskamp, som vi vandt 14 - 1. Gutterne spillede igen en meget imponerende kamp, hvor de flyttede sig for hinanden konstant. Specielt 1. halvleg var fremragende spillet, og vi førte 10 - 0 ved pausen. 2. halvleg var også god, men vi scorede ikke det samme antal mål. Gutterne har i den grad fodboldintellektet og vindermentaliteten inde under huden. Det er fantastisk at arbejde med disse spillere. Også tak til Toreby - Grænge for et fremragende arrangement.”

Kampfacts:

Peter Skov Jensen (36.: Casper Ankergren) – Søren Colding, Per Krøldrup, Nicolai Stokholm, Hans Henrik Andreasen – Stig Tøfting (anf.), William Kvist, Thomas ”TK” Kristensen – Danny Olsen, Jeppe Curth, Michael Birkedal (36.: Rene O. Hansen)

2.: 0-1 William Kvist, 4.: 0-2 Thomas ”TK” Kristensen, 9.: 0-3 Hans Henrik Andreasen, 12.: 0-4 Hans Henrik Andreasen, 13.: 0-5 Jeppe Curth, 16.: 0-6 Jeppe Curth, 24.: 0-7 Jeppe Curth, 26.: 0-8 Hans Henrik Andreasen, 31.: 0-9 Hans Henrik Andreasen, 34.: 0-10 Jeppe Curth, 45.: 0-11 Danny Olsen, 47.: 0-12 Jeppe Curth, 55.: 1-12 Toreby-G., 62.: 1-13 Jeppe Curth, 68.: 1-14 Jeppe Curth.


1. september 2022

OLD BOYS LANDSHOLDET SLUTTEDE DENNE SÆSON MED EN FLOT KAMP I ESBJERG

På den første dag i efteråret men med flot sommervejr skulle landsholdet spille dette års sidste kamp mod Esbjerg fB’s Old Boys på Blue Water Arena.

Kampen var i imødeset med stor glæde og spænding af alle spillere og staben, idet man her skulle møde dels spillerkollegaer fra Old Boys Landsholdets men også store og kendte profiler fra EfBs storhedstid, og forhåbentlig give de mange tilskuere en god fodboldoplevelse, som de måske har savnet i et stykke tid i Esbjerg.

Desværre løb Old Boys Landsholdets ind i problemer op til kampen: Morten ”Duncan” Rasmussen brækkede et ribben, Johan Absalonsen kom til skade med sit knæ om mandagen, Per Krøldrup fik et smæld i lænden, Martin Albrechtsen ukampdygtig pga. betændelse i akillessenen, og endelig blev Jonas Borring syg om natten op til kampen. Dette gjorde selvfølgelig, at det måske ikke var den helt ideelle trup, som træner Per Andersen kunne mønstre til kampen.

Kampen var i anledning af Blue Water Shippings 50-års jubilæum. Blue Water har igennem mere end 30 år stået for transporten af udstyr til landsholdene til EM- og VM-slutrunder, og det var på denne baggrund at Landsholdet stillede op til denne begivenhed. Blue Water inviterede hele byen til både fodbold og koncert samme aften, og næsten 5.000 tilskuere var mødt op på et flot solbeskinnet stadion med sommervarme, så tilskuerne rigtig kunne nyde deres stadionplatter.

Efter indmarch diverse holdfotos m.m. så var dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen, som var substitut Claus Bo Larsen, der normalt fløjter landsholdet kampe, endelig klar til at fløjte den meget imødesete kamp op.

EfBs hold startopstilling var med en del yngre spillere end landsholdets, og de lagde også pres på landsholdets bagerste kæder fra starten, men landsholdet stod godt på banen og fik stille og roligt spillet sig mere ind i kampen. Første halvleg var meget lige men med masser af god fodbold. Landsholdet havde nogle få sporadiske forsøg men uden at være farlige, mens Tommy Bechmann havde et af hjemmeholdets bedste forsøg.

Efter en hård og jævnbyrdig trængte begge hold til en velfortjent pause, hvor landsholdet måtte konstatere at Jacob ”Taz” Sørensen ikke kunne spillere videre efter en fiber i baglåret. Ligeledes skiftede landsholdets målmand, således at begge keepere kunne få en halvleg.

Anden halvleg var kun lige fløjtet i gang inden EfB fik sin første chance, men Morten Cramer reddede glimrende situationen.

Efter ca. 5 minutter i 2. halvleg kom kampens hidtil største chance, idet Peter Graulund blev spillet helt fri og havde frit løb mod EfBs mål, men i stedet for at sparken bolden i mål valgte han at spille bolden ud til Ebbe Sand, der var fulgt med op på venstre kanten af straffesparksfeltet. Desværre var Graulund aflevering både for hård og for spids, så bolden løbe ud over baglinjen. Det var vel den dårligste beslutning Graulund kunne træffe i den situation.

Bare minutter efter kom landsholdet foran med 0-1 efter et meget flot angreb, som blev startet af Thomas Kahlenberg, der spillede bande, og fik bolden igen inden han flot aflevere til Morten Bisgaard, der med et flot spark usvigeligt sikkert sparkede bolden i mål.

Desværre hvilede landsholdets lidt på laubærerne og bare to minutter efter kunne Hans Henrik Andreasen udligne til 1-1, da han udnyttede lidt rodet forsvarsspil af landsholdet, der først resulterede i en flot halvklaring af Morten Cramer, men bolden røg desværre lige ud til Hans Henrik Andreasen, der let kunne sende bolden i mål.

Herefter bølgede spillet frem og tilbage, hvor landsholdets dog var mest toneangivende pga. af EfBs udskiftninger til lidt ældre spillere, hvor bl.a. Morten Bisgaard havde et meget flot forsøg.

EfB havde nær scoret i overtiden, men kampen endte 1-1, som begge hold var meget tilfredse med.

Blue Water havde lavet et meget flot arrangement, og landsholdets spillere nød aftenen i fulde drag, selv om det kostede mange kræfter, og træner Per Andersen havde også kunne ros til sine hårdt kæmpende spillere:

”Årets sidste kamp med Old Boys Landsholdets var mod EfBs Old Boys og blev spillet i et højt tempo. Det var en rigtig flot indsats og fight af gutterne, der endnu en gang fandt spillerytmen og viljestyrken frem. En perfekt og god afslutning på en strålende sæson for Old Boys Landsholdet.”

Kampstatistik:

Peter Skov Jensen (36. Morten Cramer) – Johnny Thomsen, Michael Gravgaard (60.: Anders Møller Christensen), Chris Sørensen, Jacob “Taz” Sørensen (36.: Michael Nonbo) – Rasmus Würtz, Jan Michaelsen, Thomas Kahlenberg – Morten Bisgaard, Ebbe Sand og Peter Graulund.

På bænken: Søren Larsen uden at komme i kamp.


28/8-2022

UNDER DE TRUENDE TORDENSKYER LYNEDE OLD BOYS LANDSHOLDET

Boldklubben Marienlyst skulle fejre sit 100-års jubilæum med et besøg af Old Boys Landsholdet på den sidste fredag i august. Vejrmeldingerne var ikke lovende. Der var både lovet megen torden, regn og skybrud, men til stor glæde for arrangørerne udeblev både regn og torden på trods af sorte tordenskyer over Odense, hvor Old Boys Landsholdet så til gengæld lynede.

På Old Boys Landsholdet var en af Odenses store fodboldhelte nemlig Thomas Helveg i dagens anledning anfører, men også en del andre tidligere landsholdsspillere fra det fynske var udtaget til kampen, og det var også nogle af disse, der blev kampens store spillere. Jonas Borring fik sin debut ligesom Chris Sørensen, Johan Absalonsen, Morten Bisgaard, Carsten Hemmingsen og Martin Vingaard viste deres klasse og færdigheder i løbet af kampen.

Marienlyst havde lidt imod aftalerne et par DS-spillere på holdet fra starten af kampen og det gav kampen lidt ekstra, idet tempoet var ret højt af en oldboys kamp at være. Dette gav selv sagt ikke plads til de mange lækkerier, som landsholdet kan diske op med. Lidt synd for publikum. Samtidig gjorde de det også svært for dommer Claus Bo Larsen, idet alle mand stillede op med nr. 100 på ryggen. Til gengæld gav det mange dueller, hvor landsholdet med stor kløgt og bevægelighed spillede sig ud af de mange vanskelige situationer. I denne 1. halvleg var Morten Cramer i målet også en sikker sidste skanse.

Allerede efter to minutter havde Jonas Borring fra sin plads på højre kanten et godt indlæg til Martin Vingaard, der desværre ikke ramte bolden rigtig, og kort efter måtte Morten Cramer ud i en stor redning, da Thomas Helveg lavede en for kort aflevering i det bagerste forsvar.

I 5. minut måtte Steven Lustü bide i græsset og have behandling på banen da en Marienlyst spiller troede det var en pokalkamp og ikke en opvisningskamp. Lustü blev dog hurtig klar og var en sikker stopper sammen med Michael Gravgaard i resten af kampen.

Herefter var de et par gode chancer til Chris Sørensen på et godt langskud, mens Peter Graulund helkiksede en oplagt mulighed, inden Hans Henrik Andreasen tog sagen i egen hånd og lavede et flot raid op ad banen, og afleverede flot Peter Graulund i dybden, der sikkert sparkede bolden i kassen til en 0-1 føring til landsholdet.

Skyerne begyndte at trække sig sammen over Odense, og man kunne tydeligt høre tordenen rumle i baggrunden, og i samme moment havde Marienlyst en stor chance, som Morten Cramer måtte ud i fuld længde for at redde.

Resten af halvlegen bølgede spillet frem og tilbage men landsholdet havde dog et par store chancer til Peter Graulund på et godt hovedstød der strøg lige over overliggeren og fra Martin Vingaard på et godt fladt frispark lige uden for feltet, hvor keeperen reddede med en god fodparade.

Herefter ventede en velfortjent pause især til landsholdet, der havde spillet en af årets bedste halvlege.

I 2. halvleg havde Marienlyst skiftet en del af de ”helt unge” ud og det gave landsholdet lidt flere muligheder for flot fodboldspil.

Landsholdet startede halvlegen med at trykke modstanderen i bund og det gav resultat allerede efter 39. min. spil da Martin Vingaard flot spillede Hans Henrik Andreasen i dybden og han sparkede sikkert bolden i mål til 0-2. Et meget flot mål af landsholdet.

Landsholdet skiftede efter 45. min. Jonas Borring ud med Morten Bisgaard og efter bare tre minutter på banen sparkede han den i kassen til 0-3 på et flot langskud, hvor keeperen i målet hos Marienlyst var helt uden chance.

Bare minutter efter blev Johan Absalonsen nedlagt i feltet efter en flot dribletur, og han sparkede meget sikkert det efterfølgende straffespark i mål til 0-4.

Herefter bølgede spillet stadig ned mod Marienlysts mål men uden de store chancer, men i det 60. min. gjorde Martin Vingaard det flot til 0-5.

Dette blev også kampens slutresultat efter en meget flot kamp af Old Boys Landsholdet, og til glæde for den næsten 800 tilskuere der havde fundet vej til Marienlyst Centret, der denne aften kæmpede med store musikarrangementer inde i Odense.

Landsholdets træner Per Andersen havde disse kommentarer efter den flotte kamp:

”Igen en flot og sikker sejr til gutterne efter en flot kamp på højt niveau. Gutterne var igen meget dygtige til at flytte sig for hinanden og det overfor et godt hold med flere hurtige spillere. Alle vores må blev scoret efter meget gennemspillede angreb.

Vindermentaliteten var igen helt i top og lige så spillerytmen. Marienlyst folkene havde gjort meget ud af 100-års jubilæumskampen på alle måder. Også dejligt at Sepp Piontek benyttede lejligheden til at kigge forbi og hilse på holdet.!

Efter kampen var klubben vært for en flot buffet for de to hold og inviterede gæster.

Thomas Helveg holdt en flot aftale, hvor han roste klubben for det store arbejde og sendte også en tak til Claus Bo Larsen, der havde vist det danske flag som en respekteret dommer ude i Europa til internationale kampe. Som et kuriosum havde han en gave med til dommertrioen, idet han havde erfaret at Claus Bo altid en flaske Gl. Dansk med til disse kampe, og at han og linjedommerne efter en veloverstået kamp altid sagde tak for kampen med et bæger Gl. Dansk. En god gammel dansk tradition.

Kampfakta:

Morten Cramer – Thomas Helveg (Anf.), Steven Lustü, Michael Gravgaard, Chris Sørensen – Carsten Hemmingsen, Hans Henrik Andreasen, Martin Vingaard – Jonas Borring, Peter Graulund og Johan Absalonsen.

På bænken Peter Skov-Jensen, Morten Bisgaard, Rene o. Hansen og Michael Birkedal, der alle kom på banen i løbet af 2. halvleg.

Mål: 14.: 0-1 Peter Graulund, 39.: 0-2 Hans Henrik Andreasen, 48.: 0-3 Morten Bisgaard, 49.: 0-4 Johan Absalonsen (straffespark), 60.: 0-5 Martin Vingaard.

 

FORRYGENDE FLOT KAMP AF OLDBOYS-LANDSHOLDET

Oldboys-landsholdet skulle starte anden halvdel af sæsonen i den lille by Såby, som ligger mellem Roskilde og Holbæk. Byen har ca. 1.700 indbyggere og ligger i Lejre Kommune. På trods af byens størrelse formåede klubbens 1. hold i år at rykke op i Sjællandserien. Den højeste placering i klubbens 100-årige historie, som Oldboys-Landsholdet skulle være med til at fejre denne fredag i august.

Oldboys-landsholdet var meget stærkt denne sommeraften i Såby og repræsenterede tilsammen næsten 400 A-Landskampe. Selv DBU’s Fodbolddirektør, Peter Møller, stillede op og fik sin debut. Peter Møller brændte adskillige store chancer og kom ikke på scoringstavlen i sin debut.

Såby Fodbold havde stablet et meget flot arrangement på benene. Flemming ”Hutteli Hut” Toft var en meget veloplagt speaker, og til musik fra Roskilde Garden gik holdene på banen til præsentation, og efter en smuk spillet ”Der er yndigt land” af Roskilde Garden var holdene klar til kamp.

Der skulle ikke gå mere end 2 minutter, før Oldboys-landsholdet for øjnene af mere end 1.000 tilskuere fik den første store chance, som Peter Møller sparkede højt over mål. Så var der mere træfsikkerhed over Martin Jørgensen, Old Boys Landsholdet anfører, der efter bare tre minutter scorede sikkert på en løs chance i feltet.

Herefter fulgte nogle store chancer, hvor både William Kvist og Peter Møller ikke formåede at score, mens holdets målmand Peter Skov Jensen kunne stå og nyde den dejlige solskinsaften uden at blive udfordret af hjemmeholdet.

Efter 12. min. gik det igen galt for hjemmeholdet, idet William Kvist efter en flot dribletur fik lagt bolden lige ind i panden på Ebbe Sand, og så stod det 0-2 til landsholdet.

Midt i første halvleg måtte Søren Colding, der startede kampen med en lille fiber, lade sig udskifte med Thomas Kristensen. Han rokerede med Jan Michaelsen, således han dækkede venstrekanten, og Jan Michaelsen overtog Coldings plads på højrekanten.

Kort efter sin entré på banen gjorde Thomas Kristensen det til 0-3 på et meget flot mål, hvor Martin Jørgensen spillede ham fri med et langt diagonalskift.

Kort efter opstod en smule dramatik, da Ebbe Sand fik trådt sine ene støvle i stykker. Han måtte udgå, indtil en af hjemmeholdets spillede lånte ham et par erstatningsstøvler, men i den korte periode vikarierede Søren Larsen og nåede at brænde en stor chance. Efter tre minutter var Ebbe Sand igen på banen og nu i et par meget farvestrålende støvler.

Kort inden pausen gjorde William Kvist, der var i et gevaldigt spilhumør, det til 0-4 på et fladt hårdt spark.

I pausen lavede landsholdets træner Per Andersen to udskiftninger. Nicolai Stokholm og Johan Absalonsen gik ud og blev erstattet med Martin Retov og Jeppe Curth, men som han også sagde, så spiller vi i den stegende hede med flydende udskiftning, så det bliver nok til nogle flere minutter til jer begge to også i 2. halvleg.

Hjemmeholdet fik en forrygende start på 2. halvleg, da de gjorde det til 1-4 efter bare et minut, da Jan Michaelsen ikke helt var kommet ud af omklædningsrummet og tog sig en lille blund. Herefter gik der næsten 10 minutter inden landsholdet gjorde det til 1-5 på et meget flot og fladt langskud af Thomas Kristensen.

Bare minuttet efter gjorde Jan Michaelsen bod på sin andel i hjemmeholdet mål, idet han lavede et meget flot skruet indlæg fra højre, der fandt pandebrasken på Jeppe Curth, der flot headede den ind til 1-6 uden chance for keeperen.

Herefter kom der igen fat i Landsholdet og fem minutter efter gjorde Ebbe Sand det til 1-7 på et flot oplæg af William Kvist, der have taget en solotur på over en halv bane og af driblet adskillige modstandere.

Fem minutter tæmmer Peter Møller flot bolden og holder modstanderen væk, og hans tæmning spiller William Kvist helt fri, der sikkert kan sparke bolden i kassen.

Nogle minutter sener scorer Ebbe Sand til 1-9 på et oplæg fra Martin Jørgensen, og som straf blev han hevet ud af Per Andersen, der satte Søren Larsen på banen i stedet.

Søren Larsen var kun bane i omkring 5-6 minutter, inden han med et meget hårdt hovedstød gjorde et til 1-10 på et flot indlæg fra Jan Michaelsen.

Kampens dommer, Claus Bo Larsen, som havde glemt de gule og røde kort derhjemme, var begyndt at kigge på uret og havde næsten fløjten i munden, da Martin Jørgensen syntes, at festen ikke var slut endnu. Han tog chancen fra 25 meter, og hans flotte langskud susede i nettet til 1-11 sekunder inden Claus Bo Larsen fløjtede af.

Oldboys-landsholdets træner, Per Andersen, havde efter kampen disse kommentarer:

”Igen spillede gutterne en fremragende kamp. Ud over de 11 flotte mål, blev der også brændt adskillige store chancer. Spillerne var igen fremragende til at flytte sig for hinanden og skabe vinkler og trekanter i opspillet. Vinderkulturen sad igen lige i skabet.

Spillerytmen er god hver gang og det på trods af, at vi aldrig har trænet sammen, men spillernes evne til at tænke fodbold er helt i top.

Klubbens folk havde lavet et fantastisk stykke arbejde omkring kampen, så alt var på plads.”

Efter kampen var mere end 300 mennesker til spisning i hallen, hvor der blev holdt taler af landsholdets anfører Martin Jørgensen, der have mange og sjove kommentarer til kampen. Han overrakte sin trøje fra kampen til den ”tumpe”, der havde trådt ham så gevaldigt over foden i løbet af kampen, og klubbens formand fik overrakt to signerede kamptrøjer. Peter Møller fik lidt hint om sine albuer, og Claus Bo Larsen for manglende kendelser.

Zak Egholm, der er fodboldjournalist på Discovery, holdt en flot tale om sin barndomsklub. Fortalte om fællesskaber og hvad det kan medføre, og hvor stort og godt det er, at Oldboys-landsholdet tager rundt til små klubber og på den måde betaler tilbage på den fodboldopdragelse, de fik i de små klubber, inden de blev til store navne og landsholdsspillere.

Herefter blev Oldboys-landsholdet sunget ud af hallen med ”Vi røde og hvide”, mens de lokale sikkert har hygget sig over et flot jubilæumsarrangemnet til langt ud på natten.


FLOT SOMMERAFTEN DANNEDE RAMMEN FOR EN STORSEJR

En meget flot og varm sommeraften på det hyggelige og flot beliggende stadion hos Bangsbo Freja i Frederikshavn dannede rammen om Old Boys Landsholdets fjerde kamp i dette forår.

Bangsbo Freja havde lavet en flot ramme for kampen og allerede sidst på eftermiddagen var der aktivitet på stadionområdet, idet det blev spillet en lille turnering for ungdomshold. Det betød også at der allerede på dette tidspunkt var mange folk på stadion, og disse blev efterfølgende på stadion, så de kunne overvære de lokale helte prøve kræfter imod Old Boys Landsholdet.

Desværre blev Old Boys Landsholdet ramt af et par sene afbud, idet Martin Jørgensen havde været til Mutu’s afskedskamp i Bukarest, og her havde han pådraget sig en kraftig fibersprængning ii baglåret. Martin havde fremsendt et flot billede af hans baglår, så alle kunne se, at benet havde alle regnbuens farver, og bestemt ikke kunne bruges til en fodboldkamp. Allan Gaarde måtte også melde fra i sidste øjeblik idet han vågnede med feber om morgenen. Der blev handlet hurtigt på ”transfermarkedet” og der blev fundet et par gode erstatninger i gode ”gamle” Bjørn Kristensen samt ”unge” Daniel Christensen, der har spillet i bl.a. AaB, AGF og Vendsyssel.

Næsten 1.000 tilskuere var på plads da holdende gik på banen med klubbens fanebærer i spidsen, og efter en lang præsentation bl.a. på grund af de 25 spillere hos Bangsbo Freja og en lang opremsning af lokale sponsorer, så kunne speakeren give ordet til Frederikshavns borgmester Birgit Hansen, der med egne ord skulle sparke bolden op. Hun vidste ikke lige hvordan hun skulle sparken den op men ville gerne gøre det med den mest lækre spiller på Old Boys Landsholdet og her blev Søren Frederiksen valgt, idet han jo er født i Frederikshavn. Så var kampen sparket op!!

Hjemmeholdet havde tilsyneladende hørt om den øretæve, som Old Boys Landsholdet i sidste uge tildelte Terndrup IF, og de startede derfor med at stå meget dybt, og deres forreste mand stod nederst i midtercirklen på egen banehalvdel. Det betød et massivt pres på hjemmeholdets mål fra kampens start men uden de store chancer.

Dog brast hjemmeholdets forsvarsmur efter 10. minutters spil da Kasper Risgaard scorede til 0-1 efter flot sammenspil med Søren Frederiksen.

Herefter var der store chancer til Kasper Risgaard, Peter Graulund og til en helt fri Søren Frederiksen, der brændte den store chance på et svagt spark.

Peter Graulund fik allerede i kampens start en forstrækning, og måtte udskiftes med Daniel Christensen efter 20. minutters spil.

Resten af halvlegen blev også domineret af Old Boys Landsholdet, der bød på store chancer til Chris Sørensen og Thomas Augustinussen, men der blev ikke scoret yderligere. Mogens Krogh rørte vel kun bolden et par gange i 1. halvleg. Så stor dominans af Old Boys Landsholdet.

I halvlegen gav Old Boys Landsholdets træner Per Andersen en lille opsang, og det gav pote for kampens udvikling i 2. halvleg for på trods af den stegende hede, så satte landsholdets endnu mere damp på kedlerne.

Allerede efter fire minutters spil så scorede Daniel Christensen til 0-2 på oplæg fra Kasper Risgaard og kun to minutter efter kunne Thomas Augustinussen gøre til 0-3 med god hjælp af Søren Frederiksen.

Den lokale helt Søren Frederiksen fandt derefter sin gamle målnæse frem og scorede til 0-4 efter et massivt klumpspil og han gjorde det også til 0-5 kort efter.

Kasper Risgaard gjorde det til 0-6 ca. 10 minutter senere i kampen, og efter 59. min blev Bjørn Kristensen skiftet ind i steder for Jacob ”Taz” Sørensen.

Trykket var herefter gået af kedlerne, og de sidste 10 minutter blev styret stille og roligt af landsholdet uden de store åbne chancer.

Træner Per Andersen sagde efter kampen:

Endnu en rigtig god kamp af gutterne. Vi førte 1-0 ved pausen, selvom vi have nogle kæmpechancer fort at score flere mål. Bangsbo Freja trak sig langt tilbage på banen og var godt organiserede. I 2. halvleg fik vi scoret 5 mål efter imponerende godt opspil. Så endnu engang viset gutterne flot fodboldspil og stort engagement, vedholdenhed og viljestyrke.”

Heldigvis havde Bangsbo Freja sørget for dejlige kolde dåsebajere i omklædningsrummet, så nogle af de gamle anekdoter og røverhistorier lige kunne vendes endnu en gang. På den varme aften havde Bangsbo Freja sørget for aftensmaden i et stort partytelt lige bag ved klubhuset. Her havde klubben inviteret æresmedlemmer, sponsorer og andet godtfolk med, og det fik et fantastisk stand up show af Old Boys Landsholdet anfører Stig Tøfting. Stig kom omkring speakeren, der blev sammenlignet med Niels Hausgaard, og borgmester Birgit Hansen fik også læst og påskrevet om sin kvindelige udstråling, sparken bolden op og at han gerne så hende som borgmester i Aarhus i stedet for Jakob Bundsgaard. Dette på trods af at hun havde valgt Søren Frederiksen som den mest lækre spiller. Der skulle hun måske gå til Louis Nielsen. Hans eget hold fik også læst lektien, og Daniel Christensen blev kaldt op for at holde en debutanttale, som dog ikke imponerede Stig. Han sagde jo intet.

Efter endnu en flot opvisning af Old Boys Landsholdet. 1.000 tilfredse tilskuere hos Bangsbo Freja og et telt der fik grinet igennem af Tøfting onemanshow, kan Old Boys Landsholdet gå på sommerferie inden kampene i august og september mod Såby, BK Marienlyst og et udvalg Esbjerg fB hold på Blue Water Arena i Esbjerg.

Kampfakta:

Bangsbo Freja – Old Boys Landsholdet fredag d. 24. juni 2022.

Resultat: 0-6 (0-1).

Mål: 10.: 0-1 Kasper Risgaard, 39.: 0-2 Daniel Christensen, 41.: 0-3 Thomas Augustinussen, 43.: 0-4, Søren Frederiksen, 45.: 0-5 Søren Frederiksen, 53.: 0-6 Kasper Risgaard.

Dommer: Carl Johan Christensen.

Mogens Krogh – Hans Henrik Andreasen, Steven Lustü, Thomas Gaardsøe, Chris Sørensen – Stig Tøfting (Anfører), Thomas Augustinussen, Kasper Risgaard – Peter Graulund (20.: Daniel Christensen), Søren Frederiksen og Jacob ”Taz” Sørensen (59.: Bjørn Kristensen).

REGNFULD FODBOLDOPLEVELSE I TERNDRUP

Efter en måneds pause var Old Boys Landsholdet igen klar til kamp. Terndrup IF, der havde haft 75-års jubilæum sidste år, havde budt Old Boys Landsholdet op til kamp i denne anledning, og de ”gamle landsholdsdrenge” mødte talstærkt op i Terndrup på det lille hyggelige stadion i udkanten af byen. Igen var byen flot pyntet op med flagallé igennem hele hovedgaden, så man ikke var i tvivl om, at det var en festdag for Terndrup og omegn.

Desværre var vejret ikke med arrangørerne og det regnede faktisk kraftigt igennem hele kampen. Heldigvis havde Terndrup solgt over 700 billetter i forsalg og solgt sponsorater for omkring 100.000 kr. i forbindelse med kampen, så det manglende salg af fadøl og pølser på grund regnen var til at leve med på baggrund af de andre indtægter i forbindelse med kampen.

De mange tilskuere fik en flot indmarch af begge hold flankeret af mange børn, og en lokal kvindelig amatør sang nationalsangen så selv gråspurvene pippede med. En meget smuk optakt.

Den oplagte speaker Tommy Poulsen bedre kendt som Tommy Kuglepen krydrede præsentationen af landsholdsspillerne med masser af fakta og fulgte dette op under hele kampen med små anekdoter og andre sjove informationer.

Old Boys Landsholdet var dog ikke i gavehumør og allerede i det 2. minut gjorde Jacob ”Taz” Sørensen det til 0-1 på en flot stikning fra Allan Gaarde. Samme Taz var på færde nogle minutter senere men målet blev korrekt annulleret for off side.

Landsholdet have helt overtaget og diskede op med mange flotte detaljer og angreb, som førte til en 0-2 føring efter 10. min. Her lagde Kasper Risgaard et flot indlæg fra højre til Peter Graulunds pandebrask. Samme duo var også med i målet til 0-3 bare to minutter senere, hvor Graulund forsøgte at drible udenom målmanden, men som fik hænderne på bolden men ikke mere end den endte hos Kasper Risgaard der sendte den i det tomme mål. Det blev 0-4 ved Sten Lustü, der kunne puffe bolden over stregen på et hjørnespark fra Taz, der blev headet videre af Chris Sørensen. Risgaard gjorde det til 0-5 på et flot oplæg fra Johnny Thomsen og det blev også 0-6 da Peter Graulund, Johnny Thomsen og Allan Gaarde spillede flot sammen i trekanter og Gaarde kunne sætte sidste fod på bolden.

Kort efter svigtede koncentrationen i midterforsvaret hos landsholdet, og hjemmeholdet kunne gøre det til 1-6 på den dyb stikning, der gav en friløber til hjemmeholdets angriber og uden chance for Peter Skov Jensen i landsholdets mål.

Der gik dog kun to minutter så svarede landsholdet igen. Stig Tøfting lavede et flot og hårdt indlæg, som Johnny Thomsen hårdt kunne heade ind i øverste målhjørne via overliggeren. Minuttet senere scorede landsholdet et rent AaB mål, idet Rasmus Würtz spillede bolden i dybden til Risgaard, der bare skulle trille den videre til Allan Gaarde der let kunne score i et tomt mål.

Landsholdets forsvar var dog allerede gået til pause, så hjemmeholdet kunne igen spille en flot bold i dybden og de scorede igen uden chance for Peter Skov men det ville landsholdet ikke have siddende på sig, så Taz gjorde hurtigt til til halvlegsresultatet 2-9.

I pausen valgte landsholdets træner Per Andersen at udskifte Rasmus Würtz, der havde en forstrækning i læggen med Michael Nonbo og Kasper Risgaard blev udskiftet med Michael Birkedal, der er 62 år og still going strong. Birkedal har faktisk været med omkring Old Boys Landsholdet i næste 30 år.

Regnen og den tunge bane havde krævet en del kræfter i 1. halvleg og tempoet blev sat lidt ned efter pausen men der gik alligevel kun to minutter inden Michael Birkedal gjorde det til 2-10 på et fladt indlæg fra Taz. Samme Taz havde i 2. halvleg en hel motorvej for sig selv ovre på venstrekanten og var med i de næste tre mål som landsholdet scorede. Første gjorde Peter Graulund det til 2-11 og samme Graulund scorede også til 2-12 inden Allan Gaarde scorede til 2-13 på et hovedstød.

I slutningen af halvlegen overlod Stig Tøfting pladsen til René O. Hansen den anden af landsholdets veteraner og der skulle kun gå nogle minutter før han fik chancen for at score på et straffespark efter at Peter Graulund var blevet fældet i feltet. Desværre blev hans dårlige placerede spark let reddet af målmanden.

I det sidste fem minutter af kampen havde landsholdet flere store chancer men ind ville bolden ikke men det lykkedes alligevel i allersidste minut da Kasper Risgaard scorede til slutresultatet 2-14, og kort efter fløjtede dommeren Claus Bo Larsen kampen af.

Old Boys Landsholdets træner Per Andersen sagde efter kampen:

 ”Jeg synes igen, at vi spiller en rigtigt flot kamp med mange imponerende mål efter flotte gennemspillede angreb. Spillerne flyttede sig på fremragende vis for hinanden, hvilket gjorde kampen meget seværdig, håber jeg, for publikum.

Vi har aldrig trænet sammen og stiller med forskellige hold hver gang – men alligevel viser samtlige gutter en fantastisk spillerytme og vinderkultur.”

Kampfakta:
Terndrup IF – Old Boys Landsholdet fredag d. 17. Juni 2022.

Resultat: 2-14 (2-9).

Mål.: 2.: 0-1 Jacob ”Taz” Sørensen, 10.: 0-2 Peter Graulund, 12.: 0-3 Kasper Risgaard, 19.: 0-4 Steven Lustü, 22.: 0-5 Kasper Risgaard, 26.: 0-6 Allan Gaarde, 27.: 1-6, 29.: 1-7 Johnny Thomsen, 32.: 1-8 Allan Gaarde, 34.: 2-8, 35.: 2-9 Jacob ”Taz” Sørensen, 37.: 2-10 Michael Birkedal, 41.: 2-11 Peter Graulund, 42.: 2-12 Peter Graulund, 49.: 2-13 Allan Gaarde og 70.: 2-14 Kasper Risgaard.

Dommer: Claus Bo Larsen.

Peter Skov Jensen – Johnny Thomsen, Steven Lustü, Thomas Gaardsøe, Chris Sørensen – Rasmus Würtz (36.: Michael Nonbo), Stig Tøfting 57.: Rene O. Hansen), Allan Gaarde – Kasper Risgaard (36.: Michael Birkedal (61.: Kasper Risgaard), Peter Graulund og Jacob ”Taz” Sørensen.

FLOT OPVISNING AF OLD BOYS LANDSHOLDET I MØNSTED

Når Old Boys Landsholdet spiller rundt omkring i Danmark, så er det noget byen og klubben taler om i måneder inden kampen og i flere år efter kampen. Det emmer simpelthen af noget stor og noget fodboldhistorie, når Old Boys Landsholdet gæster de små klubber og byer.

Mønsted var ikke nogen undtagelse og allerede ude fra Hovedvej 16, hvor man drejer ind til den lille by Mønsted med de berømte kalkgruber, var Dannebrogsflagene hejst. Kort efter Hovedvej 16 kommer du ind i den lille bys hovedgade og her var opstillet flagallé hele vejen frem til byens epicenter. I dette tilfælde det imponerende kultur- og idrætscenter, der ligger midt i byen. En meget fremsynet landmand skænkede for mange år siden området til kommunen, og nu har den lille by både Idrætshal, kulturcenter, mødelokaler og fodboldbaner, som er opkaldt efter en af klubbens største støtter. Det kaldes nemlig ”Siwert Park”, og er opkaldt efter Børge Siwert, der var æresmedlem i klubben. Efter hans død blev han en endnu større støtte for Mønsted IF, idet han havde testamenteret mere end en halv million kroner til klubben.

”Siwert Park” dannede en festlig ramme om kampen, hvor mere end 600 tilskuere var mødt frem for at se de ”gamle landsholdsspillere” for at få en underholdende aften. Til daglig bor der omkring 750 personer i Mønsted. Så næsten hele byen var mødt op.

Old Boys Landsholdets træner Per Andersen var dog noget bekymret inden kampen, idet hjemmeholdet bestod af klubbens Serie 3, der spiller om oprykning til Serie 2. Gennemsnitsalderen på modstanderholdet var vel omkring de 25 år, og yngste mand var bare 17 år, men han fik aldrig grund til bekymring under kampen.

Allerede fra første fløj af Old Boys Landsholdets faste dommer Claus Bo Larsen sad Old Boys Landsholdet på kampen og allerede i første minut fik holdet en stor chance, men der blev korrekt fløjtet for off side.

Hjemmeholdet forsøgte at trykke på men Old Boys Landsholdet kompakte forsvar med Steven Lustü og Ralf Pedersen i spidsen styrede stille roligt forsvaret og spillede sig ud af alle farlige situationer.

I det 6. minut gik det galt for hjemmeholdet og et godt gennemspillet angreb i højre side endte hos Hans Henrik Andreasen der sikkert sparkede bolden ind ved nærmeste stolpe til en føring på 0-1.

Bare minutterne efter havde Søren Colding et flot indlæg til Ebbe Sand, men hans kraftfulde hovedstød blev flot reddet af den lokale keeper.

Hjemmeholdet sporadiske angreb blev alle trevlet op og imens spille Old Boys Landsholdet nærmest Tiki-Taka fodbold, og de unge spillere hos modstanderne løb mange kilometer forgæves i Old Boys Landhsoldets flotte kombinationer.

Gode forsøg af Martin Jørgensen og Jakob Poulsen gav dog ikke mål, og endnu en flot kombination mellem netop disse to spiller gjorde at hjemmeholdet var presset i bund. En flot stikning til Ebbe Sand burde have ført til endnu et mål, men desværre ramte han den helt forkert.

Den næste stikning fra Martin Jørgensen til Ebbe Sand gav dog et flot mål, og bare to minutter efter gjorde samme Ebbe Sand det til 0-3, da endnu et flot skruet indlæg fra Søren Colding gav Ebbe Sand chancen for at heade bolden i nettet.

Kort efter gjorde hjemmeholdet det til 1-3. Ingen ved om det solen der blændede Steffen Rasmussen eller om han havde sæberne på handskerne, men han missede totalt et indlæg fra højre, som gled ud af hænderne og landede hos Mønsteds angriber, der kunne trille bolden i mål.

Old Boys Landsholdet var dog ikke færdige med underholdningen og målene. Hans Henrik Andreasen, der spillede en flot kamp som hængende angriber på højrekanten gjorde det til 1-4 med et flot spark.

Herefter skulle holdene lige ind og sunde sig lidt over en varm kop te og til en lille peptalk.

2. halvleg var knap fløjtet op, før Ralf Pedersen gjorde det til 1-5 for Old Boys Landsholdet, og kort efter gjorde Ebbe Sand det til 1-6 efter et flot oplæg af Jakob Poulsen. Man må sige, at Ebbe Sand ikke har glemt målinstinktet og hvordan man scorer mål.

Forsvarsspilleren Chr. Duus Pedersen ville heller ikke stå tilbage og gjorde det til 1-7 efter en flot kombination med Tommy Bechmann, men glæden var kort for ham, idet han lidt senere i kampen lavede en ”Jesper Olsen” og spillede en Mønsted spiller helt fri, så denne kunne reducere til 2-7.

I kampens døende minutter, hvor dommer Claus Bo Larsen havde helt styr på begivenhederne, gjorde Jakob Poulsen det til 2-8. Han havde luret, at hjemmeholdets målmand var lidt langt ude af sit mål, og han lagde fra ca. 18 meter bolden i kassen med er perfekt loop.

Spillerne blev klappet af banen efter en flot kamp der havde det hele. Det var klassespil af Old Boys Landsholdet mod nogle unge løbestærke drenge, og de krydrede kampen med mange flotte detaljer og mål. Klasse fornægter sig ikke.

Per Andersen, Old Boys Landsholdets træner havde følgende udsagn efter kampen:

”Jeg syntes, at vi spillede en rigtig god og flot kamp mod disse unge spillere og vandt kampen 8 - 2.

Spillerne var imponerende dygtige til at flytte sig for hinanden. Spillernes fodbold - intellekt er fremragende - for fodbold er en tankesport.  Ud over spillernes fodboldintelligens har de alle efter mange år i topidræt en utrolig stærk vinderkultur, der i den grad også blev vist i kampen. Vi scorede også fremragende mål efter fantastisk opspil.

Omkring arrangementet havde man gjort utrolig meget ud af det. Der var endda hejst flag i hele byen.”

Efter kampen var Mønsted IF vært ved et lækkert aftensmåltid, hvor mange af tilskuerne også deltog, idet klubben havde solgt pakker hvori der indgik både fodbold og mad efter kampen.

I Tøftings fravær holdt Martin Jørgensen, som var holdets anfører denne aften den altid sjove og underholdende tale til modstanderne og klubben. Han overrakte også to af holdets spilletrøjer med autografer til Frank fra Mønsted, som var tovholder på hele arrangementet. Tøfting satte dog sit præg på talen idet han samme formiddag havde sendt Martin en mail omkring hvad han skulle huske at have med i talen, såsom at ”håne” Claus Bo Larsen for aldrig at komme ud af midtercirklen, genere sin egen målmand, der sikkert har lavet et drop, og det passede netop. Udnævne den dårlige spiller på hjemmeholdet og give ham en hadegave og mere af samme skuffe. Alle fik sig en rigtigt godt grin, og talen var perfekt udført af Martin Jørgensen, der også have sine egne sjove input til aftenens forløb.

Kampfakta:

Mønsted IF – Old Boys Landsholdet 2-8 (1-4)

Tilskuere: Ca. 600.

Mål: 06.: 0-1 Hans Henrik Andreasen, 24.: 0-2 Ebbe Sand, 26.: 0-3 Ebbe Sand, 27.: 1-3, 40.: 1-5 Ralf Pedersen, 43.: 1-6 Ebbe Sand, 46.: 1-7 Christian Duus Pedersen, 60.: 2-7, 70.: 2-8 Jakob Poulsen.

Steffen Rasmussen – Søren Colding, Steven Lustü, Ralf Pedersen, Christian Duus Petersen – Jakob Poulsen, Martin Bergvold (debutant), Martin Jørgensen (anfører) – Hans Henrik Andreasen, Ebbe Sand og Jeppe Tengbjerg (25.: Tommy Bechmann).

 

Holdfoto Old Boys Landsholdet I Aabenraa 06.05.22 Oldboyslandsholdet vandt hele 1-4 ude mod Aabenraa.

 

Aabenraa BK– Old Boys Landsholdet

den 6. maj 2022.

Så oprandt dagen, dog et par uger senere end det økologiske kvæg, hvor de gamle landsholdsspillere endelig kunne få græs under fødderne, og vise deres store fodboldkunnen til publikum rundt omkring i hele Danmark.

Årets første kamp blev spillet i Aabenraa, hvor den lokale boldklub havde 100 års jubilæum i 2020. En vis sygdom spændte dog ben for fejringen den gang, så nu kunne jubilæet endeligt blive fejret og det i selskab med Old Boys Landsholdet.

Old Boys Landsholdet havde dog lidt problemer inden kick off, idet hele tre spillere på kampdagen måtte melde fra p.g.a. sygdom, og derfor blev ”gamle” John Lauridsen støvet af, idet han med meget kort varsel stillede sig til rådighed og det selv om han skulle komme direkte fra arbejde, og hverken havde støvler, skinner eller andet klar til en fodboldkamp. Der blev skaffet et par nye sorte fodboldstøvler til John, og han fik fortjent et kvarters tid på banen.

Aabenraa dejlige stadion dannede en flot ramme om kampen på den lune forårsaften, hvor solen sporadisk sendte sine stråler ned gennem skyerne og det så flot ud da de to hold gik banen med dommeren Claus Bo Larsen og flankeret af en perlerække af unge AABK’ere, der fik den oplevelse at gå med spillerne i hånden.

Claus Bo Larsen har stillet sig til rådighed for alle Old Boys Landsholdet kampe i 2022, og han fik store klapsalver da han vendte ryggen til Tøftings fagter og verbale angreb, hvor Tøfting mente hen klart var blevet bortdømt. God underholdning for de ca. 1.200 fremmødte tilskuere.

Kampfakta:
Tid og sted: fredag den 6. maj i Aabenraa
Aabenraa BK - Old Boys Landsholdet 1-4 (1-3)

Mål: 1.: 0-1 Johnny Thomsen, 6.: 1-1 Martin Madsen, 8.: 1-2 Peter Graulund, 34.: 1-3, 53.: 1-4 Simon Busk Poulsen.

Morten Cramer – Johnny Thomsen, Anders Møller Christensen, Thomas Helveg, Simon Busk Poulsen – Stig Tøfting, Esben Hansen, Martin Jørgensen – Morten Bisgaard, Peter Graulund og Hans Henrik Andreasen.

Smuk sensommeraften og Fynslund dannede rammen om Sepps afskedskamp

Optakten til denne kamp blev lidt speciel, idet Sepp tidligere på ugen havde meddelt, at det blev han sidste kamp på et dansk landsholds trænerbænk. Det gjorde, at kampen pludselig blev landsdækkende, da flere store aviser og tv stationer meldte deres ankomst til kampen.

Spillere og ledere kunne også fornemme dette, allerede da de kørte ind af vejen til stadion ved Fynslund Hallen, hvor alt var klædt i rødt og hvidt, og hvor de lokale frivillige havde travlt med at styre parkeringen til alle de ankomne biler.

Klubben havde også gjort alt for at løfte Sepp’s afskedskamp op til et højere niveau. Der var lavet tribuner af halmballer kørt ind fra den nærliggende ”Nørupgaard”, der var telt til speakeren, flagallé fra omklædning til banen, VIP-lokale i hallen og et stort telt der solgte stadionplatter til alle de fremmødte, som kom til kampen fra nær og fjern.

Holdene med små lokale pige- og drengespillere gik på banen til klubbens slagsang, og dannede herefter espalier, hvorefter Sepp til tonerne af ”Re-Sepp-ten” og store klapsalver gik på banen til sin afskedskamp på landsholdsbænken.

Herefter blev der sunget nationalsang, der smukt blev akkompagneret af en lokal sangerinde med støtte fra guitar. Efter den smukke nationalsang, hvor hele stadion sang med, overtog Old Boys Landsholdets anfører mikrofonen og holdt en flot tale, hvor han blandt andet omtalte den betydning, Sepp har haft for dansk fodbold, og at han frem for alt fik troen på sejr ind under huden på alle spillere. Også hos spillere der fulgte efter Sepp’s æra på Fodboldlandsholdet. ”Du vandt desværre ikke noget Sepp, men det gjorde jeg jo heller ikke,” sagde Martin Jørgensen, men til gengæld lærte du os, at hårdt arbejde kan betale sig, og at man aldrig skal være tilfreds med et nederlag. På denne baggrund vandt du næsten alle danske fodboldhjerter i 80’erne, og du kan i dag se, at du stadig har et stort navn i dansk fodbold, og at du har haft en stor betydning for den udvikling der er sket igennem de sidste 40 år.

Alle nuværende og tidligere spillere på Old Boys Landsholdet havde samlet ind til gaver, og den ene af gaverne overrakte Martin Jørgensen herefter til Sepp til stående ovationer fra de omkring 1.000 fremmødte tilskuere. Meget flot når man tænker på, at der til dagligt kun bor omkring 500 mennesker i Fynslund og Jordrup, hvor Fynslund BK er hjemmehørende.

Kampen kunne herefter fløjtes op af den lokale dommertrio, som heldigvis ikke fik den travleste aften men også fik lejlighed til at nyde den omgang champagnefodbold, som Old Boys Landsholdet diskede op med i anledningen af Sepps afskedskamp.

Kombinationerne flød og det ene flotte angreb efter det andet rullede frem mod den lokale klubs mål. Allerede efter 16. minutter havde Old Boys Landsholdet scoret fem mål. Det ene flottere end det andet.

Det kunne være blevet til flere, men med lykke og held fik Fynslund’s målmand og forsvar afværget flere oplagte chancer, mens publikum fik underholdning på højeste plan.

Inden pausen score Old Boys Landsholdet yderligere fire mål, og 1. halvleg endte med målscore 9-0 til Old Boys Landsholdet.

I pausen skiftede træner Per Andersen og Sepp fire spillere. Om det var årsagen til lidt færre mål i 2. halvleg vides ikke, men hjemmeholdet havde også fået styrket defensiven til 2. halvleg, hvilket gjorde det lidt mere besværligt for Old Boys Landsholdet at komme til chancer.

Der var en flot debut til Johan Absalonsen, der kronede debuten med to mål, mens Jakob Poulsen, Martin Jørgensen og Peter Graulund også gav publikum valuta for pengene.

Kampen endte med en 13-0 sejr til Old Boys Landsholdet, og Fynslund BK undgik dermed at komme i rekordbøgerne for den klub der har lidt det største nederlag til Old Boys Landsholdet. Det tjener Fynslund BK til stor ære.

Efter kampen var Fynslund BK vært ved en flot middag, hvor talerne blev lange og maden kold, idet en repræsentant fra JBU skulle uddele æres- og sølvnåle til en del af den store skare frivillige, som holder klubben i gang i hverdagen.

Martin Jørgensen og Per Andersen samt formanden for Fynslund BK holdt taler, hvor Sepp blev hyldet for sin betydning for dansk fodbold, og derefter fik Sepp endnu flere flotte gaver.

Sepp fik denne aften i Fynslund en meget flot afsked med dansk fodbold og Old Boys Landsholdet, hvor spillerne viste, hvorfor de har spillet på det rigtige landshold og været med på topplan. Der var flotte detaljer fra stort set alle spillerne, og de mere end 1.000 fremmødte tilskuere fik det show og den fodboldopvisning, som Sepps sidste kamp fortjente.

Desværre var det årets sidste kamp for Old Boys Landsholdet, men holdet glæder sig allerede til næste års kampe rundt omkring i hele Danmark. Old Boys Landsholdet håber, at dette års meget flotte kampe og med stadionrekorder i både St. Heddinge, IK Rosendal og Fynslund BK kan få endnu flere små klubber til at søge om en kamp med Old Boys Landsholdet i 2022.

På gensyn i 2022.

Kampfakta:
Tid og sted: Lørdag den 11. september kl. 18:30 i Fynslund
Fynslund BK – Old Boys Landsholdet 0-13 (0-9)

06.: 0-1 Jakob Poulsen, 09.: 0-2 Hans Henrik Andreasen, 10.: 0-3 Peter Graulund, 14.: 0-4 Peter Graulund, 16.: 0-5 Jakob Poulsen, 22.: 0-6 Johan Absalonsen, 28.: 0-7 Peter Graulund, 33.: 0-8 Chris Sørensen, 34.: 0-9 Johan Absalonsen, 51.: 0-10 Jakob Poulsen, 54.: 0-11 Johnny Thomsen, 57.: 0-12 Peter Graulund, 62.: 0-13 Johan Absalonsen.

Mogens Krogh (36.: Steffen Rasmussen) – Johnny Thomsen, Steven Lustü, Anders Møller Christensen, Chris Sørensen (36.: Michael Nonbo) – Jakob Poulsen, Hans Henrik Andreasen (36.: Carsten Hemmingsen), Martin Jørgensen (Anf.) – Peter Graulund, Tommy Bechmann (36.: Jacob ”Taz” Sørensen) og Johan Absalonsen.

Kæmpesejr til Oldboyslandsholdet i silende regnvejr


Hvor var det synd for den jubilerende værtsklub, Herstedøster IC, at vejrguderne viste sig fra sin værste side denne sidste fredag aften i august.

Trods dette fik de godt 425 trofast fremmødte en fin opvisningskamp, hvor især den debuterende venstrekant, Thomas Kristensen gjorde sig bemærket – især i kampens indledning. Her scorede han nemlig alle Oldboys Landsholdets 3 første mål inden der var gået 20 minutter, og lagde grunden til en målfest denne aften.

Ganske vist havde værtsholdet – der i parentes bemærket stillede op med nogle kvindespillere i angrebet – fået reduceret med deres enlige mål ved stillingen 0-2. Et mål, som alene var udslag af det meget våde vejr – bolden trillede fra målmand Peter Skov gennem vandpytterne og langsomt over målstregen.

Men trods de dårlige vejrforhold lykkedes det for træner Per Andersens tropper at begejstre de fremmødte med fine spildetaljer, finurlige driblinger og skud fra distancen, hvor hjemmeholdets målmand gang på gang bogstaveligt talt kom på glatis og ikke havde en chance for at parere eller klare skuddene. – Holdene gik til pause ved stillingen 1-5.

Anden halvleg bød på hele seks mål af Oldboys Landsholdet sat ind af lidt flere forskellige af holdets profiler, herunder endnu en debutant, Danny Olsen, der scorede to gange.

Ærgerligt, at kampen nærmest druknede i regn – men trods alt: Old Boys Landsholdet gav en flot opvisning til de fremmødte, og et Hjerteligt Tillykke med jubilæet til værterne, Herstedøster IC-

Kampfakta

Tid og sted: Fredag den 27.august 2021 kl. 18.30
Kamp: Herstedøster IC – DBU’s Oldboys landshold (2 x 35 minutter)
Anledning: Herstedøster IC’s 100 års jubilæum
Tilskuere: 417
Resultat: 1-11 (1-5)(0-6).

Målene: 0-1 Thomas Kristensen (3), 0-2 Thomas Kristensen (10), 1-2 (15), 1-3 Thomas
Kristensen (17), 1-4 Mikkel Beckmann (24), 1-5 Thomas Kristensen (34),
1-6 Thomas Kristensen (40), 1-7 Danny Olsen (42), 1-8 Mikkel Beckmann (45),
1-9 Peter Madsen (47), 1-10 Danny Olsen (63), 1-11 Peter Madsen (68).

DBUs Holdopstilling: Peter Skov Jensen (36.: Jan Hoffmann) – Søren Colding (Anf.), Kim Daugaard, Kris Stadsgaard, Jan ”Krølle” Kristiansen (36.: Rene O. Hansen) – Carsten Hemmingsen (36.: Martin Albrechtsen), William Kvist, Mikkel Beckmann - Danny Olsen (debut), Peter Madsen og Thomas ”TK” Kristensen (debut).

FLOT FODBOLDAFTEN HOS IK ROSENDAL, HVOR OLD BOYS LANDSHOLDET STOD FOR UNDERHOLDINGEN.

Old Boys Landsholdet spillede fredag aften sæsonens fjerde kamp på Jutlander Stadion v. Hobro mod IK Rosendal. Det var en udsat kamp fra 2020, hvor IK Rosendal havde 40 års jubilæum.

Det blev en rigtig flot aften med god fodbold, og mange år. Et flot arrangement af IK Rosendal gjorde at næsten 1.000 fremmødte tilskuere fik underholdning for alle pengene.

Underholdningen bestod af to meget oplagte speakere. IK Rosendals svar på Monrad & Rislund. Endvidere en ung sangerinde, der sang ”Der er et yndigt land” lige så smukt, som solen der skinnede ned over stadion. Røg og damp fra romerlys uden at dommeren behøvede at stoppe kampen. Aftenens grin kom efter ca. 5 min. i 2. halvleg, hvor et væddemål skulle afgøres og en streaker løb på banen med alle herlighederne gemt i en hånd. Stig Tøfting bemærkede i talen efter kampen, at der var vidst ikke meget at prale af eller også havde han stået og frosset i 1. halvleg.

Old Boys Landsholdet satte sig fra starten på kampen og havde mange gode kombinationer op ad banen, som gav Allan Gaarde en stor hovedstødschance, der desværre ramte overliggeren, og en næsten friløber til Martin Jørgensen, som desværre ikke fik afsluttet ordentligt.

Allerede efter 6. min. kom Old Boys Landsholdet på 1-0, da Johnny Thomsen ihærdigt jagtede et par Rosendal spillere og fik pillet boldene fra dem, hvorefter han iskoldt afsluttede fra kanten af straffesparksfeltet, og sendt bolden ind i det korte hjørne.

Old Boys Landsholdet forsatte presset og i det 13. min sendte Johnny Thomsen et godt indlæg ind fra højre og Allan Gaarde sprang meget højere end alle de forsvarende Rosendal spillere og headede bolden sikkert ind til 2-0.

Rosendal fik herefter lidt mere spil, og det resulterede i et frispark lidt uden for straffesparksfeltet i højre side. Steffen Rasmussen fik stillet en flot og bred mur op, men fik den åbenbart stillet så effektivt, at han slet ikke kunne se, at den tidligere Hobro-spiller Mads Justesen på et flot spark sendte bolden rundt om muren og op i målets højre hjørne. Flot mål og faktisk også Rosendals eneste skudforsøg i første halvleg.

Kort efter scorede Old Boys Landsholdet et par hurtige mål. Det var begge gange Hans Henrik Andreasen, der scorede på hovedstød. Først på et flot indlæg fra Peter Graulund og dernæst på et hjørnespark fra Jakob Poulsen, der blev forlænget til Hans Henrik Andreasen af Allan Gaarde.

I halvlegens sidste minut scorede Martin Jørgensen til 5-1 på en ripost fra målmanden.

I pausen skiftede Old Boys Landsholdets træner Per Andersen et par spillere, idet Hans Henrik Andreasen og Allan Gaarde gik ud og blev erstattet af Michael Nonbo og Tommy Bechmann. Old Boys Landsholdet fortsatte de gode takter i 2. halvleg men en stærk spillende keeper i Rosendals mål gjorde, at der kun blev scoret et enkelt mål af Martin Jørgensen til 6-1.

Der var chancer til flere mål, men bl.a. Peter Graulund brændte en kæmpechance over to omgange, og Jakob Poulsen havde også en stor chance i sin debutkamp men fik ikke ramt bolden ordentligt.

Jakob Poulsen fik en flot debut, selv om Martin Jørgensen havde gjort alt for at ødelægge oplevelsen for Jakob Poulsen. Martin havde gemt hans spillesæt i brusekabinen, så Jakob Poulsen måtte tage det sæt med nr. 12, der var pakket til en skadet Christopher Poulsen, der havde meldt afbud. Det betød, at speakerne igennem hele 1. halvleg kaldte ham Christopher Poulsen, indtil de opdagede fejlen ved pausen.

Efter kampen var IK Rosendal vært ved en flot buffet, og her takkede formanden Pia Poulsen for Old Boys Landsholdets deltagelse i klubbens 40 års jubilæum. Hun var meget stolt over besøget, og at alle spillere var så søde og hjælpsomme omkring medvirken til autografskrivning med mere.

Stig Tøfting takkede også på Old Boys Landsholdets vegne Pia Poulsen og alle de frivillige i klubben for en flot aften, hvor alt klappede. Stig kom også i sin tale ind på det to fantastiske speakere, som ikke gjorde underholdningen mindre på baggrund af deres kendskab til næsten alt privatliv hos de lokale Rosendal spillere. Han syntes dog, at nu der skulle sendes en streaker på banen, så kunne man godt have valgt én med lidt bedre udstyr. Konstaterede også at Steffen Rasmussen’s eneste svaghed er skud på mål, under henvisning til Rosendals eneste forsøg i 1. halvleg. Et par af lokale helte fik også et par stikpiller, mens Jakob Poulsen ikke skulle være sikker på flere kampe, når han ikke kunne score på Stig’s flotte oplæg.

Per Andersen havde følgende kommentarer til kampen og arrangementet:

”Endnu engang viste Old boys landsholdet rigtig god fodbold og en stærk vindermentalitet.

Spillet var specielt i 1. halvleg præget af hurtig boldomgang og stor bevægelighed, hvor spillerne flyttede sig rigtig godt for hinanden. Udover at score fem flotte mål, havde gutterne også mange andre chancer.

I 2. halvleg var vi stadig dominerende uden dog at score mere end et enkelt mål, selvom der var chancer til flere scoringer.

Jeg er imponeret af, hvad de tidligere professionelle landsholdsspillere kan præstere uden at have trænet sammen en eneste gang. De tænker fodbold og har en fremragende vindermentalitet og engagement, som de øser ud af rundt om i landet i disse opvisningskampe mod klubbernes legender i forbindelse med klubjubilæer.”

KAMPFAKTA

Steffen Rasmussen – Johnny Thomsen, Steven Lustü, Thomas Gaardsøe, Chris Sørensen – Stig Tøfting (anf.), Jakob Poulsen (debutant) – Allan Gaarde (36.: Michael Nonbo) – Hans Henrik Andreasen (36.: Tommy Bechmann), Peter Graulund (58.: Christian Lundberg) og Martin Jørgensen.

Mål:

6.: 0-1 Johnny Thomsen - 13.: 0-2 Allan Gaarde – 19.: 1-2 Mads Justesen – 22.: 1-3 Hans Henrik Andreasen – 24.: Hans Henrik Andreasen – 35.: 1-5 Martin Jørgensen – 56.: 1-6 Martin Jørgensen

Tilskuere: 900.


To 100 års jubilæer blev fejret med maner og flot uafgjort opvisningskamp 

Oldboys landsholdet kunne ikke holde fast i 2-0 føringen mod  det fælles hold fra Virum og Lyngby Boldklub, da hjemmeholdet satte de lidt yngre kræfter ind i kampen. Hjemmeholdets indskiftede Mikkel Beckmann gjorde forskellen i anden halvleg.

De godt 650 fremmødte tilskuere fik en glimrende aften med fint vejr og underholdende spil fra begge hold – og faktisk i tillgift en spændende fodboldkamp, der først blev afgjort imod slutningen af anden halvleg. Værterne fra Virum/Lyngby satte på dette tidspunkt hjælpetræner Mikkel Beckmann ind på højre fløj, hvilket løftede deres farlighed i angrebene adskillige takter. Beckmann var simpelthen hurtigere og mere snu end gæsterne, hvilket til sidst resulterede i en flot ”tunnel-pasning” ind i målfeltet foran en sagesløs Oldboys landsholdsmålmand Peter Skov

Værternes angriber Thomas Nørgaard kunne med største lethed sætte en inderside på bolden forbi Peter Skov til slutresultatet 2-2.

Indtil indskiftningen af Beckmann havde kampen ellers forløbet sig, som disse kampe næsten altid forløber, nemlig med overvægt i spil og chancer til Oldboys landsholdet. Denne gang altså bare ikke nok til sejr, som holdet ellers plejer at hjemtage i disse opvisningskampe.

På Oldboys landsholdet debuterede William Kvist, der fint gled ind i samarbejdet med kollegaerne Christian Poulsen og Martin Jørgensen og ”alle de andre”!

Tillykke til de 2 jubilerende klubber, og tak for en god kamp og arrangementet i almindelighed.

Tid og sted:  Fredag den 13. august 2021 kl. 18.00

Kamp:          Virum/Lyngby – DBU’s Oldboys landshold (2 x 35 minutter)
Anledning:   Virum Sorgenfri Boldklub og Lyngby Boldklubs 100 års jubilæum
Tilskuere:     650
Resultat:       2-2 (1-2)(1-0)

DBUs Holdopstilling: Morten Cramer - Søren Colding – Henrik ”store” Larsen – Michael Gravgaard – Christian Poulsen – William Kvist (debut) – Martin Jørgensen – Daniel Jensen –Thomas Kahlenberg – Mads Junker – Jan Michaelsen

Udskiftningsspillere, der alle blev indskiftet: Mads Jørgensen - Søren Larsen – Nicolai Stokholm – Rene O. Hansen – Peter Skov Jensen

Mål:

0-1 Mads Junker (9),
0-2 Daniel Jensen (22),
1-2 Jakob Josephsen (26),
2-2 Thomas Nørgaard (59)


Tilskuerrekord på Stadion og sikker sejr til Oldboys landsholdet i Store Heddinge

Store Heddinge BK – Old Boys Landsholdet 6. august 2021.

Holdet vandt hele 7-0 under overværelse af godt 850 tilfredse tilskuere på en lun fredag aften i august.

Hvor var det befriende at vende tilbage til næsten normale tilstande efter 2 års Corona-restriktioner – og hvor var det befriende igen at se et Oldboys landshold diske op med det de er bedst til – nemlig seværdig og god opvisningsspil overfor et hungrende publikum. Et publikum, som var mødt frem i en antal som ingensinde tidligere på de kanter. Og de fik hvad de kom efter! – Især i anden halvleg, hvor ”de gamle” diskede op med det ene fine angreb efter det andet.

Hjemmeholdet holdt ellers fin stand i første halvleg, hvor de endda tilspillede sig et par chancer, der imidlertid blev fint standset enten af det gode Oldboys forsvar med Gravgaard og Anders Møller i spidsen, eller et par gode indgreb fra målmand Peter Skov.

Og da hjemmeholdet efter pausen så ud til at have mistet en del af pusten, var det nærmest ingen sag for DBUs  angribere at omsætte midtbanefolkenes gode afleveringer til mål – ja hele 6 blev det til – ligesom man var overlegen i hovedspillet. En høj bold ind i feltet, og så var der mål i hvert fald 3 af gangene.

Indsatsen her tegner godt for de fremtidige kampe her efter sommerferien – og de kommende værtsklubber har noget at glæde sig til.

Anledning:   Store Heddinge Boldklubs 100 års jubilæum
Tilskuere:     852

DBUs Holdopstilling: Peter Skov Jensen – Jan Michaelsen – Anders Møller Christensen – Martin Retov – Michael Gravgaard – Søren Colding – Martin Vingaard – Stig Tøfting – Mads Junker – Kim Daugaard – Daniel Jensen

Udskiftningsspillere, der alle blev indskiftet: Søren Larsen – Jeppe Curth – Rene O. Hansen – Michael Birkedal 

Resultat:       0-7 (0-1)(0-6)

Målene:        0-1 Mads Junker (4)
                        0-2 Martin Vingaard (41)
                        0-3 Jeppe Curth (51)
                        0-4 Søren Larsen (54) 
                        0-5 Søren Larsen (55)
                        0-6 Daniel Jensen (57) 
                        0-7 Martin Vingaard (66)

 

ÅRETS FØRSTE KAMP FOR OLD-BOYS LANDSHOLDET

 

Hadsten SK – Old Boys Landsholdet 25. juni 2021.

Efter næsten 2 års pause på grund af pandemien med Covid 19 kunne de ”gamle” cirkusheste endelig få græs under støvlerne igen.

Hadsten SK havde stablet et perfekt arrangement på benene, og alt fungerede fra holdets ankomst til den efterfølgende middag i HSK’s dejlige klublokaler.

Kampen var Old Boys Landsholdets første i næsten to år. Old Boys Landsholdet havde en del debutanter med, som er kommet op fra ”ungdomsafdelingen” og der var debut til Johnny Thomsen, Rasmus Würtz, Allan Gaarde og Morten ”Duncan” Rasmussen. Alle faldt fint ind i truppen, og vi håber at se dem til kampene fremover.

Efter Per Andersen’s ”lidt lange” peptalk i omklædningsrummet, hvor der bl.a. blev givet udtryk for, at det er godt, der ikke er VAR til holdets kampe, så var Old Boys Landsholdet endelig klar til kamp efter 22 måneders pause.

Begge hold lagde lidt forsigtig ud, og spillet foregik meget på midten af banen, men der var da i perioden et par gode forsøg fra Rasmus Würtz og Peter Graulund.

Efter 10. min blev ”Duncan” spillet i dybden, hvor han kom for blankt mål, men desværre overplacerede han sit skud, så stillingen forblev 0-0.

Old Boys Landsholdets første mål efter den lange pause var til gengæld seværdigt, idet Morten Bisgaard sparkede et perfekt hjørnespark fra hjørne. Han sparkede lang og perfekt henover HSK’s forsvar og bagerst i feltet stod Peter Graulund, og han flugtede med et perfekt spark bolden i kassen bag en hjælpeløs HSK keeper.

Resten af halvlegen bød ikke på de store målchancer, bortset fra en stor chance til Peter Graulund.

Til gengæld blev de sidste minutter i første halvleg dramatiske, idet Asbjørn Sennels og en HSK spiller kæmpede om bolden næsten på baglinjen. Duellen var intens og den endte desværre med, at HSK spilleren ramte en betonstolpe og et trærækværk, som stod alt for tæt på banen. HSK spilleren blev liggende på baglinjen med meget store smerter, og landsholdets læge måtte træde til, og konstaterede, at der formentligt var tale om nogle trykkede ribben. Af sikkerhedshensyn blev en ambulance tilkaldt og af samme grund lod man spilleren blive liggende på banen for ikke at gøre skaden være. Da spilleren ikke kunne flyttes umiddelbart besluttede dommeren, at det straffespark, som blev begået, skulle tages i den anden ende af banen og at holdene derefter skulle gå til pause. Mogens Krogh var desværre lidt for hurtig på sparket, og HSK kunne udligne til 1-1.

Efter en lang pause, som varede indtil den skadede spiller var kørt på hospitalet, blev 2. halvleg fløjtet i gang.

Her gjorde ”Duncan” det hurtigt til 1-2 men HSK svarede hurtigt igen på et flot kontraangreb, hvor Mogens Krogh var chanceløs.

Herefter overtog Old Boys Landsholdet næsten alt spillet og i det 44. min blev det til 2-3, da Allan Gaarde langskud prellede af på overliggeren, og Peter Graulund var hurtigt på returen og headede bolden sikkert i mål.

I den sidste del af kampen havde Old Boys Landsholdet utallige chancer, hvoraf der kan nævnes et flot skud på stolpen af Morten Bisgaard, der for øvrigt er født og opvokset i Hadsten, og samtidig havde fødselsdag, og der blev sunget fødselsdagssang for ham til middagen efter kampen.

Der var også gode forsøg af Christian Lundberg og Peter Graulund. Chris Sørensen brillerede også med et flot frispark, som tog overliggeren.

Old Boys Landsholdet vandt dermed årets første kamp og glædede publikum i Hadsten med mange flotte detaljer og gode mål, og hvor HSK ydede en flot modstand.

Hadsten SK havde lavet et flot arrangement, og omkring 400 tilskuere overværede kampen, og alle Covid-19 restriktioner m.m. blev fulgt. Efter kampen var der hygge og god mad til holdene og der blev holdt taler bl.a. af Old Boys Landsholdets anfører Peter Graulund.

Old Boys Landsholdet glæder sig til de kommende kampe, hvor holdet gæster St. Heddinge, Virum/Lyngby, IK Rosendal, Herstedøster og Fynslund.

 

Resultat: 2-3 (1-1)

 

Old-boys landsholdets startopstilling:

Mogens Krogh – Johnny Thomsen, Steven Lustü, Chris Sørensen, Michael Nonbo – Hans Henrik Andreasen, Rasmus Würtz, Allan Gaarde – Morten Bisgaard, Morten ”Duncan” Rasmussen og Peter Graulund (anf.)

På bænken: Asbjørn Sennels, Thomas Thorninger og Christian Lundberg, der alle kom på banen i løbet af kampen. Mens Jan Rindom blev siddende på bænken hele kampen, og var en god opbakning til trænerstaben.

 

Mål:
12.: 0-1 Peter Graulund,
35.: 1-1 (straffespark),
37.: 1-2 Morten ”Duncan” Rasmussen,
39.: 2-2
44.: 2-3 Peter Graulund.

 

oldboyslandsholdet tog Rekordsejr i flot opvisningsstil

Holdet vandt hele 17-0 mod Kværndrup All Stars under overværelse af godt 750 tilfredse tilskuere på en lun fredag aften.

Aldrig tidligere har Oldboyslandsholdet vundet så stort, som tilfældet blev i årets sidste opvisningskamp. Hele 17-0 blev det til mod Kværndrup All Stars fra Fyn.

Holdet sprudlede af spilleglæde og gav de godt 750 tilskuere en meget fin opvisningskamp og en ordentlig bunke mål, det ene flottere end det andet. Spillerne flyttede sig for hinanden, driblede ”som i gamle dage” og viste gennem hele kampen noget af det flotteste fodboldspil set i mange år. Modstanderholdet kunne bare se til, trods det faktum at de stillede op med hele 20 spillere, der konstant blev skiftet ud og ind. Værterne kunne intet stille op!

Holdets vikarierende anfører Peter Graulund indledte kampen med hele to scoringer inden for de første fem minutter. Det første faldt efter en fin aflevering fra Jacob ”Taz” Sørensen og det andet efter en fin dribletur forbi to-tre måbende Kværndrup-forsvarersspillere. Og så var linjen lagt!

Desværre måtte Graulund lade sig udskifte med en mindre skade godt 10 minutter senere efter en for sen tackling af en Kværndrup-spiller. Andre tog så bare over. Et selvmål gjorde det til 3-0 i det 19. minut, ”Taz” Sørensen til 4-0 i det 25. minut, inden Anders Møller Christensen på et flot hovedstød sluttede halvlegen af med en scoring til pausestilling 5-0.  Og så var modstanderholdet møre!

Hele 12 scoringer fra oldboyslandsholdet blev det til i anden halvleg, inden kampens dommer, den tidligere topdommer Claus Bo Larsen, kunne fløjte kampen af til slutresultatet 17-0, der er rekord i oldboyssammenhæng.

 

Oldboyslandsholdets startopstilling:

Morten Cramer

John Sivebæk - Per Krøldrup - Anders Møller Christensen - Michael Schønberg

Martin Retov - Thomas Kahlenberg - Kasper Risgård

Jacob "Taz" Sørensen - Søren Larsen - Peter Graulund

Udskiftere: Carsten Hemmingsen - Martin Johansen - Kim Christensen - Michael Birkedahl

 

Mål:

0-1: '2 Peter Graulund

0-2: '5 Peter Graulund

0-3: '19 Selvmål

0-4: '25 Jacob "Taz" Sørensen

0-5: '34 Anders Møller Christensen

0-6: '39 Jacob "Taz" Sørensen

0-7: '41 Thomas Kahlenberg

0-8: '45 Carsten Hemmingsen

0-9: '47 Carsten Hemmingsen

0-10: '49 Jacob "Taz" Sørensen

0-11: '52 Martin Retov

0-12: '57 Carsten Hemmingsen

0-13: '60 Søren Larsen

0-14: '61 Kim Christensen

0-15: '63 Kasper Risgård

0-16: '65 Kasper Risgård

0-17: '68 Søren Larsen


Lynscoring og sejr til oldboyslandshold trods flere afbud

Et mål efter 14 sekunder og en smal 2-1 sejr. Trods et noget afbudsramt mandskab til oldboyslandsholdets kamp i Purhus trådte kvalificerede erstatninger til og viste, at også de kan levere i holdets fjerde opvisningskamp i år.

Aldrig så snart havde dommeren fløjtet til start, før bolden lå i nettet bag en måbende Purhus-målmand. 1-2-3, og så blev oldboyslandsholdets venstrekantspiller Jacob ”Taz” Sørensen spillet helt fri, og hans hårde flade skud havnede i netmaskerne til 1-0. Et mål der vel sagtens er rekord i hurtig scoring i oldsboyslandsholdssammenhæng. Nøjagtigt 14 sekunder – heldigvis med de godt 700 tilskuere på plads ”til tiden”. Og så skete der faktisk ikke ret meget mere i første halvleg – lige bortset fra, at det jubilerende serie 3-hold flot bød op til kamp.

Anderledes gang i sagerne kom der i anden halvleg. Først diskede Steffen Rasmussen op med en fin redning på Purhus’ største chance i kampen og senere blev det tilen stor afbrænder af Christian Lundberg i banens anden ende. Midtvejs i halvlegen blev angriber Peter Graulund fældet i det kriminelle felt og klart straffespark til oldboyslandsholdet.

Det eksekverede holdets vikarierende anfører Martin Jørgensen sikkert, og så stod det 2-0. Med fem minutter igen opstod der dog spænding i opgøret, da målmand Steffen Rasmussen og forsvarer Thomas Gaardsøe misforstod hinanden. Ingen tog ansvaret for en ellers ufarlig bold, og så smuttede Purhus-angriberen Frederik Bendsen let imellem dem og trillede bolden i mål til slutstillingen 2-1 til stor jubel for hjemmepublikummet.

Oldboyslandsholdets næste - og sidste - opvisningskamp i 2019 spilles fredag den 30. august i Kværndrup på Fyn.

 

Oldboyslandsholdets startopstilling:

Steffen Rasmussen

John Sivebæk - Anders Møller Christensen - Michael Gravgaard - Hans Henrik Andreasen

Thomas Gaardsøe - Martin Jørgensen - Christian Duus

Jacob "Taz" Sørensen - Peter Graulund - Thomas Frandsen

Udskiftere: Christian Lundberg - Rene O. Hansen

 

Mål:

0-1: '1 Jacob "Taz" Sørensen

0-2: '53 Martin Jørgensen

1-2: '64 Frederik Bennedsen


Oldboyslandsholdet pillede glansen af guldhold

AaB's danmarksmestre fra 1995 kunne ikke stille noget op mod det velspillende oldboyslandshold, som dominerede kampen, der var arrangeret i forbindelse med Nibe Boldklubs 100 års jubilæum, fra start til slut og derfor også fortjent vandt 6-0 efter en opvisning i offensiv fodbold.

Desværre var vejrguderne ikke med arrangørerne. I timerne op til kampstart havde regnen silet ned, men heldigvis stoppede uvejret i det minut, kampens dommer fløjtede til start – efter et kvarters udsættelse. Og de godt 650 tilskuere, der havde trodset regnen, fik da også en ganske fin opvisningskamp – især iscenesat af et særdeles veloplagt oldboyslandshold, der blandt andet inkluderede to debutanter, nemlig målmanden Jesper Christiansen og midtbanespilleren Thomas Augustinussen. Begge med flotte præstationer, hvor man specielt bemærkede Jesper Christiansens adskillige fornemme redninger imod slutningen af opgøret. Ikke mindst hans fine præstation var medvirkende årsag til, at AaB’s angribere, der talte så prominente spillere som Allan Gaarde og Calle Facius, ikke fik scoret. Det blev fulgt op af Peter Graulund og Chris Sørensen, der scorede to mål hver, mens en AaB'er lavede selvmål, inden Thomas Røll fuldbyrdede oldboyslandsholdets komfortable sejr.

Oldboyslandsholdets næste kamp spilles fredag den 16. august i Purhus ved Randers – og 14 dage senere sluttes sæsonen af med en kamp den 30. august i Kværndrup på Fyn.

 

Oldboyslandsholdets startopstilling:

Jesper Christiansen

John Sivebæk – Per Krøldrup – Martin Albrechtsen – Christian Duus Pedersen

Chris Sørensen - Stig Tøfting – Thomas Augustinussen

Thomas Røll – Peter Graulund – Kaspar Dalgas

Udskiftere: Michael Birkedal – Jeppe Tengbjerg - Rene O.Hansen

 

Mål:

0-1: '5 Peter Graulund

0-2: '20 Selvmål

0-3: '25 Chris Sørensen

0-4: '31 Chris Sørensen

0-5: '50 Peter Graulund

0-6: '61 Thomas Røll


Jørgensen-brødrene brillerede mod barndomsklub

Martin og Mads Jørgensen vendte sammen med oldboyslandsholdet hjem til deres barndomsklub IF Midtdjurs, hvor især Mads Jørgensen spillede en hovedrolle med to mål i 1-3-sejren.

Havde det ikke været for Jørgensen-brødrenes indsats i denne kamp, var det bestemt ikke sikkert, at Oldboyslandsholdet kunne trække sig sejrsrigt ud af dette års anden opvisningskamp. Værterne stillede op med et særdeles godt mandskab, der bestemt bød de forhenværende landsholdsspillere kvalificeret modstand – ikke mindst på grund af deres yngre alder og dermed hurtighed. Især lagde man mærke til hjemmeholdets tre frontangribere, der flere gange kampen igennem gav flere ”grå hår i hovedet” til folkene i landsholdsforsvaret.

Heldigvis stod DBU-mandskabet imod – især godt anført af brødreparret Martin og Mads Jørgensen, der i parentes bemærket har trådt deres fodboldmæssige barndomssko i denne klub. Martin – med de mere end 100 A-landskampe bag sig – med lækre detaljer på midtbanen, og en særdeles målfarlig lillebror, Mads, der med sine to mål i anden halvleg trods alt i sidste ende sikrede Oldboyslandsholdet endnu en sejr.

Oldboyslandsholdet kom foran godt et kvarter inde i første halvleg på et flot langskud af Christoffer Poulsen fra straffesparksfeltets yderkant. Et skud, den ellers udmærkede Djursland-keeper ikke havde en chance for at klare.

I anden halvleg satte landsholdstræner Per Andersen Martins lillebror Mads, der sad på bænken i første halvleg med lidt sygdom i kroppen, ind, og det hjalp på farligheden i landsholdets angreb. Godt halvvejs inde i halvlegen scorede Mads nemlig til 0-2 på en fin frispilning fra Stig Tøfting.

Blot fire minutter senere kom der dog igen spænding om kampens udfald, idet én af værternes bedste – den lille letbenede angriber Arkii Malik – afdriblede et par landsholdsforsvarere og med et flot hårdt skud sendte bolden ind bag Morten Cramer. Men heldigvis stod landsholdet imod – og ”lillebror Mads” kunne kort før slutfløjtet føje endnu en scoring til sin flotte præstation ved at heade bolden i nettet efter et fint indlæg fra venstrekanten.

De godt 1.400 tilskuere fik sig – helt i lighed med de mange andre tidligere modstandere – altså en opvisningskamp med deltagelse af mange tidligere landsholdskæmper, der beredvilligt stiller op til disse kampe – denne gang med noget mere modstand end sædvanligt. Endda med så meget modstand, at det på et tidspunkt midt i anden halvleg blev nødvendigt for kampens dommer at kalde gemytterne til besindighed efter et benspænd på den temperamentsfulde midtbanespiller Thomas Gravesen – heldigvis uden nødvendig brug af hverken gule eller røde kort til nogen af parterne.

Oldboys-landsholdets næste kamp er igen fastlagt i det jyske.  Denne gang fredag d. 14. juni, hvor holdet spiller mod 100 års-jubilarerne fra Nibe Boldklub.

 

Oldboys-landsholdets startopstilling:

Steffen Rasmussen

Søren Colding - Michael Schønberg - Henrik ”Store” Larsen - Hans Henrik Andreasen

Stig Tøfting - Thomas Gravesen - Martin Jørgensen

Jonas Kamper - Peter Graulund - Christoffer Poulsen

Udskiftere: Morten Cramer, Mads Jørgensen, Michael ”Mio” Nielsen

 

Mål:

0-1: '17 Christoffer Poulsen

0-2: '55 Mads Jørgensen

1-2: '60 Arkii Malik

1-3: '62 Mads Jørgensen


Tilskuerrekord skød oldboys-sæsonen i gang

Rekordmange tilskuere overværede oldboys-landsholdets første kamp i år mod den jubilerende klub Hedensted IF.

Godt 2.500 tilskuere var mødt frem på Hedensted Stadion i det østjyske denne solbeskinnede forårsaften for at overvære denne jubilæumskamp. Og de gik ikke forgæves! Ikke alene fik de set en hel del af tidligere tiders landsholdsspillere i aktion, men så sandelig også deres egne helte i en rigtig god kamp, hvor hjemmeholdet især i første halvleg bød landsholdskæmperne kvalificeret modstand.

Kampen startede med et par småchancer til begge hold, uden de to målmænd blev sat på store prøvelser. Efter ca. 10 minutters spil blev oldboys-landsholdets angriber Mads Junker imidlertid fældet i det kriminelle felt, hvilket naturligvis medførte straffespark til oldboyslandsholdet og en planmæssig føring på 1-0. Det var usvigeligt sikkert sat ind af Thomas Gravesen.

Selvom de var bagud, fortsatte det bravt kæmpende og til tider pænt spillende hjemmehold med at tro på, at de kunne være med – og det kunne de! Rasmus Knudsen – hjemmeholdets farlige frontangriber – modtog bolden 10 minutter senere i venstre side, tog en dribletur ind foran, og så smækkede han bolden op i det fjerneste målhjørne til 1-1. Et skud oldboys-landsholdets målmand Peter Skov-Jensen ikke havde en chance for at klare.

 

Anden halvleg blev udslagsgivende

Per Andersen, oldboys-landsholdets træner, må have givet sit hold en mindre opsang i pausen, for det var et meget mere velspillende hold, han fik sendt på banen i anden halvleg. Det var, som om midtbanefolkene Stig Tøfting, Thomas Gravesen, Martin Jørgensen og debuterende Thomas Røll nu rullede sig ud og viste, at de fortsat beherskede at drible forbi en modstander og at spille chanceskabende afleveringer til angriberne. Efter få minutters spil gav det et nyt straffespark til oldboys-landsholdet efter et benspænd på Thomas Gravesen. 2-1-målet blev fint sat ind af Martin Jørgensen. Og blot et par minutter senere kanonerede Hans Henrik Andreasen bolden ind bag en ellers velspillende Hedensted-målmand til yderligere føring på 3-1. Og så var hjemmeholdet knækket, selvom de indimellem fik tilspillet sig et par kontrachancer, hvilket godt fem minutter før slutfløjt medførte, at de fik et korrekt dømt straffespark, da John Sivebæk kom for sent ned i en tackling i det kriminelle felt. Et straffespark, som desværre for hjemmeholdet ikke medførte scoring, idet den debuterende oldboys-landsholdsmålmand Steffen Rasmussen, der var skiftet ind fra anden halvlegs begyndelse, på fornemste vis reddede skuddet helt ude ved den ene målstolpe.

Oldboys-landsholdets sidste mål blev kort før tid sat ind på et fint hovedstød af Jeppe Tengbjerg efter et indlæg fra højre side.

Oldboys-landsholdets næste kamp er også planlagt i det jyske. Denne gang – fredag den 31. maj kl. 18.30 – i det nordjyske på Ryomgård Stadion, hvor modstanderne er et hold fra klubben Midtdjurs IF, hvor Martin Jørgensen oprindeligt er fra.

 

Oldboys-landsholdets startopstilling:

Peter Skov-Jensen

John Sivebæk - Brian Priske - Christian Poulsen - Hans Henrik Andreasen

Stig Tøfting - Thomas Gravesen - Martin Jørgensen,

Kaspar Dalgas - Mads Junker - Peter Graulund

Udskiftere: Steffen Rasmussen, René O. Hansen og Thomas Røll

 

Mål:

0-1: '9 Thomas Gravesen

1-1: '20 Ronnie Knudsen

1-2: '34 Martin Jørgensen

1-3: '42 Hans Henrik Andreasen

1-4: '69 Jeppe Tengbjerg


Oldboys  landsholdet sprudlede i Svendborg – vandt hele 10-0

Den lille lokale klub, STJERNEN i Svendborg fejrede sit 50 års jubilæum med en opvisningskamp mod det danske oldboyslandshold – og måtte se sig besejret hele 10-0 af et veloplagt DBU-hold og et par debutanter.

De ca. 700 tilskuere, der var mødt frem på det lokale stadion fik sig en ordentlig en på opleveren denne fredag aften.

Trods det stormende vejr lykkedes det DBU-drengene ikke alene at score mange mål, men så sandelig også ind imellem at vise, hvordan fodbold kan spilles så det ser let ud. Fint opspil helt nede fra de bageste rækker, op gennem midtbanen – ud på fløjene, og så ind over til angriberne, der gang på gang enten kanonerede bolden mod mål, enten med hovedet eller med fødderne. Og havde det ikke været for en godt spillende Stjernen-målmand, Kenneth ”Nulle” Nielsen (især i første halvleg), ja så var resultatet endt langt større.

Det var ganske vist ikke meget modstand de gamle landsholdsspillere fik i denne kamp, men så kunne DBUfolkene heldigvis diske op med så meget mere af, hvad de kunne – til de mange tilskueres fulde udtrykte tilfredshed. Fem mål i hver halvleg blev det til. Tre sat ind af Peter Graulund, samme antal af Jonas Kamper, to af debutanten Jeppe Curth, et af Martin Jørgensen og endelig det sidste af holdets veteran, Rene O. Hansen på et straffespark.

Oldboys landsholdets engagerede træner Per Andersen takkede efter kampen alle sine spillere og staben omkring holdet for ikke alene en flot indsats i denne kamp, men i det hele taget for et uforglemmeligt forår her i 2018 (3 kampe, 3 sejre og en målscore på hele 23-0) – ligesom han udtrykte håbet om fortsættelse med holdet.

Disse opvisningskampe er af stor værdi, dels for de lidt mindre klubber rundt om i landet, som får mulighed for at opleve ”de tidligere stjerner” live, muligheden for at tjene en skilling på arrangementet, samt til glæde for de ældre DBU-folk (såvel spillere som ledere) for at gensyn med ”gamle dages minder”.

Flot arrangeret hele vejen igennem af den lille klub her, hvor formanden Carsten Thrane efter kampen under den traditionelle spisning holdt en fin takketale til DBU – og hvor DBU-holdets anfører Stig Tøfting på vanlig humoristisk måde, dels sagde tak for kampen, dels ”gav lidt gas” til nogle af sine egne medspillere.

 

Kampfakta:

Tid og sted:  Fredag den 22. juni 2018
Kamp:          Stjernen (Svendborg) – DBU’s Oldboys landshold (2 x 35 minutter)
Anledning:   Stjernen (Svendborg)’s 50 års Jubilæum
Tilskuere:     689
Resultat:       0-10  (0-5)

Målene:        0-1 Peter Graulund (8), 0-2 Jonas Kamper (10), 0-3 Jonas Kamper (12), 0-4 Jeppe Curth (20), 0-5 Peter Graulund (25), 0-6 Peter Graulund (36), 0-7 Jonas Kamper (53), 0-8 Rene O. Hansen (58, str.), 0-9 Martin Jørgensen (60), 0-10 Jeppe Curth (67).

DBUs Holdopstilling:

Morten Cramer – Anders Møller Christensen – Michael Gravgaard – Martin Albrechtsen (debut) – Allan Jepsen – Chris Sørensen – Jonas Kamper – Stig Tøfting – Martin Jørgensen – Peter Graulund – Jeppe Curth (debut)

Udskiftningsspillere, der alle blev indskiftet: Kaspar Dalgas – Rene O. Hansen


We are a very strong team!

Per Andersens tropper viste vejen for de danske drenge i Rusland med mange mål i årets anden opvisningskamp i Hammelev.

Gejst, engagement, viljestyrke, vindermentalitet, spilleglæde og humør var parolen fra holdets særdeles engagerede træner i oplægssnakken til fredagens opvisningskamp. "I har tidligere på diverse landshold vist disse egenskaber – og I gør det fortsat. Giv modstanderholdet og tilskuerne lidt af det samme i dag – så bliver det igen en oplevelse for alle!", lød det blandt andet. Som sagt, så udført.

Da dommeren efter 70 minutters spil på den hårde bane fløjtede kampen af, var stillingen på målregnskabet 8-0 til Oldboyslandsholdet – og de godt 500 tilskuere, havde fået hvad de kom for, nemlig oplevelse og underholdning. Fire mål i første halvleg og det samme antal i anden, sat ind af henholdsvis Peter Graulund med 3 scoringer, 2 hver af Jonas Kamper og Kasper Dalgas og det sidste af kampens midtbanegeneral Chris Sørensen.

Adskillelig flere kunne være gået samme vej, hvis ikke det havde været for en fint spillende Hammelev-målmand Kenth Asmussen, kaldet ”Tigeren”. Uden ham på mål, var kampen endt med tocifret sejr til Oldboyslandsholdet.

Kampen gav desuden debut til to nye på Oldboys landsholdet, nemlig målmanden Lasse Sørensen og forsvarsspilleren Jacob Sørensen, kaldet ”Tazz” (hvorfor vides ikke af denne klummes skribent!). Førstnævnte fik ikke rigtigt vist sine evner, dertil var opgaven for spinkel og let, hvorimod Jacob Sørensen rigtigt fik vist flotte takter, ikke mindst på grund af sit hurtige antrit langs venstre sidelinje og sine fine placeringer, fri til konstant at blive spillet.

Andre markante præstationer sås fra holdets midtbane duo Chris Sørensen og Jonas Kamper, ligesom den lille terrier Peter Graulund oppe foran var en evig trussel foran mål med sine stadige hurtige ryk og kompetente afslutninger. ”We are a very strong team!”, som træner Per Andersen sluttede sin evalueringsnak med spillerne umiddelbart efter kampen.

 

Kampfakta:

Tid og sted: Fredag den 8. juni 2018
Kamp: Hammelev SUF – DBU’s Oldboys landshold (2 x 35 minutter)
Anledning: Hammelev SUF’s 90 års jubilæum
Tilskuere: 502
Resultat: 0-8  (0-4)(0-4)
Målene: 0-1 Jonas Kamper (14), 0-2 Chris Sørensen (19), 0-3 Peter Graulund (30), 0-4 Peter Graulund (32), 0-5 Kasper Dalgas (36), 0-6 Jonas Kamper (41), 0-7 Kasper Dalgas (55), 0-8 Peter Graulund (65).

Oldboyslandsholdets holdopstilling:   
Lasse Sørensen (debut) – John Sivebæk – Jacob ”Taz” Sørensen (debut) – Anders Møller Christensen – Christian Duus – Chris Sørensen – Jonas Kamper – Palle Sørensen – Peter Graulund – Martin Jørgensen – Jeppe Tengbjerg

Udskiftningsspillere, der alle blev skiftet ind: Kasper Dalgas – Rene O. Hansen.


Flot vejr – flot kulisse – og 5-0 sejr!

Det blev til en sejr på 5-0 til Oldboys-landsholdet i årets første opvisningskamp. På trods af nabo-superligaklubben AGF’s vigtige kamp i København mod FCK var hele 1.749 tilskuere mødt frem denne skønne, varme forårsaften i Hammel til den lokale klubs 100 års jubilæumskamp mod de gamle landsholdskæmper fra DBU.

Og trods det faktum at hjemmeholdet faktisk stillede op med mere end samlet set to hele hold, der konstant blev skiftet ud og ind – selv med byens borgmester i kamptøjet – ja så lykkedes det ikke for værterne at få scoret et eneste mål. Tættest på kom holdet ca. 20 minutter inde i første halvleg, da en Hammelangriber trillede bolden forbi den ene opstander, efter en større misforståelse i DBU-forsvaret.

På dette tidspunkt var DBU-mandskabet allerede kommet foran 1-0 på et udmærket mål i det 9. minut sat ind af altid farlige Jeppe Tengbjerg. Og mere blev det faktisk ikke til fra værterne. Som kampen skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at DBU-mandskabet var overlegne – heldigvis! Inden dommerens pausesignal havde de danske landsholdsdrenge bragt sig foran både 2-0 og  3-0 på to glimrende hovedstød af Hans Henrik Andreasen efter gode indlæg fra fløjen, først fra John Sivebæk og kort efter på et fint hjørnespark fra Peter Graulund.

 

To mål af Rajko Lekic i anden halvleg!

Oldboys-landsholdets træner, Per Andersen skiftede lidt ud i pausen, og det benyttede en af holdets 4 debutanter sig af ved allerede kort efter indskiftningen at score til 4-0 efter en fin dribletur udenom et par Hammel-forsvarere inklusive målmanden. Og samme spiller scorede holdets sidste mål til slutresultatet 5-0 godt midtvejs i halvlegen på endnu et fint hovedstød.

Endnu engang gjorde 'de gamle drenge' en fin figur som reklame for fodbolden  – selvom man godt ind imellem kunne fornemme at det var årets første kamp for holdet . Og de mange tilskuere fik sig ”en på opleveren” – og nogle autografer af de tidligere topspillere.

 

Kampfakta:

Tid og sted: Fredag den 25. maj 2018
Kamp: Hammel GF – DBU’s Oldboys landshold (2 x 35 minutter)
Anledning: Hammel GF’s 100 års jubilæum
Tilskuere: 1.749 Resultat: 0-5  (0-3)(0-2)
Målene: 0-1 Jeppe Tengbjerg (9) – 0-2 Hans Henrik Andreasen (31) – 0-3 Hans Henrik Andreasen (33) – 0-4 Rajko Lekic (43) – 0-5 Rajko Lekic (57)

DBUs Holdopstilling:    Martin S. Jensen – John Sivebæk – Thomas Christensen (debut) – Chris Sørensen – Christopher Poulsen (debut) – Hans Henrik Andreasen – Jonas Kamper (debut) – Thomas Thorninger – Peter Graulund – Stig Tøfting – Jeppe Tengbjerg  Udskiftningsspillere, der alle blev skiftet ind: Christian Lundberg – Rajko Lekic (debut) – Michael Birkedal 


Richard Møller Nielsen mindet i 10-0-sejr over Kerteminde

Fire mål af Jeppe Tengbjerg og tre af Morten Bisgaard grundlagde storsejren i sæsonens sidste opvisningskamp, hvor der var fortjent hyldest til Richard Møller Nielsen og debut til Thomas Gravesen.

De ca. 1.000 tilskuere, der var mødt frem på Kerteminde Stadion denne fredag aften, fik sig en rigtig en på opleveren!

Først blev 25 års-jubilæet for A-landsholdstræneren for EM-guldholdet i 1992, Richard Møller Nielsen, fejret. Han havde i sine yngre dage en nær tilknytning til klubben og blev mindet ved et minuts applaus inden kampstart samt overrækkelse af en fin krans med spillernes autografer til sønnen, Tommy – en fornem gestus for en stor præstation.

Efterfølgende diskede oldboys-landsholdsspillerne op med meget fint, sprudlende og underholdende fodboldspil med masser af scoringer.

Og mange flere bolde kunne være havnet i Kerteminde-buret, hvis ikke det havde været for det målmandsskift, der foregik i pausen. Landsholdets målmand, Lars Høgh, skiftede den rød-hvide dragt ud med Kertemindedragten og præsterede adskillige pragtredninger, der forhindrede en endnu større øretæve til værterne.

Særligt angriberne Jeppe Tengbjerg og Morten Bisgaard var denne aften i målhumør. Fire mål blev sat ind af Jeppe og tre af Bisgaard, men skal man fremhæve en af de i alt ti scoringer, må det blive den sidste: Landsholdets træner Per Andersen havde ”gemt” Thomas Gravesen til indtræden i kampen godt halvvejs inde i anden halvleg, hvilket gav ekstra skub i løjerne. En perfekt lang aflevering på tværs af banen fra højre til venstre endte hos Morten Bisgaard, der lynhurtigt afdriblede forsvarets højre side og sendte bolden tæt ind under mål, hvor holdets utrættelige anfører Stig Tøfting var skudt med frem og let kunne sætte indersiden på til kampens slutresultat 10-0. Et flot punktum for en fin kamp, som du kan se højdepunkter fra her.

Efter kampen samledes de to hold, dommertrioen med Claus Bo Larsen i spidsen (han kan endnu!) og værternes sponsorer og hjælpere til den vanlige spisning, hvor anfører Stig Tøfting på sjov og humoristisk vist lykønskede værterne med jubilæet.

Tak for kampen, tillykke med jubilæet og god vind fremover!

 

Kampfakta:

Tid og sted: Fredag den 8.september 2017.
Kamp: Kerteminde Boldklub (KB) – DBU’s Oldboys landshold (2 x 35 minutter)
Anledning: Kerteminde Boldklubs 90 års jubilæum + hyldest til Richard Møller Nielsen
Tilskuere: 1.000
Resultat: 0-10 (0-6), (0-4)
Målene: 0-1 Jeppe Tengbjerg (7) – 0-2 Jeppe Tengbjerg (12) – 0-3 Jeppe Tengbjerg (21) –
0-4 Morten Bisgaard (22) – 0-5 Morten Bisgaard (25) – 0-6 Morten Bisgaard (29) –
0-7 Jeppe Tengbjerg (37) – 0-8 Anders Møller Christensen (50) – 0-9 Rene O. Hansen (68) – 0-10 Stig Tøfting (70)

Oldboys-landsholdets startopstilling:   
Lars Høgh – John Sivebæk – Jan Michaelsen – Rene Henriksen – Anders Møller Christensen – Thomas Helveg – Stig Tøfting – Martin Jørgensen – Kaspar Dalgas – Morten Bisgaard – Jeppe Tengbjerg

Udskiftningsspillere, der alle blev skiftet ind: Peter Skov Jensen – Thomas Gravesen (debut) – Michael Birkedal – Thomas Thorninger – Rene O. Hansen.


Graulund og Dalgas i hopla i storsejr over Rørbæk

Tre mål hver af de to angribere lagde grunden til ny storsejr til ”de gamle” mod et lokalt hold fra Rørbæk, der blandt andet havde taget den tidligere racerkører, Tom Kristensen, med.

Endnu engang henrykkede spillerne på det danske Oldboys-landshold det lokale publikum, der var mødt talstærkt op på det jubilerende stadion i Rørbæk. Den lille by uden for Hobro har kun godt 400 indbyggere, så de 600, der var mødt frem til dagens kamp, må siges at have haft godt tag i også adskillige fra nabobyerne. Og de gik ikke forgæves!

Ikke alene diskede Oldboys-landsholdet op med fint spil – især i første halvleg – og et par ”målkonger” i form af den vikarierende nyvalgte anfører, Peter Graulund, og hans makker, Kaspar Dalgas, der hver scorede tre mål – men også det indslag i kampen, at den tidligere racerkører og mangedobbelte Le Mans-vinder, Tom Kristensen, var med for hjemmeholdet. At Kristensen ankom i en helikopter gjorde bare aftenen endnu mere seværdig for de fremmødte.

Faktisk har Tom Kristensen slået sine folder i Rørbæk i sine spæde ungdomsår – og hans far var en habil førsteholdsspiller, lykkedes det aftenens speaker Tommy ”Kuglepen” Poulsen at få listet  ud af den tidligere racerkører i et interview under kampen.

De lokale værter fik reduceret landsholdets føring ved stillingen 2-0 på et udmærket fladt skud op ad den fjerneste stolpe – sat ind af naboklubben Hobros tidligere formand Steen Juulsgaard. Et skud, som landsholdets målmand Mogens Krogh ikke havde en chance for at nå ned til.

 

Tillykke med jubilæet og god vind fremover

Oldboys-landsholdet havde måttet skifte anførerhvervet ud til aftenens kamp, idet Stig Tøfting var forhindret på grund af arbejde i forbindelse med en stor boksekamp i Las Vegas. Den vikarierende Peter Graulund havde derfor fået hvervet med under den efterfølgende banket at sige tak for kampen. Det klarede angriberen så fornemt, at Tøftings tjans i fremtiden måske er i fare?

 

Kampfakta:

Tid og sted: Fredag den 25. august 2017.
Kamp: Rørbæk IF – DBU’s Oldboys landshold (2 x 35 minutter)
Anledning: Den lokale stadionbane fylder 70 år – og byfesten har 40 års jubilæum.
Tilskuere: 600
Resultat: 1-7 (1-5), (0-2)
Målene: 0-1 Peter Graulund (14) – 0-2 Peter Graulund (18) – 1-2 (21) – 1-3 Kaspar Dalgas (27) – 1-4 Kaspar Dalgas (29) – 1-5 Peter Graulund (35) – 1-6 Christian Lundberg (58) – 1-7 Kaspar Dalgas (69).

Oldboys-landsholdets opstilling:   
Mogens Krogh – Steen Nedergaard – Rene Henriksen – Allan K. Jepsen – Daniel Jensen – Henrik ”Mini” Rasmussen – Peter Graulund – Thomas Thorninger – Kaspar Dalgas – Christian Duus Petersen – Tommy Bechmann
Udskiftningsspillere, der alle blev skiftet ind: Martin S. Jensen – Palle Sørensen – Michael ”Mio” Nielsen – Christian Lundberg – Rene O. Hansen.


Oldboys-landsholdet tilbage på sporet med 11-0 over Rise på Ærø.

Per Andersens tropper imponerede igen med underholdende spil og mange mål til de fremmødte 600 tilskueres udtrykte tilfredshed.

Resultatet 1-1 i holdets seneste kamp i Nykøbing Mors skulle revancheres, var Per Andersens vigtigste pointe i 'pep talken' til sit hold inden kampen mod Rise – og spillerne forstod det. Og da værterne fra den jubilerende værtsklub ligeledes havde forstået at stille med et ”tilpas aldrende mandskab”, fik tilskuerne hvad de kom efter – nemlig god fodboldopvisning og masser af mål.

Især landsholdets tre frontangribere, Jeppe Tengbjerg, Peter Graulund og Kaspar Dalgas, var i målhumør. Trioen tegnede sig for ni af de i alt 11 scoringer, oldboys-landsholdet fik sat ind, mens Morten Bisgaard og den debuterende Kim Daugaard tegnede sig for de to resterende.

Havde det ikke været for en godt spillende Rise-målmand imellem stængerne, så var kampen endt med en endnu større sejr.

Til gengæld var der ikke meget at lave for oldboys-landsholdets to målmænd i den anden ende. Morten Cramer i første halvleg og debutant Brian Flies i anden havde vel tilsammen ikke mere end en håndfuld gange, de måtte gribe ind.

Ved den vanlige efterfølgende bespisning takkede værterne for kampen og DBU's velvilje til at bringe oldboys-landsholdet frobi for markeringen af 100 års-jubilæet, ligesom Stig Tøfting på holdets vegne leverede sin vanlige underholdning i lykønskningstale til værterne.

Tak for kampen, tillykke med 100 års-jubilæet og god vind fremover!

 

Kampfakta:

Tid og sted: Fredag den 18. august 2017.
Kamp: Rise Skytte & Idrætsforening – DBU’s Oldboys landshold (2 x 35 minutter)
Anledning: Rise Skytte & Idrætsforenings 100 års Jubilæum
Tilskuere: 600
Resultat: 0-11 (0-5), (0-6)
Målene: 0-1 Jeppe Tengbjerg (7) – 0-2 Jeppe Tengbjerg (12) – 0-3 Morten Bisgaard (26) –
0-4 Kaspar Dalgas (31) – 0-5 Kim Daugaard (33) – 0-6 Peter Graulund (38) –
0 -7 Peter Graulund (40) – 0-8 Kaspar Dalgas (42) – 0-9 Peter Graulund (50) –
0-10 Kaspar Dalgas (68) – 0-11 Kaspar Dalgas (70) 

Oldboys-landsholdets holdopstilling:   
Martin S. Jensen – Søren Colding – Ulrik Laursen – Jan Kristiansen (debut) – Thomas Helveg – 
Kim Daugaard (debut)  –  Stig Tøfting - Morten Bisgaard – Peter Graulund – Kaspar Dalgas – Jeppe Tengbjerg
Udskiftningsspillere, der alle blev skiftet ind: Brian Flies (debut)  – Michael Birkedal – Lars Jakobsen – Rene O. Hansen.


Første pointtab til landsholdet – 1-1 i Nykøbing Mors

Forsinket fly fra Kastrup og dårligt dansk sommervejr var måske årsag til at ”de gamle” drenge kun formåede at score en enkelt gang. Men også modstandernes styrke i form af (alt for..!) mange unge hurtigløbere, der konstant var på færde, var kraftigt medvirkende til, at oldboys-landsholdets træner, Per Andersen, for første gang siden sin tiltræden måtte gå fra banen uden sejr.

Trods det kolde og regnfulde vejr havde godt 1.100 tilskuere denne fredag aften fundet vej til stadion i Nykøbing Mors i håbet om at opleve fodboldopvisning af de gamle landsholdsdrenge – samt for at hylde de lokale, dels med NIF’s 125 års jubilæum, dels som indledning til opstart af en helt ny klub, MorsØ FC.

Det viste sig dog hurtigt, at DBU-mandskabet slet ikke havde fundet de gode takter frem fra foråret; store chancer især i første halvleg blev på det skammeligste misbrugt (!) – og da det lokale mandskab faktisk var særdeles kvalificerede modstandere, ja så blev det mere til en ”rigtig fodboldkamp” frem for en gang ”fodboldopvisning.” Det generede dog ikke de fremmødte tilskuere, der faktisk imod kampens slutning gerne havde set, at oldboys-landsholdet var blevet sendt hjem med et af de ellers meget sjældne nederlag.

Landsholdet kom foran efter godt syv minutters spil på et mål sat ind af midtbaneslideren Martin Jørgensen, der tæt under mål omsatte en fin aflevering fra Tommy Bechmann – og så skete der faktisk ikke mere i første halvleg, bortset altså fra et par store afbrændere af angriberne Kaspar Dalgas og Peter Graulund.

 

Værternes udligner efter stor misforståelse i landsholdets forsvar!

Holdets træner, Per Andersen fik i pausen pustet lidt mere gejst, vilje og gå-på-mod ind i sit mandskab, dog uden den store effekt, og da landsholdets målmand, den indskiftede Morten Cramer, og holdets forsvarer Allan K. Jepsen totalt misforstod hinanden ved en ufarlig bold frem på banen cirka midtvejs i anden halvleg, havde en af værternes angribere let ved at opsnappe bolden og sende den ind i kassen til udligning 1-1. En stilling, der holdt til slut.

Efter kampen var der som vanligt fin stemning ved de veldækkede borde, og landsholdets anfører Stig Tøfting bragte på eminent og humoristisk vis den sædvanlige DBU's officielle tak og lykønskning til værterne, med ”formaning om” næste gang at stille op med lidt ældre spillere end dem, man af og til ofte skiftede ind.

Tak for kampen – tillykke med jubilæum – og held og lykke med det nye MorsØ FC!

 

Kampfakta:

Dato og sted: Fredag den 4. august 2017, Nykøbing Mors.
Kamp: Nykøbing Mors IF – DBU’s Oldboys landshold (2 x 35 minutter)
Anledning: NIF's 125 års Jubilæum – og samtidig opstart af MorsØ FC
Tilskuere: 1.100
Resultat: 1-1 (0-1), (1-0)
Målene: 0-1 Martin Jørgensen (7.) – 1-1 (52.)
Oldboys-landsholdets startopstilling:   
Martin S. Jensen – John Sivebæk – Chris Sørensen – Allan K. Jepsen – Martin Jørgensen – Stig Tøfting – Christian Duus Petersen – Henrik ”STORE” Larsen – Tommy Bechmann – Kaspar Dalgas – Peter Graulund.
Udskiftningsspillere, der alle blev skiftet ind: Morten Cramer – Michael Nonbo – Michael ”mio” Nielsen – Christian Lundberg – Michael Birkedal


5 mål af Tengbjerg og debut til Jon Dahl og Daniel Jensen

Forårets sidste kamp gav kæmpesejr til Oldboys landsholdet over et udvalgt hold fra den jubilerende klub i Faxe ladeplads. Kampen gav også debut til A-landsholdets assisterende træner John Dahl Tomasson samt Daniel Jensen, der begge gled fint ind i samarbejdet med de øvrige garvede Oldboys landsholdsspillere.

Godt 1500 tilskuere fik sig en rigtig fin opvisningskamp denne fredag aften, hvor vejrguderne heldigvis havde vist sig fra en noget bedre side end tilfældet havde været ugen før i Sdr.Rind/Vinkel. Ikke alene fik man ind imellem set prøver på det, landsholds spillerne tidligere havde vist på A-landsholdet, men også rigtigt mange mål – og indimellem endda  rigtigt flotte mål. Særligt havde Jeppe Tengbjerg rigtigt fået skruet knopperne rigtigt på sine støvler denne aften. Hele 5 gange nettede han, 2 i første halvleg og 3 i anden!

Men også den debuterende Jon Dahl Tomasson kunne finde vej til modstandernes netmasker, efter først – i kampens start – at have vænnet sig til tempo og spil på holdet. Et imod slutningen af første halvleg og et sat ind cirka midtvejs i anden halvleg. De sidste 3 scoringer blev sat ind af Christian Poulsen, Stig Tøfting og Per Krøldrup.

Holdet går nu på sommerferie – og kan med god samvittighed gøre det i forvisning om at have ydet nogle gode indsatser her i foråret. 4 kampe, 4 sejre – og en målscore på hele 32-1, noget af det flotteste, holdet har præsteret gennem de snart mange år, man har rejst rundt i det ganske land og præsteret opvisningskampe af virkelig høj klasse, til gavn og hjælp for arrangørklubberne ved forskellige lokale mærkedage.

Således også denne aften i det sydsjællandske, hvor værterne i lighed med alle tidligere havde sat alle sejl til for at gøre deres jubilæum så festligt som muligt. Mobile tribuner var opsat, adskillige pølse- og forfriskningstelte var sat op flere steder, og næsten 300 mennesker var med til den flot arrangerede efterfølgende festbuffet i den nærliggende idrætshal. En stor dag for de lokale værter – og en ligeså stor tak fra os alle i DBU.

 

Kampfakta:

Kamp: Faxe Ladeplads IF – DBU’s Oldboys
Sted Fredag den 16. juni 2017 i Faxe Ladeplads
Anledning 90 års jubilæum i Faxe Ladeplads Idrætsforening
Tilskuere 1.500
Resultat 0-10 (0-4)
Kampforløb 0-1 Jeppe Tengbjerg(5) 
0-2 Christian Poulsen(28)
0-3 Jeppe Tengbjerg(31)
0-4 Jon Dahl Tomasson(34)
0-5 Jeppe Tengbjerg(42) 
0-6 Jeppe Tengbjerg(45)
0-7 Jon Dahl Tomasson(49)
0-8 Stig Tøfting(58) 
0-9 Jeppe Tengbjerg(61)
0-10 Per Krøldrup(68)
Holdopstilling Peter Skov Jensen – Christian Poulsen – Martin Laursen – Rene Henriksen – Anders Møller Christensen - Daniel Jensen(debut) – Jon Dahl Tomasson(debut) – Stig Tøfting – Peter Madsen –
Per Krøldrup – Jeppe Tengbjerg 

Udskiftningsspillere, der alle blev skiftet ind: Jan Michaelsen – Nicolai Stokholm – Mikkel Beckmann

Storsejr over Sdr. Rind/Vinkel i silende sommerregn!

Trods det ualmindeligt dårlige vejr fik de, der var mødt frem, en flot målfest med Peter Graulund i spidsen som den helt store målkonge. Hele fire gange nettede den lille ihærdige angriber, mens der var debut til målmand Thomas Sørensen, som var hjemme i Danmark på et kort visit fra sit hjem i Australien.

For tredje gang her i foråret leverede de gamle landsholdsdrenge en fin opvisningskamp med masser af mål. Hele otte af slagsen blev det til denne fredag aften i det midtjyske. Og det kunne endda være blevet til endnu flere, hvis ikke det havde været for en flot spillende værtskeeper, der især i første halvleg diskede op med den ene flotte redning efter den anden. Desværre for værterne måtte han udgå cirka ti minutter inde i anden halvleg efter et sammenstød med oldboyslandsholdets Peter Graulund. Værternes reserve kunne ikke helt leve op til sin forgængers pragtredninger, og det betød ekstra gang i måltavlen.

 

2 mål i første halvleg – hele 6 i anden!

”Vi har i årets to første kampe scoret hele syv gange, så I har noget at leve op til." Det var træner Per Andersens peptalk til sit mandskab inden kampstart. Men den opfordring blev først fulgt op for alvor efter pausen.

Kaspar Dalgas og Graulund havde i første halvleg sørget for, at landsholdet kunne gå til pause foran 2-0  - og de mange scoringer efter målmandsskiftet blev sat ind af selv samme Graulund med hele tre flere af slagsen, to af indskiftede Jeppe Tengbjerg og endelig et ekstra flot mål sat ind af Tommy Bechmann, der med et fint hælspark havde gjort det til 4-0 midtvejs i halvlegen.

 

Fin stemning på lægterne trods monsunregn

I omegnen af 300 tilskuere havde trodset det ualmindeligt dårlige vejr. Hele dagen havde regnen silet ned i kaskader, og den ellers flotte bane var blevet godt gennemvåd, så aktørerne havde ind imellem udfordringer i at få bolden til at gøre som tiltænkt.

Og synd for værterne, der havde lagt rigtigt mange kræfter i at få et fint arrangement til at klappe helt perfekt – hvilket heldigvis lykkedes til fulde. Men de, der havde trodset vejrguderne, fik alligevel en fin kamp med opvisning i teknisk spil med den runde læderbold.  

Tak til værterne for et fint arrangement fra os alle i DBU!

 

Kampfakta:

Tid og sted:  Fredag den 9. juni 2017 i Sdr.Rind/Vinkel (ved Viborg)

Kamp:          Sdr.Rind/Vinkel (udvalgt hold) – DBU’s Oldboys landshold (2 x 35 minutter)

Anledning:   40 års Jubilæum i forbindelse med sammenlægningen af de 2 klubber.

Tilskuere:     300

Resultat:       0-8 (0-2)(0-6)

Målene:              0-1Kaspar Dalgas (3) – 0-2 Peter Graulund (32) – 0-3 Jeppe Tengbjerg (48) –

0-4 Tommy Bechmann (53) – 0-5 Peter Graulund (59) – 0-6 Peter Graulund (65) –

0-7 Peter Graulund (67) – 0-8 Jeppe Tengbjerg (69)

Landsholdets opstilling:   

Thomas Sørensen (debut) – John Sivebæk – Ralf Pedersen – Thomas Frandsen – Michael Nonbo – Hans Henrik Andreasen – Tommy Bechmann – Martin Jørgensen – Kaspar Dalgas – Jess Thorup – Peter Graulund

Udskiftningsspillere, der alle blev skiftet ind: Menrik ”mini” Rasmussen – Søren Frederiksen – Jeppe Tengbjerg.


Oldboyslandsholdet vandt 7-0 i Struer!

Flot opvisning og hele syv mål blev det til i holdets anden kamp i år. Desværre måtte Bo Hansen en tur på hospitalet med en grim skade efter blot 1 minuts spil i anden halvleg efter netop at være kommet på banen.

De godt 900 fremmødte tilskuere fik på denne lune forårsaften en rigtig fin fodboldopvisning af de gamle landsholdskæmper, hvor især Martin Jørgensen (kåret som kampens spiller af såvel byens borgmester og turistchef), Stig Tøfting og den arbejdsivrige Peter Graulund rigtigt foldede sig ud. Men også forsvarsspillerne Anders Møller Christensen og Christian Duus Petersen fik vist fornemme takter – især i, hvordan man standser et ellers ihærdigt kæmpende Struer-angreb. Men lige meget hvor mange indskiftere værtsklubben sendte på banen, sørgede landsholdets forsvar for at lukke dem ned.

Tre mål blev det til inden pausen, først et kanonskud af Graulund, så en fin friløber og et lille lop af Martin Jørgensen og endelig det tredje sat ind af Søren Frederiksen ”med et lille prik” under Struers fremstormende målmand.

 

Ærgerlig skade til Bo Hansen

I pausen havde landstræner Per Andersen skiftet Søren Frederiksen ud med Bo Hansen, der desværre kun fik cirka 60 sekunder på banen, før han blev ramt en øjensynlig slem skade (akillessenen er muligvis røget!) – så slem, at holdets læge Mogens Kreutzfeldt måtte køre ham på hospitalet. Så Søren Frederiksen måtte igen træde til på banen!

 

Fire scoringer efter pausen

De fine opvisningstakter fortsatte - trods Bo Hansens uheld - i anden halvleg med yderligere fire kasser af Oldboyslandsholdet. Et flot hovedstød fra Martin Jørgensen på et fint oplæg fra Graulund gjorde det til 4-0, Søren Frederiksen gjorde det til 5-0, og cirka midtvejs i halvlegen scorede anfører Stig Tøfting sikkert til 6-0 på et straffespark begået mod Peter Graulund. Endelig blev holdets sidste mål sat ind kort før slutfløjt af Christian Duus Petersen, der var gået med frem i angrebet.

 

Fin stemning på lægterne

Værterne fra Struer havde sørget for, at ”alt var, som det skal være til sådan et arrangement”. Ud over det lune forårsvejr, var der godt gang i de opstillede pølse- og ølboder, ligesom stemningen ved den efterfølgende banket i det fornemme klubhus var helt på toppen, med fine indlagte taler fra såvel værterne som fra Oldboyslandsholdets anfører, Stig Tøfting.

Tak til værterne for et fint arrangement fra os alle i DBU.

 

Kampfakta:

Tid og sted: Fredag den 19. maj 2017, Struer Idrætspark
Kamp:          Struer (udvalgt hold) – DBU’s Oldboys landshold (2 x 35 minutter)
Anledning:  Struer bys 100 års Købstadsjubilæum samt byens fejring af firmaidrættens 50 års jubilæum.
Tilskuere:    900
Resultat:      0-7 (0-3) (0-4)

Mål:        0-1 (13.min.: Peter Graulund), 0-2 (23.min.: Martin Jørgensen), 0-3 (29.min. Søren Frederiksen), 0-4 (49.min.: Martin Jørgensen), 0-5 (50.min.: Søren Frederiksen), 0-6 (55.min.: Stig Tøfting, str.), 0-7 (70.min.: Christian Duus Petersen)

Oldboyslandsholdets holdopstilling

Morten Cramer – Michael Nonbo – Anders Møller Christensen – Christian Duus Petersen – Allan

K. Jepsen – Martin Jørgensen – Stig Tøfting – Michael ”Mio” Nielsen – Kaspar Dalgas – Søren

Frederiksen – Peter Graulund

Udskiftningsspillere, der alle blev skiftet ind: Kaj Stefansen – Bo Hansen – Michael Birkedal


Oldboys: Årets første sejr i rødt og hvidt

Oldboys-landsholdet fortsatte takterne fra sidste års fremragende kampe i årets første landskamp, der blev spillet i Hørning ved Randers. Her fejrede Hørning GF 150 års jubilæum og havde i den anledning besøg af det Tøfting & co. Det helt store trækplaster var i den forbindelse DBU's Old Boys-landshold, der var kommet til byen med fem tidligere Randers FC-spillere på holdkortet for at markere klubbens milepæl med en kamp mod det lokale serie 3-hold

De godt 1150 tilskuere blev vidner til en fremragende fodboldkamp, der sluttede 7 - 1 til de "gamle drenge". Atter en gang demonstrerede oldboys-drengene, at de mestrer alle fodboldspillets finurligheder i en igen flot og underholdende fodboldkamp på grønsværen ud i det ganske danske land.

At en by som Hørning GF med 300 indbyggere kan samle 1150 tilskuere til en kamp mod Old boys landsholdet er i sig selv fascinerende. Michael Gravgaard havde desuden i dagens anledning overtaget anførerbindet fra Stig Tøfting som nuværende direktør i Randers FC i. Han roste efter kampen banen og klubben for det enestående arbejde, der var blevet udført af over 80 frivillige.

Som altid var der efter kampen autografskriverier og fotografering af " de gamle knægte," samt en middag, hvor der var tid til både et par gode råd og anekdoter fra de tidligere landsholdsspillere.

 

Se artikel i Randers Ams Avis her
Se indslag fra kampen i TV2 Østjylland her

 

Kampfakta:

Tid og sted: Fredag den 5. maj 2017, Hørning GF Stadion ( ved Randers ).
Kamp: Hørning GF - DBU Old Boys landsholdet ( 2 x 35 minutter )
Anledning: Klubbens 150 års jubilæum.
Tilskuere: 1150.
Resultat: 1 - 7 ( 1 - 3 ) ( 0 - 4 ).

Mål: 1 - 0 Morten Andersen ( 12. min. ), 1 - 1 Tommy Bechmann ( 15. min. ), 1 - 2 Tommy Bechmann ( 22. min. ), 1 - 3 Peter Graulund ( 27. min ),
1 - 4 Martin Jørgensen ( 42. min ), 1 - 5  Peter Graulund ( 44. min ), 1 - 6 Jeppe Tengbjerg ( 61. min. ), 1 - 7 Kaspar Dalgas ( 67. min. ).

Startopstilling: Martin Jensen - Hans Henrik Andreasen - Michael Gravgaard - Christian Duus Petersen - Allan K. Jepsen - Henrik "Mini" Rasmussen -
Stig Tøfting - Martin Jørgensen - Peter Graulund - Tommy Bechmann - Mikkel Bechmann. 

Udskiftningsspillere, der blev skiftet ind i pausen: Kaj Stefansen - Palle Sørensen - Jeppe Tengbjerg - Kaspar Dalgas.


Totalsucces i årets sidste opvisningskamp

De godt 600 tilskuere, der fredag aften var mødt frem på det sensommer-solbeskinnede Jernløse Stadion i det nordvestlige Sjælland (tæt ved Holdbæk) fik som alle Oldboysholdets øvrige modstandere gennem året en rigtig flot og underholdende fodboldkamp, med masser af mål, sjove episoder og fint opvisningsspil – og en fin debut af forsvarsklippen Per Krøldrup.

Hjemmeholdet, der stillede op med en god gang blanding af såvel nuværende som ældre spillere indledte løjerne med en chok-start, idet det lykkedes dem – allerede i kampens indledning – at bringe sig i spidsen 1-0, efter lidt fumleri i landsholdets forsvar. En tilbagelægning fra Martin Laursen forvirrede den ellers normalt så sikre målmand, Mogens Krogh så meget, at Jernløses angriber, Martin Jaksland let kunne skubbe en løs bold ind i kassen.

Heldigvis fik landsholdet stabiliseret sig bagude, og da midtbanen med Tøfting og Poulsen først fik taget rigtigt fat og fodret såvel fløjene som angriberen Mads Junker, ja så så man det fine spil rigtigt udfolde sig. Ja sågar forsvareren Martin Laursen trak med op, og det var netop ham, der på et fint skud langt udefra første gang fik passeret Jernløses målmand, Bom sagde det!- og så havde landsholdet udlignet til 1-1 efter godt et kvarters spil.

Resten af halvlegen stod der så opvisningspil på programmet, og det ene flotte angreb efter det andet skyllede ned mod værternes mål. 2-1 målet blev sat ind af Mads Junker, 3-1 af Christian Poulsen efter fint forarbejde fra Stig Tøfting og selv samme Poulsen gjorde det til 4-1 på et drømmelangskud, hvorefter Mads Junker mod halvlegens slutning headede landsholdets femte mål ind på en fin aflevering fra Nicolai Stockholm.

Efter pausen fortsatte landsholdet de gode takter, men fik dog ”kun” bolden i mål tre gange. Først endnu et mål sat ind (eller nærmere betegnet ”prikket”) af Mads Junker, så et rigtigt godt ”fumle-selvmål” af et par forvirrede Jernløse-forsvarere, og så endelig et flot hovedstødsmål til sluresultat 8-1, sat ind af den debuterende Per Krøldrup, direkte efter hjørnespark.

For fuldstændighedens skyld skal det dog nævnes, at hjemmeholdet kæmpede bravt hele anden halvleg – uden man på nogen måde dog  kan sige at de kom til meget andet end et behjertet –men flot – langskudsforsøg, der prellede af på landsholdets måloverligger.

Masser af autografskriveri og fotos samt en fin ”After-play-buffet” afsluttede det fine arrangement, Jernløses ledere havde stablet på benene, til alles tilfredshed, hvilket landsholdets anfører Stig Tøfting i sin takketale kvitterede for, ligesom han takkede  holdets sponsor, Danske Fragtmænd for støtten gennem hele året.

 

Kampfakta:

Tid og sted  Fredag den 9. september 2016, Jernløse Stadion (v. Holbæk) 
Kamp Jernløse – DBU’s Oldboys landshold (2 x 35 minutter)
Anledning Klubbens 10 års jubilæum
Tilskuere 600
Resultat 1-8 (1-5)
Kampforløb 1-0 Martin Jaksland (4),
1-1 Martin Laursen (16), 
1-2 Mads Junker (18), 
1-3 Christian Poulsen (19), 
1-4 Christian Poulsen (26), 
1-5 Mads Junker (28), 
1-6 Mads Junker (47),
1-7 (”fumle-selvmål”)(53), 
1-8 Per Krøldrup (70).

Oldboyslandsholdets holdopstilling:

Mogens Krogh – John Sivebæk – Martin Laursen – Rene Henriksen – Per Krøldrup (debut) -Nicolai Stockholm – Christian Poulsen – Martin Retov – Stig Tøfting – Michael ”Mio” Nielsen – Mads Junker
Udskiftningsspillere, der blev skiftet ind: Peter Skov Jensen – Henrik ”Store” Larsen – Michael Birkedal

 

Se indslaget fra TV2 Øst

Læs artiklen fra Holbæk Amts Venstreblad


Stensikker sejr over Stenstrup

Rammen var også et idyllisk lille stadion med en meget flot fodboldbane, og med næsten hele byen på sidelinjerne. En smuk ramme, som Old Boys Landsholdet efter en lige 1. halvleg, til fulde udfyldte i en fantastisk 2. halvleg.

Old Boys Landsholdet havde hentet tre debutanter op fra "ungdomsafdelingen", idet Morten Cramer, Anders Møller Christensen og Christian Poulsen alle fik deres debut.

Stenstrup startede friskt ud, og det var primært deres unge spillere, som lige har fået klubben i Serie 2, der udgjorde en god modstand i 1. halvleg, hvor de stod meget dybt, men samtidigt også måtte lave et kæmpe stykke løbearbejde for, at holde Old Boys Landsholdet fra fadet.

Alligevel kom Old Boys Landsholdet foran efter blot 4. min. spil, hvor Kaspar Dalgas stod blank foran et tomt mål efter godt forarbejde af Morten Bisgaard på højrekanten, og samme Kaspar Dalgas gjorde det også til 2-0 efter 20.min. på et næsten lignende mål, Denne gang kom indlægget dog fra Henrik "Store" Larsen på venstrekanten.

Det meste af 1. halvleg var nærmest en stillingskrig, og Old Boys Landsholdets målmand brugte ikke hænderne en eneste gang, idet bolden blev spillet rundt og rundt foran feltet hos Stenstrup. Det kostede til gengæld de lokale helte en masse energi og rigtig mange kræfter.

Halvlegen sidste minut blev spoleret af tre lokale kvindelige streakere, der vile gøre reklame for de lokale kone løft løb dagen efter. Det vakte stor jubel, og Old Boys Landsholdets spillere skrev flittigt autografer på pigernes dragter på udsatte steder. Et rigtigt sjov lokalt indslag 

I pausen skiftede Old Boys Landsholdets træner Per Andersen tre mand, idet Michael Nonbo kom på banen i stedet for Thomas Helveg, Thomas Thorninger for "Store" Larsen og Jeppe Tenbjerg for Mikkel Beckman. Alle de tre udskiftede fik dog også lidt spilletid i 2. halvleg.

I 2. halvleg var Stenstrup løbet tør for kræfter, og det lokale publikum fik en forrygende fodboldopvisning i flot kombinationsspil, forrygende indlæg og flotte mål, både med fødder og hoved.

Der var kun spillet 3. min i 2. havleg da Jeppe Tengbjerg, der lige  var kommet på banen, gjorde til 3-0 efter et flot oplæg fra Christian Poulsen.

Stig Tøfting gjorde det til 4-0 på et hårdt spark fra midten af feltet efter lidt klumpspil, og kort efter var Jeppe Tengbjerg igen på pletten til 5-0, da han skubbede et indlæg fra Morten Bisgaard ind i det nederste lange hjørne.

Et flot langskud fra Morten Bisgaard gjorde det til 6-0, og Michael Nonbo bankede et flot skud ind til 7-0.

Lille Jeppe Tengbjerg ophævede tyngdekraften og headede et flot indlæg fra Morten Bisgaard ind via højre stolpe, og samme Jeppe Tengbjerg gjorde det til 9-0, og igen på hovedstød, efter et hjørnespark fra samme Bisgaard.

Mikkel Beckmann, der var kommet på banen igen, gjorde det til 10-0 efter et godt oplæg fra Stig Tøfting, og "Tøffe" selv gjorde det til 11-0 på et meget flot loop over en sagesløs keeper i Stenstrup målet.

Endelig sluttede fodboldfesten i det sidste minut på et flot hovedstødsmål af Ulrik Laursen.

Old Boys Landsholdets træner Per Andersen var igen meget tilfreds med sit hold. Det er vindertyper, de kan lide hinanden, og derfor fungerer holdet så godt, som det gør. Han havde en lille stikpille til de olympiske svømmere, der har udtalt, at vi er måske ikke helt mentalt til stede og forberedt. De skulle kigge på disse professionelle "gamle" kæmper, der altid er mentalt til stede selv til en opvisningskamp i en fynsk landsbyidyl.

Han er også meget imponeret af de lokale arrangører af Old Boys Landsholdets kampe, og igen havde den lokale klub lavet et flot arrangement i flotte rammer.

Han var også imponeret af den "gamle" landsholdsspiller Thomas Gravesen tilstedeværelse, idet han nu for 2. gang dukkede op og heppede på sine gamle landsholdskammerater fra sidelinjen.

Efter kampen til spisningen i den lokale hal, hvor ikke mindre end 350 gæster deltog, takkede den lokal formand for besøget og for den flotte fodboldopvisning. Vi er meget stolte over jeres besøg i Stenstrup, hvor I har gjort et kæmpeindtryk for jeres ligefremme væremåde, hvor der ikke blev sagt nej til en eneste autograf eller selfie. Det er en begivenhed vi altid vil huske på her i byen.

Stig Tøfting sluttede hele arrangementet med en tale, der fik alle lattermusklerne i brug, og han takkede især Danske Fragtmænd for støtten, og det faktum, at hele 40 repræsentanter fra dem var til stede under hele arrangementet. Han håber, at aftalen, der udløber i december vil blive forlænget, således at Old Boys Landsholdet, de lokale klubber rundt omkring i landet og Danske Fragtmænd igen vil få glæde af hinanden i 2017.

 

Kampfakta: 
Stenstrup IF - Old Boys Landsholdet
Resultat: 0-12 (0-2)
Tilskuere: ca. 1.000

Mål: 4.: 0-1 Kaspar Dalgas, 20.: 0-2 Kasper Dalgas, 38.: 0-3 Jeppe Tengbjerg, 39.: 0-4 Stig Tøfting, 41.: 0-5 Jeppe Tengbjerg, 
45.: 0-6 Morten Bisgaard, 46.: 0-7 Michael Nonbo, 51.: 0-8 Jeppe Tengbjerg, 60.:  0-9 Jeppe Tengbjerg, 63.: 0-10 Mikkel 
Beckmann, 67.: 0-11 Stig Tøfting og 69.: 0-12 Ulrik Laursen.

Morten Cramer, Thomas Helveg, Anders Møller Christensen, Rene Henriksen, Ulrik Laursen, Christian Poulsen, Stig Tøfting,
Henrik "Store" Larsen, Morten Bisgaard, Kaspar Dalgas og Mikkel Beckman.

Bænken: Michael Nonbo, Thomas Thorninger og Jeppe Tengbjerg, der alle startede inde i 2. halvleg.


Succesfuld forårssæson afsluttet med ny sejr

Det blev til en succesfuld forårsafslutning for Oldboys landsholdet, der fredag vandt for 4. gang i træk. Denne gang blev det 6-2 over Den 90-års jubilerende Serie 3-klub, Langaa IK (ved Randers).

Holdets træner Per Andersen har startet sin nye ”landstrænerkarriere” på fornemste vis. 4 kampe, 4 sejre og en målscore på hele 32-4. Og han er kisteglad for sit job, især da spillerne udviser alt det, Per gerne vil have, nemlig: Vilje, gejst, humør og spilleglæde, og så selvfølgelig spilleevne, hvilket han dog aldrig har været i tvivl om, ”når man har med sådanne kompetente spillere at gøre”, som han udtrykte det efter kampen fredag aften i Langaa. ”Det har været en fornøjelse, gutter! – Og jeg glæder mig allerede til de kommende opgaver i efteråret”!

Sejren her fredag aften var dog en del vanskeligere at få hevet i land end ved de foregående 3 kampe. Dels var modstanderne gennemsnitlig en del yngre (primært Langaa’s egne Serie-3 spillere), dels var de hurtigere og mere kontante og direkte i deres spil, hvilket de gamle landsholdsspillere lige skulle vænne sig til, inden de specielt i anden halvleg havde fundet ud af, hvordan ”sådan en flok unge løver” skulle tæmmes.

Faktisk var det de lokale der kom bedst fra start – især lagde man mærke til angriberen Kenn Mortensen, der med 2 mål indenfor kampens første kvarter, fik sat gang i løjerne til stor tilfredshed for de godt 900 fremmødte tilskuere. Først scorede han til 1-0, og ca. 10 minutter senere udlignede han til 2-2, efter at Oldboys’erne først dels havde udlignet til 1-1 (på et selvmål), dels havde bragt sig foran 2-1 på et dejligt langskud fra Stig Tøfting.

Mod slutningen af første halvleg lykkedes det dog for Oldboys landsholdet at bringe sig foran, først til stillingen 3-2 på et mål sat ind af Michael Gravgaard og kort før pausefløjt blev det 4-2 på et godt hovedstød af Jess Thorup.

Og i anden halvleg blev ”tingene rigtigt sat på plads”. De lokale havde fået løbet hornene af sig, og ”de gamle” begyndte nu ”bare at køre bolden rundt i små trekanter” udenom de efterhånden trætte lokale spillere – fin opvisning i hvordan manglende hurtighed kan kompenseres ved kløgtige modtræk!

5-2 blev det på et straffespark godt 5 minutter inde i halvlegen sat ind af Peter Graulund, efter at han selv var blevet fældet i feltet efter en fin dribletur – og målet til slutresultat 6-2 til landsholdet blev scoret ca. midtvejs i halvlegen af ”landsholdstilbagevendte” Ralf Pedersen.

At så ”go’e gamle” Michael Birkedal, der var skiftet ind i midten af anden halvleg tillod sig at brænde endnu et straffespark til landsholdet kort før slutfløjt, gjorde ikke oplevelsen for os alle mindre – snarere tværtimod: ”Der blev mobbet godt” i landsholdsspillernes omklædningsrum efter kampen.

De ca. 900 fremmødte fik hvad de kom efter. God fight og kampgejst så længe kræfterne rakte af de lokale og fin opvisning af de gamle landsholdskæmper

 

Kampfakta:

Tid og sted: Fredag den 24. juni 2016 kl. 18.30 på Langaa Stadion (ved Randers)
Kamp: Langaa IK – DBU’s Oldboys landshold (2 x 35 minutter)
Anledning: Klubbens 90 års jubilæum
Tilskuere: 900
Resultat: 2-6 (2-4)(0-2)
Målene: 1-0 Kenn Mortensen (5), 1-1 Selvmål (7), 1-2 Stig Tøfting (11), 2-2 Kenn Mortensen (14), 2-3 Michael Gravgaard (19), Jess Thorup (34), 2-5 Peter Graulund (39, str.), 2-6 Ralf Pedersen (53).

Oldboyslandsholdets holdopstilling:
Martin S. Jensen – Ralf Pedersen – Michael Gravgaard – Rene Henriksen – Palle Sørensen -Kaspar Dalgas – Stig Tøfting – Martin Jørgensen – Mikkel Beckmann – Peter Graulund – Jess Thorup 
Udskiftningsspillere, der blev skiftet ind: Thomas Thorninger – Christian Duus Petersen (debut) – Michael Birkedal.


Endnu en stor-sejr til Oldboyslandsholdet

Denne gang blev det 7-1, da man i anledning af Sole IF’s 75 års jubilæum havde arrangeret opvisningskamp mod et lokalt kombineret serie 4 hold og et oldboyshold fra den jubilerende klub.

Der er rigtigt godt gang i målscoringerne i oldboyslandsholdet her i forårets opvisningskampe. Først 13-0 i Gredstedbro, så 6-1 i Sindal og nu hele 7-1 i den lille by, Øster Snede lidt nord for Vejle. Det, vores A-landshold ikke har kunnet de seneste par år, det forstår de gamle så til fulde.

3 kampe, 3 sejre og hele 26 mål i modstandernes netmasker er det blevet til - flot opvisning i, hvad fodbold ”i virkeligheden” drejer sig om: nemlig at score mål!

Og ind imellem endda særdeles flotte mål, efter fine gennemspillede angreb, enten med hovedet, - med en velplaceret inderside eller et ”kanonspark” langt udefra.

Denne gang med 3 af Peter Graulund, 2 af Hjalte Bo Nørregård og et af henholdsvis Martin Jørgensen og Stig Tøfting. – Jo, de har ikke glemt det, og de elsker det, til stor underholdning for de fremmødte tilskuere. Således også i gårsdagens jubilæumskamp.

De godt 800 tilskuere, der denne solbeskinnede fredag aften var mødt frem følte sig rigtigt godt underholdt, og fik endda i tilgift også et mål sat ind af værterne, der bestemt ikke var uefne. Ved stillingen 6-0 kort før dommerens slutfløjt lykkedes det den lokale angriber, Rune Gregersen at få scoret et flot mål på Oldboys landsholdets keeper, Martin S. Jensen på en halvflugter.

Træner Per Andersen efter kampen:

”Igen en fremragende indsats og godt spil forårsaget af en fantastisk vindermentalitet – oldboyslandsholdet er i den grad med til at promovere dansk fodbold ude i landets små byer. Gutterne repræsenterer i allerhøjeste grad toppen af dansk fodbold med deres fodboldintellekt og deres enorme vinderkultur og er med deres dedikation til at inspirere bredden i dansk fodbold med deres store passion for fodboldspillet, og er samtidig rigtig gode forbilleder,” lød det fra en tilfreds træner efter kampen.

”Sole IF havde lavet et fantastisk arbejde omkring arrangementet. Godt 700 tilskuere overværede kampen, og de blev i den grad vidner til en rigtig god kamp.”

Se omtale i Horsens Folkeblad her

 

Kampfakta:

Tid og sted:  Fredag den 10. juni 2016 kl. 18.30 på Sole Stadion (nord for Vejle)
Kamp:          Sole IF – DBU’s Oldboys landshold (2 x 35 minutter)
Anledning:   Klubbens 75 års jubilæum
Tilskuere:     800
Resultat:      1-7 (0-3)(1-4)
Målene:        0-1 Peter Graulund (4), 0-2 Peter Graulund (22), 0-3 Hjalte Bo Nørregård, 0-4 Peter Graulund (45), 0-5 Martin Jørgensen (50), 0-6 Stig Tøfting (65), 1-6 Rune Gregersen (67), 1-7 Hjalte Bo Nørregård (70).

Oldboyslandsholdets holdopstilling:

Martin S. Jensen – Allan K. Jepsen - John Sivebæk – Steven Lustü – Rene Henriksen – Brian Priske – Stig Tøfting – Hjalte Bo Nørregård – Martin Jørgensen – Peter Graulund – Kaspar Dalgas

Udskiftningsspillere, der blev skiftet ind: Michael Nonbo – Michael ”Mio” Nielsen – Christian Lundberg.


Oldboys landsholdet sejrede også i Sindal

Det blev til en 6-1 sejr i oldboyslandsholdets anden opvisningskamp her i foråret 2016 – og holdet måtte i denne kamp indkassere første mål imod sig, da Hjørrings borgmesters søn, Anders Boelt fik scoret modstandernes enlige mål på straffespark ved stillingen 5-0 til landsholdet.

Godt 1.100 tilskuere fik sig igen en god og flot gang fodbold i det rimelige forårsvejr i det nordjyske.

Efter Oldboys landsholdets flotte 13-0 sejr i det sønderjyske for 2 uger siden, var turen kommet til at holdet skulle længere op i Jylland for at spille kamp nr.2 i år. Denne gang i den lille by Sindal mellem Ålborg og Hjørring – og denne gang blev det noget sværere at hive sejren i land. Hjemmeholdets sammensatte hold, primært fra Sindal selv, men suppleret med ”et par hjælpere” fra de omkringliggende naboklubber bed godt fra sig.

Der skulle derfor da også gå næsten en halv time, før det lykkedes for oldboyslandsholdets forward Peter Graulund at få bolden bag den ellers gode Sindal-keeper. Faktisk havde hjemmeholdet inden denne scoring haft et par særdeles nærgående forsøg på at bringe sig foran – men også, og heldigvis (!) havde Oldboys landsholdet en god og solid keeper mellem sine målstænger. Martin S. Jensen havde et par gode redninger! – og mod slutningen af halvlegen havde hjemmeholdet endda et skud på den ene opstander, så det lå ligesom i luften, at hjemmeholdet nok – på et eller andet tidspunkt – og på den ene eller anden måde skulle lykkes med at få bolden i mål bag Martin S. Jensen.

Det skete da også! – men først hen imod slutningen af kampen, på et tidspunkt, hvor oldboyslandsholdet var kommet foran hele 5-0 – og så endda på et lidt tyndt dømt straffespark. Et straffespark, som blev eksekveret i mål at selveste Hjørrings borgmestersøn, Anders Boelt. – til stor jubel for de godt 1.100 fremmødte på det nye stadion.

Christian Lundberg med 2 mål, Hjalte Bo Nørregaard og endnu et mål af Graulund havde dog inden Sindal-scoringen gjort det umuligt for hjemmeholdet at komme bare i nærheden af kampmæssig spænding. Og ”go’e gamle” Michael Birkedal, der var blevet indskiftet i anden halvleg lukkede og slukkede kampen med sit mål kort før tid til slutresultatet 6-1.

Se reportage fra kampen fra Nordjyske her

 

Kampfakta:

Tid og sted:  Fredag den 27. maj 2016 kl. 18.30 på Sindal Stadion (nord for Ålborg)
Kamp:         Sindal IF – DBUs Oldboyslandshold (2 x 35 minutter)
Anledning:    Klubbens 80 års jubilæum og samtidig Stadionindvielse
Tilskuere:    1.100
Resultat:     1-6 (0-2)(1-4)
Målene:       0-1 Peter Graulund (29), 0-2 Christian Lundberg (31), 0-3 Peter Graulund (50), 0-4 Hjalte Bo Nørregaard (52), 0-5 Christian Lundberg (56), 1-5(str.) Anders Boelt (63), 1-6 Michael Birkedal (67).

Oldboyslandsholdets holdopstilling: Martin S. Jensen – Allan K. Jepsen – Thomas Helveg – Henrik ”Store” Larsen – Henrik ”mini” Rasmussen – Stig Tøfting – Martin Jørgensen – Hjalte Bo Nørregaard – Christian Lundberg – Peter Graulund – Flemming Povlsen.

Udskiftningsspiller, der blev skiftet ind: Bent ”Dynamo” Christensen – Michael Birkedal – Nicolaj Rasmussen (debut).


Kæmpesejr til Oldboys landsholdet. Vandt hele 13-0 i Gredstedbro.

Holdets debuterende træner Per Andersen lagde ud med en kæmpesejr – blandt andet med fem mål af ligeledes debuterende Mikkel Beckmann. Kampen blev indledt med et minut stilhed til ære for holdets tidligere træner, Allan Michaelsen.

De fremmødte ca. 500 tilskuere fik et rigtigt målorgie at overvære på denne lidt råkolde fredag aften i den lille vestjyske by, hvor John Lauridsen for mange år siden startede sin karriere. Hele 13 af slagsen – og alle sat ind af DBU-mandskabet. 5 af angrebsdebutanten Mikkel Beckmann, 2 af Morten Bisgaard, 2 af Jeppe Tengbjerg samt et af henholdsvis Caspar Dalgas, Stig Tøfting, Palle Sørensen og John Sivebæk.

”Fantastisk”, sagde den nye træner for holdet, Per Andersen, kort efter dommerens slutfløjt. ”Holdet præsterede langt over forventning i min debutoptræden”, efter nu afdøde Allan Michaelsen. ”Og jeg ser med stor fortrøstning frem til de kommende opgaver med holdet og de mennesker der i øvrigt fungerer sammen med holdet.”

Ganske vist var sejren hevet i land på en lidt billig baggrund, idet værtsholdet fra Gredstedbro ikke rigtigt havde noget særligt at byde på. Kun et enkelt skud på overliggeren hos den i anden halvleg debuterende DBU-målmand Martin S. Jensen. Og sejren kunne endda have været endnu større, hvis 'DBU-Oldboyserne' havde udnyttet bare et par stykker af de helt oplagte yderligere 6-7 målchancer, man spillede sig frem til.

Men alligevel: Tilskuerne fik hvad de kom efter: Masser af fint fodboldspil, mange mål og et gensyn af mange af de kendte spillere fra tidligere tider – herunder ”deres egen”, John Lauridsen der nu i en alder af 56 indstiller også sin Oldboys-karriere. Tak til John for mange positive oplevelser gennem mere end 30 år – også her senest i DBU-Oldboys sammenhæng!

Se billeder og reportage fra JyskeVestkysten her

 

Kampfakta:

Tid og sted:  Fredag den 13. maj 2016 kl. 18.30 på Gredstedbro Stadion (v. Ribe)
Kamp:          Gredstedbro All Stars – DBUs Oldboyslandshold (2 x 35 minutter)
Anledning:   Klubbens 75 års jubilæum
Tilskuere:     500
Resultat:       0-13 (0-6)(0-7)
Målene:        0-1 Mikkel Beckmann (3), 0-2 Morten Bisgaard (6), 0-3 Mikkel Beckmann (17), 0-4 Mikkel Beckmann (19), 0-5 Morten Bisgaard (25), 0-6 Caspar Dalgas (35), 0-7 Mikkel Beckmann (42), 0-8 Jeppe Tengbjerg (47), 0- 9 Mikkel Beckmann (56), 0-10 John Sivebæk (62), 0-11 Palle Sørensen (64), 0-12 Stig Tøfting (66), 0-13 Jeppe Tengbjerg (68).

Oldboyslandsholdets holdopstilling:

Peter Skov Jensen – John Sivebæk – Steven Lustü – Allan K. Jepsen (debut) – Michael Nonbo – Martin Retov (debut) – Stig Tøfting – John Lauridsen – Kaspar Dalgas – Martin Jørgensen – Morten Bisgaard – Mikkel Beckmann

Udskiftningsspiller, der blev skiftet ind: Martin S. Jensen (debut) – Martin Retov (debut) – Palle Sørensen – Jeppe Tengbjerg