Nyheder

Gæstespil i Vedbæk

Den halve EM-trup fik hjælp af tre målmænd og tre markspillere ved dagens træning. Morten Wieghorst træner med tirsdag
Landstræner Morten Olsen har til træningerne mandag og tirsdag indkaldt forstærkninger.

Til og med tirsdag består EM-truppen af spillerne fra de engelske, hollandske, belgiske og italienske klubber.

De 12 spillere blev til mandagens træning suppleret med fire talentfulde spillere fra U/20-landsholdet, Brøndby IFs reservemålmand Casper Ankergreen og landsholdets ordinære reservemålmand Peter Skov-Jensen.

U/21-landsholdets målmand, Kevin Stuhr Ellegaard fra Manchester City, deltog allerede i søndagens træningspas, og han fik mandag og igen tirsdag selskab af Sebastian Svârd, Arsenal og Michael Krohn Dehli, Ajax Amsterdam, samt Jeppe Curth, Feyenoord.

De tre førstnævnte er udtaget til U/20-landsholdet, der den 2. og 4. juni spiller to kampe mod Rusland i Moskva, mens Jeppe Curth er på stand by til denne trup.

Casper Ankergreen har ved flere lejligheder taget en tørn med i landsholdets træning, hvor målmændene som bekendt specialtrænes af Jørgen Henriksen, der til daglig er målmandstræner i Brøndby.

Og endelig var landsholdets sædvanlige reservemålmand Peter Skov-Jensen taget over fra FC Midtjylland for at deltage i træningen mandag og tirsdag. Hans kollega i EM-truppen, Stephan Andersen fra AB, skulle også have spillet med, men en skade fra SAS Liga-kampen mod AGF søndag sætter en foreløbig stopper for hans deltagelse i Vedbæk.

Kasper Bøgelund har været hjemme i godt en uge, hvor han blandt andet har modtaget behandling af landsholdets tidligere fysioterapeut Kim Kristensen på dennes privatklinik i København. Han og Peter Løvenkrands har deltaget fuldt ud i de foreløbig tre træningspas med landsholdet.

Bøgelund og Løvenkrands er officielt endnu ikke udtaget til EM-truppen på grund af de skader, der har holdt dem ude i længere tid dette forår. Morten Olsen forventer at tage stilling til deres eventuelle udtagelse til EM-truppen sidst på ugen.

Morten Wieghorst deltagelse i EM-truppen er afhængig af hans skadesituation. Wieghorst træner tirsdag med landsholdet, hvor Brøndby holder træningsfri. Derefter koncentrerer han sig igen 100% om Brøndbys sidste og afgørende kamp i SAS Ligaen hjemme mod AB lørdag eftermiddag.

Landstræner Morten Olsen forudsætter, at Morten Wieghorst spiller med i denne kamp, hvis han skal holde sin plads i EM-truppen.

De 12 spillere fra EM-truppen, der er samlet på Hotel Marina er Thomas Sørensen, Martin Laursen, Thomas Helveg, Per Krøldrup, Brian Priske, Thomas Gravesen, Claus Jensen, Jesper Grønkjær, Jon Dahl Tomasson, Martin Jørgensen, Dennis Rommedahl og Kenneth Perez.

De øvrige ni spillere i EM-truppen er Peter Skov-Jensen, Stephan Andersen, René Henriksen, Niclas Jensen, Morten Wieghorst, Daniel Jensen, Christian Poulsen, Ebbe Sand og Peter Madsen.

SAS Ligaens sidste spillerunde er lørdag den 29. maj, og derfor vil truppen til testkampen mod Estland i Tallin søndag den 30. maj alene bestå af spillere fra udenlandske klubber.

Grundlovsdag lørdag den 5. juni spiller landsholdet venskabskamp mod Kroatien i Parken klokken 17.00. Billetsalget til denne kamp er startet, og har rundet 23.000.

Mandag den 7. juni rejser truppen på træningslejr på base camp-hotellet ved Algarve-kysten i Portugal.

Landsholdet spiller sine tre indledende kampe ved EM-slutrunden mod Italien mandag den 14. klokken 18.00 dansk tid i Guimarães, mod Bulgarien fredag den 18. klokken 18.00 i Braga og mod Sverige tirsdag den 22. juni klokken 20.45 i Porto.

Tekst: Lars Berendt

24. maj 2004, 07:53

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
Udvidet kampsøgning
Livescore søgning
 
 
Glemt adgangskode?
Indtast dit brugernavn eller email her, så vi din adgangskode til dig.
Brugernavn / E-Mail:
ELLER
 
Lav ny profil uden Facebook