Nyheder

SAS Ligaen starter 19. juli

0 anbefalinger
Den kommende SAS Liga-sæson starter onsdag den 19. juli og slutter Pinsemandag den 28. maj 2007, hvis det kommende U/21-landshold kvalificerer sig til EM-slutrunden igen næste år. Kvalifikation til UEFA Cup’en starter allerede 13. juli og Champions League 25. juli.
Med tre runder tilbage af den aktuelle SAS Liga-sæson kan fans, spillere og trænere allerede sætte kryds i kalenderen for den nye sæson.
 
DBUs DM-programudvalg har haft den store kalender fremme, og har sat datoer på stort set alle kampdagene for holdene i den bedste danske række.
 
SAS Ligaen starter med en midtugerunde onsdag den 19. juli, og første del af turneringen lukker ned for vinteren igen præcis fire måneder senere søndag den 19. november.
 
Starten af forårssæsonen er fastsat til søndag den 11. marts 2007, og sæsonafslutningen er foreløbig fastsat til Pinsemandag den 28. maj 2007.
 
 
Afslutning afhængig af U/21-landsholdet
 
Den forholdsvis tidlige afslutning af sæsonen 2006/2007 sker på grund af den efterfølgende EM-slutrunde for U/21-landshold, som starter den 11. juni 2007.
 
Hvis det kommende U/21-landshold under ledelse af Keld Bordinggaard ikke kvalificerer sig til slutrunden næste år, vil DM-programudvalget sammen
med klubberne drøfte en udskydelse sæsonafslutningen fra slutningen af maj til midten af juni.
 
Beslutningen om en eventuel ændring af afslutningen på den kommende SAS Liga-turnering vil blive truffet hurtigst mulig efter U/21-landsholdets sidste kvalifikationskamp, som spilles allerede onsdag den 11. oktober i år.
 
DM-programudvalget vil i ugen efter afslutningen af Viasat Sport Divisionen, når oprykkerne fra landets næstbedste række er fundet, sammensætte kampprogrammet for den kommende SAS Liga-sæson, og forventer at kunne offentliggøre programmet senest fredag den 23. juni.
 
Udvalget forventer indenfor to-tre uger at kunne melde ud om programplanlægningen for de øvrige divisioner.
 
 
Kvalifikation til de europæiske turneringer
 
DBU skal senest onsdag den 31. maj tilmelde de danske deltagere til UEFAs klubturneringer.
 
Den kommende Danmarksmester skal indtræde i 2. kvalifikationsrunde til UEFA Champions League, som spilles henholdsvis tirsdag den 25. eller onsdag den 26. juli med returkamp tirsdag den 1. eller onsdag den 2. august. 
 
Hvis det danske mesterhold sikrer sig videre adgang til 3. kvalifikationsrunde, og vinder den sidste kvalifikationsrunde sammenlagt, er holdet klar til gruppespillet i Champions League.
 
Hvis holdet derimod sammenlagt taber tredje kvalifikationsrunde, vil det indebære videre deltagelse i UEFA Cup's 1. runde.
 
De kommende vicemestre vil sammen med den kommende vinder af DBUs Landspokalturnering allerede træde ind i 1. kvalifikationsrunde til UEFA Cup’en.
 
Kampene i denne runde spilles henholdsvis torsdag den 13. juli og torsdag den 27. juli.
 
De danske holds indtræden allerede i 1. kvalifikationsrunde er en direkte konsekvens af den nye struktur UEFA Intertoto Cup’en, som udløser 11 vinderhold - mod tidligere 3 - som får videre adgang til UEFA Cup'en.
 
Denne ændring har reelt ramt alle de lande, der ligger fra nummer 19 og nedefter på UEFAs klubrangliste. Her indtager de danske klubhold p.t. en plads som nummer 23.
 
 
Alle vil med i TOTO Cup’en
 
Til gengæld har ændringen af strukturen medført en fornyet popularitet for turneringen, som alle 12 SAS Liga-klubber på forhånd har meldt deres interesse for at deltage i.
 
Den danske deltager i UEFAs sommerturnering bliver det bedst placerede
hold i SAS Ligaen, der ikke har mulighed for kvalifikation til de to øvrige UEFA-turneringer.
 
Danmarks deltager indtræder i den anden af de i alt tre kvalifikationsrunder, og skal derfor igennem to kvalifikationsrunder for at komme med i UEFA Cup'en. Kampene i 2. kvalifikationsrunde bliver spillet henholdsvis lørdag den 1. juli med returkamp lørdag den 8. juli.
 
På nuværende tidspunkt tyder det således på, at den danske Intertoto Cup-deltager vil blive den kommende bronzevinder i SAS Ligaen.
 
 
 
Baggrund:
 
Du kan læse meget mere om ”Programlægningen af SAS Ligaen” her på siderne.
 
DM-Programudvalget består af tre medlemmer, som alle er valgt blandt divisionsklubberne.
 
Udvalget består formanden Benny Olsen (FC København), der har 20 års erfaring med planlægningen af kampene i landets bedste række, samt Lynge Jacobsen (AaB) og Jørn Kønig (HIK).

Af: Lars Berendt

02. maj 2006, 00:31

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
Udvidet kampsøgning
Livescore søgning
 
 
Glemt adgangskode?
Indtast dit brugernavn eller email her, så vi din adgangskode til dig.
Brugernavn / E-Mail:
ELLER
 
Lav ny profil uden Facebook