Nyheder

22 spillere mod Spanien

Landstræner Morten Olsen har udtaget 22 spillere til EM-kvalifikationskampen mod Spanien næste lørdag; Simon Busk Poulsen fra Ligalandsholdet til A-landsholdet, Leon Andreasen tilbage efter halvandet år, Stephan Andersen som tredjemålmand.
Landstræner Morten Olsen har sat navne på de 22 spillere i bruttotruppen til EM-kvalifikationskamp mod Spanien næste lørdag aften i Madrid.
 
Truppen byder på ét helt nyt navn, tre nyere spillere, comeback til to forholdsvis kendte navne i landsholdssammenhæng samt en række etablerede navne.

"Vi tager til Spanien med selvtillid - med 17 kampe og kun et nederlag går vi naturligvis også efter point i Madrid. Truppen er på 22 spillere, hvilket giver os mange muligheder at arbejde med. Og så er det samtidig fantastisk, at så mange fans vil bakke os op dernede," lyder det fra landstræner Morten Olsen ved dagens pressemøde i Fodboldens Hus.

Spanien er derimod kommet dårligt fra start i EM-kvalifikationen.

"Efter Spaniens mindre gode start i kvalifikationen er det naturligt, at man overvejer om man benytter de rigtige spillere og det rigtige spilsystem. Samtidig er de ramt af et par karantæner, det betyder at Spanien er tvunget til at tage nogle nye spillere med. Men selv om de er kommet mindre godt fra start, er det stadig et meget stærkt hold, vi møder i Madrid," understreger landstræneren.

En af de nye spillere, der skal med til Madrid, er Simon Busk Poulsen fra den hjemlige SAS Liga. 
 
Simon Busk Poulsen, der aldrig tidligere har været i A-landsholdstruppen, bliver den anden spiller i det nye år, som bliver opgraderet fra Ligalandsholdet til A-landsholdstruppen.
 
Angrebsspilleren fra FC Midtjylland viste eksempler på sit store potentiale under Ligalandsholdets træningstur i januar, og bliver nu indlemmet i bruttotruppen til kampene mod Spanien og Tyskland.

"Simon Busk gjorde det godt i weekendens kamp og gjorde samtidig et rigtig godt indtryk, da vi var med ligalandsholdet i januar," lyder begrundelsen fra landstræneren.
 
 
De forholdsvis nye
 
I sidste måned fik Morten Norstrand debut i landskampen mod Australien i London efter en overbevisende indsats under Ligalandsholdets træningstur til Californien og Mellemamerika.
 
Morten Nordstrand får genvalg til A-landsholdstruppen, som både omfatter EM-kvalifikationskampen mod Spanien lørdag den 24. marts og venskabslandskampen mod Tyskland i Duisburg onsdag den 28. marts.
 
Dennis Sørensen, der blev skadet i den første af Ligalandsholdets kampe i januar, er klar igen, efter en flænge i anklen sendte ham på hospitalet i pausen af kampen mod USA. Han debuterede sidste efterår i kvalifikationskampen mod Liechtenstein.
 
Leon Andreasen har spillet sig tilbage i A-landsholdstruppen efter sit skifte fra reserveholdet i Werder Bremen til startopstillingen hos FSV Mainz i den tyske Bundesliga. Den tidligere AGF-spiller var allerede i sin tid på U/21-landsholdet første gang inde i A-landsholdstruppen mod Georgien i november 2005.

"Leon er kommet til en klub, der er under pres. Alligevel er han en af dem, der går forrest. Han er en god bolderobrer, fighter og har haft stor betydning for Mainz. Leon har vist vindermentalitet, har fået spilletid og samtidig passer han godt ind på vores hold," slutter Morten Olsen.

 Hør Dennis Sørensen fortælle om sine forventninger til kampen mod Spanien
 
Comeback til to
 
Landstræner Morten Olsen har valgt at gardere på målmandsposten med en tredje målmand, og denne ekstra plads tilfalder den til Brøndby IF netop hjemvendte Stephan Andersen.
 
Han har erfaring fra en enkelt landskamp mod netop Spanien den 31. marts for tre år siden, og han var med i truppen under EM-slutrunden i Portugal samme år. Han har været målmandsreserve i alt 10 gange, de otte gange tilbage i netop 2004, mens han sidste år var inde i truppen til de to venskabslandskampe mod Paraguay og Frankrig.
 
Endelig er der også comeback til altid landsholdspotentielle Per Nielsen, hvis erfaring og kvalitet tidligere har været benyttet i trupperne eller på banen mod kvalitetsmodstandere som Spanien.
 
 
Truppen
 
Thomas Sørensen og Jesper Christiansen udgør den faste målmandsduo, mens der er genvalg til forsvarsspillerne Lars Jacobsen, Michael Gravgaard, Daniel Agger, Niclas Jensen samt Brian Priske efter en enkelt kamps fravær.
 
Midtbanepladserne udgøres af Daniel Jensen, Christian Poulsen, Rasmus Würtz og Thomas Kahlenberg samt de offensive spillere Martin Jørgensen, Jesper Grønkjær, Dennis Rommedahl, Jon Dahl Tomasson og centerforward Nicklas Bendtner.
 
Søren Larsen og Peter Løbenkrands, begge Schalke 04, Martin Laursen, Aston Villa, og Thomas Helveg, OB, er alle ude af betragtning på grund af skader eller manglende kamptræning efter skader, ligesom landstræneren har valgt at se bort fra Claus Jensen og Per Krøldrup på grund af manglende spilletid i deres respektive klubber.
 
En plads i startopstillingen og et forholdsvis skadefrit efterår har givet Kasper Bøgelund en kickstart på forårssæsonen hos Borussia Münchengladbach og skulle have givet et længe ventet comeback på landsholdet.
 
Faktisk har Kasper Bøgelund, der for 10 år siden blev hædret med Arla’s Landsholdtalentpris for U/17-landsholdet, ikke været på banen for landsholdet siden VM-kvalifikationskampen mod Ukraine i Parken for to et halvt år siden på grund af længere skadespauser. Han var dog på bænken mod England og Grækenland for halvandet år siden.
 
Lykkelige omstændigheder i familien betyder imidlertid, at hans comeback er udsat.
 
I stedet udtager landstræner Morten Olsen muligvis en ny spiller i weekenden.

En del af spillerne i truppen – primært spillerne fra SAS Ligaen – samles i Københavns Lufthavn mandag morgen, hvorfra de flyver med SAS til Madrid og videre derfra med Spanair til Malaga. De øvrige spillere rejser direkte fra deres udenlandske klubber til træningslejren i Marbella.
 
De 22 spillere i truppen til EM-kvalifikationskampen mod Spanien er de samme, som dagen efter kampen i Madrid flyver direkte videre til venskabslandskampen mod Tyskland i Duisburg.
 
 
Følg landsholdet i Spanien med landsholdsklubben.dk
 
Du kan som sædvanligt følge landsholdet med daglige nyheder her på dbu.dk.
 
Men denne gang sender DBUs Landsholdsklub også en medarbejder med til den spændende EM-kvalifikationskamp mod Spanien.
 
Du vil derfor kunne komme endnu tættere på landsholdet allerede fra træningslejren i Marbella fra på mandag eftermiddag sammen med de andre medlemmer af landsholdsklubben.dk.
 
Lise er med i truppen, og vil rapportere flere gange dagligt i både ord, lyd og billeder.
 
 
Yderligere oplysninger:
 
Læs mere om landskampen Spanien-Danmark her.
Læs mere om landskampen Tyskland-Danmark her.
 

Af: Lars Berendt

14. marts 2007, 00:46

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
Udvidet kampsøgning
Livescore søgning
 
 
Glemt adgangskode?
Indtast dit brugernavn eller email her, så vi din adgangskode til dig.
Brugernavn / E-Mail:
ELLER
 
Lav ny profil uden Facebook