DBUs "Klub-CMS"-system blev onsdag aften ramt af hackerangreb med religiøst budskab. Sikkerheden søges optimeret i samarbejde mellem Sportssys, TDC og DBU IT.

DBU har gennem en årrække tilbudt landets fodboldklubber oprettelse af egne hjemmesider gennem et fælles CMS-system.
Dette system blev onsdag aften ramt af et hackerangreb, som betød, at hjemmesiderne for alle de godt 300 klubber, der benytter systemet, var nede.
DBU IT blev gjort opmærksom på angrebet af én af de ramte klubber, Herstedøster IC, hvorefter det sammenlagt tog DBU IT og TDC mindre end en time at få slået angrebet tilbage og genoprettet de ramte sider kort før midnat.
Det skønnes, at den pågældende fil, der henviser til en video på youtube.com, som i ord og billeder reklamerer for den religiøse trosretning, islam, på ulovlig vis blevet plantet i Klub-CMS. Det er denne ene fil, der har forårsaget, at alle klubber der har Klub-CMS i går blev ramt.
DBU IT undersøger nu sammen med TDC, der hoster systemet, og Sportssys, der har udviklet programmet, hvordan man fremover vil kunne afværge tilsvarende angreb,
Det er desværre ikke kun danske fodboldklubber, som er blevet ramt af den ukendte hacker, også mange danske og udenlandske virksomheder har haft ufrivillig besøg af selv samme hacker, der angiveligt har base i Paris.