Højbjerg og Ahlmann på A-landsholdet

Det er en god blanding af debutanter, spillere som får comeback, unge og ældre spillere fra både den hjemlige og udenlandske ligaer, der udgør de 23 spillere i Morten Olsens landsholdstrup, der møder Ungarn og Sverige den 22. og 28. maj.


Foto:fodboldbilleder.dk


”Jeg synes, vi har fået sammensat en fantastisk spændende trup, hvor der også er blevet plads til en del nye og unge spillere,” vurderer Morten Olsen, da han i dag udpegede 23 spillere, der møder Ungarn og Sverige i to landskampe den 22. og 28. maj i henholdsvis Debrecen og København.

Morten Olsen benytter kampene til at se nærmere på Pierre Emile Højbjerg, der indtil videre har fået syv Bundesligakampe for Bayern München i indeværende sæson:

”Det er rigtig stort at være udtaget til A-landsholdet. Det er et nyt og spændende skridt i karrieren og en anerkendelse af, det jeg har gang i, og det, jeg leverer, er godt. Men det betyder også, at det er nu, det starter for alvor på landsholdsplan. Det var et af min fars store ønsker, at se mig på A-landsholdet, så udtagelsen er selvfølgelig dedikeret til ham,” siger Pierre Emile Højbjerg.

Udover Pierre Emile er Kian Hansen, Jakob Ahlmann Nielsen sammen med Jakob Ankersen og Jesper Hansen de fem mulige debutanter i truppen, hvor der er 15 gengangere fra truppen, der mødte England for godt to måneder siden.

”Vi har som sædvanligt måtte se bort fra nogen, enten på grund af skader, dårlig form, eller fordi de har fået for lidt spilletid. Alligevel synes jeg, vi har en rigtig spændende trup, hvor godt halvdelen er hjemlig,” fortæller Morten Olsen, som blandt andet har tre spillere fra de nykårede mestre, AaB, hvor der denne gang udover Ahlmann og Kasper Kusk også er muligt comeback til Rasmus Würtz, som efter et meget stærkt forår, kan spille sin første landskamp siden 17. november 2007, hvor han fik de sidste 18 minutter mod Nordirland.
 
Samtidig vender Lasse Schøne og Simon Busk Poulsen også tilbage til truppen efter godt et års pause. 

Kampen mod Ungarn bliver den 18. opgør mellem de to nationer, hvor Danmark blot har vundet fem og tabt ni. Og det er også en modstander, som kræver respekt

”Vi mødte Ungarn i VM-kvalifikationen, hvor det uafgjorte resultat endte med at blive afgørende for at vi kvalificerede os til VM-slutrunden i Sydafrika. Vi fik meget kritik efter det opgør, men kampen viste fint, hvor svære Ungarn er at spille imod.”

Danmark tabte returopgøret i København, men havde på det tidspunkt allerede sikret sig adgang til VM-slutrunden efter en 1-0 sejr over Sverige fire dage tidligere. Morten Olsen har mødt Sverige seks gange i hans 14 år som landstræner, og her er statistikken på Morten Olsens side:

”Så længe jeg har været landstræner, har jeg ikke tabt til Sverige, så det dem, som har revanche til gode,” siger Morten Olsen med et smil. De sidste tre opgør er alle endt med dansk sejr uden af svenskerne har fundet vej til målet. Dog viser de officielle annaler, at Danmark står som taber af den infamøse ”baneløber-kamp” i 2007, der blev fløjtet af ved stillingen 3-3, men hvor Danmark efterfølgende blev taberdømt med 3-0. 

Morten Olsen har også udtaget Nicolaj Thomsen til den anden kamp mod Sverige. Nicolaj Thomsen vil derfor støde til A-landsholdstruppen, efter han har spillet U21-landskampen mod Schweiz den 22. maj.

Truppen:


Spiller Klub Født Pos A Ung Debut
Jesper Hansen Evian Thonon Gaillard 31-03-1985 0/0 18/0
Kasper Schmeichel Leicester City FC 05-11-1986 3/0 26/0 06-02-2013
Stephan Andersen Go Ahead Eagles 26-11-1981 27/0 26/0 31-03-2004
Andreas Bjelland Twente 11-07-1988 Fo 13/2 21/0 17-11-2010
Daniel Agger Liverpool FC 12-12-1984 Fo 62/10 19/4 02-06-2005
Jakob Ahlmann Nielsen AaB 18-01-1991 Fo 0/0 19/0
Kian H. Hansen Esbjerg fB 03-03-1989 Fo 0/0 1/0
Lars Jacobsen FC København 20-09-1979 Fo 67/1 58/1 01-03-2006
Peter Ankersen Esbjerg fB 22-09-1990 Fo 5/0 0/0 14-08-2013
Simon Kjær OSC Lille 26-03-1989 Fo 39/1 14/1 06-06-2009
Simon Busk Poulsen AZ Alkmaar 07-10-1984 Fo 25/0 25/1 28-03-2007
Christian Eriksen Tottenham Hotspur FC 14-02-1992 Mi 42/4 38/12 03-03-2010
Jakob Ankersen Esbjerg fB 22-09-1990 Mi 0/0 1/0
Jakob Poulsen FC Midtjylland 07-07-1983 Mi 29/1 28/1 11-02-2009
Kasper Kusk AaB 10-11-1991 Mi 5/0 9/0 05-06-2013
Lasse Schöne AFC Ajax 27-05-1986 Mi 16/2 22/3 12-08-2009
Pierre Emile Højbjerg FC Bayern München 05-08-1995 Mi 0/0 35/12
Rasmus Würtz AaB 18-09-1983 Mi 9/0 52/1 02-06-2005
Thomas Kahlenberg Brøndby IF 20-03-1983 Mi 39/4 43/11 30-04-2003
William Kvist Jørgensen Fulham FC 24-02-1985 Mi 45/2 42/4 22-08-2007
Martin C. Braithwaite Toulouse FC 05-06-1991 An 5/1 21/2 05-06-2013
Michael Krohn-Dehli Celta de Vigo 06-06-1983 An 41/6 23/6 11-10-2006
Morten ''Duncan'' Rasmussen FC Midtjylland 31-01-1985 An 7/3 60/37 11-10-2008

Log ind