Storsejr til U19 over Wales

U19 landsholdet vandt 4-0 over Wales i den anden EM-kvalifikationskamp. Dermed er Danmark snublende tæt på Eliterunden til foråret

Efter en 1-0 sejr over Albanien stod U19 landshold overfor Wales i den 2. EM-kvalifikationskamp. Waliserne havde tabt knebent med 2-1 til Portugal, så Danmark var forberedt på en stærk modstander.

Danskerne havde skiftet ud på tre pladser i forhold til den første kamp mod Albanien, og om det gjorde, at der igen var en lille smule nervøsitet at spore, skal være usagt.

Holdet startede lidt tøvende og waliserne havde en chance, hvor den walisiske angriber skød med hælen under målmand Daniel Iversen, men Joachim Andersen fik reddet på stregen.

Og så stod der ellers Danmark på alt! 

Det danske spil begyndte at flyde, og gang på gang kom waliserne halsende efter fine danske kombinationer.

Og da Jeppe Hansen så gentog sit kunststykke fra en testkamp mod Norge og bankede bolden ind fra 25 meter, blev der aldrig tvivl om resultatet.

Danskerne afgjorde kampen på to minutter, da først Stefan Gartenmann bankede den i nettaget efter et hjørne og dernæst Jannik Pohl slap igennem og lagde den fint ind målet inden uret havde rundet 30 minutter.

Derefter gik danskerne lidt på cruise control og lod bolden gøre arbejdet, men waliserne havde ikke bolden længe af gangen. Danmark blev ved med at kreere chancer, og der var muligheder til endnu flere mål herunder et skud på overliggeren og et på stangen.

Anden halvleg var 20 sekunder gammel, da Danmark havde den første af mange store chancer, og således forløb halvlegen også. Dansk dominans og masser af godt spil, der åbnede waliserne.

Og med et kvarter igen fik Danmark scoret til 4 - 0 på et straffespark ved Marcus Ingvartsen, og dermed blev der sat streg under en total dansk triumf.

Efter kampen udtalte Bent Christensen Arensøe:

”Et meget fornemt resultat for os. Vi stepper op og får sat vores spil helt fantastisk. Vi har god boldomgang og kreerer mange, mange chancer, uden at modstanderen har rigtigt noget at true os med. Vi spiller en flot og fornem gang fodbold og drengene skal virkelig roses for at have grebet fat om spillet og få vist, hvad de kan. Nu glæder vi os i den kommende tid, inden vi tager fat på den sidste opgave mod Portugal på mandag.”, slutter landstræneren.

Portugal mødte efterfølgende Albanien, hvor et portugisisk point ville sende både Danmark og Portugal videre eliterunden. Kort før pausen førte Portugal med 3-0. Dermed ser de danske forhåbninger om en plads ved eliterunden gode ud, før Danmark møder Portugal i den sidste kamp mandag kl. 15:00 i Ferreira.

Log ind