DBU og Amnesty International indgår samarbejde

De to organisationer mødtes torsdag eftermiddag for at drøfte muligheden for et partnerskab.

edans500X350
DBU og Amnesty International i nyt, banebrydende samarbejde. FOTO: Fodboldbilleder.dk

Når de danske landsholdsspillere og DBU’s ledelse fremover rejser til udlandet og er med til at træffe beslutninger om tildeling af værtsskaber, vil de forinden være briefet af Amnesty International om menneskerettighedsforholdene i værtslandene. Det indgik DBU og Amnesty International en samarbejdsaftale om på et møde i går. 

”Vi ser frem til det nye samarbejde, og det glæder os meget, at DBU ønsker at tage ansvar for at give både sportsfolk og ledere den nødvendige viden om menneskerettighederne. Den viden er vigtig, så man ikke ukritisk tror på det ydre glansbillede, når de store sportsbegivenheder afholdes, men også når slutrunderne tildeles, og sportsorganisationerne indgår aftaler med værtslandene”, siger Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnesty Danmark.  

I øjeblikket er der stor fokus på Qatar, som afholder VM i 2022. Amnesty International har netop udgivet en rapport, der viser, at Qatars regering ikke er lykkedes med at implementere de lovede reformer for at forbedre vilkårene for de mange gæstearbejdere, der skal gøre Qatar klar til VM. 

”Vi er bekymrede over situationen i Qatar, og vi følger den tæt. Derfor vil vi også lægge et maksimalt pres på for at sikre ordentlige menneskerettigheder. Det har vi blandt andet gjort gennem dialog med kandidaterne til det kommende FIFA-valg i næste uge. Qatar er et eksempel på, at et samarbejde mellem DBU og Amnesty International giver god mening. I DBU har vi behov for briefinger og vejledninger, og det er netop det, Amnesty International kan bidrage med,” lyder det fra DBU’s formand Jesper Møller.

Kulturminister Marianne Jelved ser særdeles positivt på samarbejdet mellem de to organisationer.

”Jeg synes, det er glimrende, at DBU sørger for, at deres spillere, trænere og ledere er opdateret på situationen i de lande, hvor de spiller fodbold. Amnesty har et godt netværk i hele verden. Jeg selv haft gavn af deres rådgivning, når jeg har taget stilling til hvilke menneskerettighedsaktivister, jeg skulle mødes med i forbindelse med internationale sportsbegivenheder,” siger ministeren. 



Log ind