Danske dommere indtager Europa League

Jakob Kehlet og Kenn Hansen dømmer hver især gruppekampe i Europa League i morgen. For Jakob Kehlets vedkommende er det hans debut i Europa League-gruppespillet.


Foto: fodboldbilleder.dk


De danske dommere kommer på noget af en prøve i morgen, når Europa League-kampene fløjtes i gang. UEFA har påsat både Jakob Kehlet og Kenn Hansen og deres to dommerteams til kampe i henholdsvis Hviderusland og Skotland. Dermed er 12 danske dommere i aktion ved torsdagens kampe.
 
Jakob Kehlet tager turen til Hviderusland, hvor Dinamo Minsk tager imod østrigske Rapid Wien – en kamp, som bliver Kehlets første optræden i gruppespillet i Europa League.

“Det er dejligt, at UEFA anerkender mine præstationer gennem de sidste par år, og tildeler mig denne vigtige kamp, som er min debut i gruppespillet i Europa League. Derudover er jeg glad, på et mere generelt plan, for, at vi nu, endelig, igen i Danmark har to dommere afsted til denne type af vigtige europæiske opgør,” siger Jakob Kehlet og fortsætter:

“Jeg ser meget frem til kampen og har forberedt mig bedst muligt. Det, at jeg nu arbejder som semi-professionel dommer, er jeg overbevist om, har haft stor betydning for, at jeg har dømt så godt internationalt, at jeg nu får mulighed for at vise mig frem på denne scene.”
 
Jakob Kehlets dommerteam er til kampen bestående af Henrik Larsen og Heine Sørensen som linjedommere, Lars Hummelgaard som 4. dommer, mens Michael Tykgaard og Peter Kjærsgaard er med som måldommere.
 
Kenn Hansen til Skotland 
Også garvede Kenn Hansen og hans dommerteam bliver sendt i ilden i denne runde af Europa League. For ham går turen til Skotland, hvor topopgøret mellem Celtic og Fernerbahce, med Simon Kjær på holdet, venter.
 
”Det er naturligvis en stor ære at blive påsat en af de største kampe i denne runde. Det vidner om, at UEFA værdsætter vores indsats i år, når de sender os over til en svær kamp mellem to klassiske, europæiske hold. Og mon ikke alle 60.000 sæder bliver fyldt i morgen aften, så vi også får en flot kulisse at dømme i,” siger Kenn Hansen.

Kenn Hansens dommerteam består af Lars Rix og David Vang Andersen på linjerne, mens Daniel Nørgaard tager tjansen som 4. dommer og Mads-Kristoffer Kristoffersen og Jørgen Daugbjerg Buchardt som måldommere.

 

Log ind