To dages karantæne til Santander

Fodboldens Disciplinærinstans har efter telefonmøde onsdag aften besluttet at tildele F.C. København-angriberen, Federico Santander, to spilledages karantæne for en episode, hvor FCK-spilleren overlagt plantede et knæ på låret af Emiliano Marcondes, uden bolden var i nærheden.

Foto: fodboldbilleder.dk

Søndag den 9. april mødtes F.C. København og FC Nordsjælland i Telia Parken. Kort før pausen dokumenterer tv-billeder, at Federico Santander planter et knæ på Emiliano Marcondes lår, uden at kampens dommer Michael Johansen bemærker episoden.
 
Michael Johansen har i sin redegørelse til Fodboldens Disciplinærinstans bekræftet, at hverken han eller den øvrige dommerkvartet så episoden, men at han ville have takseret den til rødt kort, såfremt det var tilfældet.
 
FC København har ligeledes indsendt en redegørelse med deres vurdering af situationen.
 
Begge vurderinger fremgår af disciplinærinstansens kendelse, hvor man slår fast, at Santander overtræder de Disciplinære Bestemmelsers § 1i-1)a om utilladelig adfærd, hvilket instansen takserer til to spilledages karantæne.
 
Kendelsen er endelig og kan ikke appelleres jf. DBU's Love § 30.7.

Se kendelsen i sin fulde ordlyd her.
12. april 2017, 18:44

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer: