Syv dommere på kontrakt i dansk fodbold

De seneste to sæsoner har der løbet to dommere på kontrakt rundt på de danske Alka Superliga-stadions. Det antal stiger til syv, når den nye sæson sparkes i gang om seks uger.

Jakob Kehlet (foto) og Mads-Kristoffer Kristoffersen er ansat på deltid. Nu stiger antallet til syv på kontrakt. Foto: fodboldbilleder.dk

For to år siden blev der lavet en historisk dommeraftale mellem Divisionsforeningen, DBU og Danske Fodbolddommere. Aftalen indeholdt blandt andet kontraktansættelse af to dommere på deltid. Parterne har evalueret på de første sæsoner og er enige om, at resultaterne er rigtig gode. Så nu forlænges og udvides ordningen, så der fra den 1. juli bliver syv dommere på kontrakt.
 
"Klubberne har været glade for den aftale, vi indgik for to år siden, og det er et stort ønske fra alle at fortsætte udviklingen af kvaliteten af topdommerne. Bedre arbejdsvilkår er med til at skabe bedre præstationer på banen, og det er noget, alle har interesse i. Med de krav vi stiller til dommerne, så er det også nødvendigt, at de får den tid, der skal til for at levere en god præstation," siger formand for Divisionsforeningen, Thomas Christensen. 
 
"Dommerne spiller en stor rolle i dansk fodbold – og også i udviklingen af fodbolden. Derfor er det positivt, at vi kan udvide den succesfulde ordning med deltidsansatte dommere fra to til syv dommere. Det er godt for dommerne som helhed, godt for kampene og godt for dansk fodbold," siger DBU-formand, Jesper Møller.
 
Det er DBU, der står for ansættelsen. Alle dommere i Alka Superliga kan komme i betragtning. Dommerne skal selv tilkendegive interesse, og derefter afholdes der samtaler i løbet af juni. Dommerne i ordningen skal efterleve særlige testkrav både fysisk og teoretisk. De syv bliver ligeledes pålagt nogle klart definerede mål, som skal nås, hvis kontrakten skal forlænges.
 
"Det gavner ikke kun dommerne, men også dansk fodbold, hvis en større del af dommerne kan få bedre trænings- og forberedelsesmuligheder. Også på dommersiden er der en åbenlys sammenhæng mellem træningsforhold og top-performance. For DFU er det helt afgørende, at deltidsansættelsen har som afsæt at give dommerne tid til træning og udvikling i dagtimerne - og derfor er det positivt, at alle parter i aftalen er enige om det som førsteprioritet," lyder det fra Tore Østergaard, formand for Danske Fodbolddommere
 
Den nye aftale træder officielt i kraft fra 1. juli og løber frem til udgangen af juni 2021.
 
For yderligere oplysninger kontakt direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen (tlf. 2068 3055)
02. juni 2017, 11:00

Skriv kommentar (Kræver login)

1 Kommentarer:

  • En god nyhed og dette bliver godt fremadrettet.
    02. juni 2017, 11:34    
    Jan-Erik Engel