Landsholdet vil hjælpe børn med at lære at læse


Foto: Forlaget Carlsen


Læs med Landsholdet er en ny serie af otte letlæsningsbøger, som Carlsen og DBU er gået sammen om at lave for at stimulere fodboldglade drenge og pigers lyst til at læse.

I de foreløbig otte bøger fortæller stjernespillerne Christian Eriksen, Kasper Schmeichel, Andreas Christensen, Pierre-Emile Højbjerg, Jannik Vestergaard, Yussuf Poulsen, Nadia Nadim og Pernille Harder om, hvordan de begyndte at spille fodbold, hvordan det er at spille på landsholdet, og hvad der foregår i kulisserne, når landsholdet er samlet.

Christian Eriksen er stolt af at deltage i projektet: 

"Jeg har virkelig været glad for at kunne hjælpe med dette projekt. Det er fantastisk at vide, at jeg som fodboldspiller måske kan spille en lille rolle i at hjælpe andre drenge og piger i at lære at læse. Det er en kæmpe tilfredsstillelse for mig," udtaler den offensive midtbanespiller.
 
”Fodbold handler om at vinde og begejstre – men også om at bidrage til andre dele af tilværelsen så som fællesskab, sundhed og det at lære at læse. Derfor er vi glade for, at vi med disse bøger kan hjælpe børn til flere læseoplevelser og at komme tættere på landsholdet på én gang. Spillerne er meget begejstrede for projektet og glæder sig til at sprede det til så mange børn som muligt,” siger Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU.

Baggrunden for serien er, at 15 % af de danske skoleelevers læsekompetencer ifølge PISA 12 anses for at være utilstrækkelige i forhold til at klare hverdagens læsekrav på en ungdomsuddannelse eller i erhvervslivet. Det er især drengenes læsefærdigheder, som halter. Her er der ifølge PISA’s undersøgelser hele 19,2 % af drengene, der har utilstrækkelige læsefærdigheder. 
 
Forlagschef på Carlsen, Ole Sønnichsen, forklarer:

”Vi ved, at det kan være svært at få børn til at holde fast i letlæsningen, når de skal læse derhjemme om aftenen. Derfor er vi gået sammen med DBU og Danmarks største fodboldstjerner om at lave letlæsningsbøger, som vi håber kan være til glæde for alle fodboldglade drenge og piger, og forhåbentligt kan vi med landsholdsspillernes beretninger også få gang i læsningen hos nogle af dem, der sjældent eller aldrig griber ud efter en bog derhjemme”, siger Ole Sønnichsen, som selv har skrevet de otte bøger i samarbejde med spillerne.

De otte bøger i Læs med Landsholdet serien udkommer tirsdag den 21. marts. Bøgerne er læsepædagogisk bearbejdet og beregnet til fodboldglade piger og drenge i 2.-3. klasse. Overskuddet fra bøgerne går til et nyt samarbejde mellem DBU og skolerne, hvor landsholdsspillerne skal udvælge projekterne sammen med Forlaget Carlsen.    

For kommentarer og yderligere info:
Ole Sønnichsen, Forlagschef, Carlsen: 26 73 71 91   
Jakob Høyer, Kommunikationschef, DBU: 60 16 37 11

For anmeldereksemplarer og yderligere info:
Dennis Andersen, pressekoordinator, Carlsen: 21 73 49 20 eller mail: dennis.andersen@lrforlag.dk

Du kan købe bøgerne HER

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

2

  • Man kan købe bøgerne her: http://www.carlsen.dk/soeg/l%C3%A6s%20med%20landsholdet
    21. marts 2017, 10:47    
    Mikkel Minor Jensen


  • Kommer disse bøger også ud til køb i bog-butikkerne, tænker specielt på de 2 med Kvinde Landsholds spillerne. Eller bliver de til køb i DBU shoppen ?
    20. marts 2017, 20:58    
    djkmjn