U21-landsholdet i fornuftig kvalifikationspulje

Det danske U21-landshold kan i 2021 deltage i deres fjerde EM-slutrunde i træk, og chancerne, for at det lykkes, er kun blevet bedre efter lodtrækningen til kvalifikationen

Til sommer skal det nuværende U21-landshold til EM i Italien og San Marino. Og allerede til efteråret starter et nyt kuld kvalifikationen frem mod U21 EM i 2021. Til den kvalifikation er U21-landsholdet havnet i pulje med Rumænien, Ukraine, Finland, Nordirland og Malta.

”Det er en meget fornuftig pulje. Vi undgik de bedste hold fra andet seedningslag, og geografien i forhold til rejser er også fin, så jeg er alt i alt godt tilfreds,” siger Niels Frederiksen.

Der kommer til at være en del udskiftning på det danske U21-landshold, når sommerens slutrunde er overstået. Det gør sig også gældende for de danske modstandere. Landstræner for det danske U21-landshold, Niels Frederiksen, har derfor svært ved at gøre sig rigtig klog på de kommende modstanderhold.

”Man skal ikke undervurdere de her hold. Rumænien har for eksempel kvalificeret sig til sommerens slutrunde med næsten maksimum antal point, og Finland har gjort det godt på de forskellige ungdomshold, men det er meget vanskeligt at sige noget rigtig fornuftigt endnu,” fortæller Niels Frederiksen.

U21-landsholdet deltager til sommer for tredje gang i træk ved en EM-slutrunde. De gode resultater betyder, at Danmark lå i øverste seedningslag sammen med fodboldstormagterne Tyskland, England, Spanien, Frankrig, Portugal, Italien, Kroatien, Serbien, da der blevet trukket lod til den kommende EM-kvalifikation i Nyon i Schweiz, hvor der kæmpes om en plads til EM 2021, der bliver afholdt i Ungarn og Slovenien.    

Kvalifikationen til EM 2021 starter til efteråret, men først er fokus på den kommende slutrunde, der afholdes i Italien og San Marino. Til den slutrunde er Danmark havnet i pulje med Tyskland, Serbien og Østrig.


Log ind