DBU-formand roser FIFA-tiltag mod racisme og homofobi

De sidste dage har der været møde i FIFA Council og FIFA-kongres i Paris med genvalg af Gianni Infantino som præsident. DBU’s formand, Jesper Møller, roser FIFA’s nye tiltag mod racisme og homofobi og glæder sig over fremskridt i FIFA.

DBU-formand roser FIFA-tiltag mod racisme og homofobi
Af: DBU Kommunikation

Årets FIFA-kongres blev i dag afholdt i Paris forud for Kvindernes VM-slutrunde i Frankrig de næste uger.

På kongressen blev Gianni Infantino genvalgt uden modkandidater. Samtidigt besluttede FIFA Council skærpede regler mod racisme og andre former for diskrimination i fodboldens verden, hvor det nu bliver muligt for en dommer at afbryde en kamp, hvis der er racistiske eller homofobiske tilråb.

DBU’s formand, Jesper Møller, roser den hårde kurs overfor racisme og andre former for diskrimination, der lever op til mange af de tiltag, der de senere år er gjort i dansk fodbold. Han understreger, at alle former for diskrimination i fodboldens verden, skal bekæmpes med alle midler:

”Vi oplever desværre både racisme og homofobi, både i dansk og international fodbold. Det er uacceptabelt og vi har nultolerance overfor alle former for diskrimination på banen og på stadion. Derfor glæder det mig, at FIFA nu sætter hårdt mod hårdt,” siger Jesper Møller.

Til kongressen blev Gianni Infantino genvalgt uden modkandidater. Sammen med de øvrige nordiske lande støttede DBU valget af den schweizisk-fødte Gianni Infantino som ny præsident efter udelukkelsen af daværende FIFA-præsident Sepp Blatter. DBU-formand Jesper Møller glæder sig over, at FIFA er på ret kurs – selv om der fortsat er brug for reformer og transparens.

”Der er sat gang i en række gode tiltag, men vi mangler stadig at se den fulde effekt, så der er fortsat behov for en sund skepsis og at følge udviklingen nøje. Fortiden skræmmer, og det vil tage mange år at genskabe tilliden, så  vi må insistere på yderligere reformer og eksekvering heraf – blandt andet inden for åbenhed og transparens. Også i de 211 medlemslande. Vi har et fælles ansvar for at skabe øget good governance i FIFA – blandt andet med anti-korruption, transparens, menneskerettigheder samt ligestilling og diversitet. Og DBU bidrager meget gerne til dette arbejde,” siger han.

Derudover glæder Jesper Møller sig over den store fokus på kvindefodbold og de massive investeringer her i de kommende år.

DBU’s formand, Jesper Møller, har samtidigt brugt dagene før og under FIFA-kongressen til at tale med en række af sine europæiske kolleger, blandt andet om fremtiden for UEFA’s klubturneringer. Som beskrevet i flere medier er der tanker om at ændre strukturen for Champions League og Europa League og selv om der ikke er fremlagt konkrete forslag, har Jesper Møller sonderet ift ideer, prioriteringer og ønsker.

”UEFA’s klubturneringer spiller en kæmpe rolle for både dansk og europæisk fodbold, både sportsligt og økonomisk. Derfor er det vigtigt, at vi udvikler samtidigt med at vi sikrer en struktur, der tilgodeser både store og mindre klubber. Både når det gælder drømmen om at kunne kvalificere sig og den såkaldte solidaritetsbetaling. Det glæder mig, at mange af mine kolleger deler vores ønske om en model, hvor det fortsat skal være den nationale liga, som er det væsentligste grundlag for deltagelse i UEFAs klubturneringer, så også mindre lande og mindre klubber har mulighed for at spille med på den store scene. Sammen med solidaritetsbetalingerne er dette vigtige elementer i udviklingen af fodbold i Europa,” siger Jesper Møller.

DBU-formanden vil nu drøfte de forskellige muligheder med klubberne og Divisionsforeningen i Danmark – blandt andet i forbindelse med fællesmøder i juni – hvorefter de nordiske lande også  har det på dagsordenen, når de afholder deres årlige seminar i Oslo i august. Dette vil sikre den bedste forberedelse, hvis vi til efteråret skal forholde os til et evt konkret forslag i UEFA regi, slutter Jesper Møller.

Log ind