Det bliver en stor fest til sommer, når Herrelandsholdet skal spille EM på hjemmebane i Danmark. Holdets tre gruppekampe skal alle spilles i Parken, og efter aftenens lodtrækning ved vi nu, hvilke modstandere vi skal møde, og hvilken rækkefølge kampene spilles.

Danmark lægger ud mod Finland den 13. juni, den 18. juni gælder det Belgien, mens det i den tredje og sidste gruppekamp er Rusland, der gæster Parken den 22. juni.

Landstræner Åge Hareide udtaler følgende om lodtrækningen.

”Vi glæder os til at spille EURO2020 foran danske fans i København. Det bliver tre tætte kampe, men vi vil kæmpe for at komme videre fra puljen med et så stærkt udgangspunkt som muligt. Kampene mod Rusland og Finland bliver afgørende, men med støtte fra danske fans kan vi vinde alle kampene,” siger Åge Hareide.

Landsholdsanfører Simon Kjær glæder sig også til sommerens EM-slutrunde og at møde stærke modstandere.

”Alle hold, der er med til EM, er stærke, og vi kommer til at møde gode modstandere i Belgien, Rusland og Finland, som vi har respekt for. Men vi tror på os selv, og at vi kan levere noget stort til sommer. Vi glæder os rigtig meget til at spille EM på hjemmebane i Parken.

Herrelandsholdet sikrede kvalifikationen til EM med en andenplads i kvalifikationsgruppen, som holdet lukkede med et 1-1-resultat på udebane mod Irland.