Danmark tog fredag aften hul på kvalifikationen til EM 2025 i Schweiz. Det skete mod Tjekkiet på City Stadium, Uherské Hradiště, foran knap 3.000 tilskuere.

Og Kvindelandsholdet skulle ikke bruge lang tid på at sparke EM-jagten i gang med et brag. Amalie Vangsgaard erobrede bolden på egen halvdel og sprintede af sted i et hurtigt kontraangreb. Fra 40 meter sendte hun pludselig et kraftfuldt langskud hen over hovedet på den tjekkiske keeper, der sagesløst kunne se bolden svæve op i målhjørnet.

Klassemål og 1-0 til Danmark.

De rød-hvide gæster formåede dog ikke at holde fast i det gode spil fra begyndelsen af opgøret. Langsomt åd værterne sig ind i opgøret med energi og fysik.

Kort før pausen gav det pote, da Andrea Staskova satte sig igennem i feltet og udlignede til 1-1, der også var stillingen efter de første 45 minutter.

Anden halvleg startede jævnbyrdigt, men langsomt fik Danmark sat sig på spillet og trykket Tjekkiet ned i eget felt. Først var Amalie Vangsgaards tæt på at blive dobbelt målscorer, og midtvejs i halvlegen kom det forløsende føringsmål så. Emma Snerle slog et hjørnespark til bagerste stolpe, hvor Stine Ballisager headede bolden i kassen til 2-1.

Fire minutter senere lukkede danskerne kampen på endnu et hovedstød. Pernille Harder sendte et godt indlæg ind i feltet, hvor steg klejne Josefine Hasbo steg til vejrs og scorede til slutresultatet 3-1.

Danmark fik dermed en resultatmæssig perfekt start på EM-kvalifikationen. Næste opgave er tirsdag på Viborg Stadion, hvor Belgien er modstanderen. Køb billetter til kampen her.