Media

Kommercielle retningslinjer

0 anbefalinger

Denne side har til formål at beskrive de kommercielle rettigheder for:

  • VM-slutrunden i Sydafrika 2010
  • DBUs Herre A-landshold (”landsholdet”)


VM-slutrunden i Sydafrika 2010:


Det Internationale Fodboldforbund, FIFA, er arrangør af VM-slutrunden i fodbold og dermed indehaver af de kommercielle rettigheder forbundet med slutrunden.

FIFA har varemærkeregistreret såvel logoer som symboler forbundet med slutrunden samt navne og udtryk – på alverdens sprog, der betegner eller referer til slutrunden.

FIFA reserverer den kommercielle udnyttelse af VM-slutrunden til forbundet selv samt en række partnere, der på forskellige niveauer indgår i FIFAs sponsor-, merchandise- og reklame-programmer.

FIFA har tradition for at retsforfølge virksomheder, som overtræder rettighederne.

Nedenstående dokument indeholder følgende relevante kapitler (side 1-14):

0: Definitioner
1: Formål med rettigheder
2: Ejerskab og beskyttelse af rettigheder
3: Logoer
4: Historiske logoer
5: Parasitmarkedsføring og andre overtrædelser

FINAL COMPETITION of the 2010 FIFA World Cup South Africa ™ MEDIA AND MARKETING regulations


DBUs Herre A-landshold (”landsholdet”):

Det danske fodboldforbund, Dansk Boldspil-Union (DBU) administrerer Herre A-landsholdets (”landsholdets”) aktiviteter og er dermed indehaver af de kommercielle rettigheder forbundet med landsholdet.

DBU har varemærkeregistreret såvel logoer som symboler forbundet med landsholdet samt navne og udtryk, der betegner eller referer til landsholdet.

DBU reserverer den kommercielle udnyttelse af landsholdet til organisationen selv samt en række partnere, der på forskellige niveauer indgår i DBUs sponsor-, merchandise- og reklame-programmer.

Dertil kommer landsholdsspillernes, personlige immaterielle rettigheder:

Vi henviser til:

- Landsholdets/Herre A-landsholdets navn.
- Landsholdsspillerenes navne og billeder/fotos.
- DBUs logo.

For at skabe klarhed over DBUs og DBU Sponsorships holdning med hensyn til erhvervsdrivendes - herunder pressens - kommercielle anvendelse af DBUs Herre A-landsholdets og DBUs Herre A-landsholdsspillernes navne og billeder (herunder levende billeder) og billetter, har vi udarbejdet retningslinjer, der efter vor opfattelse er udtryk for gældende dansk ret.

Nedenstående retningslinjer er gældende fra den angivne dato.

Generelt:

  • Fotos eller navne af landsholdsspillere kan ikke benyttes i kommercielle sammenhænge uden forudgående, skriftlig aftale (formål, varighed etc.) med den eller de pågældende.
  • Fotos eller navne af landsholdsspillere i DBU-tøj/landsholdsdragt kan ikke benyttes i kommercielle sammenhænge uden forudgående, skriftlig aftale (formål, varighed etc.) med den eller de
    pågældende spillere samt DBU.
  • Fotos eller logo (DBU) med identifikation af landsholdet kan ikke benyttes i kommercielle sammenhænge uden forudgående, skriftlig aftale (formål, varighed etc.) med DBU.
  • Billetter til landsholdets kampe må ikke benyttes i kommercielle sammenhænge (konkurrencer eller anden form for markedsføring) uden forudgående, skriftlig aftale (formål, varighed etc.) med DBU.

Grundlaget:

DBU Sponsorship er indehaver af eneretten til at udnytte den kommercielle værdi af landsholdet og landsholdsspillernes navne og billeder, forstået som billeder af landsholdet eller landsholdsspillere i landsholdsdragt, herunder billeder fra landsholdets kampe.

DBU Sponsorship er på den ene side som alle andre interesseret i en god og loyal dækning af landsholdet i medierne, men finder det på den anden side af hensyn til vores sponsorer og af hensyn til finansieringen af landsholdets aktiviteter, nødvendigt at klargøre, hvilken kommerciel anvendelse, der lovligt kan foretages af andre uden særlig tilladelse fra os.

Det er det klare udgangspunkt, at enhver kommerciel udnyttelse af landsholdet og landsholdsspillerne kræver vor tilladelse. Dette gælder, uanset på hvilken måde udnyttelsen finder sted.

Udnyttelse af enkelte landsholdsspilleres billeder eller navne kræver endvidere den eller de pågældende spilleres tilladelse, undtagen når der alene er tale om gengivelse af billeder af hele landsholdet, idet DBU Sponsorship er berettiget til at give tilladelse hertil uden særskilt samtykke fra landsholdsspillerne. 

DBU Sponsorship bistår gerne med formidling af kontakt til landsholdsspillere eller disses agenter.

DBUs logo er varemærkeregistreret. Anvendelse af DBUs logoer kræver i alle tilfælde skriftlig godkendelse fra DBU Sponsorship.

Anvendelsen af logoer for de internationale fodboldorganisationer og –turneringer kræver i alle tilfælde accept fra disse.

Det forhold, at et billede er købt hos fotograf eller billedbureau, kan aldrig påberåbes som et samtykke fra DBU Sponsorship til den påtænkte anvendelse af billedet, jf. – dog retningsliniernes afsnit om ”redaktionel brug”.


Reklamer og annoncer:

Henvisninger til landsholdet, landsholdsspillernes navne eller billeder i reklamemateriale for virksomheders produkter eller tjenesteydelser, er uberettiget, herunder når dette sker på en måde, der urigtigt antyder, at virksomheden er sponsor for landsholdet, eller at landsholdet eller landsholdsspillerne anbefaler produktet eller tjenesteydelsen eller giver indtryk af, at sammenkædningen med virksomhedens ydelser er sket med samtykke. 


Konkurrencer, øvrige markedsføringsforanstaltninger m.v.:

For særlige markedsføringsforanstaltninger, udlodning af billetter til Landsholdets kampe m.v. gælder følgende.

Virksomheder må ikke som led i markedsføring af egne produkter eller tjenesteydelser udlodde billetter til landsholdets kampe, eller andre formuegoder, som repræsenterer den goodwill, der er forbundet med landsholdet.

Virksomheder må desuden ikke som led i deres markedsføring rette henvendelse til landsholdet på forbrugeres vegne eller formidle sådanne henvendelser, hvad enten dette sker i form af postkort, reklamer i aviser, tryksager, tv, e-mail eller lignende. 


Samlebilleder, plakater, årbøger, merchandising m.v.:

Markedsføring og salg eller distribution af samlebilleder eller plakater, herunder såkaldte ”idolplakater”, med billeder af landsholdet eller landsholdsspillere er ligeledes uberettiget.

Dette gælder, uanset om plakaterne fremtræder som indlæg i dag- eller ugeblade eller lignende, når der er tale om samlebilleder, plakater m.v., som er beregnet til at tage ud og gemme og som er beregnet til at gemmes længere end den tid, man normalt gemmer det pågældende blad m.v. 

Det er ligeledes uberettiget at foretage særlig fremhævelse i markedsføringen af blade m.v. af det forhold, at samlebilleder, plakater m.v. er indlagt, eller i øvrigt at anvende landsholdet eller landsholdsspillere som særligt trækplaster eller blikfang for produktets markedsføring.


Redaktionel brug:

Anvendelse af billeder af landsholdet eller landsholdsspillerne kræver ikke vor tilladelse, når dette sker i en egentlig redaktionel sammenhæng i snæver forstand.

Herved forstås, at billedet indgår som en integreret del af publikationen på lige fod med publikationens øvrige illustrationer og i en naturlig tekstmæssig, herunder reportagemæssig sammenhæng, og at teksten er naturligt afbalanceret i forhold til billedbrugen. 

Med hensyn til salg eller udsendelse af plakater, herunder såkaldte ”idolplakater”, med billeder af landsholdet eller landsholdsspillerne, som supplement til eller indlæg i dag- eller ugeblade, henvises der til afsnittet ovenfor vedrørende samlebilleder, plakater m.v., hvor det er fremhævet, at denne udnyttelse af landsholdet eller landsholdsspillerne ikke er tilladt uden vort samtykke.

Det er også fremhævet ovenfor, at udgiveren ikke uden vort samtykke må anvende landsholdet eller landsholdsspillere som særligt trækplaster eller blikfang for publikationens markedsføring.

Hvor billeder af landsholdet eller landsholdsspillere lovligt anvendes i overensstemmelse med ovenstående retningslinier, må der i selve billedfeltet eller på opslaget omkring billedet ikke angives navn eller logo for andre virksomheder end DBU samt DBU’s hovedsponsor eller tøjsponsor.


Spil:

Løssolgte spil, spil i dag- og ugeblade, samt computerspil, spil på Internettet m.v., hvori der anvendes billeder af eller navne på landsholdet eller landsholdsspillerne, kræver vort samtykke, og det fremhæves særligt, at markedsføring af sådanne spil, eller eventuelt af de medier, hvori de indgår, under henvisning til, at landsholdet eller landsholdsspillere indgår i spillene, eller med anvendelse af billeder af landsholdet eller landsholdsspillere, er uberettiget.


Tvivlsspørgsmål:

DBU Sponsorship er altid til rådighed for en drøftelse og hurtig afklaring af, hvilken benyttelse, der i konkrete tilfælde er lovlig uden særskilt aftale med DBU Sponsorship, ligesom vi altid er parate til at drøfte vilkår for benyttelse, der kræver vor tilladelse.

DBU Sponsorship giver oplysning om sponsorater i dansk klubfodbold, turneringssponsorater eller sponsorater for Landsholdet.


Kontaktpersoner:

DBU Sponsorship:
Direktør Mikael Overgaard Jensen
Telefon 4326 2200 / e-mail: miko@sponsorship.dk

Dansk Boldspil-Union:
Kommunikationschef Lars Berendt
Telefon 4326 2222 / a-mail: lber@dbu.dk


DBU/DBU Sponsorship, 14. december 2009

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Indtast klubbens navn eller en del af navnet
Øvelsessøgning
Navn
Tema
Undertema
Fokus på
Filtype
Aldersgruppe
Målgruppe
 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: