Om Fodbold for Hjertet

FC Prostata 11 Foto: Anders Kjærbye


'Fodbold for Hjertet' er motionsfodbold med dokumenteret effekt på sundheden for danskere med hjerte-kar-sygdomme, diabetes og andre livsstilssygdomme. 

En halv million danskere er ramt af hjerte-kar-sygdomme, og hvert år dræber disse sygdomme tusindvis af danskere. Her kan motion både forebygge og give et længere og bedre liv, og med de rigtige motionstilbud til målgruppen, bliver de gode vaner ikke droppet i det lange løb. 

Motionsfodbold har et stort potentiale i forhold til fastholdelse af spillerne. Sammenhold, fællesskab og god og varieret træning til alle betyder, at fodbold kan være nøglen til et bedre liv for danskere med livsstilssygdomme. 

Derfor er DBU gået sammen med Hjerteforeningen om ‘Fodbold for Hjertet, som skal få mindst 800 borgere i målgruppen med i projektet, hvor de kan dyrke motion i fællesskab med andre ligesindede.

I løbet af tre år skal mindst 10 kommuner og 30 klubber tage del i ‘Fodbold for Hjertet’. De første klubber startede hold op i efteråret 2019, og i løbet af foråret 2020 vil langt flere klubber følge trop. 

Foruden DBU og Hjerteforeningen, deltager også Institut for Idræt og Biomekanik på SDU i ‘Fodbold For Hjertet’ med en videreudvikling af Fodbold Fitness-konceptet til målgruppen. 

TrygFonden støtter ‘Fodbold for Hjertet'.

Ønsker du mere info om et specifikt hold, så tag fat i den pågældende klub - du kan se en oversigt over de eksisterende hold ved at klikke på boksen 'Find et hold nær dig' øverst på siden.

Du er altid velkommen til at skrive til os, hvis du har nogle spørgsmål på fodboldforhjertet@dbu.dk