§ 12 - Utilladelig spillemåde

Der kan kun dømmes direkte og indirekte frispark eller straffespark for forseelser, som bliver begået, mens bolden er i spil.

Direkte frispark

Der dømmes direkte frispark til modspillerne, hvis en spiller begår én af følgende forseelser mod en modspiller på en måde, som efter dommerens skøn er satset, hensynsløs eller med unødig stor kraft:
• angriber med skulderen
• springer på
• sparker eller forsøger at sparke
• puffer
• slår eller forsøger at slå (omfatter også at nikke en skalle)
• tackler eller angriber med en anden del af kroppen
• spænder ben eller forsøger at spænde ben.

Hvis en forseelse medfører fysisk kontakt, er straffen et direkte frispark eller straffespark.

• Satset vil sige, at spilleren har udvist manglende forudseenhed eller handlet risikobetonet eller undladt at tage forholdsregler i sin kamp om bolden. Der skal ikke tildeles følgestraf.
• Hensynsløst vil sige, at spilleren har handlet uden hensyntagen til den fare eller de konsekvenser, som hans modspiller kan udsættes for. Spilleren skal advares.
• Unødig stor kraft vil sige, at en spiller er gået ud over den nødvendige kraftanvendelse og udsætter sin modspiller for fare. Spilleren skal udvises. 

Der dømmes direkte frispark til modspillerne, hvis en spiller begår én af følgende forseelser:

• Begår en hands-forseelse (dette gælder ikke målmanden inden for eget straffesparksfelt).
• Holder en modspiller
• Bremser en modspiller med fysisk kontakt
• Bider eller spytter på eller efter en person på holdkortet eller et medlem af dommerteamet
• Kaster en genstand mod bolden, en modspiller eller et medlem af dommerteamet, eller rører bolden med en håndholdt genstand

Se også forseelserne beskrevet i § 3.

Spille bolden med hånd eller arm

Armens øverste punkt defineres som på højde med armhulens udgangspunkt.

Det er ikke nødvendigvis en forseelse, hvis der kontakt mellem bold og arm / hånd.

Det er en forseelse,
Hvis en spiller forsætligt
• rører bolden med hånd/arm, for eksempel ved at bevæge hånden mod bolden.
• rører bolden med hånd/arm, når denne har gjort spilleren unaturligt højere eller bredere. En spiller anses for at have gjort sig unaturligt højere eller bredere, når positionen for arm/hånd ikke er en naturlig konsekvens af eller kan retfærdiggøres af spillerens bevægelse i den pågældende situation. Ved at have hånden/armen i den pågældende position, spiller den pågældende med risiko for, at bolden kan ramme hånd eller arm og dermed udgøre en forseelse.

Det er en forseelse, hvis en spiller scorer i modspillernes mål
• Direkte fra egen hånd eller arm, også hvis berøringen er tilfældig. Dette gælder også målmanden.
• Umiddelbart efter at bolden har rørt egen hånd eller arm, også hvis berøringen er tilfældig.

Målmanden har uden for sit straffesparksfelt de samme begrænsninger som alle andre spillere med hensyn til at røre bolden med hånd / arm. Hvis målmanden ulovligt rører bolden med hånd / arm i eget straffesparksfelt, dømmes som udgangspunkt indirekte frispark uden følgestraf. Men hvis forseelsen er gentagelsesspil med eller uden berøring af hånd / arm (at røre bolden for anden gang efter en igangsættelse, før den har rørt en anden spiller), skal målmanden straffes med passende følgestraf, hvis forseelsen bremser et lovende angreb eller berøver et mål eller en oplagt scoringsmulighed.


Indirekte frispark

Der dømmes indirekte frispark til modspillerne, hvis en spiller


• spiller på en måde, som er farlig
• spærrer vejen for en modspiller uden fysisk kontakt
• ved ord eller handling protesterer ved brug af fornærmende, hånende eller upassende sprog og / eller handling eller andre verbale forseelser
• forhindrer målmanden i at frigøre bolden til spil fra hænderne, eller sparker / forsøger at sparke til bolden, når målmanden er i færd med at frigøre den til spil
• er den ansvarlige for et forsøg på at omgå loven ved at spille bolden til målmanden med hoved, bryst, knæ etc. (også ved frispark eller målspark). Dette gælder, uanset om målmanden rører bolden med hænderne eller ej. Hvis målmanden er den ansvarlige, skal han straffes
• begår nogen anden forseelse, som ikke er nævnt i loven, og for hvilken dommeren standser spillet for at advare eller udvise en spiller.

Der dømmes indirekte frispark til modspillerne, hvis en målmand inden for eget straffesparksfelt begår én af følgende forseelser:

• Har kontrol over bolden med hånd/arm i mere end 6 sekunder, før han frigør den til spil
• Rører bolden med hånd/arm efter at have frigjort den til spil, men før den har rørt en anden spiller’
• Rører bolden med hånd/arm, medmindre målmanden klart har sparket til bolden eller forsøgt det for at frigive den til spil,
• efter at den forsætligt er sparket til ham af en medspiller
• efter at have modtaget bolden direkte fra indkast udført af en medspiller

En målmand anses for at have kontrol over bolden, når
• bolden er mellem hans hænder, eller mellem hånden og en anden flade (f.eks. jorden eller hans egen krop), eller hvis han rører bolden med nogen del af hænderne eller armene – undtagen hvis bolden springer tilbage fra målmanden, eller målmanden har foretaget en redning
• han holder bolden i sin udstrakte, åbne hånd
• han hånddribler eller luftdribler med bolden.

En målmand må ikke angribes af en modspiller, når han har kontrol over bolden med hænderne.

Farligt spil
Farligt spil defineres som enhver handling, hvor en spiller i sit forsøg på at spille bolden udsætter en anden eller sig selv for fare. Det omfatter også situationer, hvor en modspiller som følge af denne spillemåde undlader at spille bolden af frygt for, at der skal opstå en skade.

Et saksespark er tilladt, forudsat at det ikke efter dommerens skøn udsætter en modspiller for fare.

Spærre vejen for en modspiller uden fysisk kontakt
At spærre en modspiller vejen vil sige forsætligt at bevæge sig ind i modspillerens bane for at obstruere eller blokere, få modspilleren til at sænke farten eller fremtvinge et retningsskift, når ikke begge spillere har bolden inden for spilleafstand.

Alle spillere har ret til at indtage deres position på banen – at være i vejen for en modspiller er ikke det samme som forsætligt at bevæge sig ind i en modspillers løbebane.

En spiller må dække bolden ved at anbringe sig mellem modspilleren og bolden, hvis bolden er inden for spilleafstand, og modspilleren ikke holdes væk med armen eller kroppen. Hvis bolden er inden for spilleafstand, kan spilleren angribes lovligt med skulderen.

Følgestraffe
Dommeren har retten til at tildele disciplinære sanktioner fra det øjeblik, han træder
ind på banen for at kontrollere den før kampen, til han forlader banen efter kampen (indbefattet straffesparkskonkurrence).

Hvis en spiller eller official før kampen begår en forseelse til udvisning, skal dommeren nægte den pågældende spiller eller official at deltage i kampen (se § 3). Dommeren skal indberette enhver yderligere overtrædelse.

En spiller eller official, som begår en forseelse til advarsel eller udvisning, på eller uden for
banen straffes efter forseelsens karakter.

Det gule kort anvendes til at signalere en advarsel, og det røde kort anvendes til at signalere
en udvisning.

Kun en spiller, reserve, udskiftet spiller eller official kan få vist det gule eller røde kort.

Standsning af en igangsættelse for at vise et kort
Når dommeren har bestemt sig for at tildele en advarsel eller udvisning, må spillet ikke genoptages, før straffen er blevet tildelt, medmindre holdet vælger at tage et hurtigt frispark, har en klar scoringsmulighed, og dommeren ikke har påbegyndt proceduren ved følgestraffen. Følgestraffen tildeles ved næste standsning i spillet. Hvis forseelsen berøvede det angribende hold en oplagt scoringsmulighed, skal spilleren advares. Hvis forseelsen havde indflydelse på eller bremsede et lovende angreb, advares spilleren ikke.

Fordelsreglen
Hvis dommeren har anvendt fordelsreglen i forbindelse med en forseelse, som ville have medført en advarsel / udvisning, hvis spillet var blevet standset, skal denne advarsel / udvisning tildeles ved næste spilstop – bortset fra berøven af oplagt scoringsmulighed.
I så fald advares spilleren for usportslig opførsel. Hvis forseelsen havde indflydelse på eller bremsede et lovende angreb, advares spilleren ikke.

Fordelsreglen bør ikke anvendes i situationer med spil, som i alvorlig grad er utilladeligt eller voldsom adfærd, medmindre der foreligger en klar scoringsmulighed. Dommeren skal udvise spilleren ved næste spilstop, men hvis den pågældende spiller bolden eller angriber / generer en modspiller, skal dommeren standse spillet, udvise spilleren og genoptage spillet med et indirekte frispark, medmindre spilleren har begået en alvorligere forseelse.

Hvis en forsvarsspiller begår en holde-forseelse mod en angrebsspiller uden for straffesparksfeltet, og forseelsen strækker sig ind i straffesparksfeltet, dømmes straffespark.

Forseelser, som skal straffes med advarsel
En spiller skal advares, hvis han

• forhaler en igangsættelse
• ved ord eller handling protesterer
• indtræder på, genindtræder på eller forsætligt forlader banen uden dommerens tilladelse
• overtræder afstandsreglen, når spillet genoptages efter hjørnespark, frispark, indkast, eller når dommeren lader bolden falde
• gentagne gange overtræder spillets love (’gentagne’ indebærer ikke noget bestemt antal)
• gør sig skyldig i usportslig opførsel
• træder ind i review-området
• overdrevent signalerer ønske om review

En reserve eller udskiftet spiller skal advares, hvis han

• forhaler en igangsættelse
• ved ord eller handling protesterer
• indtræder eller genindtræder på banen uden dommerens tilladelse
• gør sig skyldig i usportslig opførsel
• træder ind i review-området
• overdrevent signalerer ønske om review

Hvis der begås to separate forseelser, som hver skal straffes med en advarsel (selv om de indtræffer med kort mellemrum), skal de medføre to advarsler. F.eks. hvis en spiller træder ind på banen uden tilladelse og udfører en hensynsløs tackling eller bremser et lovende angreb.

• gør sig skyldig i usportslig opførsel

Advarsel for usportslig opførsel
Der er forskellige tilfælde, hvor en spiller skal advares for usportslig opførsel, herunder hvis en spiller

• forsøger at snyde dommeren, f.eks. ved at foregive en skade eller ved at lade som om, der er begået en forseelse mod ham (’film’ )
• skifter plads med målmanden under spillet eller uden dommerens tilladelse
• på en hensynsløs måde begår en forseelse, som skal straffes med direkte frispark
• spiller bolden med hånden for at gribe ind i eller stoppe et lovende angreb
• begår en forseelse for at gribe ind i eller stoppe et lovende angreb, undtagen hvor
dommeren har dømt straffespark for en forseelse, som omfattede et forsøg på at spille bolden

• spiller bolden med hånden i et forsøg på at score (uanset om det lykkes eller ej), eller forgæves med hånden forsøger at forhindre bolden i at gå i mål
• berøver modspillerne en oplagt scoringsmulighed ved en forseelse, som omfattede et forsøg på at spille bolden, og hvor dommeren har dømt straffespark.
• laver ikke-godkendte afmærkninger på banen
• spiller bolden på vej ud af banen efter at have fået tilladelse til at forlade den
• viser manglende respekt for spillet
• forsøger at omgå loven (også ved et frispark) ved at spille bolden til sin målmand med hoved, bryst, knæ osv., uanset om målmanden rører bolden med hænderne eller ej
• med tilråb distraherer en modspiller under spillet eller ved en igangsættelse.

Scoringsjubel

Spillere må juble, når der er scoret, men jubelen må ikke være overdreven, ligesom der ikke opfordres til indstuderet scoringsjubel. Jubelen må ikke medføre overdreven forhaling af tiden.

At forlade banen for at juble over et mål medfører ikke i sig selv advarsel, men det er afgørende, at spillerne er hurtigt tilbage på banen.

En spiller skal advares, uanset om målet anerkendes eller ej, hvis han

• klatrer op ad rækværket mod tilskuerne og/eller nærmer sig tilskuerne på en måde, der kan bringe sikkerheden i fare
• gestikulerer på en provokerende, hånende eller ophidsende måde
• dækker hoved eller ansigt med en maske eller tilsvarende
• tager spilletrøjen af eller tildækker sit hoved med den.

Forhaling af en igangsættelse
Dommere skal advare spillere, som forhaler en igangsættelse ved at

• foregive at tage et indkast og pludselig overlade det til en medspiller
• forlade banen langsomt ved en udskiftning
• foretage en igangsættelse urimelig langsomt
• bære eller sparke bolden væk eller fremkalde en konfrontation ved forsætligt at røre bolden, efter at dommeren har standset spillet.
• foretage en igangsættelse fra et forkert sted for at fremkalde et omspark

Forseelser, som skal straffes med udvisning
En spiller, reserve eller udskiftet spiller skal udvises, hvis han

• berøver modspillerne et mål eller en oplagt scoringsmulighed ved en hands-forseelse (dette gælder ikke målmanden i eget straffesparksfelt)
• berøver et mål eller en oplagt scoringsmulighed for en modspiller, hvis generelle retning er mod målet hos den spiller, som begår den forseelse, som skal straffes med et frispark (se dog undtagelser nedenfor).
• gør sig skyldig i spil, som i alvorlig grad er utilladeligt
• bider eller spytter på eller efter en modspiller eller nogen anden person
• gør sig skyldig i voldsom adfærd
• bruger fornærmende, hånende eller upassende sprog eller udfører en tilsvarende handling
• modtager sin anden advarsel i samme kamp.                                                                                                      • træder ind i videokontrolrummet

En spiller, reserve eller udskiftet spiller, som er blevet udvist, skal forlade banen, det tekniske område og disses umiddelbare nærhed.

Berøven af oplagt scoringsmulighed
Hvis en spiller berøver det andet hold et mål eller en oplagt scoringsmulighed ved en hands-forseelse, skal spilleren udvises, uanset hvor forseelsen fandt sted. Dette gælder ikke målmanden i eget straffesparksfelt.

Hvis en spiller begår en forseelse mod en modspiller, som berøver denne en oplagt scoringsmulighed, og dommeren dømmer straffespark, skal spilleren advares, hvis forseelsen indebar et forsøg på at spille bolden. I alle andre tilfælde (f.eks. holde, puffe, ingen mulighed for at spille bolden etc.), skal spilleren udvises.

Berøven af oplagt scoringsmulighed begået af en person, der træder ind på banen

En spiller, udvist spiller, reserve eller udskiftet spiller, som træder ind på banen uden at have fået dommerens tilladelse og får indflydelse på spillet eller en modspiller ved at berøve modspillerne et mål eller en oplagt scoringsmulighed, gør sig skyldig i en forseelse til udvisning.

Dommeren skal tage følgende i betragtning ved sin vurdering af, om der foreligger berøven af oplagt scoringsmulighed:
• Afstanden til målet
• Spilretningen
• Sandsynligheden for at bevare eller opnå kontrol over bolden
• Forsvarsspillernes antal og placering

Spil, som i alvorlig grad er utilladeligt
En tackling eller et angreb, som bringer modspillerens sikkerhed i fare eller udføres med unødig stor kraft eller brutalitet, skal betragtes som spil, som i alvorlig grad er utilladeligt. Enhver spiller, som springer på en modspiller forfra, fra siden eller bagfra med ét eller begge ben og gør det med unødig stor kraft eller bringer modspillerens sikkerhed i fare, gør sig skyldig i spil, som i alvorlig grad er utilladeligt.

Voldsom adfærd
Voldsom adfærd foreligger, når en spiller anvender eller forsøger at anvende unødig stor kraft eller brutalitet mod en modspiller, uden at det sker i kamp om bolden. Voldsom adfærd foreligger også ved en tilsvarende handling mod en medspiller, official, medlem af dommerteamet, tilskuer eller nogen anden person. Det er ikke afgørende, om der opstår fysisk kontakt.

En spiller, som – uden at det sker i kamp om bolden – forsætligt slår en modspiller eller nogen anden person i hoved eller ansigt med hånd eller arm, gør sig skyldig i voldsom adfærd, medmindre det sker med ubetydelig kraft.

Officials:

Hvis der begås en forseelse, af en person i det tekniske område (udskiftningsspiller, udskiftet spiller, udvist spiller eller official) og den pågældende official ikke kan identificeres, er det cheftræneren i det tekniske område, som straffes.

Følgende forseelser vil normalt medføre en påtale – gentagne eller overdrevne forseelser
bør medføre en advarsel eller udvisning:
• At træde ind på banen på en respektfuld og ikke-konfronterende måde.
• At undlade at samarbejde med et medlem af dommerteamet, f.eks. ved at ignorere en
opfordring eller instruks fra linjedommer eller 4. dommer
• Ved ord eller handling at udtrykke mindre uenighed med en kendelse
• Fra tid til anden at forlade det tekniske område uden at begå nogen yderligere overtrædelse.

Følgende forseelser er eksempler på forseelser, der vil medføre en advarsel:
• Tydeligt eller gentagne gange ikke at respektere afgrænsningen af holdets tekniske
område
• At forhale en igangsættelse, som skal foretages af ens eget hold

•Forsætligt at bevæge sig ind i modspillernes tekniske område, uden at det sker med konfrontation som formål
• At protestere ved ord eller handling, f.eks ved at kaste med eller sparke til drikkedunke eller andre genstande, eller ved at gestikulere på en måde, som viser klar mangel på respekt for dommerteamet, f.eks. ved at klappe sarkastisk
• At bevæge sig ind i dommerens review-område
• Overdrevent eller gentagne gange ved fagter at appellere for et gult eller rødt kort
• Overdrevent at appellere for et review ved at vise VAR-tegnet
• At gestikulere eller handle på en provokerende eller ophidsende måde
• Vedvarende uacceptabel opførsel, herunder gentagne gange at begå forseelser, der skal straffes med en påtale
• At udvise mangel på respekt for spillet.

Følgende forseelser er eksempler på forseelser, som vil medføre udvisning:
• At forhale en igangsættelse for modspillerne, f.eks. ved at holde fast i bolden, sparke bolden væk eller lægge hindringer i vejen for en spiller
• Med vilje at forlade det tekniske område for at protestere mod eller gå i rette med et
medlem af dommerteamet eller for at handle på en provokerende eller ophidsende måde
• At bevæge sig ind i modspillernes tekniske område på en aggressiv eller konfrontationssøgende måde
• Med vilje at kaste eller sparke en genstand ind på banen
• At træde ind på banen for at konfrontere et medlem af dommerteamet (dette gælder også ved pausen og ved kampens afslutning) – eller for at få indflydelse på spillet, en modspiller eller et medlem af dommerteamet.
• At træde ind i videokontrolrummet
• At opføre sig fysisk eller aggressivt (herunder at spytte eller bide) over for en spiller, reserve eller official fra det modsatte hold, et medlem af dommerteamet, en tilskuer eller nogen anden person (f.eks. en bolddreng, sikkerheds- eller turneringsofficial, etc.)
• At modtage sin anden advarsel i samme kamp
• At bruge fornærmende, hånende eller upassende sprog eller udfører en tilsvarende handling
• At anvende uautoriseret elektronisk udstyr eller kommunikationsudstyr og/eller opføre sig upassende som følge af anvendelsen af elektronisk udstyr eller kommunikationsudstyr
• At udvise voldsom adfærd.

Kast med genstande
I alle tilfælde tager dommeren passende disciplinær straf i anvendelse
• Hvis forseelsen er udført hensynsløst, advarer dommeren personen for usportslig opførsel.
• Hvis forseelsen er udført med unødig stor kraft, udviser dommeren personen for voldsom adfærd.

Spillets igangsættelse efter utilladelig spillemåde og usportslig opførsel

• Hvis bolden er ude af spil, genoptages spillet med den pågældende igangsættelse

• Hvis bolden er i spil, og en spiller begår en fysisk forseelse på banen mod
• en modspiller – dømmes indirekte eller direkte frispark eller straffespark
• en medspiller, reserve, udskiftet spiller, udvist spiller, official eller et medlem af dommerteamet dømmes direkte frispark eller straffespark, hvis forseelsen indebærer eller kunne indebære fysisk kontakt.

Hvis dommeren standser spillet for en forseelse begået af en spiller – på banen eller udenfor – mod en spillet uvedkommende, genoptages spillet ved, at dommeren lader bolden falde – medmindre der dømmes indirekte frispark, fordi spilleren har forladt banen uden dommerens tilladelse. Det indirekte frispark tages fra det punkt på grænselinjen, hvor spilleren forlod banen.

Alle verbale forseelser straffes med indirekte frispark.

Hvis bolden er i spil, og
• en spiller begår en forseelse uden for banen mod et medlem af dommerteamet eller en modspiller, reserve, udskiftet spiller, udvist spiller eller official, eller
• en reserve, udskiftet spiller, udvist spiller eller official begår en forseelse mod eller blander sig i forhold til en modspiller eller et medlem af dommerteamet uden for banen genoptages spillet med et frispark fra det punkt på grænselinjen, som er nærmest det sted, hvor forseelsen eller indblandingen skete. Der dømmes straffespark, hvis det er en forseelse, som skal straffes med direkte frispark, og punktet er i straffesparksfeltet for den spiller, som har forset sig.

Hvis en spiller på eller uden for banen kaster eller sparker en genstand (bortset fra kampbolden)
mod en modspiller, eller kaster eller sparker en genstand, herunder bolden, mod en reserve, udskiftet spiller, udvist spiller, official, et medlem af dommerteamet, eller bolden, genoptages spillet med et direkte frispark fra det sted, hvor genstanden ramte eller ville have ramt personen eller bolden. Hvis dette punkt er uden for banen, tages frisparket på det nærmeste punkt på grænselinjen. Der dømmes straffespark, hvis punktet er i straffesparksfeltet for den spiller, som har forset sig.

Hvis en reserve, udskiftet spiller, udvist spiller, en spiller, som midlertidigt har forladt banen, eller en official kaster eller sparker en genstand ind på banen, og denne får indflydelse på spillet, en modspiller eller et medlem af dommerteamet, genoptages spillet med et direkte frispark fra det sted, hvor genstanden fik indflydelse på spillet, ramte eller ville have ramt modspilleren, medlemmet af dommerteamet eller bolden.

Hvis en spiller begår en forseelse uden for banen mod en spiller, reserve, udskiftet spiller eller en official fra spillerens eget hold, genoptages spillet med et indirekte frispark fra det nærmeste punkt på grænselinjen.

Hvis en spiller rører bolden med en håndholdt genstand (støvle, benskinne etc.) genoptages spillet med et direkte frispark (eller straffespark).

Fodboldloven 23/24