Hvad er Fodbold Fitness?

Fodbold Fitness er en del af Bevæg dig for Livet, som er et visionssamarbejde med et mål om at sætte Danmark i bevægelse. Helt konkret er målet, at 600.000 danskere skal dyrke idræt i 2025 - blandt andet ved at spille Fodbold Fitness.

Fodbold scorer højt på alle parametre som en sund motionsform og er godt både for din kondition, muskelopbygning, vægt og fedtprocent.

Fodbold Fitness er et træningstilbud til alle voksne mænd og kvinder, der ønsker en træningsform, der både er effektiv og social. Konceptet er enkelt og forsøger at tage det bedste fra to verdener ved at kombinere Danmarks mest populære boldspil med fitness-sportens fleksibilitet.

Hvorfor skal jeg vælge Fodbold Fitness?
Du skal vælge Fodbold Fitness, hvis du værner om din tid, din sundhed og dit sociale netværk!

Fodbold Fitness er fleksibelt og kan tilpasses din hverdag fra uge til uge.

Samtidig er motionsfodbold en yderst effektiv træningsform, der forbedrer din fysiske form og forebygger livsstilssygdomme. Det viser flere studier fra Institut for Idræt ved Københavns Universitet.

Hvordan foregår det?
Der spilles udendørs på mindre baner og med hele kroppen i gang.

Der er ikke nødvendigvis nogen træner, og holdet er ikke tilmeldt en turnering. Det gør træningen mere fleksibel og giver dig mulighed for at træne så ofte – eller sjældent – du ønsker.

Der er allerede mere end 250 Fodbold Fitness-klubber på landsplan, der udbyder fleksibel motionsfodbold til forskellige målgrupper som mødre, fædre og arbejdsløse.

Du kan se vores klubber her og finde den Fodbold Fitness-klub, der er tættest på dig.

Hvis der ikke allerede er et tilbud i nærheden af dig, har du naturligvis mulighed for selv at være med til at starte Fodbold Fitness i en klub. Det gør du ved at tage kontakt til klubben og derefter Fodbold Fitness-konsulenten i dit område. Se kontaktpersoner her

Foto: fodboldbilleder.dk

Her kan du læse mere om de sundhedsmæssige effekter af Fodbold Fitness:

Vidste du, at:

  • motionsfodbold kan anbefales som en del af behandlingen af forhøjet blodtryk og har vist sig at være markant bedre end almindelige råd om sund og aktiv livsstil?
  • motionsfodbold kan reducere risikoen for hjerte-kar sygdomme for 20-55-årige ved at forøge konditallet og hjertefunktionen, forbedre fedtforbrændingen og reducere blodtryk, kolesterol og fedtprocent?
  • blot 16 ugers fodboldtræning for utrænede kvinder uden fodbolderfaring giver markante forbedringer i hjertets struktur og funktion. En effekt, som er større ved fodboldtræning end ved motionsløb?

De gode resultater fra fodboldtræningen har vist sig at være uafhængige af spillerens køn, alder, form og fodbolderfaring. Det er altså hverken niveauet eller antallet af spillere på banen, der er centralt for det helbredsmæssige udbytte af træningen.

Hvis du sammenligner de sundhedsmæssige effekter af fodbold med længere løbeture (jog), styrketræning eller intervalløb, så er fodbold den motionsform, som samlet giver det bedste resultat.

Sidst men ikke mindst er Fodbold Fitness sjovt og socialt. Du skaber gode relationer på fodboldbanen, og undersøgelser viser, at det sociale element gør det lettere at holde fast i fodbold end eksempelvis fitness eller løb.

Derudover er oplevelsen af anstrengelserne lavere ved fodbold sammenlignet med kontinuerligt løb, intervalløb og styrketræning. Fodbold føles med andre ord ikke så hårdt som alternativ motion.

Du kan læse endnu mere om de positive sundhedsmæssige og sociale effekter her.

Læs mere om Bevæg dig for Livet

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



Vil du lære af andre klubber? Så læs her, hvor vi har samlet gode eksempler fra hele landet.


Har du spørgsmål eller kommentarer? Kontakt én af vores dygtige Fodbold Fitness-konsulenter.