§ 4 - Spillernes udstyr

Sikkerhed

En spiller må ikke bære noget, som er farligt for ham selv eller andre spillere. Enhver form for smykker (halskæder, ringe, armbånd, øreringe, læder- eller gummiarmbånd o.l. ) er forbudt og skal fjernes. Det er ikke tilladt at bruge tape til at dække smykkerne.

Spillerne skal kontrolleres før kampens start, og reserver før de træder ind på banen. Hvis en spiller bærer ikke-godkendt / farligt udstyr eller smykker, skal dommeren bede spilleren
• fjerne det pågældende udstyr
• forlade banen ved næste spilstop, hvis spilleren ikke kan eller vil fjerne udstyret.

En spiller, som ikke retter sig herefter eller bruger det pågældende udstyr igen, skal advares.

Grundlæggende udstyr

En spillers grundlæggende obligatoriske udstyr består af følgende adskilte dele:
• en trøje med ærmer
• korte bukser (målmændene må anvende lange bukser)
• strømper - hvis tape eller tilsvarende materiale anvendes uden på strømperne, skal det have samme grundfarve som den strømpe, som det anvendes på eller dækker
• benskinner, som skal være lavet af passende materiale, så de giver en rimelig beskyttelse.

De skal være helt dækket af strømperne.
• fodbeklædning.

En spiller, som tilfældigt taber sin fodbeklædning eller benskinne, skal sætte den på plads så hurtigt som muligt og senest ved næste spilstop. Hvis spilleren før det spiller bolden og/eller scorer, anerkendes målet.

Spilledragtens farver
• De to holds spilledragter skal have farver, som adskiller dem fra hinanden samt fra dommerteamet.
• Begge målmænd skal have farver, som adskiller dem fra hinanden, de øvrige spillere og dommerteamet
• Hvis de to målmænd har samme trøjefarve, og der ikke er mulighed for at skifte, skal dommeren lade kampen afvikle.
·
Undertrøjer skal have samme farve som den overvejende farve på trøjens ærmer.
Undershorts skal have samme farve som den overvejende farve på bukserne eller den nederste del af bukserne. Alle holdets spillere skal bære samme farve.

Andet udstyr


Beskyttelsesudstyr, som ikke er farligt, f.eks. hovedbeklædning, ansigtsmasker og knæ-/armbeskyttere i blødt, polstret letvægtsmateriale er tilladt - ligesom målmandskasketter og sportsbriller.

Hvis der bæres hovedtørklæde, skal det opfylde følgende krav:
• Det skal være sort eller have samme farve som spilletrøjens mest fremtrædende farve (forudsat at spillerne på holdet bærer de samme farver).
• Det skal være i overensstemmelse med det professionelle udseende, hvormed spillerens øvrige udstyr fremstår
• Det må ikke være fæstnet til trøjen
• Det må ikke udgøre en fare for spilleren selv eller nogen anden spiller (f.eks. ved at have en åbne/lukke-mekanisme omkring spillerens hals)
• Det må ikke have nogen elementer, der stikker ud fra overfladen. Enhver form for elektronisk kommunikation mellem spillere (incl. reserver, udskiftede og udviste spillere og/eller teknisk personale) er forbudt.

Hvor der efter godkendelse fra nationalforbund eller turneringsmyndighed anvendes elektronisk måleudstyr på spillerne (EPTS - Electronic Performance and Tracking Systems)
• må dette ikke være til fare
• må data og informationer, som sendes fra udstyret, ikke modtages eller anvendes i det tekniske område under kampen.

Udstyr må ikke indeholde politiske, religiøse eller personlige slogans, udsagn eller billeder.

Spillerne må ikke fremvise undertrøjer / undershorts, som indeholder politiske, religiøse eller personlige slogans, udsagn eller billeder ud over fabrikantens logo.

For enhver overtrædelse vil spilleren / holdet blive straffet af den pågældende turneringsmyndighed, det nationale forbund eller FIFA.

Overtrædelser/ straffebestemmelser

For enhver overtrædelse af denne paragraf skal spillet ikke nødvendigvis standses, men spilleren
• får besked på at forlade banen og bringe sit udstyr i orden
• forlader banen ved næste standsning i spillet, medmindre han allerede har bragt sit udstyr i orden

En spiller, som forlader banen for at udskifte eller bringe sit udstyr i orden, skal
• have kontrolleret sit udstyr af én fra dommerteamet, før han får lov til at genindtræde
• må først genindtræde med dommerens tilladelse, eventuelt mens bolden er i spil.

Genoptagelse af spillet

En spiller, som uden dommerens tilladelse træder ind på banen for at deltage i spillet, skal advares.

Hvis spillet standses for at tildele advarslen, dømmes et indirekte frispark fra det sted, hvor bolden var, da spillet blev standset.