Claus Bo Larsen udtaget til OL

FIFA har udtaget Claus Bo Larsen til OL-slutrunden i Athen.

Det internationale fodboldforbund, FIFA, har udpeget Claus Bo Larsen til OL-slutrunden i august.

”Jeg er meget stolt af at være blevet udtaget til OL. Det er en fornøjelse at komme med til en så stor begivenhed. Og jeg synes faktisk at udpegningen af danske dommere til så mange internationale opgaver er et udtryk for, at vi generelt bliver godt uddannet herhjemme”, udtaler Claus Bo Larsen.

FIFA har udtaget fire dommere fra Europa til turneringen fra 11. til 28. august.

Den 38-årige fynske dommer blev sidste år rykket op i gruppen af internationale topklasse-dommere, Top Class Referees.

Dermed kom Claus Bo Larsen op til Kim Milton Nielsen i den gruppe af dommere, der påsættes til opgaver i EM- og VM-slutrunder og de afsluttende runder i UEFA Champions League efter to år i den såkaldte gruppe af First Class Referees.

Han tog sin dommereksamen som 16-årig i 1981. I 1988 startede han som dommer i Danmarksserien, og derefter avancerede han år efter år, indtil han blev Superligadommer i 1994. Blot to år efter blev han international FIFA-dommer.

I 1999 var Claus Bo Larsen dommer ved VM-slutrunden for U/20-landshold i Nigeria, hvor han blandt andet dømte den ene semifinale. I alt er han noteret for 44 internationale turneringskampe.

Kristi Himmelfartsdag var han reservedommer i jubilæumskampen mellem Frankrig og Brasilien i anledning af FIFA 100 års jubilæum.

Tirsdag aften rejser Claus Bo Larsen sammen med FIFA-linjedommer Bill René Hansen til slutrunden om det oceaniske mesterskab under Oceania Football Confederation (OFC), der foregår i Adelaide i South Australia fra 29. maj til 5. juni.

Tekst: Lars Berendt

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første