Hermansen dømmer pokalfinalen

Den 33-årige Anders Hermansen bliver manden med fløjten, når finalen i DBUs Landspokalturnering spilles i Parken Kristi Himmelfartsdag torsdag den 17. maj klokken 15.00. Her får han følgeskab af Torben Jensen og Martin Wulff på sidelinjen.

Han tog dommereksamen i 1990 som 17-årig og er netop i år rykket op i UEFA- og FIFAs dommerkategori 3.
 
Finalens dommer, den 33-årige Anders Hermansen fra København, har således haft en lynkarriere med fløjten. Han blev ny dommer i SAS Ligaen i 2004 og havde inden da kun dømt en enkelt sæson i landets næstbedste række, efter han i 2002 blev dommer i Danmarksturneringen.
 
I 2006 kunne den da 32-årige københavnske dommer desuden skrive FIFA-dommer på det allerede imponerende CV, og i dag er han blandt de tre danske dommere (Michael Svendsen, Peter Rasmussen og Anders Hermansen), der ligger i FIFAs dommerkategori 3.
 
I alt er det frem til i dag blevet til 52 kampe i Danmarks bedste række og i Landspokalturneringen, en lang række Royal League-opgaver, samt flere internationale opgaver, herunder to UEFA-Cup-kampe og flere U/21-landskampe, blandt andet EM-kvalifikationskampen mellem Island og Italien i september 2006.
 
Anders Hermansen glæder sig til den kommende opgave:
 
”Det er en rigtig spændende opgave og jo den største kamp, man nok kan dømme herhjemme. Det er selvfølgelig en kæmpe ære at få lov til at dømme en så traditionsrig finale. Man husker jo selv tilbage på alle de gange, man selv har siddet på tilskuerpladserne i Parken Kristi Himmelfartsdag for at se pokalfinalen, og nu skal man selv dømme dem,” siger Anders Hermansen, der især husker finalerne for rigtig god stemning: 
 
”Der er jo masser på spil for de to hold der mødes i finalen. Jeg forventer en stor oplevelse, og håber at solen skinner, Parken er fyldt og det bliver en fantastisk fodboldkamp,” slutter Anders Hermansen.
 
På sidelinjen får den københavnske dommer assistance fra FIFA-linjedommerne Torben Jensen og Martin Wulff, der i 2006 skiftede fløjten ud med flaget efter to et halvt år som SAS Liga-dommer for i stedet at blive linjedommer på internationalt plan.
 
Anders Hermansen får desuden sin mere erfarne kollega, Nicolai Vollquartz, som fjerdedommer.
 
Billetsalget til finalen forventes at starte fra de to klubber og Billetnet tirsdag den 8. maj fra klokken 10.00. Yderligere oplysninger om billetsalget fremgår af dbu.dk.
Af: Pia Schou Nielsen - 02. maj 2007, 03:32

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første