Nadia Nadim klar til kvindelandsholdet

FIFA meddelte torsdag eftermiddag, at DBU får dispensation for brug af Nadia Nadim i landsholdssammenhæng, efter at sagen er færdigbehandlet af en juridisk dommer.


Nadia Nadim kan allerede få debut på kvindelandsholdet ved den kommende udgave af Algarve Cup i marts måned. Foto Anders Kjærbye

DBU har i dag modtaget en bekræftelse fra FIFA på, at Nadia Nadim, der er af afghansk afstamning, fremover kan repræsentere Danmark på det danske kvindelandshold.
 
”Det var en rigtig glædelig nyhed, som jeg har ventet længe på. Det var næsten ikke til at bære, hvis jeg skulle vente endnu nogle år på at spille for Danmark, som har været min drøm lige siden jeg begyndte at spille fodbold,” fortæller en glædesstrålende Nadim, hvis begejstring deles af kvindelandsholdets træner Kenneth Heiner-Møller:
 
”Nadia Nadim bliver et stort aktiv for vores hold. Dels har hun nogle store kompetencer, som vi kan få glæde af, men også det at hun er relativ ubeskrevet internationalt set betyder, at vore modstandere vil få sig en overraskelse, når de møder os første gang med Nadia på holdet.”
 
Gennem flere måneder har DBU via en løbende korrespondance med den juridiske afdeling i FIFA forsøgt at overbevise FIFA om det uhensigtsmæssige i det regelsæt, der indtil videre har forhindret Nadia Nadim i at spille for det danske kvindelandshold. 
 
Nadia Nadim ankom med sin familie til Danmark i 2000 som flygtning fra Afghanistan. Siden har de danske immigrationsregler forhindret hende i at søge om dansk statsborgerskab før hun fyldte 18 år, hvilket hun gjorde i 2006. Efter at have søgt om dansk statsborgerskab og senere gennemgået indfødsretsprøven fik hun i juni måned 2008 så endeligt bekræftelsen på sit nye statsborgerskab. Sit danske pas fik hun i august 2008.

Desværre havde FIFA i mellemtiden i maj måned 2008, ændret reglerne for, hvornår spillere kunne repræsentere et nyt eller andet forbund.

Blandt andet foreskriver reglerne i artikel 17 pkt. d i FIFA’s statuetter, at spillere
skal have levet i det pågældende land mindst fem år efter deres 18 års fødselsdag for at kunne spille på et landshold. Denne regel forhindrede Nadia Nadim, trods hendes danske statsborgerskab, i at spille for Danmark og med udsigt til yderligere tre års ventetid.
 
Generalsekretær Jim Stjerne Hansen fik i denne uge mulighed for at diskutere sagen med FIFA’s generalsekretær og lederen af den juridiske afdeling og fandt her forståelse for det uhensigtsmæssige i bestemmelserne specielt i forhold til spillere med en baggrund som Nadia Nadim.
 
Nadia Nadims sag er nu færdigbehandlet af en juridisk dommer, og hun er dermed klar til at trække landsholdstrøjen på for første gang ved Algarve Cup i marts. Til stor tilfredshed for Jim Stjerne Hansen:
 
”Jeg er meget tilfreds med, at vi har fået en positiv afslutning på denne sag, ikke mindst fordi den er principiel og kan få betydning for de kommende spillere med anden etnisk baggrund, vi også har på drengesiden,” udtaler Jim Stjerne Hansen.
 
Kvindelandsholdet åbner forårssæsonen med deltagelse med den årlige udgave af Algarve Cup 1. – 12. marts.
Af: Anders Johansen / Jacob Wadland - 15. januar 2009, 03:35

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første