To nye danske FIFA-dommere

Claus Bo Larsen og Nicolai Vollquartz er faldet for den internationale aldersgrænse. FIFA følger DBUs indstilling og udnævner Kenn Hansen og Jakob Kehlet til nye FIFA-dommere. Også to nye danske FIFA-linjedommere.

Claus Bo Larsen sluttede på toppen af sin dommerkarriere med Champions League-kampen mellem AC Milan og Ajax Amsterdam i sidste uge.

Danmarks internationalt højest rangerede dommer faldt efter 15 år som FIFA-dommer – heraf de seneste syv år i den højeste kategori, FIFA Top Class Referee, for den internationale aldersgrænse på 45 år sammen med Nicolai Vollquartz, som de seneste to sæsoner var indrangeret i den tredjebedste kategori, FIFA Category 2, efter en række skader i 2008-sæsonen kostede ham en bedre indrangering.

På trods af afskeden med de to alderspræsidenter fastholder dansk fodbold imidlertid sin internationale repræsentation med syv dommere, idet det internationale fodboldforbund, FIFA, har valgt at følge DBUs indstilling om at udnævne Kenn Hansen og Jakob Kehlet til nye FIFA-dommere.

Udnævnelsen af de to 30-årige dommere er ingen tilfældighed. DBUs Elitedommergruppe har således i en årrække målrettet arbejdet med blandt andet de to nyudnævnte dommere, som begge deltog ved DBUs andet Talentdommer-kursus i Vejle tilbage i 2004.

”Vi ser udnævnelserne som udtryk for resultatet af vores målrettede talentarbejde med dommerne herhjemme. Det er vigtigt for os at få de unge dommere frem i international sammenhæng. Dels for at sikre en høj kvalitet herhjemme dels i konkurrencen på det internationale scene. Og med deres alder har de faktisk chancen for en 15-årig international karriere, og netop karriereelementet er højt prioriteret i vores indstillinger til FIFA,” udtaler formanden for DBUs Elitedommergruppe samt tidligere danske og internationale topdommer, Kaj Østergaard.

Kenn Hansen og Jakob Kehlet har gjort lynkarriere i toppen af dansk fodbold.

Kenn Hansen blev således rykket op som Superligadommer fra sæsonen 2008/2009, mens Jakob Kehlet først er i gang med sin anden fulde sæson i landets bedste række.

”Jeg er selvfølgelig superstolt og glad. Jeg betragter udnævnelsen som et fint skulderklap og udtryk for, at såvel vores egen Elitedommergruppe som FIFAs Dommerudvalg mener, at jeg har internationalt potentiale. Men vi skal som dommere være indstillet på at udvikle os hele tiden, og at det største arbejde altid ligger foran os,” udtaler Kenn Hansen.

Ligesom hos dommerne fastholder DBU også antallet af internationale linjedommere, idet Derya Oguz og Heine Sørensen afløser Torben Jensen og Henrik Malmberg.

FIFA, der har tradition for at følge DBUs indstillinger for så vidt angår danske dommere og linjedommere, reviderer deres dommer- og linjedommerlister én gang om året.

Danmark råder over 10 FIFA-linjedommere og to kvindelige FIFA-dommere.


Læs også:
Claus Bo Larsens sidste internationale kamp
Skader koster Vollquartz indrangering
Forbereder generationsskifte hos dommerne


Danmarks FIFA dommere- og linjedommere 2011:


FIFA-dommere:

Peter Rasmussen (FIFA Category 2)
Michael Svendsen (FIFA Category 3)
Anders Hermansen (FIFA Category 3)
Thomas Vejlgaard (FIFA Category 3)
Lars Christoffersen (FIFA Category 3)
Kenn Hansen (FIFA Category 4)
Jakob Kehlet (FIFA Category 4)


FIFA-linjedommere:

Anders Nørrestrand
Derya Oguz
Heine Sørensen
Henrik Sønderby
Martin Wulff
Niels Høg
Jakob Bille
Lars Hummelgaard
Henrik Kristensen
Lars Rix


Kvinde FIFA-elitedommere:

Betina Norman (FIFA)
Marianne Svendsen (FIFA)

Af: Lars Berendt - 14. december 2010, 15:32

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første