Morten Wieghorst ny U21-landsholdstræner

DBU ansætter den tidligere landsholdsspiller og nuværende cheftræner for FC Nordsjælland, Morten Wieghorst, som ny træner for U21-landsholdet. Han afløser Keld Bordinggaard efter EM-slutrunden til sommer.

Morten Wieghorst, 40 år, bliver til sommer ny træner for U21-landsholdet.

DBU arbejder det kommende halve år med to årgange og dermed i realiteten to forskellige U21-landshold.

Det officielle U21-landshold deltager med spillere helt op til 23 år i UEFAs slutrunde om Europamesterskabet for U21-landshold i juni under ledelse af U21-landsholdets træner siden sommeren 2006, Keld Bordinggaard.

Samtidig spiller DBU den kommende årgang af U21-landsholdsspillere ind gennem træningssamlinger og uofficielle landskampe.

Såvel DBU som Morten Wieghorst selv ønsker at respektere trænerens nuværende kontrakt og arbejde i Superligaklubben FC Nordsjælland, og derfor vil ansvaret for den kommende årgang af U21-landsholdsspillere i dette forår ligge hos andre af fodboldforbundets talent- og landsholdstrænere.

Keld Bordinggaard stopper som træner med udløbet af hans kontrakt efter EM-slutrunden hvorefter den nye årgang af U21-landsholdsspillere skal starte i kvalifikationsturneringen til EM i 2013 med Morten Wieghorst som cheftræner.


VM-slutrunden 1998

Morten Wieghorst kommer med en baggrund som professionel spiller med internationale klubkampe og landskampe på højeste niveau.

Han startede sin aktive karriere i Hillerød, inden han skiftede til Lyngby FC, hvorfra han blev professionel i Dundee FC. Derfra gik turen til den skotske storklub, Celtic FC.

I efteråret 2000 blev hans karriere truet af en alvorlig sygdom, Guillan-Barre, som spilleren efter blandt andet at have ligget i respirator, et tre måneders hospitalsophold og mere end et års genoptræning kom sig over i en grad, så han fortsat var et aktiv for såvel sine klubhold som landsholdet. Han skiftede i sommeren 2002 til Brøndby IF, hvor han sluttede sin aktive karriere i sommeren 2005.

Morten Wieghorst er noteret for 30 landskampe fordelt med fem kampe under landstræner Richard Møller Nielsen, som gav ham debut i 1994. Han spillede 13 landskampe med Bo Johansson som landstræner herunder tre kampe under VM-slutrunden i 1998. Morten Olsen gav ham comeback efter hans sygdom i 2002 og havde ham med i 12 kampe i løbet af halvandet år.

I hans 30 landskampe, var han med til at vinde de 18 af dem. Blandt succeserne var 3-2 sejren over Italien i Napoli med ham selv som én af de tre danske målscorer, som sikrede landsholdet de succesrige play off-kampe mod Israel og efterfølgende kvalifikation til EM-slutrunden i 2000, sejren på 3-1 over gruppefavoritterne Kroatien i VM-kvalifikationskampen i Parken i 1997, 4-1 sejren over Nigeria ved selve VM-slutrunden og 5-2 over Rumænien i EM-kvalifikationskampen i Bukarest i marts 2003.


“Play of the Day” på CNN

Hans klubskifte til Brøndby IF sikrede ham udtagelse til Ligalandsholdet i både 2003 og 2004.

Han påkaldte sig i særklasse positiv opmærksomhed i Ligalandsholdskampen mod Iran under Carlsberg Cup i Hong Kong den 1. februar 2003, da han som en fairplay-gestus med vilje brændte et straffespark.

Situationen opstod umiddelbart inden pausen, da den iranske back, Alireza Nikbakht Vahdi – sammen med stort set alle andre af de 22.000 mennesker på stadion – hørte en fløjte lyde, og misforstod det som dommerens signal til afslutningen på første halvleg. Det var bar ikke dommeren, som havde fløjtet, så da Vahdi vippede bolden op i hænderne, fløjtede kampens dommer, Albert Chiu Sin Chuen, for straffespark.

Efter stor forvirring og opstandelse valgte Morten Wieghorst at sende bolden blødt forbi mål, og den gestus sikrede ham titlen ”dagens detalje” (”Play of the Day”) på verdens største tv-station, CNN, og senere en international fairplay-pris.

Morten Wieghorst indstillede sin aktive karriere som 34-årig i 2005, og færdiggjorde samtidig sin T-træneruddannelse og derefter A-træneruddannelsen i 2007. Han har siden sidste år haft den højeste danske og europæiske træneruddannelse, P-træner.

Han startede som assistenttræner i FC Nordsjælland i 2005/2006, og har siden sæsonen 2006/2007 været klubbens cheftræner med sejren i pokalfinalen i 2010 som han første, store titel som træner.


DBUs førstevalg

”Morten Wieghorst var vores førstevalg til at afløse Keld Bordinggaard,” fastslår DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen, og uddyber:

”Morten Wieghorst har den samme filosofi og indgang til spillet som vi gennem de senere år har implementeret i vores udviklingsarbejde, og som blandt andet Keld Bordinggaard har været med til at definere og lancere. Der bliver således tale om en ny mand i spidsen for U21-landsholdet, men samtidig en kontinuitet i arbejdet med de ældste landsholdstalenter. Dertil kommer, at Morten er kendt for det store arbejde med en stor del af yngre spillere i FC Nordsjælland.”

”Udover Mortens personlige og faglige kvaliteter opfordrer vi generelt gerne vores tidligere topspillere til at tage vores relevante og kompetencegivende træneruddannelser. Og når muligheden byder sig, vil vi også meget gerne bidrage til deres karrierer som trænere med ansættelse hos os selv. Det gjorde vi først med Michael Laudrup, det gjorde vi derefter med Keld Bordinggaard, og det gør vi så nu igen med Morten Wieghorst,” slutter Jim Stjerne Hansen.

”Jeg er meget glad for mit arbejde i FC Nordsjælland, som jeg ser frem til at afslutte med mine kolleger blandt trænerne og spillerne på den bedste måde her i foråret. Derefter ser jeg frem til at overtage arbejdet med de største, danske talenter på U21-landsholdet og indgå i samarbejdet med gruppen af landstrænere og talenttrænere i DBU,” udtaler Morten Wieghorst.

”Morten Wieghorst er et fremragende valg af DBU. Vi har først og fremmest meget at takke Keld Bordinggard for. Han har haft stor betydning for talentarbejdet generelt, og han har konkret gjort mange af sine U21-spillere klar til A-landsholdet,” udtaler landstræner Morten Olsen, og uddyber:

”Jeg kommer desværre kun til at arbejde sammen med Morten i højest et år, men det glæder mig meget på dansk fodbolds vegne, at det lykkes at få netop Morten ind og fortsætte og præge arbejdet med talenterne i denne årgang. Han er ideel til at videreføre den røde tråd i Kelds arbejde, og han vil med sin baggrund fra et rigtigt godt udviklingsmiljø i en af vores bedste klubber kunne tilføre vores talentarbejde nye perspektiver.”

Kontrakten mellem Morten Wieghorst og DBU er to-årig.

Læs også:
Morten Wieghorst – DBUs Landsholdsdatabase
Fair play: Wieghorst brændte straffe med vilje

Af: Lars Berendt - 28. februar 2011, 09:50