DBU Pokalen debuterer

DBUs Landspokalturnering – tidligere også kendt som Giro Cup, Compaq Cup, DONG Cup og senest Ekstra Bladet Cup – vender nu tilbage under navnet ”DBU Pokalen” med ny identitet, øget profilering af turneringen og markedsføring af kampene.

100 år efter den første, lokale pokalturnering og 70 år efter den første landsdækkende pokalturnering relancerer DBU nu den traditionsrige DBUs Landspokalturnering.

Det vil fra den forestående sæson ske gennem en ny identitet for turneringen med nyt navn og logo, profilering af turneringen gennem partnerskaber og en øget markedsføring af kampene.

Det er Divisionsforeningen og DBU, som i fællesskab har forpligtet sig til at give den traditionsrige men ofte oversete, danske pokalturnering et løft med blandt andet fokus på vind-eller-forsvind-ånden i pokalturneringen, de store klubbers besøg hos lavere rangerede klubber, dramaet i knald-og-fald-kampene og ikke mindst drømmen om finalen i Parken.


Klubberne og DBU bag ny satsning

Finalen i DBU Pokalen, som skal afgøres på kampdagen, sikrer både den vindende klub en eftertragtet titel og adgang til deltagelse i Europa League kun to måneder senere.

”DBUs Landspokalturnering er en traditionsrig turnering og samtidig vores allerstørste hjemlige turnering med hold lige fra Serie seks til Superligaen. Derfor har vi i professionelt udvalg bedt vores kommunikationsafdeling og salgsfunktion om at relancere turneringen med den sikkerhed, at vi og klubberne forpligter os til at afsætte de nødvendige ressourcer og prioritering til at give turneringen et velfortjent løft,” forklarer DBUs formand, Allan Hansen.

Satsningen vil kunne opleves successivt i løbet af den kommende turnering, som indledes med lodtrækningen til første runde under DBU i morgen, fredag den 1. juli. Turneringen blev startet med de første indledende runder ude i DBUs seks lokalunioner i løbet af foråret.

Lodtrækningen foregår hos turnerings tidligere hovedsponsor og kommende mediepartner, Ekstra Bladet, som vil transmittere den direkte på avisens website, eb.dk.

Turneringen vil i løbet af den kommende sæson få sin egen website, dbupokalen.dk.


Slut med sponsornavne

DBUs landspokalturnering, der er blevet spillet siden 1954 med den første finale i 1955, har de seneste 20 år båret skiftende sponsornavne.

Fra 1990 til og med finalen i 1996 hed turneringen Giro Cup, og fra 1997 til og med finalen i 1999 hed turneringen Compaq Cup. I foråret 2000 overtog DONG Energy sponsoratet, som fortsatte indtil DONG Energy i 2004 i samarbejde med Arla overtog hovedsponsoratet for DBU's herrelandshold, og som konsekvens heraf ophørte som sponsor for DBU's landspokalturnering.

De sidste par sæsoner har turneringen heddet Ekstra Bladet Cup, efter dagbladet Ekstra Bladet overtog sponsoratet for turneringen i juni 2008.

Det vurderes, at de skiftende sponsornavne har været en udfordring for brandingen af turneringen, og derfor vil det nye navn, ”DBU Pokalen”, blive fastholdt som et element i positioneringen af turneringen, uanset hvilken sponsor, DBU finder til turneringen.

DBU Sponsorship er således i færd med at søge efter en hovedsponsor til DBU Pokalen.


En fantastisk historie

Pokalfodbolden i Danmark går faktisk 100 år tilbage i tiden.

I 1910 forsøgte DBU København – dengang Københavns Boldspil-Union - sig med en lokal pokalturnering, som B93 vandt med en finalesejr over KB på 2-0.

Fem år senere spredte pokalturneringerne sig til de øvrige lokalunioner med Lolland-Falster i 1915, Fyn i 1920, Jylland i 1926, Bornholm i 1927 og endelig Sjælland i 1949. Turneringen på Lolland-Falster holdt pause i årene 1933-36, men ens for stort set alle seks turneringer var, at de blev nedlagt inden sæsonen 1941.

Årsagen var etableringen af den nye, landsdækkende "Danmarkspokalturneringen" under DBU, der havde deltagelse af 48 klubber i sin første sæson. KB vandt den første - og eneste - finale i den nye turnering med en sejr på 2-0 over AB.

Anden Verdenskrig satte nemlig en stopper for nyskabelsen, og der skulle gå 10 år efter krigens afslutning, før DBU atter etablerede en landsdækkende pokalturnering; DBUs Landspokalturnering.


Landspokalturneringen

Den første finale blev spillet i Københavns Idrætspark på samme adresse som nutidens Parken.

AGF havde vundet grundspillet i den daværende 1. division med samme pointantal som det københavnske storhold, AB, og startede foråret som klare favoritter til Danmarksmesterskabet i sæsonen 1954/55.

AGF vandt imidlertid ikke blot mesterskabet, men tog også pokaltitlen i den nyligt indstiftede Landspokalturnering med en finalesejr på 4-0 over Chang fra Aalborg.

Indtil midten af halvfjerdserne var der pæn tilskuerinteresse til finalerne i Landspokalturneringen. 33.500 mennesker så således AGF slå til igen med en 2-0 sejr over KB i 1961, men sidst i halvfjerdserne nåede man bunden med blot 1.800 tilskuere til den anden af de tre finalekampe mellem Esbjerg og Frem.

Såvel i 1982 som i 1990 og 1991 måtte man spille to finalekampe for at finde pokalvinderen, og der var således blot 2.000 der så på, da Lyngby udspillede AGF med 6-1 i de to klubbers andet forsøg i 90érne.

Først efter de to finalekampe mellem AaB og OB i 1991 ændrede DBU reglerne således, at vinderen nu skal findes på selve finaledagen på Kristi Himmelfartsdag, som er den foretrukne dag for pokalfinalen.

Efter meget svingende tilskuertal, var der 20.000 primært århusianske tilskuere, da AGF på "neutral" bane på Århus Stadion slog B 1903 med 3-0 i 1992. Finalen var lagt til Århus, mens Idrætsparken blev ombygget til Parken.

Spørgsmålet om at flytte finalen til provinsen, når de to finalehold ikke er fra København, blev igen aktuelt i 1993, da kun 8.332 tilskuere overværede de to provinsklubber, OB og AB, spille Giro Cup-finale i den nybyggede Parken i København.


Strukturel styrkelse af turneringen

I et forsøg på at give kampene i de indledende runder endnu et løft, har der siden sæsonen 1997/98 været indført en ny regel om hjemmebanefordel således, at det lavest rangerende af de to hold automatisk tildeles hjemmebane.

Reglen gælder selvfølgelig kun for indrangeringen, og er ikke gældende indenfor samme række. I de tilfælde at to hold fra samme række trækker hinanden, vil det fortsat være det hold, der trækkes først, der får fordel af hjemmebane.

I 2006 vedtog DBUs repræsentantskab den seneste omlægning af den danske pokalturnering, så den blev skåret ned fra otte til syv runder, hvor nummer 5 til 12 i SAS Ligaen allerede indtræder i turneringens anden runde og 1 til 4 i tredje runde, mod tidligere først at træde ind i turneringens fjerde og femte runde i DBU-regi – henholdsvis turneringens sekstendedels- og ottendedelsfinaler.


Vejen til Europa League

Endelig har den øgede fokusering på europæisk deltagelse medført, at der de senere år er kommet den ekstra motivation ind i billedet, at en sejr i landspokalturneringen er den direkte vej til Europa League.

Sådan har det naturligvis altid været, men med den sportslige udvikling blandt de danske topklubber i takt med en væsentlig stigning i entré- og tv-indtægterne fra kampene i de europæiske klubturneringer er europæisk deltagelse forbundet med muligheden for ekstra indtægter for klubberne.

Indtil sæsonen 2000/2001 har vinderen af den danske pokalturnering haft direkte adgang til først Europa Cup'en for Pokalvindere, siden UEFA Cup'en. Men fra sæsonen 2001/2002 har også den danske pokalvinder skullet ud i kvalifikation til UEFA Cup'en, som forrige år blev til Europa League.

Af: Lars Berendt - 30. juni 2011, 21:15

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første