To nye dommere i Superligaen

DBUs Elitedommergruppe rykker to nye dommere op i Superligaen fra den kommende sæson. Claus Bo Larsen fortsætter på dispensation, mens Nicolai Vollqvartz ophører som følge af aldersgrænsen.

Klubberne benytter sommerpausen til at sammensætte deres spillertrupper til den kommende sæson.

Det samme har DBUs Elitedommergruppe gjort med truppen af dommere til den forestående sæson i landets bedste fodboldrække.

Gruppen vurderer fortsat, at Superligaens nuværende struktur med 198 kampe betyder, at det ideelle antal faste dommere til kampene i landets bedste række skal være mellem 12 og 14.

Derfor har gruppen rykket Anders Poulsen, 30 år, og Mads-Kristoffer Kristoffersen, 28 år, op fra landets næstbedste række til den kommende sæson.

Anders Poulsen gør dermed lynkarriere i Danmarksturneringen, efter han blev 2. Divisionsdommer i 2009 og dømte i 1. Division i 2010. Mads-Kristoffer Kristoffersen blev efter kun en halv sæson i 2. Division rykket op i 1. Division i 2007.


Farvel til Vollquartz

De to nye dommere kommer rent kvantitativt til at erstatte Thomas Vejlgaard, som i en alder af 38 år valgte at indstille sin karriere i marts, samt Nicolai Vollquartz, som med sine 46 år ved sæsonafslutningen faldt for aldersgrænsen på 45 år ved sæsonens start.

Nicolai Vollquartz tog sin dommereksamen i 1985, dømte i Danmarksserien i 1992, i 2. Division fra 1994 og 1 Division fra 1995. Han debuterede i Superligaen som 32-årig med kampen mellem OB og AaB på Odense Atletikstadion i august 1997, og nåede i sine 14 sæsoner 240 kampe i landets bedste række. Han uddelte i gennemsnit to en halv advarsel per kamp, gav 27 spillere rødt kort og dømte 53 straffespark.

Kun to år efter sin debut i Superligaen opnåede han international status som FIFA-dommer, og da han rent fagligt var på toppen af sin karriere havde UEFA ham i kalenderårene 2006 og 2007 indrangeret i den næsthøjeste kategori af internationale, europæiske dommere, som dengang bestod af 20 dommere fra 18 forskellige lande.

En række skader kostede imidlertid Nicolai Vollquartz sin placering i Premier Category, og han fortsatte indtil han faldt for den internationale aldersgrænse med en indrangering i den tredjebedste kategori.


Claus Bo Larsen fortsætter

Derimod har Elitedommergruppen valgt at give dispensation til Claus Bo Larsen, 46 år.

Det er første sæson, Elitedommergruppen opererer med den nye dispensationsmulighed, som giver gruppen chance for at fortsætte med op til to dommere, som er over den danske og internationale aldersgrænse.

Claus Bo Larsen er i forvejen den absolut mest erfarne dommer med indtil videre 302 kampe i landets bedste række, hvor han debuterede som 28-årig i 1994. Michael Svendsen, 44 år, og Emil Laursen, 40 år, bliver de næstmest erfarne dommere i den kommende Superliga-sæson med henholdsvis 171 og 161 kampe i landets bedste række siden deres debut i 2000.

Seks af dommerne - Anders Hermansen, Jakob Kehlet, Kenn Hansen, Lars Christoffersen, Michael Svendsen og Peter Rasmussen – er internationale FIFA-dommere.

Også blandt linjedommerne i Superligaen er der udskiftning, idet Palle Udsen faldt for aldersgrænsen efter seneste sæson.

DBUs Elitedommergruppe har også valgt at udnytte muligheden for dispensation fra den internationale aldersgrænse på 45 år blandt linjedommerne. Den tidligere FIFA-linjedommer Torben Jensen fortsætter således som linjedommer i Superligaen.

I den netop afsluttede sæson var der 19 linjedommere tilknyttet Superligaen, men det har hele tiden været planen, at antallet skulle bringes op på 20. Christian Brixen og Henrik Larsen bliver nye linjedommere i Superligaen.

10 af Superligaens linjedommere - Anders Nørrestrand, Derya Oguz, Heine Sørensen, Henrik Kristensen, Henrik Sønderby, Jakob Bille, Lars Hummelgaard, Lars Rix, Martin Wulff og Niels Høg – har FIFA-status.

I 2. Division bliver Casper Thorsøe Jr., Chris Johansen og Morten Krogh nye dommere.

 

Oversigt:

Du kan se hele listen over dommere og linjedommere i Danmarksturneringen her:

Elitedommere og –linjedommere, efterår 2011


Læs mere her:

Thomas Vejlgaard stopper


Baggrund:

Påsætningen af dommerne til kampene i SAS Ligaen sker ud fra tre kriterier.

DBUs Elitedommergruppe udarbejder forud for hver halv-sæson en skabelon med påsætning af dommere, linjedommere og dommerudviklere til kampene i hver af de fire rækker.

Denne skabelon følges, såfremt der ikke er forhold som nedenfor beskrevet, der taler for én eller flere aktuelle afvigelser fra eller ændringer til skabelonen.

Gruppen benytter et rotationsprincip, som har til formål at sikre en hensigtsmæssig fordeling af de seks SAS Liga-kampe i hver runde mellem de 13 dommere.

Dertil kommer en vurdering af den enkelte dommers aktuelle niveau. Dommerne i SAS Ligaen vurderes og evalueres således af en dommerudvikler efter hver enkelt kamp.

Udviklernes vurderinger ligger herefter til grund for påsætningen til den efterfølgende weekends runde i SAS Ligaen og også til en mulig efterfølgende midtuge-spillerunde.

Påsætningen foretages af DBUs Elitedommergruppe, der ud fra en faglig vurdering dermed har mulighed for at påsætte dommerne til de opgaver, de vurderes bedst egnede til på det pågældende tidspunkt.

Denne løbende vurdering kan også omfatte påsætninger af de enkelte dommere til kampe på andre niveauer end SAS Ligaen - i Viasat Divisionen eller 2. Division - for derved at give den pågældende chance for at genfinde det niveau og den kvalitet, Elitedommergruppen forventer af dommerne i SAS Ligaen.

Derudover tager gruppen hensyn til dommernes ønsker om fridage af erhvervsmæssige eller private årsager og til eventuelle internationale opgaver.

Elitedommergruppens evaluering af den enkelte dommers indsats forbliver en intern dialog mellem udvalget og dommeren.

Enkelte dommere har frabedt sig at dømme ét bestemt hold, som de privat har en tilknytning til, og som efter deres egen opfattelse i andres øjne vil kunne udgøre et habilitetsproblem.

Undtagelse for reglen om påsætning op til hver enkelt spillerunde i SAS Ligaen er midtugerunderne. Af praktiske årsager – dommernes frihed fra civilt arbejde, transportarrangementer med mere – foretages påsætningerne til midtugekampene i forbindelse med den foregående weekendrunde.

Uanset spilleprogrammet i de tre sidste runder af SAS Ligaen påsættes dommerne og linjedommerne før hver enkelt runde. I de to sidste spillerunder skal alle seks kampe i SAS Ligaen i øvrigt spilles samtidigt.

Påsætningen af liniedommerne og dommerudviklerne foretages af administrative årsager forud for hver halvsæson.

Indrangeringen af dommerne i SAS Ligaen, Viasat Divisionen og 2. Division foretages af Elitedommergruppen én gang årligt, typisk i juni måned.

DBUs Elitedommergruppe består af de tidligere danske og internationale topdommere, Kaj Østergaard (formand), Jørn West Larsen, Peter Mikkelsen og Preben Worsøe samt Jan Carlsen, der tillige er gruppens lovfortolker.

Af: Lars Berendt - 22. juni 2011, 15:04