Unge Boilesen i A-landsholdstrup

Seks spillere fra U21-bruttotruppen er også med i A-landsholdets bruttotrup på 35 spillere forud for EM-kvalifikationskampen mod Island lørdag den 4. juni. Mød Nicolai Boilesen her på DBU Web-TV. Kasper Schmeichel fjerde målmand i truppen.

Landstræner Morten Olsen har udtaget en bruttotrup på 35 spillere til EM-kvalifikationskampen mod Island i Reykjavik lørdag den 4. juni.

I ugen op til samlingen vil landstræneren starte op med en mindre gruppe af spillere fra udenlandske klubber, som allerede har sluttet deres turneringer, så de pågældende spillere kan mødes til træninger i Helsingør fra mandag den 23. maj.

Blandt dem vil også være spillere fra den netop nominerede U21-bruttotrup til EM-slutrunden i næste måned, som er i samme situation. Og dertil kommer, at der er sammenfald mellem seks af spillerne i de to bruttotrupper.

Morten Olsen har således udtaget den 19-årige Ajax-spiller Nicolai Boilesen til sin bruttotrup. Forsvarsspilleren, der sidste år skiftede Brøndby til den hollandske klub, har spillet ikke mindre end 48 kampe på DBUs fire yngste landshold med to kampe for U16-holdet, 29 kampe på U17-landsholdet, 16 på U19 og en enkelt på U20-landsholdet.

Han blev ligesom Daniel Wass, Simon Kjær, Mathias ”Zanka” Jørgensen, Mike Jensen og Christian Eriksen i går udtaget til bruttotruppen til næste måned U21 EM-slutrunde.

Landstræneren har haft frit valg på alle hylder dog med et par enkelte undtagelser, og det er Daniel Agger, Liverpool FC, samt Nicklas Pedersen, FC Groningen, som begge er skadet.

Bruttotruppen, som tirsdag den 24. maj vil blive skåret ned, består af fire målmænd, hvor Kasper Schmeichel for første gang optræder på en officiel bruttoliste efter, han en enkelt gang har været indkaldt til en landsholdstræning.


Se bruttotruppen her
 

Spillerne i den komplette trup vil møde ind til træningssamlingen på Hotel Marienlyst i Helsingør mandag den 30. maj.

Truppen flyver til Island Kristi Himmelfartsdag torsdag den 2. juni, og flyver hjem direkte efter kampen, som starter lørdag den 4. juni klokken 20.45 dansk tid.

Kampen bliver transmitteret direkte på CANAL9, som har købt tv-rettighederne af det islandske fodboldforbund.

Af: Lars Berendt - 13. maj 2011, 10:52